Kommende krimier – oktober 2025

september 29, 2025

Her kan du få et overblik over et udvalg af de krimier og spændingsromaner, der udkommer i løbet af oktober måned.

God læselyst!

For rigets sikkerhed af Iben Albinus

Udgivelsesdato: 30/9-25 (var ikke med på listen over september)

Forlag: Politikens forlag

For rigets sikkerhed er en spændingsroman om mennesker hvirvlet ind i et magtspil i en hemmelig verden, hvor nationale interesser vogtes. Det er en fortælling om en arbejdsplads, om venskaber og om prisen for loyalitet, inspireret af virkelige hændelser i Forsvarets Efterretningstjeneste. 

For Anna Hartmann er arbejdet for Danmarks sikkerhed et kald. Hun er føringsofficer i FE og står foran sin karrieres største operation, da en skandale ryster hendes verden. En whistleblower beskylder FE for at aflytte danskerne, og ledelsen hjemsendes. Sagen eksploderer i medierne, statshemmeligheder afsløres, og bag murene i tjenesten går en klapjagt på de skyldige bag lækagerne i gang. 

Under et ophold i Wien opsøges Anna samtidig af en gammel fjende, en russisk topspion. Han ønsker hendes hjælp til at hoppe af, men snart møder den farlige operation uventet modstand. For at redde russerens liv skal Anna navigere i en mulig sammensværgelse og giftige magtkampe og må gøre op med sig selv, hvor langt hun vil gå for at forblive loyal. 

Den stemplede mand af Robert Galbraith

Udgivelsesdato: 1/10-25

Forlag: Gyldendal

I et sikret boksrum i kælderen hos en sølvhandler finder man et lig, der er blevet maltrakteret til ukendelighed. Politiet er overbevist om, at den dræbte må være en tidligere dømt indbrudstyv, han er nemlig blevet fanget af forretningens overvågningskameraer. Men ikke alle tror på den teori, og slet ikke Decima Mullins, der henvender sig til Cormoran Strike for at bede ham om at efterforske den dødes identitet. Hun er overbevist om, at offeret i boksrummet må være hendes kæreste, der er sporløst forsvundet. Alt passer på ham, og han ville aldrig forlade hende og deres nyfødte søn.

Efterhånden som efterforskningen tager fart, udfolder der sig et net af hemmeligheder og skjulte alliancer, som forbinder de involverede personer på uventede måder. Decima Mullins’ desperation presser Strike og Robin til deres yderste, og de må navigere gennem kryptiske spor i en verden, hvor loyalitet og forræderi går hånd i hånd. Samtidig bliver Robin tvunget til at konfrontere sin egen frygt, og hun begynder at indse, at hendes fortid måske er tættere knyttet til denne sag, end hun først troede. Strike, der er fanget i en kamp mellem hans professionelle etik og hans personlige følelser, må træffe et afgørende valg, som kan ændre deres partnerskab for altid.

Den stemplede mand er ottende bog i Robert Galbraiths anmelderroste serie om detektivparret Cormoran Strike og Robin Ellacott. Robert Galbraith er et pseudonym for J.K. Rowling, forfatteren til bl.a. Harry Potter-bøgerne og romanen Den tomme plads.

Ingen helt af M. W. Craven

Udgivelsesdato: 1/10-25

Forlag: Jentas

Ingen frygt. Ingen grænser. Ingen nåde. Da et rystende dobbeltmord og en bortførelse på åben gade i London fører til, at et pengeskab i Langley bliver åbnet for første gang i ti år, finder efterforskerne en liste med fire navne. Tre af personerne på listen er døde. Den fjerde er Ben Koenig. Koenig har ingen idé om, hvorfor hans navn optræder på listen, men så går det op for ham, at han kender den kvinde, der har begået dobbeltmordet. Ti år tidligere fik han, uden at få at vide hvorfor, til opgave at hjælpe hende med at forsvinde. Hun er ikke en afsporet morder, men tværtimod vogteren af en hemmelighed, der kan ødelægge USA, og af hensyn til landets sikkerhed har hun levet i skjul – indtil nu. Og hvis hun er dukket op igen, kan truslen være tættere på og mere skræmmende, end nogen kan forestille sig.  Ben Koenig er nødt til at finde hende, før det er for sent. Men Koenig har en lidelse, der betyder, at han ikke kan føle frygt. Han ved ikke altid, hvornår han skal passe på … eller hvornår han udsætter andre for fare. Men Koenig fortsætter. Han har ikke noget valg, for nogen har sat Acacia Avenue-protokollen i gang, og hvis Koenig ikke får sat en stopper for den, vil verden aldrig blive den samme igen …

Pigen i Guds arme af Stine Duus Petersen

Udgivelsesdato: 1/10-25

Forlag: Forfatterskabet

En blæsende vinterdag i 2004 dukker to små piger op på en bænk midt i Sønderborg. Ingen ser ud til at savne dem, og ingen ved, hvor de kommer fra.

