Kommende krimier – september

Her kan du få et overblik over et udvalg af de krimier og spændingsromaner, der udkommer i løbet af september måned.
God læselyst!
Døden og Livet – en Sara Neuville thriller af Thomas C. Krohn

Udgivelsesdato: 1/9-25
Forlag: RosenHill
Efter dramatiske begivenheder på den tyske ø, Femern, forsvinder Sara sporløst sydpå i Europa. Men hvor kører hun hen som eftersøgt og gravid? Hvordan finder hun en måde at tjene penge på, når hun står uden papirer og samtidig gerne vil leve i skjul?
Den kvinde, der engang var den ambitiøse forsker Sara Neuville, eksisterer ikke længere, i hvert fald ikke på overfladen. Men psykopaten i hende sover ikke. Hun har stadig tørst efter penge, status og kontrol, som hun er villig til at gå langt over de normale grænser for at få.
Følg Sara skabe en ny identitet og en ny karrierevej, hvor hun kan udnytte alt det, hun virkelig er god til. Et nyt liv i solen bliver en dans med døden.
Sara troede, hun havde overlevet alt, men personlig hævn har ingen grænser, når hævneren er grænse- og kompromisløs.
’Døden og Livet’ er tredje selvstændige bog i serien om Sara Neuville – en kvinde, der vil gå det sidste stykke og lidt til for at få, hvad hun vil have.
Legionær af Jan Ole Ekeberg

Udgivelsesdato: 01/09-25
Forlag: Politikens forlag
Romanen følger den unge mand Nithijo fra Avaldsnes i Norge, krigeren Gaois fra Jylland og shamandatteren Urd fra Øland, som står på hver sin side i et stort slag, men som af omstændighederne tvinges til at forene sig. Læseren møder livet på forskellige niveauer, som det kunne leves hele 500 år før vikingetiden, og er med, da Nithijo møder sin første bjørn og på et hængende hår reddes af sin bror.
Vi møder personernes familie og kærlighed og er med på sidelinjen under de store slag med de romerske legionærer, centurioner og deres indbyrdes kampe. Vi møder desuden shamanens datter, Urd, som er udstyret med ganske særlige evner, og følger hendes liv og rejse sammen med norske Nithijo og danske Gaois, som er krigsfører, da man angriber Urds hjemsted, Øland. Sammen tager de på en rejse sydpå i Europa, hvor de støder på en anden flygtning, nemlig kejsersønnen Konstantin, som blev til Konstantin den Store.
Rejsen fortsætter ind i det mægtige romerrige, som knagede i sammenføjningerne i begyndelsen af 300-tallet Jan Ove Ekeberg formår at skildre de helt almindelige hverdagsbegivenheder og de afgørende slag i et romerrige, der var præget af uro og magtkampe.
Dæmonen af Hans Petter Hougen og Lotte Petri

Udgivelsesdato: 02/09-25
Forlag: People’s Press
En yngre politimand dør pludseligt på et af Hovedstadens hospitaler. Er der tale om en fatal hospitalsfejl? Eller var det et mord?
Kort tid efter det uventede dødsfald finder endnu et mystisk dødsfald sted på det gamle Bispebjerg Hospital. Denne gang er der ikke tvivl om, at der er tale om mord. Den døde er tømt for blod, og gerningsstedet er så grufuldt, at selv den hærdede drabsefterforsker Sissel Jæger er dybt rystet.
Gerningsmanden viser sig at være både risikovillig og uhyre stedkendt og benytter tunnellerne under hospitalet som det perfekte flugtsystem. Inden længe sker et nyt mord, og Sissel fornemmer, at nogen også er efter hende. Hun og retsmedicineren Harald Sejersen er sat på en uhyggelig svær mordgåde, for de er oppe imod en dæmonisk morder, som er kold og kalkuleret. Ingen patienter eller pårørende kan føle sig trygge.
Dæmonen er tredje bind i den populære serie Udyret, et uhyggeligt krimi-univers med troværdige retsmedicinske scener, ligesom forbrydelserne ofte er inspireret af virkelige hændelser.
Vi er alle skyldige af Karin Slaughter

Udgivelsesdato: 02/09-25
Forlag: HarperCollins
VELKOMMEN TIL NORTH FALLS
EN LILLE BY, HVOR ALLE KENDER ALLE
ELLER GØR DE?
To teenagepiger forsvinder en hed sommeraften, og hele det indspiste lokalsamfund slår gnister.
Politibetjent Emmy Clifton bliver personligt involveret i sagen. Hun vendte ryggen til, da hendes bedste venindes datter havde brug for hjælp, så nu er Emmy parat til at gå langt for at rette op på sin fejl og skaffe datteren hjem igen.
Da Emmy begynder at samle alle de løse ender, pigerne efterlod sig, indser hun, at hun aldrig rigtig kendte dem. Det var der ingen, der gjorde.
Alle teenagepiger har hemmeligheder. Men hvem ville dræbe for dem? Og hvad skjuler byen ellers?
Stjålne liv af Angela Marsons

