Kommende krimier – april 2026
Her kan du få et overblik over et udvalg af de krimier og spændingsromaner, der udkommer i løbet af april måned (+ et par stykker fra marts)
God læselyst!
Psykopaten i nabohuset af Mark Edwards

Udgivelsesdato: 21/3-26
Forlag: Straarup & co.
Ethan Doves familie er flyttet til et nyt hjem i et trygt samfund, og det er præcis den friske start, de har brug for. Ikke alene hænger hans ægteskab med Emma i en tynd tråd, men hans søn, Dylan, og datter, Rose, fortjener også en lykkelig barndom.
Efter at Rose bliver mobbet af drengene på den anden side af vejen, er Ethan lettet, da kvinden, der bor ved siden af, træder til. Fiona Smith er kommet ind i deres liv på det helt rigtige tidspunkt, og da hun tilbyder at passe Rose i skoleferien, kan Ethan og Emma ikke tro deres held.
Men Fiona er langt fra den perfekte nabo, men den sidste person, man bør overlade sit barn til. Med en ondsindet hævnplan er Fiona glad for at kunne træne Rose til at være hendes medskyldige, især da hun begynder at mistænke, at Rose måske ikke er så uskyldig, som hun ser ud til …
Psykopaten i nabohuset er en fascinerende og foruroligende psykologisk thriller skrevet af bestsellerforfatter Mark Edwards, hvor en familie søger en frisk start på tilværelsen – men hurtigt forvandles det til deres værste mareridt!
Helligt blod – i Jesu navn af Michael Dalgaard

Udgivelsesdato: 21/3-26
Forlag: Hakon Holm
En hæsblæsende krimi, hvor fortid og nutid flettes sammen i en dødelig jagt på magt, tro og sandhed.
I Napoleons Europa kæmper to tempelriddere for at bringe den hellige gral i sikkerhed – en hemmelighed så farlig, at den må skjules for enhver pris.
I København 2025 lever Robert Travers et stille liv som museumsansat, indtil et ældgammelt manuskript afslører, at hans egen slægt er forbundet til gralens blodige historie. Snart befinder han sig midt i en brutal konflikt mellem tempelridderordenen og den skyggefulde magtorganisation Illuminati.
Helligt blod – i Jesu navn er en intens thriller om skjulte ordener, religiøse hemmeligheder og den pris, der betales, når fortidens sandheder nægter at forblive begravet.
Skadedyr af Heidi Boberg

Udgivelsesdato: 21/3-26
Forlag: Kløvereng
Olli søger en ny start i Haveforeningen Tusindfryd, men bag de pæne hække lurer hemmeligheder, der hurtigt trækker hende ind i et mordmysterium. Da mistanken falder på hende og hendes voldelige fortid, må hun kæmpe for at bevise sin uskyld.
Socialpædagogen Jens og advokaten Anette bliver hvirvlet ind i sagen, hvor skrøbelige venskaber, bedrag og social uretfærdighed flettes sammen og driver dem til at samarbejde.
Skadedyr er en skæv, varm og spændingsfyldt hyggekrimi fra samfundets udkant, der giver håb om, at selv de mest slidte skæbner kan få en chance for at slå nye rødder.
Gamle synder af Heidi Borberg

Udgivelsesdato: 21/3-26
Forlag: Kløvereng
Amalie opfører sig mistænkeligt og er måske på vej ud i noget skidt, Jori vil bare gerne beholde sit job, og Evelyn vil ikke have sin farlige fortid frem i lyset. Og så er der manden med flere liv på samvittigheden, der finder ud af, at det var en dårlig ide at snyde sin kæreste.
Tre historier om folk, der har noget at skjule, og en om en farlig plan, der går helt galt.
Det er krimi i den lette ende, som gemmer på et glimt i øjet og indimellem også nogle skæve eksistenser, der har et klart mål for øje og ikke er bange for at gå efter det.
Under jorden af Alex Scarrow