Mange år senere opdager den unge antikvitetshandler, Jonas Ebbesen, to næsten identiske malerier. Begge er malet af den samme kunstner, Alice.

I håbet om at købe flere malerier af hende, begynder han at lede efter Alice, men hun har været forsvundet siden 1989. Hvor er Alice, og hvorfor er det ene maleri dateret 12 år efter, hun forsvandt?

Jonas beder sin gamle ven, Signe Bang, om hjælp. Signe kæmper stadig med sorgen efter sin søsters selvmord, men sammen sætter de sig for at opklare mysteriet om Alices forsvinden.

Og hvad blev der egentlig af de to piger fra bænken?

Sprit æder sjæle af Bente Sonn

Udgivelsesdato: 1/10-25

Forlag: Forfatterskabet

Hanne er netop begyndt som distriktssygeplejerske i psykiatrien.

Hun har forladt sit job i hjemmesygeplejen efter flere skræmmende oplevelser med alkoholafhængige patienter.

Jobskiftet hvirvler hende direkte ind i centrum af kriminalpolitiets igangværende efterforskning af en serie mordbrande.

Sagen trækker uhyggelige paralleller mellem alkoholafhængighed og psykiatri, mellem sorg og hævn – og mellem normalitet og psykisk sygdom.

Tilliden til kollegerne sættes på en prøve, da Hanne pludselig mistænker flere af dem for at være involveret i de uhyggelige hændelser.

Til sidst tvivler hun på sin egen dømmekraft, for hvem står egentlig bag likvideringerne af de psykisk syge alkoholikere, og hvem kan hun stole på?

Minnesota af Jo Nesbø

Udgivelsesdato: 3/10-25

Forlag: Modtryk

Når man hverken har udseende, penge eller charme, må man arbejde hårdere end konkurrenterne. Værre er det ikke. Så det gør Bob Oz. Både som efterforsker ved politiet i Minneapolis, og når han skal score damer. Bob Oz giver aldrig op.
Selv ikke når han er suspenderet på grund af vold i tjenesten.

Da våbendealeren Marco Dante udsættes for et mordforsøg, lader Bob sig ikke styre af ordrer fra sin chef. Der er noget ved sagen, der minder Bob om det, han allerhelst vil glemme.
MINNESOTA er en hårdkogt politiroman i bedste Nesbø-stil – fra et Amerika, der står på afgrundens rand.

Dukkemorderen af Alex Scarrow

Udgivelsesdato: 4/10-25

Forlag: Fioranello

Da en tilfældigt forbipasserende finder et skelet på en øde rasteplads nær Hastings, vækker det uhyggelige minder om den berygtede seriemorder, Dukkemorderen, som terroriserede Sydengland for tyve år siden.

Dukkemorderen blev dengang formodet død, så er der en copycat på spil, eller er der tale om et gammelt offer, man aldrig fandt?

Vicekriminalkommissær Boyd og hans hold af unge kollegaer bliver sat på sagen, og det bliver hurtigt tydeligt, at den oprindelige efterforskning overså flere afgørende spor …

Og snart dukker flere lig op.

Juventas af Tobias Bukkehave

Udgivelsesdato: 6/10-25

Forlag: Politikens Forlag

En kold dyne af sne og slud har lagt sig over København, da de to politifolk Sara Levin og Janus West kaldes ud til et spektakulært fund i en transformatorstation. En ung, smuk mand er blevet dræbt og på rituel vis lagt til skue med to oldromerske mønter over øjnene. Det mest opsigtsvækkende er dog, at liget er dækket af et fint lag iskrystaller – manden, der øjensynlig er blevet banket til ukendelighed med de bare næver, har været frosset ned.
Da endnu et lig dukker op, hyrer Saras chef hendes bror, Adam, der er psykolog og profiler med en fortid i FBI. De to søskende har stort set ikke talt sammen, siden deres far blev fængslet for en række kvindemord ti år tidligere. Nu må de forsøge at finde hinanden i jagten på en bestialsk morder, der ikke lader til at helme, før en forkvaklet plan er ført ud i livet.
Juventas er første bind i en ny krimiserie, der undersøger ensomhedens psykologi, maskulinitet og vold i en tid, hvor kønsroller er under forandring, og internetkulturen har ændret alt.

