Kommende krimier – juli og august 2026
Her kan du få et overblik over et udvalg af de krimier og spændingsromaner, der udkommer i løbet af juli og august måned.
God læselyst!
Dronningeland af Eva Fretheim

Udgivelsesdato: 1/7-26
Forlag: Gyldendal
En bil er kørt ind i en klippevæg. Bag rattet sidder en 42-årig kvinde. Død.
Efterhånden som nyheden om dødsfaldet spreder sig i bygden, står det klart for politiefterforsker Vigdis Malmstrøm, at noget ikke stemmer. Skaderne på bilen burde have været mere omfattende. Der er ingen bremsespor på vejen. Og på gulvet under bagsædet ligger en taske, som kun kan have tilhørt en passager i ulykkesbilen. En passager, som inden steder er at finde.
Vigdis Malmstrøm aner hurtigt, at ulykken ikke er, hvad den ser ud til. Sporene peger mod hemmeligheder, der har ligget godt skjult i bygden – og de peger mere og mere mod en gård, hvor brødrene Svartskog og den mystiske Unn Hansen gemmer på mere end bistader og gamle biler. Hvad skete der den sommerdag for to år siden, da en ung pige forsvandt sporløst?
Mens Vigdis gør, hvad hun kan for at udrede de stadig mere indviklede tråde, glider foråret over i trykkende sommervarme. Og i skoven summer bierne, på mission for dronningen. Uden hende har de ingen chance.
Med Dronningeland har den norske forfatter Eva Fretheim skrevet en prisbelønnet krimiroman ud over det sædvanlige. I et elegant, fortættet sprog fortælles en historie om jalousi, hævn, begær og løgn – og om det uundgåelige dronningeskifte.
Valkyrie af Nis Jakob

Udgivelsesdato: 2/7-26
Forlag: North Audio Publishing
En tidlig morgen på Amager er en larmende gravko i gang med at gøre en byggegrund klar til et nyt fundament. Med den store skovl graver føreren en gammel kloakbrønd ud. Han vil knuse et af rørene, for bedre at kunne flytte stykkerne væk. Da røret endelig knækker, stirrer et brunligt kranium pludselig tilbage på ham – inde i røret halvt ligger, halvt sidder, et skelet. Lænet mod betonbrøndens inderside. Sort af ælde.
Vores tre hovedpersoner, Cecilia, Mads og Janus fra Sektion 7, får sagen, men de når knap at begyndearbejdet, før København bliver rystet af et brutalt kup mod en smykke- og urforretning. En ung kvindelig betjent bliver skudt. Sporene peger i flere retninger. Er det bander eller islamistiske netværk, der står bag eller er det noget endnu mere komplekst?
Sideløbende ligger Janus’ kones fortsat i koma og han kæmper med sine voksende følelser for Cecilia, mens Mads’ privatliv falder fra hinanden. Personlige konflikter væves ind i jagten på sandheden, der afslører en chokerende linje mellem fortidens politiske idealisme og nutidens dødelige fanatisme.
Dette er andet bind i den nye Sektion 7 serie, hvor vi følger efterforskerne, Cecilia, Janus og Madsprofessionelt og privat.
Strandhugst af Britt Tippins

Udgivelsesdato: 9/7-26
Forlag: People’s
Andet bind i den humoristiske cosycrime-serie om bogbloggeren Barbara Larsen.
Der er gået halvandet år, siden Barbara Larsen opklarede det berømte Fjordvejsmord, og hverdagen er så småt vendt tilbage til Esbjerg. Barbara keder sig på biblioteket, og derhjemme er hun træt af mandens panikalder, der indebærer kostplaner og konstante cykelture i tætsiddende lycra.
Da forfatteren Eva Fagerlund findes myrdet i Kunstnerhuset på Fanø, øjner Barbara en chance for spænding. Og for at arbejde sammen med drabschef Kurt Høgh. Som administrator af legatboligen har Barbara været i tæt kontakt med offeret og kan bidrage med nyttig viden til Høghs efterforskning – inklusive de trusler, den kontroversielle forfatter modtog, mens hun boede på øen.
Forud for sit ophold i Kunstnerhuset vandt Eva Fagerlund en injuriesag anlagt af en håndfuld af øens beboere, som følte sig karikeret i hendes seneste roman og krævede økonomisk erstatning. Kan en af de vrede øboere stå bag mordet? Barbara Larsen sætter sig for at finde svaret.
Lyset på den anden side af Denis Lewinsky

