Kommende krimier – juni 2026

juni 3, 2026

Her kan du finde et overblik over et udvalg af de krimier og spændingsromaner, der udkommer i løbet af juni måned.

God læselyst!


Nattemørke af Louise Nielsen

Udgivelsesdato: 1/6-26

Forlag: Forfatterskabet

I Sønderborg er en dreng forsvundet sporløst under en tur i det lokale indkøbscenter, og politiet står på bar bund.

Et uhyggeligt fund retter fokus mod en sag fra Florida, som FBI uden held har forsøgt at opklare gennem flere år. Specialagent Tara Dixon, der kæmper med eftervirkningerne af en traumatisk hændelse, ankommer for at bidrage med sin viden, men spørgsmålet er, hvor samarbejdsvillig hun i virkeligheden er.

Kriminalassistent Matti Villums tidligere makker, Nora Kaufman, som nu er ansat ved Nationalt Efterforskningscenter, tilkaldes for at assistere i efterforskningen, men skygger fra fortiden distraherer deres nye samarbejde.

Samtidig forsøger Villum at holde kontakten med Andrea Holmes, der har travlt med at vogte over sine egne hemmeligheder. Snart forsvinder endnu et barn.

Nattemørke er anden del i krimiserien Nattens Gerninger.

Harpunkrigerne af Jørgen Ullerup

Udgivelsesdato: 1/6-26

Forlag: Isfjord

Vi skriver 2032. Tre år efter USA’s invasion af Grønland møder de nye koloniherrer massiv modstand fra en befolkning, der ikke lader sig kue.

Forrest i oprøret går den grønlandske fanger og politiker Malik Lynge Jensen og den danske journalist Cecilie Hvid.

Med udgangspunkt i virkelige begivenheder tager Jørgen Ullerups politiske spændingsroman HARPUNKRIGERNE læseren i hånden igennem de senere års drama om Grønland og giver et bud på, hvad der kan ske, når den gamle verdensorden afløses af kaos, og magt får ret.

For Donald Trump har ikke glemt sin drøm om at eje verdens største ø.

Døden på stranden (Grænsemordene 1) af Anette Hinrichs

Udgivelsesdato: 2/6-26

Forlag: Cicero

En tidlig sommermorgen finder to drenge en bunke vådt tøj på stranden ved den idylliske kystby Kollund i Sønderjylland. En nøgen, bleg hånd stikker ud. Det er liget af Liva Jørgensen, en ung kvinde, der forsvandt sporløst for tolv år siden.

Snart afsløres det, at Liva i årevis har levet under falsk navn i Tyskland – og at hendes historie trækker tråde dybt ind i både det danske og det tyske samfund.

Vicepolitiinspektør Vibeke Boisen, nyudnævnt leder af drabsafdelingen i Flensborg, og den egenrådige danske efterforsker Rasmus Nyborg, må sammen navigere i et grænseland fyldt med skjulte hemmeligheder, kulturelle forskelle og personlige dæmoner. Efterforskningen bringer dem tættere på regionens mørke historie og på hinanden. Men kan de finde sandheden, før fortiden gentager sig?

DØDEN PÅ STRANDEN er første bind i krimiserien Grænsemordene om vicepolitiinspektør Vibeke Boisen fra Flensborg og efterforsker Rasmus Nyborg fra Esbjerg, der sammen opklarer mord i den dansk-tyske grænseregion. Serien har et skarpt blik for både menneskelige relationer og samfundets skyggesider – perfekt til læsere, der elsker krimier med nordisk realisme og nerve.

Mord i grænselandet (Grænsemordene 2) af Anette Hinrichs

Udgivelsesdato: 2/6

Forlag: Cicero

En sensommermorgen i Flensborg finder en ung kvinde på vej til arbejde et brutalt mishandlet lig ved foden af Istedløven. Offeret viser sig at være en markant figur i det dansk-tyske mindretal, og drabet sender chokbølger gennem grænselandet.

Vibeke Boisen og Rasmus Nyborg må igen arbejde sammen i en sag fyldt med familiehemmeligheder, traumer og gamle sår fra besættelsestiden.

