10 ting du ikke vidste om Inger Wolf
Vi kender karaktererne i vores favoritkrimier. Vi bilder os også til tider ind, at vi kender vores favoritforfattere. Enten ved at have læst om dem eller måske efter at have mødt dem på Krimimessen. Men, hvor godt kender vi dem egentlig?
Vi har i samarbejde med forlaget Modtryk bedt forfatter Inger Wolf om at afsløre en håndfuld “hemmeligheder”, som de fleste af os læsere garanteret ikke kender til.
Læs med her. God fornøjelse.
10 ting du ikke vidste om Inger Wolf
1. Mit efternavn stammer fra mine tyske oldeforældre, der kom fra Chemnitz.
2. Som ung arbejdede jeg som sekretær hos Mærsk Olie og Gas i Esbjerg, og jeg har derfor engang gået rundt på en boreplatform, inden den blev sat ud på havet.
3. Jeg elsker den britiske serie Black Mirror, og jeg har et halvt manuskript til en dystopisk fremtidskrimi liggende i min skrivebordsskuffe på 12. år. Den bliver lidt længere hvert år.
4. Jeg er engang blevet skudt. Af en veninde. Det var godt nok et uheld med et luftgevær, og haglet satte sig bare fast i min sweater, men alligevel.
5. De blodrøde floder af Jean-Christophe Grangé var den krimi, der sparkede mig i gang med at skrive i genren, men Agatha Christie er mit største forbillede.
6. Jeg har det virkelig stramt med myrer og i særdeleshed skovmyrer og flyvemyrer.
7. The Matrix er den film, jeg har set flest gange.
8. Jeg har ikke drukket alkohol i otte år.
9. Af alle mine bøger er Under en sort himmel den, jeg er mest glad for. Den foregår i Alaska, og med få undtagelser har jeg været på alle bogens locations. På hotellet, hvor min hovedperson Daniel Trokic bor. I kriminalafdelingen på politistationen, i et obduktionslokale på det retsmedicinske institut, på universitetet og vulkanobservatoriet, overalt i Anchorage og ude i de små landsbyer.
10. Jeg har boet fire år i Spanien, og jeg kan vitterligt ikke tale meget spansk. Min eneste undskyldning er, at jeg havde travlt med at skrive krimier.