Udgivelsesdato: 15/7-26
Forlag: mellemgaard
Kriminalkommissær Lefkowitz bliver kaldt ud til et mord i Raoul Wallenberg-boligerne på Østerbro. Friedrich Saltov, husets ældste beboer på 100 år, er blevet brutalt myrdet.
Lefkowitz undrer sig over, hvem der mon ulejliger sig med at slå et menneske på den alder ihjel. Lefkowitz går nu i gang med at undersøge sagen og afdødes baggrund. I Danmark havde Friedrich Saltov problemer med opholdes- og arbejdstilladelse i forbindelse med sin flugt fra 30´ernes Nazityskland, men takket være sin ven Joseph Hertz’ familie lykkedes det dem sammen at købe en konkursramt maskinfabrik.
Han møder sin kommende kone, Eva Monies. De forelsker sig, bliver gift og får to døtre. I oktober 1943 bliver familien tvunget til at flygte. Med hjælp fra de lokale fiskere forsøger de adskillige gange at komme over sundet. Men det går galt flere gange, og nazisterne er på sporet af dem. De træffer herefter en skæbnesvanger beslutning.
Alice er død af Malene Klein

Udgivelsesdato: 6/8-26
Forlag: Lindbak + Lindbak
I New Jersey brænder en dansk kvinde inde i en campingvogn. De amerikanske myndigheder vil lukke sagen som en ulykke, men FBI-agent Jack DeLuca fornemmer et cover-up og nægter at slippe det forkullede lig.
Samtidig, tusindvis af kilometer væk i Aarhus, findes en pensioneret overlæge giftdræbt. Maya Winthers far, Allan, anholdes og sigtes for drabet. Desperat, og uden sit politiskilt som ballast, tvinges Maya ud i en uofficiel jagt for at rense ham, før han dømmes for et mord, han ikke har begået.
Snart står det klart, at dødsfaldene er forbundne, og at sporene fra både Aarhus og New Jersey leder tilbage til det samme psykiatriske eksperiment på fire teenagepiger i 1968.
Mens magtfulde bagmænd er villige til at brænde alt ned for at bevare den kolde krigs hemmeligheder, står Maya og Jack over for deres hidtil farligste modstander.
Og et sted i skyggerne venter et offer fra fortiden – en, der har brugt et halvt århundrede på at planlægge sin hævn.
ALICE ER DØD er tredje og afsluttende bind i trilogien om Maya Winther og Jack DeLuca. En hæsblæsende, historisk forankret krimi om fortidens synder, hjernens kemi, og om at konfrontere sit eget mørke og finde stilhed i stormen.
Endestation af Benni Bødker

Udgivelsesdato: 12/8-26
Forlag: Politikens Forlag
Er der stadig håb på den anden side af hævnen? Intens og hæsblæsende noir om at overleve i en verden, der ikke længere er til at stole på.
København, 1942. På trods af mørklægning, rationering og tyske soldater i gaderne går livet for de fleste sin vante gang. Danmark er besat på tredje år men endnu hviskes der kun i krogene om modstandskamp og sabotage, og verdenskrigen er stadig noget, der raser ude i den store verden. Men for Johannes Borum er et net ved at blive strammet omkring ham.
Som privatdetektiv må han navigere i byens grumsede underverden blandt spioner og sortbørshandlere, samtidig med at han som gammel kommunist hele tiden er i politiets søgelys. Men værre endnu melder Gestapo sig på banen for at opklare en fire år gammel mordsag, og pilen peger på Borum.
For at overleve må han indgå en uhellig alliance, bevæge sig tværs over landet uden at falde i kløerne på hverken politiet eller tyskerne, for til sidst at søge hjælp hos den eneste nazist, der ikke hellere vil se ham død. Borum har ryggen mod muren og må overskride sin sidste grænse, hvis han skal gøre sig håb om at leve krigen ud.
Drabene på Spasserhjemmet af Jacob Buurgaard