Sporene fører dem til Oksbøl, byen med den mørke arv som Danmarks største flygtningelejr efter Anden Verdenskrig. Her gemmer sig hemmeligheder, der stadig kaster skygger over nutiden. Mens medier og politikere kræver svar, opdager Boisen og Nyborg at historien i grænselandet langt fra er afsluttet.

Dødens bål (Grænsemordene 3) af Anette Hinrichs

Udgivelsesdato: 2/6-26

Forlag: Cicero

Det er midsommeraften, og i den sønderjyske kystby Egernsund er der Skt. Hansbål og fællessang på stranden for hele byen.

Men da asken fra bålet køler af, afsløres et grusomt fund: Midt i resterne af det festlige midsommerbål ligger en forkullet menneskekrop. Snart står det klart, at det ikke var en ulykke – men et koldt og beregnende mord.

Rasmus Nyborg og Vibeke Boisen overtager sagen og støder på en mur af tavshed i den afdødes familie, og byens indbyggere er enige: Gerningsmanden må komme udefra.

Da et spor fører til ejerne af det lokale teglværk, begynder sammenholdet i det tætte samfund at smuldre, og frygten vokser: Er morderen stadig iblandt dem – og vil vedkommende slå til igen?

Lejemorderen Fru Shim af Kang Jiyoung

Udgivelsesdato: 4/6

Forlag: Gutkind

Da Fru Shim – tidligere slagter, enke og mor til to børn – svarer på Smiling Detective Agency’s jobannonce, ser det ud til, at hendes held endelig er vendt.

Med sine mesterlige knivfærdigheder og sit beskedne udseende er hun perfekt til jobbet som lejemorder.

Om dagen laver hun kimchi til sin familie og sin nabo, og om natten er hun ude på blodige missioner, men hun indser snart, at uanset hvor dygtig man er med en kniv, er det et farligt erhverv at være lejemorder, og intet i livet er gratis. 

Når stjernerne falder af Mari Jungstedt

Udgivelsesdato: 9/6-26

Forlag: People´s

Et intenst drama om magt, begær og bedrag i luksuriøse omgivelser – af en af Sveriges største krimiforfattere.

En svensk kvinde findes død i saunaen i sin eksklusive villa i Marbella. Døren er blokeret udefra, og for drabsefterforsker Hector Correa og hans kolleger ved Málagapolitiet står det klart, at der er tale om mord.

Da journalisten Lisa Hagel fra Svenska Magasinet begynder at grave i sagen, opdager hun, at det luksuriøse liv i Marbella dækker over mere end som så. Offeret, Malin Gracía, synes som hustru til en velhavende spansk erhvervsmand at have haft den perfekte tilværelse, men under overfladen gemmer sig et farligt dobbeltliv.

Lisas og Hector Correas veje krydses igen, og mens efterforskningen intensiveres, kommer de tættere på hinanden – og på den gerningsmand, der stadig er på fri fod og formentlig vil slå til igen …

Når stjernerne falder er tredje uafhængige bind i Mari Jungstedts Málaga-serie, der udspiller sig med de andalusiske bjerge og Málagas storbypuls som baggrund.

Farlig siesta af Tonny Vorm

Udgivelsesdato: 9/6

Forlag: Gutkind

Barcelona 1975. Saga har forladt Amager og er flyttet ned til sin far, der er udstationeret som ingeniør ved den amerikanske middelhavsflåde.

Hun driver rundt i den spanske storby med sit kamera for at dokumentere dagene efter general Francos død. I Rødovre keder Poul sig bravt i sit job ved ordenspolitiet, og da han bliver kontaktet af efterretningstjenesten for at opspore en forsvundet dansk ingeniør i Barcelona, tror han ikke sit eget held.

I den catalanske hovedstad, hvor uroen ulmer, finder Saga og Poul sammen for at jagte sandheden, kun for at forvilde sig ind i et spejlkabinet af konspirationer og internationale interesser. 

Farlig siesta er en roman om moral, loyalitet og menneskelighed i den kolde krigs kuldslåede virkelighed. 

En andens datter af Laura Elliot

Udgivelsesdato: 10/6-26

Forlag: Jentas

For 29 år siden blev en nyfødt pige ved navn Isabelle stjålet fra sin vugge, mens hun lå ved sin mors side. Er jeg den pige?

