10 ting du ikke vidste om Agnete Friis
Foto: Les Kaner
Vi kender karaktererne i vores favoritkrimier. Vi bilder os også til tider ind, at vi kender vores favoritforfattere. Enten ved at have læst om dem eller måske efter at have mødt dem på Krimimessen. Men, hvor godt kender vi dem egentlig?
Vi har i samarbejde med People´s Press bedt forfatter Agnete Friis om at afsløre en håndfuld “hemmeligheder”, som de fleste af os læsere garanteret ikke kender til.
Læs med her. God fornøjelse.
10 ting du ikke vidste om Agnete Friis
- Da jeg var barn, drømte jeg om at blive biolog og havde absurd mange kæledyr, blandt (meget) andet skildpadder, fisk, frøer og vandrende pinde.
- Jeg har en svaghed for opera.
- Jeg er i gang med at lære russisk.
- For et år siden blev jeg diagnosticeret med adhd, og mit liv har forandret sig radikalt med medicinen. Der er virkelig tale om et før og efter.
- Jeg har tre børn – der er blevet voksne.
- Jeg hader at spise ude. Jeg er overhovedet ikke interesseret i at høre, hvad jeg spiser, og hvordan det er blevet tilberedt, og jeg synes det er irriterende at skulle have fat på en tjener, hvis skal have et glas vand eller betale regningen. Det går alt sammen aaaaaalt for langsomt.
- Jeg er et bekymret menneske, og bekymrer mig lige nu mest over klimaforandringer, krig og højrefløjens fremmarch i Europa. Øver mig i at lade være.
- Jeg har engang været på New York Times bestsellerliste.
- På en tur til South Dakota tilbragte jeg en dag med en amerikansk privatdetektiv, der havde bagagerummet fyldt med sporingsenheder, strømpistoler og skydevåben. Vi tog ud i en skov og skød med en AK16.
- Jeg har lige søgt og er blevet optaget på sygeplejeskolen i Hillerød. Jeg håber, jeg kan gennemføre, og jeg håber endnu mere, at jeg bagefter kan få vikariater på Grønland og i Nordnorge. Mine børn er store, og jeg vil ud i verden.
Aktuel med “Mørk arv”

Mørk arv er forfatter Agnete Friis’ uafhængige opfølger til den anmelderroste ‘Justas børn’, som er solgt i mere end 10.000 eksemplarer. I den nye bog fortæller Agnete Friis med psykologisk dybde om en families frygt for at blive indhentet af fortidens mørke skygger. Det er en historie om familiehemmeligheder, svigt og stalking – og om jagten på en forsvunden morder og en femårig pige.
Den tidligere politibetjent Astrid Skov er blevet skilt fra sin voldelige eksmand og er flyttet til Brøndby Strand, hvor hun har startet en solovirksomhed som privatdetektiv. Hendes arbejde består mest af utroskabssager og forsikringssager, men da hun bliver hyret af Nikolaj Holm til at lokalisere hans onkel, udvikler det sig dramatisk.
Onklen, Andreas Holm, blev for femten år siden dømt for tre voldsomme drab, hvor hans egen søster – Nikolajs mor – var blandt ofrene. Han blev efterfølgende indlagt på den topsikrede psykiatriske afdeling i Slagelse, men er pludselig blevet udskrevet, og Nikolaj frygter nu for sit og sin lille families liv. Da hans femårige datter kort efter forsvinder, indleder Astrid sin egen efterforskning af pigens forsvinden.
Samtidig dukker Sara igen op i Astrids liv. Den unge kvinde, der et år tidligere søgte hjælp hos Astrid for at finde sin lillebror, har forladt den sekt, som hun og lillebroren voksede op i, men det har ikke været helt let at finde sine ben i verden udenfor. Sara har fået en kæmpegæld og en aggressiv inkassator på nakken.
Sammen skal det umage par nu igen arbejde sammen for at redde et barn, der er forsvundet.
Udgivet på Peoples Press d. 3. september.