Udgivelsesdato: 02/09-25
Forlag: Jentas
En eftermiddag i august forlader 8-årige Grace Lennard den fritidsordning, hun går i, og forsvinder ud i den blå luft. Kriminalkommissær Kim Stone skynder sig til stedet for Graces forsvinden og finder et skræmmende bevis: et indgraveret hjertearmbånd, som tilhørte Melody Jones – en lille pige, som blev taget fra en legeplads for præcis 25 år siden.
Få timer forinden gik Steven Harte ind på politistationen i Halesowen og meddelte, at han har oplysninger, der kan føre Kim til Melody. Og han fortæller Kim, at hun har et mere presserende problem at tage sig af først. Nu må Kim lege med på Stevens forskruede leg, hvis hun skal finde Grace i live.
Med kun 24 timer til at afhøre ham tæller hvert sekund, men Kim og hendes team analyserer hans adfærd og forbinder snart Steven med bortførelsen af flere sårbare piger – to blev holdt fanget i et år og derefter sat fri i god behold – men hvor er Melody og de andre?
Så bliver der fundet korte knogler i en lokal park, og Kim frygter det værste.
Kim tror måske, at hun er tæt på at få en morder dømt, men sagen bliver endnu mere kompleks. En foruroligende person fra Kims fortid har tænkt sig at afsløre en chokerende hemmelighed, som vil ramme hende, hvor det gør allermest ondt. Kan Kim lægge sine egne dæmoner til side og redde Grace og de andre forsvundne piger, før flere uskyldige liv går tabt?
Stille vand af Alex Scarrow

Udgivelsesdato: 06/09-25
Forlag: Forlaget Fioranello
Et synkende yacht. Et blodigt mysterium.
Ud for Sydenglands kyst opdages en halvt sunket yacht. Ombord venter sporene efter en grufuld forbrydelse.
Vicekriminalkommissær Boyd er netop flyttet fra Londons hektiske gader til det tilsyneladende mere fredelige East Sussex, og han står nu over for sin første sag hos det lokale politi. Men intet er, som det ser ud: En række spor afslører mørke hemmeligheder, og pludselig må Boyd og hans datter hele tiden se sig over skulderen.
Stille vand er første bind i den hæsblæsende og spændingsmættede serie om vicekriminalkommissær Boyd af den prisvindende forfatter Alex Scarrow.
Den ultimative hemmelighed af Dan Brown

Udgivelsesdato: 09/09-25
Forlag: Hr. Ferdinand
Den verdensberømte symbolforsker Robert Langdon rejser til Prag for at overvære en banebrydende forelæsning af den fremtrædende forsker Katherine Solomon. De to har netop indledt et forhold, og Katherine står over for at skulle udgive en kontroversiel bog med forbløffende opdagelser om den menneskelige bevidsthed, som vil vende op og ned på århundredgamle forestillinger.
Da et brutalt mord forvandler rejsen til kaos, forsvinder Katherine pludseligt – og hendes manuskript bliver destrueret. Desperat efter at opspore den kvinde, han elsker, kaster Langdon sig ud i et hæsblæsende ridt gennem Prags historiske gader, forfulgt af en magtfuld organisation og en koldblodig snigmorder udsprunget af byens ældste mytologi.
Efterhånden som begivenhederne strækker sig til både London og New York, dykker Langdon ned i en verden af nyskabende forskning og historiske overleveringer, hvor han må finde vej i en labyrint af koder og symboler – for til sidst at afsløre den chokerende sandhed om et hemmeligt projekt, der for altid vil ændre opfattelsen af den menneskelige bevidsthed.
Den ultimative hemmelighed er Dan Browns tankevækkende, spektakulære og konstant underholdende efterfølger til de internationale fænomener Da Vinci Mysteriet, Engle og dæmoner og Oprindelse.
Niøje af Mikala Rosenkilde