Mine hænder ryster, og tårerne strømmer ned ad kinderne på mig, da jeg ser det falmede avisudklip af min elskede far. Med et slag er hele min verden blevet vendt på hovedet. Jeg er allerede udmattet af sorgen over hans død, jeg føler mig helt knust, og jeg kan ikke tænke klart. Men det her gamle billede kan ændre hele min forståelse af, hvem jeg selv er. 

Hårene rejser sig på mine arme, da jeg indser, at min liv ikke er, hvad jeg troede, det var. Jeg ligner ikke mine yngre søstre, som er så rolige og perfekte. Jeg har aldrig passet ind i den her familie; jeg har aldrig rigtig hørt til.

Min døende fars ord giver genlyd i mine ører. Det sidste, han sagde til mig, var: “Jeg stjal dig”. Men kunne den rare, blide mand, som opfostrede mig, virkelig have gjort noget så forfærdeligt?

Jeg er fast besluttet på at afsløre min families hemmeligheder, for jeg er nødt til at vide, om jeg er barnet, der blev stjålet for alle de år siden. Men vil sandheden hele mig, eller vil den få fatale konsekvenser?

Pigerne ved Rundetårn af Marianne Jørgensen

Udgivelsesdato: 10/6-26

Forlag: Lindbak & Lindbak

Sonja var den første. 

Hun blev fundet død for foden af Rundetårn, et af Københavns mest populære turistmål. Siden kom der flere unge piger til. Alle efterladt døde, forpinte, udsultede – og selvom frygten for en seriemorder har hængt over hovedstaden siden, er en gerningsmand aldrig blevet fundet. 

På det nærliggende Hotel Engel fylder pigerne meget. Ikke alene var en af pigerne ven med ejerindens søn; hotellet bebos også af true crime-forfatteren Ernst B. Jensen, der står bag et par massive bestsellere om Rundetårnspigerne. 

Ernst har svært ved at slippe pigerne. Ikke fordi han lever af deres tragiske historier, men fordi han føler, at han skylder dem at finde frem til sandheden. Da en ny gæst indlogerer sig på hotellet, slår Ernst og gæsten sig sammen om at opklare mordene, men deres spørgsmål skaber uro. 

Og snart forsvinder endnu en pige. 

Første bog i krimiserien De glemte sjæle.

Løvejagten af Finn Wiedemann

Udgivelsesdato: 12/6-26

Forlag: Brændpunkt

Da Molly får fjernet sin løvetatovering, tror hun, hun udsletter det sidste spor af et mareridt.

Men inden arret når at hele, modtager hun et anonymt opkald: Det netværk, der dræbte hendes søster, trives stadig i mørket. Sporene peger mod Berlin.

Snart befinder Molly sig midt i en jagt på sandheden om sin søsters død, sit eget fangenskab og et netværk, der trækker rødder til fortiden.

Hvor langt er hun villig til at gå for at få retfærdighed og finde frem til sandheden?

Vinderne af Gillian Jackson

Udgivelsesdato: 12/6-26

Forlag: Jentas

Pas på, hvad du ønsker dig …  En formue vindes. En fortid afsløres. En familie forandres for altid.

Da Malcolm og Julie Grainger vinder 22.000.000 pund i lotteriet, ser deres fremtid lys ud. Men i takt med at nyheden spredes, dukker skygger fra Malcolms længe begravede fortid også op.

Da Malcolms syge far opfordrer ham til at læse sine dagbøger fra barndommen, genoplever Malcolm en smertefuld tid – hans mor anholdt for drab, mobning i skolegården og en pludselig flytning væk fra alt, han hidtil havde kendt. Blandt de spøgelser, der viser sig igen, er Phillip Rapier, en bølle fra Malcolms skole, som nu er voksen og fuld af vrede. Da Rapier truer med afpresning, nægter Grainger-familien at lade sig intimidere.

Men snart begynder nogle uhyggelige begivenheder at udspille sig, og fortiden viser sig at være sværere at ryste af sig, end Malcolm nogensinde kunne have forestillet sig. Mens familien forsøger at komme videre med deres liv og deres nyvundne formue, søger Julie trøst hos en venlig fremmed.

