10 ting du ikke vidste om Anna Grue
Foto: Stine Heilmann
Vi kender karaktererne i vores favoritkrimier. Vi bilder os også til tider ind, at vi kender vores favoritforfattere. Enten ved at have læst om dem eller måske efter at have mødt dem på Krimimessen. Men, hvor godt kender vi dem egentlig?
Vi har i samarbejde med forlaget Lindhardt & Ringhof bedt forfatter Anna Grue om at afsløre en håndfuld “hemmeligheder”, som de fleste af os læsere garanteret ikke kender til.
Læs med her. God fornøjelse.
10 ting du ikke vidste om Anna Grue
1) Procentregning og brøker er en gåde for mig, selv med en lommeregner. Direkte talblind er jeg måske ikke, men man kan med en vis ret kalde mig tal-idiot.
2) Min store familie vrimler med naturvidenskabsmænd og -kvinder. Selv var jeg fast besluttet på at blive zoolog, indtil det gik op for mig, at så skulle man have valgt (suk!) matematisk linje.
3) Jeg var ivrig (og naturligvis blå) spejder hele min barndom og havde to rækker duelighedstegn, der rakte fra skulder til håndled. Desværre er min blåmejseuniform blevet væk, så jeg kan ikke bevise det.
4) Min mand og jeg har i vores 48 år sammen kun to gange besluttet at blive skilt. Første gang varede det otte timer, anden gang var vi næsten oppe på et døgn.
5) Jeg er familiens kok, chauffør, gartner, dyrepasser og it-supporter. Min mand er direktør for opvask, rengøring og affaldshåndtering. Børn og børnebørn deles vi om. Det er en rollefordeling, vi sådan set aldrig har fundet grund til at diskutere; den kom helt af sig selv.
6) Mit livs kompliment fik jeg i fjerde klasse, da en kammerat (af hankøn) sagde til læreren, at ”Anna er klassens stærkeste dreng”.
7) Jeg elsker at luge. Desværre deler hverken ryg eller knæ min begejstring.
8) Her i huset sætter vi stor pris på en god tv-krimi, men vi nægter at lade os underholde af torturscener, voldtægt, overgreb mod børn eller dyremishandling. Det indskrænker måske nok udvalget, men hellere det end have mareridt om det i flere uger efter.
9) Tre ting er nødvendige, hvis jeg skal kunne skrive: et glas vand, en god håndcreme og absolut stilhed.
10) Jeg bryder mig ikke om mørk chokolade og kan ikke tåle rødvin. Hvis man vil gøre mig rigtig glad, forærer man mig lakridser og hvidvin. Det er måske ikke ligefrem en hemmelighed, men nu ved I det 😉
Aktuel med “Et mord for meget”

Da privatdetektiven Anne-Maj Mortensen bliver kontaktet af en kilde fra det lokale politi, hvirvles hun ind i en større sag om passionerede ornitologer, smykkekunstnere og mord på stribe.
Anne-Maj trækkes så langt ind i opklaringen, at hun uforvarende kommer til at lemlæste en mistænkt og efterfølgende sætter sit eget liv på spil.
ET MORD FOR MEGET er femte selvstændige bind i Anna Grues hyggekrimiserie om den ukonventionelle privatdetektiv Anne-Maj Mortensen, der midt i hverdagens tumult opklarer forbrydelser i Odsherred.
Bogen er udkommet på forlaget Lindhardt & Ringhof.