Hav af blod af Neil Lancaster

Udgivelsesdato: 7/10-25

Forlag: HarperCollins

På et øde hav ud for Skotlands vestkyst forsvinder en fisker sporløst. Hans lig bliver aldrig fundet. En ung mand springer fra en bro i Glasgow og mister livet i mødet med vandet nedenfor.   

Kriminalassistent Max Craigie kommer på sporet af beviser, der forbinder de to ofre. Men hvis ikke han kan finde ud af, hvad der kostede dem livet, varer det ikke længe, ​​før flere lig dukker op.   

Snart begynder det at slå revner i efterforskningen, og Max’ fortid vender tilbage for at hjemsøge ham. Da dem han elsker, bliver truet på livet, står han over for et skræmmende valg: Lad den eneste mand, han nogensinde har frygtet gå fri, eller se sin bedste ven dø.

Skyggen over skoven af Cilla og Rolf Börjlind

Udgivelsesdato: 7/10-25

Forlag: Gyldendal

Da man finder et halvt opædt lig uden hoved i en kæmpe myretue i skoven omkring Slagtjärn i Jämtland, bliver Olivia Rönning fra den nationale operative enhed sendt til Strömsund for at hjælpe det lokale politi med at efterforske det bizarre mord.

Offerets fingeraftryk dukker ikke op i nogen af politiets registre, og ingen er blevet meldt savnet i området i over tyve år. Langsomt begynder uro og mistænksomhed at brede sig i det lille samfund, hvor accepten af tilflyttere og særlinge ellers altid har været stor – kun den nynazistiske familie Bolund holder sig for sig selv.

Men efterhånden som Olivia graver sig ned i sagen, bliver lokalbefolkningen mere og mere uvillig til at samarbejde med politiet, og hun må tilkalde de tidligere efterforskere Tom Stilton og Mette Olsäter for at løse gåden. Hvad er det for hemmeligheder, man så indædt forsøger at holde skjult i Slägtjärn?

SKYGGEN OVER SKOVEN er det niende bind i de svenske forfattere Cilla og Rolf Börjlinds serie om kriminalassistent Olivia Rönning og tidligere efterforskningsleder Tom Stilton.

Tavshedens mure af Arnaldur Indridason

Udgivelsesdato: 7/10-25

Forlag: Gyldendal

Fjerde bind i den islandske krimimesters Konrad-serie. En isnende, uafrystelig roman.

Bag en kældervæg i et gammelt stenhus i Reykjavik, gemmer der sig en hemmelighed. Da politiet finder et menneskeskelet, gemt og glemt i årtier, begynder spørgsmålene at hobe sig op: Hvem er det mystiske offer, som ingen vil kendes ved? Og lever gerningsmanden stadig den dag i dag?

Da den pensionerede politibetjent Konrad indblandes i sagen, indser han, at hans tidligere kollegaer udelukker ham fra efterforskningen, og snart rettes søgelyset mod Konrad: Hvorfor fortalte han ikke sandheden om de begivenheder, der førte til mordet på hans far? Og hvad har han ellers tiet om i alle disse år?

Tavshedens mure er fjerde fritstående bind i Konrad-serie fra den islandske krimikonges hånd. En nervepirrende fortælling om familievold, opofrelse og uskyld, og om hemmeligheder, som ikke kan mures inde.

Seks grave af Angela Marsons

Udgivelsesdato: 8/10-25

Forlag: Jentas

Det er et typisk teenageværelse med plakater på væggene og tøj på gulvet. Men pigen, der ligger på sengen med en tynd halskæde om halsen, er livløs. Der er en rød plet på hendes hvide top. 

Da kriminalkommissær Kim Stone skynder sig ud til en husbrand, bliver hun chokeret over at opdage, at den har kostet to teenagebørn og deres forældre livet. Men denne tragedie er ikke helt, som den ser ud til. Ligene er mærket af skudsår, og det er moren, Helen Daynes, der bliver fundet med geværet.

Sagen vækker smertefulde barndomsminder hos Kim, som selv led under en voldelig mor, men det gør hende bare endnu mere opsat på at afdække sandheden. Da Kim undersøger Helens fortid, finder hun ud af, at kvinden led af klinisk depression. Men drev det Helen til at myrde sin familie?

Netop som Kim føler, at hun gør fremskridt, bliver hun truet på livet af en farlig psykopat fra sin fortid. Og så støder Kim på en chokerende hemmelighed, der ændrer alt, hvad hun troede, hun vidste om Helen, og får hende til at indse, at de tilbageværende familiemedlemmer er i alvorlig fare.