Men Sean Henderson viser sig ikke at være den, han giver sig ud for at være, og hans forbindelse til Malcolms fortid er langt farligere, end nogen aner.

Mørket under Kigali af Lars Findsen og Jacob Weinreich

Udgivelsesdato: 16/6-26

Forlag: Politikens forlag

Da direktøren for Europas største Tesla-fabrik bortføres og myrdes, peger sporene mod Danmark. Sagen lander hos Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor det bliver analytikeren Daniel Hartmanns opgave at finde ud af, hvad den amerikanske drabsmand foretog sig i Danmark i dagene efter mordet.

Med hjælp fra føringsofficer Maja Birk, netop hjemvendt fra en dramatisk operation i Congo, og den operative chef Gregers Schmidt sætter Daniel sig for minutiøst at kortlægge amerikanerens færden og forbindelser.

Jagten på drabsmandens relation til Danmark bliver startskuddet til en chokerende og farefuld rejse ind i et større komplot, der har tråde til både den danske ambassadør i Rwanda, den frygtede russiske lejehær Wagner og en succesfuld nordjysk forretningsmand, hvis grønne profil har gjort ham til en darling hos danske politikere.

Mørket under Kigali er en højaktuel spionthriller om hybridkrig, påvirkningsoperationer og dobbeltspil i en verden, hvor ingen er, hvem de giver sig ud for – og om de mennesker, der kæmper for at beskytte Danmark i en tid, hvor det bliver stadig sværere at skelne ven fra fjende.

Livsfarligt ægteskab af Frode Oldenburg Jørgensen

Udgivelsesdato: 17/6-26

Forlag: mellemgaard

Kultursammenstød mellem en tyrkisk og en dansk familie.

En ung dansk kvinde forelsker sig i en charmerende og venlig tyrkisk mand. Brylluppet bliver afholdt i Tyrkiet. Efter hjemkomsten til Danmark forandrer alt sig. Han forlanger, at hun skal opsige sit arbejde som butiksassistent. Hun skal gå klædt som muslim og ellers tage sig af det hjemlige.

Den unge kvinde protesterer, hvilket medfører afstraffelse med had, trusler og det, der er værre. Heldigvis for familien er der servicemindede personer, der yder mere hjælp, end man kan forvente.

Tidligere er udkommet krimien Mord på Bangkoks waterfront, der udspiller sig i Bangkok.

Edderkoppen af John Lohff

Udgivelsesdato: 17/6-26

Forlag: mellemgaard

Henry Jensen er politimester i Grindsted. Grindsted er som den største by i Billund Kommune blevet politimæssigt omdrejningspunkt i den nye politikredsinddeling, der skal sikre borgerne mere politi og retssikkerhed i de mindre byer og provinsområder.  

I politikredsen er der udbrudt kamp imellem militærinteresser, politikere og naturinteresser. Flere parter kæmper både skjult og åbent imod hinanden med barske voldsepisoder og mord til følge. Henry Jensen, hans bror Siggi og de andre betjente på stationen oplever deres livs vanskeligste måneder i bestræbelserne på at skille parterne ad. Parter der består af forsvarsmodstandere, kommunen, naturforkæmpere og voldspersoner.

Både politikere, foreningsformænd, officerer og borgere i politikredsen samt kriminalteknikere og retsmedicinere hvirvles ind i begivenhederne, der ikke altid er for sarte sjæle. Krimien er en spændingsroman og den tredje af sin slags, som forfatteren John Lohff har skrevet.

Tidligere har han skrevet en række bøger af faglig karakter primært omhandlende udvælgelse af topledere i Danmark.      

Sort ø af Pernille Boelskov

Udgivelsesdato: 17/6-26

Forlag: 4 til venstre

To sæt forlygter i vintermørket. En stor bil presser en mindre mod kanten – lige der, hvor autoværnet mangler. Den lille bil forsvinder ned i sprækkedalens mørke. Det eneste vidne er en dement kvinde.