Udgivelsesdato: 23/3-26
Forlag: Fioranello
Da Jay Turner ved et tilfælde overhører planerne om et mord, bliver hans liv vendt på hovedet. Pludselig er han ikke blot vidende om en farlig hemmelighed – han er også den eneste, der kan afsløre den.
Men inden Jay når at tage affære, bliver han udpeget som gerningsmand til et voldsomt overfald, han ikke har begået. Nu jagtes han både af politiet i East Sussex og af en hensynsløs psykopat med ubegrænsede ressourcer, der vil gøre alt for at sikre, at Jays viden dør med ham.
Vicekriminalkommissær Boyd er Jays eneste chance for at overleve længe nok til at bevise sin uskyld. Men når alle er efter dig – og ingen ved, hvem der egentlig står bag – er der kun én mulighed for at overleve: at gå under jorden.
Under jorden er sjette bog om vicekriminalkommissær Boyd og blander på elegant vis den klassiske, engelske krimi med den mere hårdkogte thriller.
Ulykkesfuglen af Christian Frost

Udgivelsesdato: 30/3-26
Forlag: North audio publishing
Christian Frost er flyttet til idylliske Samsø for at finde ro til at skrive. Men da en selverklæret livsstilsguru med Hollywood-attitude ankommer med sin rige kone – og hun kort efter bliver fundet død i poolen – kastes Frost ud i sit livs mest kaotiske manuskript.
Den lokale betjent, der helst vil dysse sagen ned, konkluderer hurtigt “tragisk ulykke”. Men unge, smukke Rita, spirende journalist og konspirationsteoretiker, lugter blod. Hun har læst Frosts kriminalromaner og hun er overbevist om, at han kan opklare mordet. Problemet er bare, at han normalt kun løser forbrydelser på papir – vel at mærke forbrydelser han selv har fundet på.
Snart invaderes Samsø af journalister, tv-hold og en vred milliardærfar – mens Frost jagtes af sin gamle ærkefjende, Lone Sand, landets ukronede true crime-dronning med en mikrofon, hun nægter at slippe. Kan en krimiforfatter slå en true crime dronning og komme først med svaret på mordgåden og vinde forlagskontrakten samt en tur i Aftenshowet?
Ulykkesfuglen er første bind i den vanvittigt underholdende hyggekrimiserie MORD PÅ SAMSØ. Her er krimi, komedie og kiksede karakterer i skøn forening – og en forfatter, der virkelig hader true crime!
Don Cavelli og den sidste pave af David Conti

Udgivelsesdato: 1/4-26
Dødsklokkerne ringer i Vatikanet: Paven er død og et nyt konklave skal indkaldes, mens hele verden ser på. Så sker det utrolige: Den ene kardinal efter den anden afviser at stille op til valget som den katolske kirkes overhoved. Gradvist begynder tvivlen at brede sig, og der hviskes i krogene om forræderi og sammensværgelser. Men kardinalerne er afskåret fra omverdenen under konklavet, og det eneste håb hviler nu på historieprofessoren Don Cavelli.
Ud over en række privilegier har Cavelli eksklusiv opholdsret i Vatikanet, og han er den eneste, der kan komme og gå overalt, som han vil. Vil det lykkes ham at finde frem til sandheden? Et nådesløst kapløb er startet – mod tiden og mod en ukendt og magtfuld fjende.
David Conti blev født i Rom i 1964, hvor han tilbragte det meste af sin barndom og ungdom. Efter at have afsluttet sine studier arbejdede han for en international institution i Rom i flere årtier.
Undskyld af Henrik German

Udgivelsesdato: 1/4-26
Forlag: Read.Die.Repeat
Drabsefterforsker Kim Jensen må stå over for en hver forældres værste mareridt, da han kaldes ud til et skoleskyderi på sin søns skole.
Undskyld er en kortkrimi af Henrik German, sat i samme univers som serien Tabernes Klub.
Bogen kan læses selvstændigt.
Hvor storme gror af Kristian Flodgaard Bach