Kim er under pres som aldrig før, og det monster, der er efter hende, kommer stadig tættere på. Fire lig allerede. Fire kister i jorden. Hvem bliver den næste? Kan Kim finde morderen og redde sig selv, før det er for sent?

Skyggebjørn af Nina von Staffeldt

Udgivelsesdato: 9/10-25

Forlag: Alpha

Efter mange år i Danmark er Aviaq Kreutzmann netop startet som dansksproget præst i Nuuk, da Ineqi Møller, en ung, ambitiøs forsker, dukker op på hendes kontor. Han er på sporet af foruroligende amerikanske planer for Grønland under 2. Verdenskrig og håber på at kunne finde bevis for sin opdagelse i det gamle, støvede kirkearkiv.

Kort efter forsvinder den unge forsker dog i Sydgrønlands øde indland. Politi og eftersøgningshold står på bar bund, men Kim Hammeken fra Nuuk Politi fornemmer, at noget er hamrende galt, og trods sin chefs udtalte skepsis starter han en diskret efterforskning. Ad omveje suges Aviaq også ind i gåden om den forsvundne forsker og afdækker nogle sammenhænge, som er gået under radaren hos politiet. 

Med klinger, der krydser hinanden, så det gnistrer, nærmer Aviaq og Kim ad hver sin vej afsløringen af en sag, der trods et tidsspand på mere end firs år har potentiale til at ryste den geopolitiske orden og skabe stor splid mellem gamle venner og allierede. Og det går op for Aviaq og Kim, at Ineqi – hvis han stadig lever – er i stor fare, og at de må samarbejde, hvis de skal finde ham, før det er for sent. 

Skyggebjørn er første bind i den Grønlandsbaserede krimiserie om det ufrivillige makkerpar fra Nuuk: præsten Aviaq Kreutzmann og politimanden Kim Hammeken.

Luk ham ikke ind af Lisa Jewell

Udgivelsesdato: 10/10-25

Forlag: Gads forlag

Han er den perfekte mand. Og det er den perfekte løgn … 

Nick Radcliffe er en mand med format og god smag – og et smil, der kan smelte selv det koldeste hjerte. Han er lige, hvad Nina har brug for i sit liv efter sin mands uventede død. Men for Ninas voksne datter, Ash, virker han for glat og for god til at være sand. Og hun begynder at grave i hans fortid. 

Martha bor i nabobyen med sin nyfødte datter og sin mand, Alistair. Han er ofte ude at rejse med sit arbejde og væk flere dage ad gangen, og når hun udspørger ham om hans hyppige fravær, har han altid en god forklaring. Men Martha kan ikke slippe følelsen af, at der er noget galt. 

Nina, Martha og Ash er alle tre på vej mod en chokerende sandhed, der er langt mørkere, end nogen af dem kunne have forestillet sig. Og alle tre ville ønske, at de havde lyttet til den samme advarsel: Luk ham ikke ind.

Kæresten af Freida McFadden

Udgivelsesdato: 15/10-25

Forlag: Jentas

Hun leder efter den perfekte mand. Han leder efter det perfekte offer.

Sydney Shaw har som alle andre kvinder i New York ringe held med at date. Hun har set det hele: mænd, der lyver på deres datingprofil, mænd, der lader hende betale regningen, når de er ude at spise, og værst af alt mænd, der ikke kan klappe i om deres mødre. Men endelig får hun jackpot.

Hendes nye kæreste er helt perfekt. Han er charmerende, flot og arbejder som læge på det lokale hospital. Sydney er helt overvældet.

Så bliver en ung kvinde myrdet – det seneste mord i en lang række – og politiet aner ikke, hvad de skal tænke. Den hovedmistænkte? En mystisk mand, som dater sine ofre, før han slår dem ihjel.

Sydney burde føle sig tryg. Hun dater trods alt sin drømmefyr. Men hun har svært ved at undertrykke sin mistanke om, at den perfekte mand måske ikke er så perfekt, som han ser ud til. For nogen overvåger alt, hvad hun foretager sig. Og hvis hun ikke finder frem til sandheden snart, bliver hun morderens næste offer …

Englemord af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm

Udgivelsesdato: 16/10-25

Forlag: Falco

Vicepolitiinspektør Filippa Falkenberg står overfor en kompleks sag, da en eksplosion ryster Køge og efterlader flere døde. Den italienske præst Mario Milagro, en ældre teolog med forbindelser til Vatikanet, er forsvundet sporløst fra stedet.

Eksplosionen bliver hurtigt vurderet som et attentat, men motivet og målene er uklare.

Filippa Falkenberg begynder en efterforskning, der hurtigt bliver farlig, idet flere mystiske aktører viser sig at være på jagt efter Milagro og går hensynsløst frem i jagten på svar.

