Forfattermøde på Fængslet med Blædel, Koppel og Katz Krefeld

oktober 9, 2026

Foto: Les Kaner og Ditte Capion

En decemberaften med tre stærke forfatterstemmer

Har du lyst til en spændende aften mandag d. 7. december i selskab med tre af Danmarks mest læste forfattere?

Vi har den store fornøjelse at kunne byde velkommen til Sara Blædel, Benjamin Koppel og Michael Katz Krefeld – tre markante forfattere, der hver især har sat et stærkt aftryk på dansk litteratur. Glæd dig til en aften, hvor de tre forfattere mødes på scenen og fortæller om deres helt nye udgivelser, forfatterskaber, skriveprocesser og de historier, der har begejstret tusindvis af læsere.

Hvad driver dem, når de skriver? Hvor kommer idéerne fra? Hvordan bliver en fortælling til – og hvad skal der egentlig til for at holde læseren fanget helt til sidste side?

Du får mulighed for at komme helt tæt på forfatterne og høre dem fortælle om både det aktuelle og det personlige i deres forfatterskab. En aften fyldt med litteratur, fortællinger, inspiration og måske et par overraskelser undervejs.

Tre forfattere. Tre stærke stemmer. Én helt særlig aften. Tag en læseglad ven under armen, og kom med til en aften i rigtigt godt selskab.

Michael Katz Krefeld er aktuel med Mumien en ny krimi i Ravn-serien. Et mumificeret lig sætter Ravn og hans team af dusørjægere på sporet af en dommedagssekt.

Benjamin Koppel er aktuel med Håbets klang som er tredje bind i den højtelskede, laurbær-vindende serie om Koppelman-familien, en veloplagt episk forløber til ’Annas Sang’ og ’Sommerfuglens stemme’.

Sara Blædel er aktuel med Drengen uden grav. Louise Rick og P13 er tilbage! Denne gang fører et uopklaret drab hende og P13 ind i et mørkt miljø, hvor børn og unge bliver brugt som brikker, og hvor nogen vil gøre alt for at skjule sandheden. Sara Blædel er også aktuel med De berygtede – mysteriet om diamantbunkeren. Der sker farlige ting i Skovbjerg i tredje bind i den populære krimiserie for børn, men heldigvis er De Berygtede både kvikke og meget modige.

Aftenens program mandag d. 7. december 2026:
Kl. 17.45: Dørene og baren åbner
Kl. 18.30-18.55: Michael Katz Krefeld i samtale med Lida Wengel
Kl. 19.00-19.25: Benjamin Koppel i samtale med Lida Wengel
Kl. 19.30-19.55: Sara Blædel i samtale med Lida Wengel
Kl. 19.55-20.15: Pause hvor der også signeres
Kl. 20.15-21.00: Fælles snak og spørgsmål
Kl. 21.00-21.30: Signering fortsat
Kl. 21.30: Tak for i aften

Billetpris: 139 kroner + billetgebyr. Det er muligt at købe bøgerne på stedet og selvfølgelig få dem signeret.

Arrangør: Horsens Bibliotek, Krimimessen i samarbejde med Politikens forlag.