Udgivelsesdato: 1/4-26
Forlag: Read.Die.Repeat
En mørk vinterdag i år 1900, skyller liget af en ung kvinde op på Fanøs iskolde strand. En meget modvillig politikommissær, Thomas Fabricius fra Esbjerg, bliver sendt til øen med sin faste makker Brandt for at opklare mordet, men sagen er dog langt fra ligetil.
Det bliver ikke mindre kompliceret for Fabricius, da endnu et lig dukker op, samtidig med at hans snarrådige niece, Dagny, ankommer fra København og hurtigt vikler sig selv ind i sagen.Kan de to nå at opklare mysteriet, inden der kommer flere ofre?
Dette er anden bog i krimiserien om kommissær Fabricius og hans niece, Dagny Barfoed.
På krydstogt med døden af Steffen Groth

Udgivelsesdato: 8/4-26
Forlag: Byens forlag
Da Bob Jorg ansættes på krydstogtskibet Sir Francis Drake, ser han det som en enestående mulighed for at fremme sin egen forretning som dykkerinstruktør og samtidig slippe af med minderne fra sit tidligere liv som højtplaceret efterretningsagent.
Men allerede første dag trækkes han ind i et spil, der åbner de dybeste af fortidens sår på vid gab, og som viser sig at være en trussel mod millioner af menneskers liv.
Hemmeligheder og sammensværgelser lurer i alle kroge på det luksuriøse krydstogtskib. Et komplekst net af konspirationer og dunkle intentioner udfolder sig mellem iranske atomspecialister, undercover CIA-agenter og ikke mindst den mystiske Noma Kahn, der efter sigende er niece til skibets reder. Men hvorfor har hun forsøgt at anskaffe sig en bombe ved et møde i Pyongyang?
På krydstogt mod døden er en spændingsroman om internationale konspirationer, hævn, og om, hvorvidt man virkelig kan undslippe sin fortid.
På krydstogt mod døden er andet bind om Bob Jorg.
Røg uden ild af Dan Buthler

Udgivelsesdato: 13/4-26
Forlag: People’s
VILLE DU ØDELÆGGE EN ANDENS LIV FOR AT REDDE DIT EGET?
Gabriel Creuz er den yngste søn i en adelig slægt og må derfor se langt efter titlen som godsejer. I stedet har han skabt sig en karriere som advokat i Stockholm, og alt ser ud til at gå den rigtige vej, indtil han en dag bliver sigtet for bedrageri. Han hævder selv at være uskyldig, men beviserne mod ham er overvældende.
Da Gabriel flere år senere har afsonet sin fængselsstraf, er hans liv lagt i ruiner. Hans navn er ødelagt, hans økonomi knust, og familien har vendt ham ryggen. Mens han forsøger at finde fodfæste, opsøges han pludselig af sin tidligere kæreste Nadia, som for år tilbage forsvandt sporløst. Hun tilbyder ham en ny chance på én betingelse: Han skal påtage sig en opgave, der vil ødelægge et andet menneskes liv.
Gabriel må træffe et umuligt valg, og samtidig er han nødt til at finde ud af, hvem der stod bag komplottet mod ham. Sandheden viser dog sig at være langt farligere, end han nogensinde kunne have forestillet sig. Snart handler det ikke længere om hævn, men om overlevelse.
RØG UDEN ILD er første bind i Dan Buthlers spændingsserie om Gabriel Creuz – en mørk og intens roman om magt, skyld og moral.
De usynlige vidner af Marianne Cedervall

Udgivelsesdato: 14/4-26
Forlag: Cicero
EN FERIE, TO MORDGÅDER – OG ET MAKKERPAR, DER ALDRIG GIVER OP
Da Anki har fødselsdag, overrasker hendes trofaste følgesvend Tryggve hende med en rejse til Østrig. I den lille alpeby Altweg støder de tilfældigt på familien Öberg fra Gotland , der også nyder en fredelig ferie på stedet. Men idyllen krakelerer brat, da Anki finder Gert Öbergs svigersøn død, rullet ind i et tæppe i byens rolige gader.
Tilbage på Gotland håber Anki og Tryggve, at livet endelig kan vende tilbage til det normale. Men idyllen er kortvarig. Endnu et dødsfald rammer familien Öberg, og pludselig befinder makkerparret sig igen midt i en labyrint af hemmeligheder og løgne, hvor intet er, som det ser ud til.
De usynlige vidner er syvende bog i Marianne Cedervalls Karlsson & Fridman-serie.
Døden i klitgræsset af Gisa Pauly