Underværker af Arne Dahl

Udgivelsesdato: 17/10-25

Forlag: Modtryk

Da Stockholm vågner en morgen, står der en statue på Skinnarviksberget, en kopi af den Zeusstatue, der var et af antikkens syv underværker. I et lille døgn får stockholmerne lov til at leve i den tro, at deres by er blevet beriget med et nyt og mægtigt anonymt gadekunstværk. Så rammer virkeligheden dem. Med fuld kraft.

Den hærdede efterforskningsgruppe NOVA under ledelse af Eva Nyman får til opgave at forsøge at spore statuens oprindelse, hvem der har anbragt den og hvorfor. Snart følger flere underværker, alle med koblinger til antikkens syv vidundere. 

I UNDERVÆRKER fortsætter Arne Dahl serien om NOVA-gruppen

Når fortiden banker på af Sam Vickery

Udgivelsesdato:17/10-25

Forlag: Jentas

Der står et barn på mit dørtrin. Jeg har aldrig set ham før. Han påstår, at han er mit barnebarn, men det er ikke muligt …  Hvor meget af mit liv er en løgn? Hvad mere er der, som jeg ikke ved? Jeg har boet på denne stille gade i årevis, i det samme hus, som jeg engang delte med min mand og vores elskede datter, Chloe. Nu er de begge væk, og mit hjem, som plejede at være fyldt med latter, er blevet alt for stille, alt for tyst. Da en lille dreng, som jeg ikke kender, banker på min dør uden nogen forældre i nærheden, er jeg chokeret. Han ryster af ængstelighed, og jeg spørger ham, hvem hans mor er. Men jeg er slet ikke forberedt på, hvad han så siger. Det får mig til at fryse til is og mit hjerte til at banke hårdt i brystet på mig. “Mor sagde, at jeg skulle kalde dig mormor.” Det løber mig koldt ned ad ryggen. Det kan ikke være rigtigt. Den krølhårede dreng, der står og kigger op på mig, er ikke mere end 5 år gammel, og min datter døde for 15 år siden. Gjorde hun ikke? Hvis min datter er i live, hvad skete der så virkelig, den dag jeg mistede hende? Og hvor er hun nu? 

Tempelriddernes hævn af Michael Dalgaard

Udgivelsesdato: 20/10-25

Forlag: Buster Nordic

Bind 3: Tempelriddernes hævn Fra 1700-tallets skjulte intriger, hvor tempelridderne infiltrerer frimurerne, til nutidens dødelige opgør, følger vi familien Gaden i kampen mod Illuminati.

Fjenden, der stræber efter verdensherredømme gennem en dødbringende virus, tvinger tempelridderne til deres ultimative opgør.   

Mord på Bangkoks Waterfront af Frode Oldenburg Jørgensen

Udgivelsesdato: 20/10-25

Forlag: mellemgaard

Et sømandsliv med hårdt arbejde og muntre aftener på Bangkoks Waterfront ændrer sig på få sekunder til tanker om en hævnaktion.     Hovedpersonen i bogen har rygsækken fyldt op med traumatiske oplevelser fra sin barndom og ungdom. Tilfældigt møder han sin værste plageånd og voldsperson fra sine unge år. Hovedpersonen gennemfører hævnaktionen, som bliver udført med stor brutalitet.    En bog med barske og muntre indslag. Forelskelse, sex og savn – gæld og udnyttelse. Søde thaipiger, der kan være barske.     Du oplever også et arbejdsliv på en Mærsk-båd og ikke mindst arbejdet i maskinrummet, hvor der opstår en mulighed for drab.     En bog med mange oplevelser, der kommer hele vejen rund i følelsesregistret.     En bog for de voksne læsere, men en lækkerbisken for tidligere og nuværende søfolk.     Det er også en bog til rejsen, ferien, eller når en ledig tid skal bruges fornuftigt.

Traumevandringen af Steen B.J.