Udgivelsesdato: 13/8-26
Forlag: Skriveforlaget
Andet bind i den unikke krimiserie om efterforskeren Jens Dam
Den skarpe analytiker Jens Dam er tilbage ved Roskilde kriminalafdeling. Som født spastiker uden talesprog og afhængig af kørestol og talemaskine, kæmper Jens dagligt mod kroppens ufrivillige bevægelser – og mod den nye kriminalchef Eriks åbenlyse fordomme.
Da en række uforklarlige dødsfald rammer bofællesskabet ”Spasserhjemmet” i Jyllinge, bliver efterforskningen smertelig personlig. Det er nemlig her, Jens’ egen kæreste og hans tætteste venner bor. Mens personalet dækker over hinanden, og mistanken om fatal overmedicinering vokser, må Jens navigere i et system, der virker mere interesseret i at lukke sagen end i at finde sandheden.
Hvorfor begynder beboerne at dø uden forudgående historier eller sygdom? Er der en sammenhæng mellem en bestemt aftenvagt og dødsfaldene, eller er det bare tilfældigheder? Igen lander sagen på Jens’ bord, men er det bevidst drab, eller er der tale om et hændeligt uheld? Og hænger det sammen med den mistænkte aftenvagt?
Endnu en gang kastes team A, og ikke mindst Jens, ud i en sag, som viser sig at være til stor fare for alle
Drabene på Spasserhjemmet er en intens fortælling om magtesløshed og korruption i plejesektoren, skrevet med en indsigt, som kun findes hos én, der selv kender livet med et handicap indefra.
Det vi skjuler – North Falls 2 af Karin Slaughter

Udgivelsesdato: 20/8-26
Forlag: HarperCollins
Velkommen til North Falls. En lille by med store hemmeligheder.
Huset på Iris Drive 1601 ligner alle de andre på den stille gade. Men der går mange rygter om familien Vickery og om, hvad der foregår bag lukkede døre.
En eftermiddag lyder der skud. Allison Vickery bliver fundet myrdet i sit eget køkken, mens hendes teenagedatter forbløder.
Alle tror, de ved, hvad der er sket. Men de tager fejl. Sandheden er mere chokerende, end nogen nogensinde kunne have forestillet sig.
Hemmelighederne er overalt i denne lille by. Og det er op til efterforsker Emmy Clifton at afdække sandheden.
Ilden sletter alle vores spor af Tommy Thorsteinsson

Udgivelsesdato: 25/8-26
Forlag: Falco
Jessica er vendt hjem fra Færøerne for at genoptage arbejdet i tænketanken New Tomorrow. Bjørn er netop blevet udnævnt til øverste chef for arktisk Kommando og opholder sig mest på Færøerne og Grønland, da den danske regering har opgraderet tilstedeværelsen der sammen med amerikanerne.En forretningsmand findes død, lænket til et anker, på bunden af Vejle Fjord.
Melea Andersen sættes på sagen, mens hun samtidig forsøger at løse gåden om drabet på sin bror. Nye spor fører til Belgien.Jessica savner Bjørn. De besøger hinanden hver anden weekend, men Jessica savner ham i hverdagen. Omvendt har Bjørn så travlt, at han ikke oplever savnet så hårdt som Jessica, hvilket frustrerer hende.En dag ringer Jessicas telefon. Statsministeren er ved at lægge sidste hånd på endnu en ministerrokade, og hun tilbyder Jessica en ministerpost, selvom hun tidligere har takket nej. Jessicaføler sig fristet, men hvilke konsekvenser får det, hvis hun takker ja?
Endnu et drab sender chokbølger gennem landet. Det minder mistænkeligt meget om drabene, der skete i klimaets tegn, og mistanken falder på Patrick Winther, Jessicas bror, der er undsluppet vagterne under en ledsaget udgang fra fængslet. Melea skal navigere mellem opklaringsarbejdet, kærligheden og sit brændende ønske om hævn. Får hun endelig ram på gerningsmanden bag brorens død?
Få svarene i fjerde og sidste bind i Jessica Winther serien: ”Ilden sletter alle spor.”
Skyggen af et bedrag af Anna Grue

Udgivelsesdato: 27/8-26
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Anne-Maj Mortensens hjerte bløder for en ung, forhutlet fyr, som i bidende frostvejr står i gågaden og sælger Hus Forbi. Da han findes brutalt myrdet, går hun straks i gang med opklaringen blandt hjemløse, plejeforældre og fritidsbønder, mens politiet desperat forsøger at bevare kontrollen.
Denne gang får hun hjælp af en hidsig dame – samt naturligvis barnebarnet Didi og gravhunden Mortensen.
Anna Grue (f. 1957) fik sit store gennembrud som forfatter med kriminalromanerne om Dan Sommerdahl, der siden er filmatiseret.
I 2020 udkom hendes første roman om Anne-Maj Mortensen, Mysteriet i Genbrugsen, og derpå fulgte Døden i kurbadet, Nøglen til mord, Ligene i lysthuset, mini-krimien Blodigt bryllup og Et mord for meget.
Vi tager forbehold for ændringer.