Udgivelsesdato: 20/4-26
Forlag: mellemgaard
Kriminalkommissær Erik Wolf har normalt nok at gøre for at holde sin italienske svigermor ude af sine efterforskninger – ikke at det stopper Mamma Carlotta. Men denne gang kan hendes (ufrivillige) ekspertise og umættelige nysgerrighed løse en vanskelig sag.
Det ser ud til, at mafiaen vil invadere Sylt. Efter to lig findes en mand, der gør det i afpresning af beskyttelsespenge, også død, og hans ansigt synes Mamma Carlotta bekendt. Sammen med mafiosoens tante, der også er med på besøg, begiver Mamma Carlotta sig ud for at finde morderen – og afdække de dystre intriger på vadehavsøen.
En god mod to onde af Steen B.J.

Udgivelsesdato: 20/4-26
Forlag: mellemgaard
Hvad ville du sige til, hvis din partner bag din ryg havde arrangeret en graviditetsværtinde for hans biologiske barn? Fertilitetsbehandlingen havde slået fejl, så din partner havde været snarrådig og gjort en kvinde gravid og betalt, hvad hun forlangte. Sådan en situation havner Agnete i, men hun finder langsomt ud af det. Forinden må hun flygte, da hendes mand, Leon, findes skuddræbt i hjemmet. Agnete havner på et sted, som hedder Parkhotellet. Her vinder hun langsomt dele af sin hukommelse tilbage og får oplysende flashbacks at tænke over.
Team Milton, bestående af Silas, Silke (vikar for Ella), Ibsen, Milton og deres chef, Li-Mei, får derfor en sag med en skuddræbt mand, hvor konen er forsvundet sporløst. Spørgsmålet er, om konen står bag og derfor er forsvundet, eller hun også er skuddræbt, blot et andet sted og endnu ikke fundet. Det vækker også undren, hvilken rolle graviditetsværtinden har.
Ellas afløser, Silke, tilbringer meget tid med Milton, og ud af det blå hjælper hun ham hjemme i huset, hvor han bor alene efter sin kones død. Ella modtager en gave fra Søs, som hun lige skal vænne sig til.
I skudlinjen på Langeland af Steen B.J.

Udgivelsesdato: 20/4-26
Forlag: mellemgaard
Hvad ville du tænke, hvis du besøgte Langeland og nød det sted, du havde lejet? Haven havde et væld af buddhafigurer. Havet var under en kilometer fra stedet. Der var desuden en kæmpe skov tæt på med ældgamle egetræer, og Oehlenschlägers bøg stod idyllisk i nordøstlig retning sammen med de brede bøge nær salten østerstrand. Men samtidig med den smukke idyl var Langeland netop den sommer gerningssted for adskillige mystiske skuddrab. Sådan en situation havner Li-Mei i, da hun denne sommer tager sin søn, Kim, med på ferie til Langeland.
Hendes kæreste og efterforsker, Rasmus fra Fyns Politi, er netop også på Langeland for at opklare skuddrabet på kvinden Mia. Li-Mei afskrækkes overhovedet ikke af et drab i sin ferie. Hun hjælper til med efterforskningen, og specielt da en mand, Klavs, også findes skuddræbt. Han boede netop i campingvogn på samme gård, hvor Li-Mei har lejet sig ind i gårdens sidelænge. Det hele kommer pludselig uhyggeligt tæt på, men det pirrer stadig Li-Mei mere, end det afskrækker hende. Spørgsmålet er, om der er sammenhæng mellem de to skuddrab, og om det er det fulde billede, de ser.
Ella begynder på sit job igen på nedsat tid i den sidste tid af sommerferieperioden. Hun får en fælles interesse med sin bipolare søster, Søs. Desuden spirer Milton og Silkes forhold.
Vækst af Søren Kiil