Udgivelsesdato: 20/10-25

Forlag: mellemgaard

Hvad ville du sige, hvis din døende søster fortalte dig, at du skulle holde godt øje med dine gener? Men dine gener havde allerede traumatiseret dig og din familie så meget, at traumerne vil vandre videre uden forsvar. Kvinden Liva prøver at gøre en forskel, men er det muligt? Liva er en kvinde først i fyrrerne. Hun arbejder som tandlæge i Sundby og bliver en dag opsøgt på jobbet af Ibsen fra Team Milton, da en ung kvinde er sporløst forsvundet. Det undrer Liva meget, hvorfor hun skulle have noget med sådan en forsvinding at gøre. Det går dog snart op for hende, at det skyldes en kombination af jobbet som tandlæge samt hendes far og bror. Det giver hende samtidig paranoia over hendes 18-årige søn, David, og hendes nye date, Jonas. Det går op for Team Milton, bestående af Silas, Ibsen, Ella, Milton og deres chef, Li-Mei, at det bliver svært at finde ud af, hvorfor en ung pige pludselig er forsvundet. Er det løsningen at finde ud af, hvordan Livas kryptiske traume er vandret videre? Sådan spørges der blandt andet i sagen om traumevandringen. Milton møder en god oplevelse i sit nye datingliv. Ester hjælper ham. Oline sendes til genoptræning, men det er absolut ikke uproblematisk, og hun påtænker at kalde sine nærmeste til et møde, hvor hun lægger op til en vild hævn mod Team Milton.

Tid at vende tilbage af Hanne og Torben Munk

Udgivelsesdato: 20/10-25

Forlag: mellemgaard

I 2024 ser verdenssituationen ikke for godt ud, men Jens og hans kone, Veronica, bor langt fra brændpunkterne og nyder tilværelsen. Det får dog en brat ende, for Veronica forflyttes pludseligt til USA for at afløse en kollega, som muligvis er blevet myrdet. Hun skal derfor ikke blot overtage hans arbejde, hun skal også efterforske dødsfaldet. Og Jens må ikke komme med. Han tager hjem til Danmark og bliver bedt om at se på nogle mistænkelige dødsfald. Og naturligvis hænger de to opgaver sammen. Sagerne opklares i London på dramatisk vis under et besøg af Ukraines præsident, og igen er det lige ved at gå galt, men Jens er som sædvanlig heldig. Og så er det tid at vende tilbage.     

Med kold præcision af Michael Tsokos

Udgivelsesdato: 20/10-25

Forlag: mellemgaard

Retsmediciner dr. Sabine Yao bliver kaldt til gerningsstedet for et mord: Hustruen til den berømte berlinske plastikkirurg Roderich Kracht er blev kvalt i sin villa. Der er ingen tegn på indbrud, og Kracht har et vandtæt alibi på dødstidspunktet. Obduktionen afslører dog en uforklarlig uoverensstemmelse: Rigor mortis-stadiet og det formodede dødstidspunkt stemmer simpelthen ikke overens. Det er noget nyt inden for retsmedicinen! Da der også opstår uoverensstemmelser i en anden sag, der muligvis har forbindelse til mordet på plastikkirurgens kone, indser Sabine Yao, at hun skal gå frem med den største forsigtighed. En seriemorder med retsmedicinsk ekspertise ser ud til at være på spil – kold, præcis og uden skrupler. Og han er altid et skridt foran hende

En mors mareridt af T.M. Logan

Udgivelsesdato: 22/10-25

Forlag: Jentas

Sigtet for mord. Nu er hun fri …

Der er begravelse, og en kvinde med et forpint udtryk står skjult og betragter sine sørgende sønner. Men hun er hverken i stand til at trøste dem – eller afsløre sin hemmelighed.

Ti år tidligere er Heather ved at gøre sine børn klar til at gå i seng, mens hun venter på, at hendes mand Liam kommer hjem, uvidende om at det er den sidste aften, de kommer til at tilbringe sammen som familie. For dagen efter vil hun blive anklaget for mordet på Liam.

For ti år siden mistede Heather alt. Nu skyr hun ingen midler for at rense sit navn – og for at få sine børn tilbage … 

Ikke set siden af Reese Witherspoon og Harlan Coben

Udgivelsesdato: 23/10-25

Forlag: Gads forlag

Ikke set siden kombinerer superstjernen Reese Witherspoons og thrillerkongen Harlan Cobens talent for spænding og et godt drama. En suveræn thriller om den globale elites eksklusive verden og en ukuelig kvindes jagt på sandheden. 

Maggie McCabe er i krise. Som topkirurg i krigszoner har hun altid levet et liv på kanten. Efter en personlig tragedie mister hun sin autorisation som læge, men ikke sit kald. En dag får hun et opkald fra en tidligere kollega, som nu er plastikkirurg for ultrarige klienter over hele verden, der kræver den bedste behandling, man kan købe for penge – og absolut diskretion. 

En af verdens rigeste og mest hemmelighedsfulde mænd har brug for ukonventionel lægehjælp. Maggie er desperat og en af de få kirurger i verden, der er dygtig nok til opgaven. Hun træder ind i et rige af ubeskrivelig luksus og banebrydende teknologi – og opfylder sin del af aftalen. Men da patienten pludselig forsvinder, mens han stadig er under hendes opsyn, må Maggie flygte for ikke selv at blive den næste, der er … IKKE SET SIDEN. 