Ulla Storm er pensioneret fra Politiets Efterretningstjeneste og har ikke sat sine ben på Bornholm i over 30 år. Men da hendes tidligere kollega Lotte indlægges med mistanke om demens og begynder at lække statshemmeligheder, tvinges Ulla tilbage til øen for at sikre, at fortiden forbliver begravet. Kort efter Ulla ankommer, bevæbnet med en lånt kanin og en pistol, hun ikke må have, forsvinder kollegaen.

Da hun dukker op igen, er det som vidne til en dødelig bilulykke. Hun insisterer på, at det var drab – men ingen tror hende. Undtagen Ulla. Og den unge betjent Xenia Salthammer, der mangler en arm og hader at blive undervurderet.

Sammen kaster de sig ind i en sag, hvor det vigtigste vidne også er det mest upålidelige. Da øen pludselig mørklægges, står de på egen hånd. Med en morder.

Døden er min frelser af Signe Storm

Udgivelsesdato: 18/6-26

Forlag: Lindbak & Lindbak

Bødlen har mange ansigter. En kold lørdag morgen i marts støder en havsvømmer på en død kvinde i Svanemøllebugten.

Efterforsker Thomas Flindt og hans ­ kollegaer står overfor en gådefuld sag: Ingen er meldt savnet, og ­ ingen har set noget. Hvem er kvinden, og hvordan er hun endt i ­vandet? Endnu en gang befinder makkerparret Thomas Flindt og Beate Henningsen sig midt i en efterforskning, der tester dem til det yderste, for intet er, som det ser ud. Samtidig kæmper de for at holde fast i deres spirende kærlighedsforhold, men det er svært med den personlige bagage.

Kriminologen Vanja Frost har mistet troen på kærligheden, og de eneste konstanter i hendes liv er vennen Walter, gadekatten Plet og barndomsveninden Stine fra Sæby. Et venskab er dog begyndt at ­ spire mellem Vanja og den gadeprostituerede Rose.

Da Roses veninde forsvinder, bliver Vanja trukket ind i efterforskningen og allierer sig med Thomas Flindt. En intens krimi, der dykker ned i menneskets mørkeste afkroge, hvor skjulte motiver og mørke drifter får fatale konsekvenser.

Andet bind i krimiserien om Flindt & Frost.

Krigen af Pascal Engman

Udgivelsesdato: 18/6-26

Forlag: Hr. Ferdinand

Joseph har besluttet ikke at vende tilbage til kriminaliteten, men virkeligheden rammer hårdt. Kan man reelt gøre bod for sine forbrydelser i et samfund, der har fordømt dig for altid?

På den anden side af Atlanten har Antonia søgt at flygte fra sin fortid, men da hun pludselig befinder sig alene, indser hun, at det er tid til at vende tilbage til Sollentuna. Hjemme venter en ny kamp – at skabe en tilværelse, hvor stoffer ikke styrer alle hendes tanker. Familien Mansour beskytter sine besiddelser med al den magt, den råder over, og samtidig skal der findes nye måder at udvide territoriet på.

Joseph bliver trukket ind i klanens planer, og Antonia risikerer at blive fanget i deres net. Snart er krigen et faktum. Krigen er andet bind i Pascal Engmans storslåede og stærke serie om den voksende bandekriminalitet i Sverige i det nye årtusinde.

Det er en episk historie om eskalerende narkohandel, voldsoptrapning og menneskers forskellige forudsætninger. Og om kærligheden, der trodser alle vilkår.

Intrige i Amalfi (Mord under solen 2) af Anders og Anette De La Motte

Udgivelsesdato: 19/6-26

Forlag: Modtryk

Citronlunde, chokolade, delikat bagværk – og et nyt, mystisk dødsfald


Hugo Lind har valgt at blive i Italien, og da rejseleder Lara Belmonte har brug for en buschauffør, stiller han selvfølgelig op.

Denne gang har Belmonte Travels arrangeret en luksustur på Amalfikysten for forretningsdynastiet Byhlén. Rygtet vil vide, at patriarken Gottfrid Byhlén endelig er klar til at give ansvaret for sit konfektureimperium fra sig – men til hvem? Og er der en, der er parat til at slå ihjel for at gå sejrrig ud af magtkampen?

