10 ting du ikke vidste om Mads Peder Nordbo
Foto: Lea Meilandt
Vi kender karaktererne i vores favoritkrimier. Vi bilder os også til tider ind, at vi kender vores favoritforfattere. Enten ved at have læst om dem eller måske efter at have mødt dem på Krimimessen. Men, hvor godt kender vi dem egentlig?
Vi har i samarbejde med forlaget Gutkind bedt forfatter Mads Peder Nordbo om at afsløre en håndfuld “hemmeligheder”, som de fleste af os læsere garanteret ikke kender til.
Læs med her. God fornøjelse.
10 ting du ikke vidste om Mads Peder Nordbo
• I de fire år, hvor jeg arbejde på Rådhuset i Nuuk, skrev jeg stort set alle borgmesterens taler, og det var helt fantastisk at få den indsigt i alt, hvad der rørte sig i Grønlands hovedstadskommune. Det var i de samtaler, min grønlandske trilogi blev grundlagt, og som tiden er nu, kunne det måske være tid til et fjerde bind.
• Da jeg var ni år gammel fik jeg Charles Darwins evolutionslære i julegave, og jeg læste den. Det førte til, at jeg aldrig rigtig blev glad for de mere almindelige skolebøger igen, da jeg altid havde Darwin i baghovedet og derfor søgte mere komplekse læseuniverser. Så allerede dengang blev min glæde ved mere komplekse bøger grundlagt.
• Jeg blev født med svær gulsot, og min mor blev anbefalet at få fat i en præst og få mig døbt, fordi lægerne ikke regnede med, at jeg overlevede. Det nægtede hun, og jeg var så heldig at overleve.
• Jeg er blevet kysset af en panda. Vi var på tur i Kina med det formål, at se pandaer tæt på, og inde i et pandacenter kunne man sidde på en bænk ved siden af en panda. Min panda faldt for mit fuldskæg og stak snuden helt ind i hovedet på mig – jeg syntes, det var vældig hyggeligt, men dyrepasserne blev lidt urolige ved det.
• Jeg har været fynsk mester i håndbold – som stor dreng. Det var en sjov tid. Jeg endte med håndbold, da jeg ikke ’måtte’ spille fodbold, fordi jeg var for glad for eftertaklinger. I håndbold måtte vi være lidt mere fysiske.
• Jeg har været kanonkommandør på en 155 mm selvkørende haubits. Det var i mine år på Sjælsmark Kasserne i Kongens Artilleriregiment. I den sammenhæng lavede jeg ved et uheld en luftspringning med fosfor, hvilket i øjeblikket gav tavshed – og så skulle der ellers slukkes brand på heden.
• Jeg rejste i 2013 med en ven langt ud på de kasakhiske stepper for at finde en rundborg fra bronzealderen. Det var en fantastisk rejse fuld af de vildeste oplevelser med de lokale. Vi spiste hver aften på en ’restaurant’, der var en gammel fragtcontainer. Her blev der hentet vand til mad og opvask i en bæk på den anden side af grusvejen, og vi drak gæret hestemælk og fik små hårde, håndtrillede ostekugler.
• Jeg har altid ønsket mig at skrive bøger i stil med Murakami og Peter Høeg, men på finurlig vis ender mine bøger altid som krimier, så der må være noget i min underbevidsthed, der trækker mig den vej – måske en forkærlighed for grumhed.
• Jeg overvejede i mine søgende år at blive scientolog, men de opgav mig, fordi – tror jeg – at jeg stillede for mange spørgsmål. Så ville jeg være katolik, men det gik på samme måde. I stedet fik jeg et godt forhold til min egen protestantiske kirke i Tommerup, hvor jeg sad i menighedsråd en periode og havde det skønt med det.
• Jeg har i tidernes morgen arbejdet på et bageri i Detmold i Tyskland. Det var en tid, hvor jeg trængte til at få alt på afstand, så jeg pakkede en taske og tog derned og blev i et år. Jeg vil sige, at det var første gang, min vægt kom over de 100 kilo, for det var både bageri og konditori. Jeg boede oppe under loftet på et kammer ved siden af to skønne østtyskere. Jeg husker, at jeg gik rundt og reciterede tyske digte for de sagesløse bagere, der på mange, søde måder anbefalede mig at rejse hjem og studere litteratur i stedet for at være bager.