Dusørjægeren af Michael Katz Krefeld

Udgivelsesdato: 23/10-25

Forlag: Politikens forlag

Advokaten Martin Falkner har ført en skyggetilværelse og efter et forsøg på at stikke gangsterkongen Khalid Zahar bødet med sit liv. Sagen rammer Ravn, da han bliver kontaktet af en mand fra sin fortid, den belgiske kommissær Henri ’Papi’ Papillon. Papi står i spidsen for et hold af professionelle dusørjægere under Europol, og de har brug for Ravn til at fælde Khalid. Gangsteren er med støtte fra en loyal samling af brutale gadebander og en hær af drengesoldater ved at forberede sin største plan: at oversvømme det europæiske stofmarked med fentanyl. I allerdybeste hemmelighed og bag Miriams ryg må Ravn atter i aktion og træne sig op for at blive en del af eliteteamet. Men da Khalid får færten af, at nogen er på sporet af ham, og pilen peger på Ravn, må Ravn stille sig selv spørgsmålet: Hvor langt er han egentlig villig til at gå for at blive den koldblodige jæger, han engang var?
Dusørjægeren er 10. bind i Ravn-serien og samtidig begyndelsen på et nyt kapitel for Ravn på Kontoret for uafhængige operationer. Som altid er han omgivet af vennerne fra Christianshavn og sin trofaste hund, bulldoggen Møffe.

Sneengle af Geir Tangen

Udgivelsesdato: 23/10-25

Forlag: Straarup & co.

Det er januar i Haugesund. En iskold morgen bliver en kvinde fundet død ved Haraldsstøtten, Norges rigsmonument. Hun er nøgen, dækket af rimfrost og placeret i sneen, som om hun har lavet en sneengel.

På findestedet opdager efterforskerne flere spor, som peger mod mænd, der hader kvinder. Få dage efter bliver en kun 16-årig pige fundet dræbt på samme måde i den lille bygd Vikedal.

De grusomme drab ryster Gabriel Fjell og hans kolleger på politistationen i Haugesund, der får assistance af Kripos-efterforsker Aida Ibrahim. Snart vokser mistanken om, at morderen slet ikke er færdig. Han er kun lige begyndt.

Hvem bliver det næste offer? Det bliver et nervepirrende kapløb med tiden – og døden.

Sneengle er tredje bog i serien om politikommissær Gabriel Fjell.

Et skjult motiv af Henrik Fexeus

Udgivelsesdato: 28/10-25

Forlag: People’s

Fortsættelsen til den svenske stjernementalists hjernevriderroman Offerdyret i serien Memento.

David er endelig trådt ud af den tåge af hukommelsestab, han i årtier har befundet sig i. Der er dog stadig masser af spørgsmål om hans barndom, han ikke kender svaret på. Og nogen vil tydeligvis forhindre David og kæresten, Florence, i at finde vej til sandheden. 

Det begynder med en online bagvaskelse af David, der hurtigt eskalerer, og pludselig er Florences karriere som advokat også i fare. Som om det ikke var nok, modtager Florences svigerinde, journalisten Hanna, et puslespil med et uhyggeligt budskab. Hvem forsøger at rippe op i den fortid, Hanna så længe har forsøgt at lægge bag sig? 

Mens David, Florence og Hanna langsomt prøver at stykke brikkerne sammen, begynder de at ane et uhyggeligt motiv, tegnet af magtfulde kræfter, hvis indflydelse er langt større, end nogen kunne have forestillet sig.

Død ved daggry af Marianne Cedervall

Udgivelsesdato: 28/10-25

Forlag: Cicero

Anki Karlsson glæder sig til en rolig sommer på Gotland med rideture og godt selskab. Hun har samlet en lille gruppe ryttere til en idyllisk tur gennem Gotlands smukke landskaber.

Samtidig vender Ankis ven, Tryggve, hjem fra fastlandet – med en kvinde ved sin side. Men før Anki når at forstå sine konfliktfyldte følelser, bliver gruppen ramt af et chokerende dødsfald. Og da endnu en deltager forsvinder, står det klart, at noget mere alvorligt er på spil.

Mens hverdagen går sin vante gang i den lille gotlandske landsby, må Anki og Tryggve endnu engang dykke ned i hemmeligheder, løgne og en sag, der viser sig at være farligere, end de først havde troet.

Død ved daggry er sjette bog i Marianne Cedervalls Karlsson & Fridman-serie.