Udgivelsesdato: 21/4-26
Forlag: Brændpunkt
“Sommetider er kærligheden større end døden”
Efter en voldsom eksplosion i et immunologisk laboratorium i Favrholm Erhvervspark i Hillerød finder brandmand Tommy Holt en kvæstet forsker. Manden dør, men kommer forinden med et kryptisk udbrud og gnider et fedtet stof på Tommys forbrændte hud.
Brandskaden udvikler sig med foruroligende symptomer, og lægerne står magtesløse, mens Tommys tilstand forværres. Samtidig rapporterer politiet om fund af lig med makabre skader, sønnen af en kendt kunstner forsvinder, og Tommy og hans gravide kæreste bliver konfronteret med en alvorlig komplikation under fosterscanningen.
Med hjælp fra journalisten Alice Krogh kæmper Tommy for at finde ud af, hvad der har ramt ham. Sammen dykker de ned i en verden af længsel, bedrag og ubegrænsede teknologiske ambitioner.
Hvordan afslører de to venner den dystre virkelighed og stopper vanviddet i Nordsjælland, før det er for sent?
Samfundssind af Jan Thiele

Udgivelsesdato: 23/4-26
Forlag: Trykværket
Pandemien SuperSars-49 er nogenlunde under kontrol. Sejr Fischer arbejder i SarsService. Her skal alle borgere gøre tjeneste, hvis de ikke har et andet job. Fischer arbejder med tracking af epidemisk virus. På jobbet møder han Bjørn, som han har det hyggeligt med.
En dag opfører Bjørn sig mærkeligt. Næste dag er vennen død. Tilsyneladende for egen hånd. Tilsyneladende fordi han var blevet sarsskør. Men Fischer ved noget, politiet ikke ved. Han vil til bunds i sagen for at finde ud af, om der foreligger en forbrydelse. Ulykkeligvis bliver han selv involveret i miseren. Det ændrer alting. Nu er det pludselig ham, der er den sarsskøre.
SAMFUNDSSIND er et remake af Stoptid. Samfundssind er et sidebind i Eva Bandsted-sagaen, men kan læses uafhængigt af denne.
Det finmaskede net af Håkan Nesser

Udgivelsesdato: 24/4-26
Forlag: Modtryk
Tidligere politikommissær Asunander bor gigtplaget og tilbagetrukket på et plejehjem i Visby på Gotland. Han fører notater om en tredive år gammel forsvindingssag, der muligvis er en drabssag. Under alle omstændigheder uopklaret. Mystiske omstændigheder – som et par afskårne lillefingre og et fund på en gotlandsk mark – vækker den bizarre historie om Harry Krona og Marlene Horwath til live.
Gunnar Barbarotti og Eva Backman, begge på vej ind i pensionisttilværelsen og et roligt liv på det nordlige Gotland, lader sig modvilligt trække ind i deres gamle chefs efterforskning. Og indsatserne viser sig at være højere end nogensinde.
DET FINMASKEDE NET er den sidste bog i serien om Barbarotti og Backman.
Løvemennesket af Eli Askemark

Udgivelsesdato: 24/4-26
Forlag: Senmund
Løvemennesket” er en intens psykologisk spændingsroman om magt, frygt – og historien, der binder os sammen.
Da Isak finder sin far brutalt kvalt med en forhistorisk venusfigur, overvældes han af sorgen og en desperat søgen efter mening.
Kort efter begynder anonyme, groteske tegninger at dukke op – skitser af døde kroppe, der ligner varsler. Nogen forfølger ham. Nogen ved mere.
Vigga flygter fra et voldeligt forhold og søger ly hos sin søster.
Hun tager tøvende sin første sag som privatdetektiv, da Isak beder hende finde sandheden om hans fars død. Det, der begynder som et enkelt mord, viser sig hurtigt at være noget langt større.
For at finde sandheden må Isak og Vigga følge sporene gennem Europas tognet – fra skjulte arkiver i gamle grotter til digitale underverdener – hvor virkelighed, løgn og konspirationer smelter sammen.
Jo tættere de kommer, desto tydeligere bliver det, at nogen er villig til at omskrive menneskehedens ældste fortællinger for at kontrollere dens fremtid.
Vi tager forbehold for ændringer.
