En godt gemt gåde… Q&A med Nina von Staffeldt

oktober 9, 2025

Vidste du, at USA allerede i 1867 overvejede at købe Grønland – og igen i 1946? Og senest i 2019, 2024 og 2025. Forfatter Nina von Staffeldt har i mange år beskæftigede sig med Grønland og er netop udkommet med krimien “Skyggebjørn” på forlaget Alpha.

I sin research af de mange historiske spor stod det pludselig klart for forfatteren et sted i processen, at bogen ikke kun er fiktion, men også en fortælling om Grønlands rolle i verden.

Vi bringer her i samarbejde med forlaget Alpha en Q&A med forfatter Nina von Staffeldt.


Hvorfor titlen Skyggebjørn?

Titlen har direkte afsæt i handlingen og refererer både til en ung forskers forsvinding under tragiske omstændigheder i Sydgrønland, og til den bagvedliggende afdækning af hidtil ukendte amerikanske planer og manøvrer i Grønland under 2. Verdenskrig: En godt gemt gåde, som Aviaq Kreutzmann – dansk/grønlandsk ny præst i Nuuk og teenagemor – og Kim Hammeken fra Nuuk Politi fra hver deres vinkel gnaver sig ind på, bid for bid”.  

Kan du kort fortælle hvad der inspirerede dig til at skrive romanen?

For nogle år siden researchede jeg til en roman, hvor vilkår og forandringer i den grønlandske hverdag under 2. Verdenskrig spillede en stor rolle.

Under besættelsen afskar Nazityskland forbindelsen mellem Grønland og Danmark, og det førte til store ændringer i den grønlandske dagligdag, politik og internationale relationer, som blev radikalt anderledes og udvidet i krigsårene. Under min research dengang dukkede en række overraskende, og for mig ukendte, historiske facts frem, som formede de allerførste idéer til ’Skyggebjørn’. 

Et stykke tid senere spankulerede Aviaq Kreutzmann ind i mit hoved og fik kort efter selskab af Kim Hammeken, der rejste fra Ummannaq til Nuuk for at deltage i mit nye persongalleri – og det stod klart, at netop dette umage par var de helt rigtige til at bide skeer med det plot, jeg bryggede på“.

Er der en tilknytning til romanen og den aktuelle politiske situation i Grønland i dag?

Ja – er det korte svar. Grønland er en del af det globale vestlige samfund; noget, der i mange år nok er gået hen over hovedet på de fleste i Danmark – det er til gengæld ikke tilfældet i andre lande, og det gælder ikke kun USA”.

Aktuel med Skyggebjørn

Efter mange år i Danmark er Aviaq Kreutzmann netop startet som dansksproget præst i Nuuk, da Ineqi Møller, en ung, ambitiøs forsker, dukker op på hendes kontor. Han er på sporet af foruroligende amerikanske planer for Grønland under 2. Verdenskrig og håber på at kunne finde bevis for sin opdagelse i det gamle, støvede kirkearkiv.

Kort efter forsvinder den unge forsker dog i Sydgrønlands øde indland. Politi og eftersøgningshold står på bar bund, men Kim Hammeken fra Nuuk Politi fornemmer, at noget er hamrende galt, og trods sin chefs udtalte skepsis starter han en diskret efterforskning. Ad omveje suges Aviaq også ind i gåden om den forsvundne forsker og afdækker nogle sammenhænge, som er gået under radaren hos politiet.

Med klinger, der krydser hinanden, så det gnistrer, nærmer Aviaq og Kim ad hver sin vej afsløringen af en sag, der trods et tidsspand på mere end firs år har potentiale til at ryste den geopolitiske orden og skabe stor splid mellem gamle venner og allierede. Og det går op for Aviaq og Kim, at Ineqi – hvis han stadig lever – er i stor fare, og at de må samarbejde, hvis de skal finde ham, før det er for sent.

Skyggebjørn er første bind i den Grønlandsbaserede krimiserie om det ufrivillige makkerpar fra Nuuk: præsten Aviaq Kreutzmann og politimanden Kim Hammeken.

Bogen er udkommet d. 9. oktober på Alpha forlag.

Om Nina von Staffeldt

Nina von Staffeldt er cand.mag. i pædagogik og germansk filologi.

Siden 1997 har hun i flere omgange boet, arbejdet og rejst i hele Grønland som uddannelseskonsulent for Grønlands Selvstyre samt turleder på ekspeditionslignende rejser, parallelt med at hun har fungeret som rådgiver og ekspert nationalt og i EU.

I 2016 udkom hendes første kriminalroman, Frosne beviser, som hun modtog Det Danske Kriminalakademis debutantpris for, og siden er det blevet til yderligere fire bøger, der alle har afsæt i Grønland.