Den umulige formue af Richard Osman

Udgivelsesdato: 28/10-25

Forlag: Cicero

Det har været et stille år for Torsdagsmordklubben, men nu står der bryllup på programmet. Joyce har travlt med bordplaner og bryllupskager. Elizabeth er i sorg, og Ron bøvler med nogle familieproblemer, mens Ibrahim stadig har gang i et terapiforløb for sin yndlingsforbryder.

Men da én af bryllupsgæsterne kommer i problemer, venter der igen kidnapning og død lige om hjørnet. En skruppelløs skurk er ude efter en mystisk kode, der ikke kan knækkes, og han skyr ingen midler for at få fingre i den. Farerne lurer, og endnu en gang må vores fire rævesnu venner kaste sig ud i et kapløb med tiden. Kan de nå at løse mysteriet – og forhindre et mord?

Den umulige formue af Richard Osman er en sprudlende og spændingsfyldt krimi, hvor bryllupsforberedelser går hånd i hånd med mørke hemmeligheder og kriminelle intriger.

Mørke fra syd af J.D. Kirk

Udgivelsesdato: 28/10-25

Forlag: Lindbak + Lindbak

Tidligere politibetjent, Robert Hoon, har fået nogle magtfulde fjender. 

I forsøget på at finde en gammel soldaterkammerats ­ forsvundne datter bliver Hoon jagtet af Cirklen, en hemmelig kriminel organisation med medlemmer i højtstående positioner med en tendens til at eliminere alle, der går imod dem. 

Desværre for dem har Hoon aldrig været den, der trækker sig fra en kamp, og han har ikke tænkt sig at begynde nu. I stedet vil han brænde hele deres forbandede organisation ned til jorden. 

Men først skal han ind i deres organisation. 

Måske er han en bandende, stordrikkende psykopat med selvmordstanker, men ­Robert Hoon har tænkt sig at gøre noget, han ikke har gjort i årevis. 

Han går undercover. 

Anden bog i serien om Robert Hoon – en prisvindende krimi­ sensation, der er blandt de højest ratede krimiserier nogensinde. Den har været indstillet til et hav af priser og udkommer nu endelig på dansk.

Dødvande af Simon Toyne

Udgivelsesdato:29/10-25

Forlag: Jentas

Han ved, hvor du bor.  Og han er lige i hælene på dig. Da et hovedløst lig skyller op på Themsens bred, ved kriminalkommissær Tannahill Khan, at det ikke var et uheld – morderen ønskede, at liget blev fundet.

Men det er kun begyndelsen. Obduktionen afslører noget chokerende. På den døde mands arm står kriminolog Dr. Laughton Rees’ hjemmeadresse.

Med hendes liv i fare og flere lig, der skyller op langs floden, er Laughton og Tannahill i et kapløb med tiden for at stoppe morderen, før Laughtons eget navn kommer øverst på hans liste

Mit blod af Birgitte Bartholdy

Udgivelsesdato: 30/10-25

Forlag: Falco

Da Sandra Hyttemann vender tilbage til sin barndomsby for at begrave sin morfar, er det også med ønsket om at finde svar om sin ukendte far. Det eneste Sandra ved er, at moren benægter at have været sammen med en mand, og den eneste ledetråd er morens blackout efter en barvagt i 1980. 

Landsbyens spændende personligheder har alle noget at fortælle Sandra, og der fremstår urovækkende sandheder om ikke bare hendes families – men hele byens fortielse.

Døden stiger op fra havet af Tommy Thorsteinsson

Udgivelsesdato: 30/10-25

Forlag: Falco

Klimaforsker Jessica Winther er flyttet til Færøerne for at blive genforenet med kæresten Bjørn, der er nyudnævnt chef for Arktisk Kommando. Hans første opgave er at bygge en ny luftvarslingsradar, der skal give NATO et klart overblik over flytrafikken i området. Snart sker der mystiske ting omkring byggeriet.

Arbejderne melder sig syge på stribe, og Bjørn får det selv dårligt. Hvad skyldes det? Efterforsker Melea Andersen tager på en velfortjent ferie hos Jessica, og under en udflugt finder de liget af en kvinde for foden af statuen ”Sælkvinden”.

Melea kobles på sagen i et tvungent samarbejde med den færøske efterforsker Runa Hammer. Sporene peger på en gruppe stærkt religiøse abortmodstandere. Midt i opklaringsarbejdet forsvinder Jessicas nabo Tóra sporløst. Hendes mand fortæller, at hun er rejst til Norge for at arbejde som sygeplejerske, men snart fornemmer Jessica, at noget er helt galt i den lille bygd.

Vi tager forbehold for ændringer.