INTRIGE I AMALFI er anden del af ægteparret de la Mottes stemningsfulde serie af puslespilskrimier, der tager læseren med på en munter, morderisk og kulinarisk rundtur i Italien. 

Mord i boghandlen af Gunn Helene Arsky

Udgivelsesdato: 19/6-26

Forlag: Lindhardt & Ringhof

Velkommen til “Engel & Luna” – en hyggelig krimiserie, hvor mord, mystik, katte og cupcakes går hånd i hånd. Mord i Boghandlen er den første bog i serien.

37-årige Engel Vik Gabler er netop flyttet til den lille norske by Halden for at overtage sin tantes alternative boghandel. Den ældre kvinde blev fundet død for foden af ​​trappen i butikken, og alle tror, ​​hun døde af et fald. Engel har taget sin kloge og nuttede siameserkat Luna med sig for at starte forfra i den charmerende lille by.

I nabobutikken møder Engel Camilla, der sælger cupcakes fra sin farverige café, og snart får hun også besøg af Adam, en dygtig og charmerende journalist. Disse nye venner får hun snart brug for, for politiet får mistanke om, at Engel står bag sin tantes død!

Engel beslutter sig for at tage sagen i egen hånd, og kaster sig ud i efterforskningen, for at rense sig selv og opklare mordet på tante Minna.

Mirakelmageren af Linwood Barclay

Udgivelsesdato: 19/6-26

Forlag: Jentas

En desperat mor. Et besat tog. En snigende, ubønhørlig ondskab …

Annie Blunt har haft et rædselsfuldt år. En af hendes børnebøger er omdrejningspunkt for en stor skandale – en ulykkelig hændelse, der hjemsøger hende. Kort tid efter dør hendes mand i en tragisk bilulykke. I håbet om en ny start flytter hun med sin søn, Charlie, til en lille, charmerende by uden for New York, hvor der er ro til at komme sig og arbejde på en ny børnebog. 

Men Annie har ingen anelse om, hvad de har i vente.

Charlie keder sig i det nye hus og går på opdagelse, og i et aflåst skur i baghaven finder han et gammelt modeltog. Annie er glad for, at Charlie hygger sig med sit nye togprojekt, men inden længe begynder der at ske sære ting i huset, og Annie får på fornemmelsen, at noget ondt er på færde. Og at modeltoget på en eller anden måde har noget med det at gøre. Om natten hører hun lyden af tog, selvom den gamle banestrækning tæt ved huset ikke har været i brug i over tyve år. 

Samtidig hjemsøges hendes nye bogprojekt af en uhyggelig skabning, som hun selv har frembragt på papiret. Et mærkeligt væsen, som hun tegner igen og igen og igen …Tynget af sorg og fanget i et nyt mareridt begynder Annie efterhånden at tvivle på, om det, der foregår, er virkeligt, eller om hun er ved at gå fra forstanden. 

Dydsmønstret af Birgitte Wulff

Udgivelsesdato: 22/6-26

Forlag: Grønningen 1

HUN SPILLER PÅ TO HOLD MED LIVET SOM INDSATS 

Femte bog i Birgitte Wulffs populære og anmelderroste krimiserie om journalisten Anne Velin. 

Amina forsøger at skabe sig et helt almindeligt liv. Hun arbejder i Fødevarestyrelsens Rejsehold, men familien, der er flygtet fra Irak til Danmark og er forankret i Aarhus’ kriminelle miljø, vil ikke slippe sit tag. Hun bliver tvunget til at være meddeler, og det får store konsekvenser for dem, det går ud over, og snart også for hende selv.

Anne Velin og kollegaen Sofie arbejder på en historie om illegale immigranter, og Anne kommer på sporet af en ung kvinde, der er blevet narret til Danmark med falske løfter. Sporet leder til Amina, men hun er som forsvundet fra Jordens overflade.

Det viser sig, at de to kvinder har noget til fælles, og at der er mennesker, som hele tiden finder nye veje i jagten på magt og rigdom.

Blå hagl af Katja Ranvits

Udgivelsesdato: 22/6-26

Forlag: Brændpunkt

I mørket driver hendes erkendelser som hagl mod asfalt. Nogle knuses ved nedslaget, andre trænger igennem. Og når sandheden rammer, er der altid en, der skal betale.

