10 ting du ikke vidste om Ole Christian Madsen

september 25, 2025

Foto: Sara Galbiati

Vi kender karaktererne i vores favoritkrimier. Vi bilder os også til tider ind, at vi kender vores favoritforfattere. Enten ved at have læst om dem eller måske efter at have mødt dem på Krimimessen. Men, hvor godt kender vi dem egentlig?

Vi har i samarbejde med forlaget Gyldendal bedt forfatter Ole Christian Madsen om at afsløre en håndfuld “hemmeligheder”, som de fleste af os læsere garanteret ikke kender til.

Læs med her. God fornøjelse.

  • Jeg skrev en roman, da jeg var 14 år gammel. Det var en science fiction-roman om en verden, hvor der var evig krig. Jeg skrev den på min mors gamle skrivemaskine, og den blev 200 sider. Jeg sendte den ind til Borgens forlags ungdomsbogskonkurrence, men vandt desværre ikke noget
  • I min familie er der en tradition for at navnet Christian indgår i alle drengebørns navne. Jeg har tre børn, alle drenge, som alle hedder Christian på den ene alle anden måde.
  • Folk synes, jeg altid ser sur ud, eller altid er meget alvorlig, men det er jeg ikke. I virkeligheden er jeg det modsatte. Jeg har bare de her nedadgående mundvige, så et stort smil fra mig, er mest af alt en vandret streg. Og undertiden dækker mit skæg for selv det.
  • Jeg besluttede mig for at blive filminstruktør efter at have set Godfather. Jeg cyklede hjem fra en klassefest på skolen da jeg var 15 år gammel, fordi den ville komme i fjernsynet – det var som om mit hoved eksploderede, da jeg så den.
  • Jeg er meget interesseret i vin, jeg drikker en del af det, går til vinsmagninger, og undersøger druer, distrikter og producenter og den slags. Det er ikke usædvanligt for en mand i min alder, men ville lige nævne det.
  • Da jeg var en lille dreng flyttede min familie til Møn – helt ud til Møns Klint og Liselund – og min far kedede sig så meget, at han satte en 18 meter høj TV-modtagemast op (det var dengang, der kun fandtes DR). Nu kunne vi se fjernsyn fra Tyskland, Sverige, Holland og hvis vejret var godt, England. Jeg fik et lille fjernsyn på værelset. I timevis hver dag, så jeg serier og film – især dubbede westerns på tysk var jeg glad for. Og det er på den måde, jeg voksede ind i en særlig kulørt populærkultur. Og da jeg senere uddannede mig til at være mere highbrow, fastholdt jeg glæden ved det kulørte.
  • Jeg skriver mest om mænd, og synes mænd er interessant dramatisk materiale.  Jeg synes mænd har det svært i dag. Især unge mænd. Jeg oplever, at mænd som køn er blevet dæmoniseret i de sidste ti år.
  • Mens jeg skrev romanen, Manden fra mørket, tog jeg tit mig selv i at tænke; nej, det er alt for dyrt at lave, for det er sådan, det er, når man laver film. Her er en eksplosion, statister, action og locations dyre. Det tog faktisk lang tid at vænne mig til, at det var gratis at skrive de her ting ned på et stykke papir; det var gratis at have Villy Falk i et dødbringende slagsmål, mens flere hundrede betjente til sidst stormer skibet, det foregår på.
  • Jeg er fyldt med modsætninger. Jeg synes, der ævles for meget i samfundet, der er jo stemmestøj overalt, men jeg taler selv enormt meget. Jeg synes cyklister kører for vanvittigt, men jeg kører selv vanvittigt, når jeg sidder på en cykel. Et sted i mig selv føler jeg mig stadigvæk meget ung, men jeg kritiserer alligevel de unge for alt muligt.
  • Da jeg blev skilt første gang for 24 år siden, havde jeg ikke råd til at leje eller købe en lejlighed i København (det var dyrt selv dengang), men jeg kunne lige akkurat låne en halv million kroner i banken til et lille sommerhus på 48 kvdm. Der boede jeg i flere år med mine børn, og vi har stadigvæk huset, og børnene betragter det som deres barndomshjem.

Aktuel med Kvinden fra Californien

Storpolitisk spiondrama fra København og Los Angeles i den højspændte efterkrigstid.

Da en fremtrædende dansk diplomat bliver fundet skuddræbt i Los Angeles, sender rigspolitidirektøren politikommisær Jens Møller til Californien for tage del i efterforskningen. Sagen lukkes hurtigt som selvmord, men Jens Møllers egne undersøgelser fører ham på sporet af flere fremmede magter med relationer til den døde diplomat.

Sporene leder ham ind i en underverden af elegante og grænseløse kvinder og mænd i Hollywood, hvor der under den glitrende overflade udspiller sig en magtkamp på liv og død. Men mest rystet bliver han, da et spor viser sig at føre direkte ind i hans egen families fortid.

“Kvinden fra Californien” er andet selvstændige bind i “Dekade-serien”, der tager udgangspunkt i en uopklaret historisk forbrydelse fra hvert årti fra 1948-1978. Denne bog foregår i den kolde krigs skygger i 1958.

“Kvinden fra Californien” udkommer på forlaget Gyldendal d. 23. september.