Da den tidligere statsminister Martha Helmborg findes død i sit badekar, omgivet af små blå piller, ligner det selvmord. Men efterforskningen afslører hurtigt, at intet er, som det ser ud.

Efterforsker Lars Sommer og hans kollega Emma Jakobsen bliver sat på sagen, der både trækker tråde fra Christiansborg til biotekindustrien og et hemmeligt projekt med rødder i Østeuropa. Mens presset vokser, og magtens facade krakelerer, tvinges Lars og Emma til at konfrontere spørgsmålet: Hvem beskytter folket, og hvem skjuler sandheden?

Blå hagl er en mørk og stemningsmættet krimi om ansvar, moral og den pris, man betaler for fremskridt.

Blå hagl er 3. selvstændige bind i Lars Sommer-serien.

Kære Debbie af Freida McFadden

Udgivelsesdato: 24/6-26

Forlag: Jentas

Nogle gange får man bare nok …

Debbie Mullen er ved at miste besindelsen. I årevis har hun givet alle de bedste råd, hun har, i sin brevkasse, ”Kære Debbie”, som kvinderne i New England skriver til for at blive mødt med forståelse og venlige råd. Gennem sit arbejde har Debbie hørt fra utallige kvinder, der bliver ignoreret, nedgjort eller endda mishandlet af deres ægtemænd. Og Debbie gør sit bedste for at vejlede dem og få dem på rette kurs. Det gjorde hun i hvert fald indtil nu.

For nu lader Debbies liv til at være på vej ud af kontrol. Hun har lige mistet sit job. Der foregår noget underligt med hendes teenagedøtre. Og hendes mand holder noget skjult for hende ifølge den sporingsapp, hun har installeret på hans telefon.

Så Debbie er færdig med at være storsindet. Hun er færdig med at være fornuftig og praktisk. Tiden er inde til at følge sine egne råd. Og tiden er inde til at få hævn over alle de mennesker i hendes liv, der fortjener det mest.

Scenografen af Arttu Tuominen

Udgivelsesdato: 26/6-26

Forlag: Modtryk

En familie sidder i sofaen foran tv´et på en ødegård i skoven. Hunden ligger fredeligt på tæppet ved deres fødder. Alt ser idyllisk ud. Bortset fra at de alle er blevet dræbt og balsameret. 
Da endnu en familie findes dræbt og udstillet på samme måde, indser politiet, at en seriemorder hærger.

En morder, der måske finder drabets scenografi mere interessant end drabet selv. 

Politifolkene Henrik Oksman, Jari Paloviita og Linda Toivonen – under ledelse af Susanne Manner – opdager også, at de har fået tildelt roller i det grusomme skuespil. Og spørgsmålet er, om alle vil være i live, når tæppet falder. 

SCENOGRAFEN er sjette og sidste bog i den prisbelønnede Floddelta-serie, der foregår i og omkring den finske by Pori ved Den Botniske Bugt. 

Elma af Eva Björg Ægisdóttir

Udgivelsesdato: 27/6-26

Forlag: Forlaget Nord

En mørk novemberaften bliver liget af en ung kvinde fundet ved fyrtårnet i den lille islandske by Akranes. Kriminalbetjenten Elma, der er vendt tilbage til sin fødeby efter et forlist forhold, indleder en efterforskning sammen med sine kolleger, og det står hurtigt klart, at den afdøde kvinde skjulte meget mere, end selv hendes nærmeste vidste. 

Da Elma graver i sagen, kommer hun på sporet af en rystende hemmelighed i kvindens fortid, og under efterforskningen dukker en række andre forbrydelser op til overfladen.

Men det er ikke alle, der ønsker, at sandheden kommer frem, og truslen lurer, hvor Elma mindst af alt venter det …   

‘Elma’ er en mørk og fortættet krimi om tavshed, traumer og begravede hemmeligheder i et lille islandsk samfund. Det er første bind i den prisvindende, psykologiske krimiserie om efterforskeren Elma.

Vi tager forbehold for ændringer.