Udgivelsesdato: 09/09-25
Forlag: 2 Feet Entertainment
En badeby under pres. Et lokalsamfund i forfald. En kvinde med skæbner i hænderne.
Sladderen løber løbsk i Blokhus, da en blotter i flere tilfælde viser sig frem for børn i skoven. Skræmmende væsner dukker op i havet og kræver snart de første menneskeliv.
Gaby har rigeligt at se til. Banken ånder hende og Henrik i nakken, og en lokal afpresser kræver penge. Hendes forstyrrede bror er netop udskrevet fra den lukkede, og bedsteveninden er gravid igen. Selv har Gaby travlt med sin hemmelige sommerelsker.
Niøje er en mørk og satirisk spændingsroman om sladder, bedrag og de rædsler, der gemmer sig under overfladen, både i mennesker og i havet.
Mors dreng af Karin Aspenström

Udgivelsesdato: 10/09-25
Forlag: Straarup & Co
Hvor langt vil hun gå for at beskytte sin søn?
Christel Perrson bor med sin teeangesøn, Harry, i en idyllisk forstad. En sommeraften deltager Harry i en musikfestival, og dagene efter finder Christel ud af, at en venindes datter anklager Harry for et seksuelt overgreb.
Nyheden spreder sig hurtigt i vennekredsen, og Christel står pludselig alene og isoleret. Det eneste, hun har tilbage, er et håb om retfærdighed.
I sit desperate forsøg på at få sandheden frem bliver Christel mere og mere besat af at beskytte Harry, men da hun graver i, hvad der rent faktisk skete den aften, begynder hun at tvivle – hvad nu, hvis sandheden ikke er den, hun håbede på?
Forfølgeren af Sofie Sarenbrant

Udgivelsesdato: 10/09-25
Forlag: People’s Press
Er din følelse af at blive forfulgt virkelig, eller er det bare indbildning? Og tør du se dig tilbage for at finde ud af sandheden?
En mand melder sin kone forsvundet i forstaden Bromma. Sagen volder Emma Sköld og hendes kolleger på efterforskningsenheden i Stockholm store problemer. De finder ingen tegn på liv fra den velhavende kvinde, men heller intet lig – men så bliver et makabert spor opdaget i en nærliggende have.
Emma Skölds søster, Josefin, der forsøger at tilpasse sig skilsmissetilværelsen med børn hver anden uge, er begyndt på politiuddannelsen for at følge i sin lillesøsters fodspor og beslutter sig for at hjælpe med efterforskningen. Men hun har ingen anelse om, hvad hun går ind til.
Forfølgeren er tolvte selvstændige del i den populære serie om kriminalinspektør Emma Sköld.
De faldne piger af Christina List

Udgivelsesdato: 12/09-25
Forlag: Lindbak + Lindbak
Trettenårige Ida findes brutalt myrdet ved alteret i missionshuset i Ans uden for Silkeborg. I panden har hun et kors af blod, og ingen ved, om hendes lig er en hån eller en offergave?
Kate, som netop er udnævnt til efterforskningsleder sættes på sagen, men få har lyst til at tale i det stærkt religiøse miljø.
Kate har brug for hjælp og beder den erfarne psykoterapeut Abel om assistance. Han har speciale i religiøs fanatisme og er selv vokset op i Ans. Men sagen udfordrer både Kate og Abel, for noget mørkt ulmer i Ans og vækker uro i begge. Hvem har myrdet Ida, og er andre piger også i fare?
De Faldne Piger er første del af en ny serie, Gud Holder Øje.
Gravsted af Mattias Edvardsson

Udgivelsesdato: 16/09-25
Forlag: Alpha Forlag
Maj 1989. Otteårige Robin Falk forsvinder, da han leger gemmeleg i skoven med sine venner. Hans legekammerater er hurtige til at udpege en gerningsmand, men den unge, uerfarne politiassistent Gunni Hilding, som er blevet kastet hovedkulds ind i efterforskningen, mistænker, at politiet er på galt spor.
Fem år senere, under den strålende sommer 1994, hvor der er VM i fodbold i USA, og folk sidder klistret til skærmen til langt ud på natten, bliver en dreng kidnappet fra den idylliske campingplads Beddingestrand lidt øst for Trelleborg. Gunni aner en sammenhæng med Robinsagen, men den teori står hun alene med. Hvis Gunni har ret, betyder det, at der går en meget farlig mand frit rundt på Søndersletten i det sydlige Skåne.
GRAVSTED er første bind i Mattias Edvardssons krimiserie om Gunni Hilding og Trelleborgs Politi.
Interregnum af Jens Henrik Jensen

Udgivelsesdato: 16/09-25
Forlag: Politikens Forlag
Axel Mossman, konstitueret chef for PET, kalder sine trofaste støtter, agent Margrethe Franck og den tidligere jægersoldat, Niels Oxen, til møde hjemme i sin kælder.
Her spiller han en flere år gammel båndoptagelse, som beviser, at magtnetværket Danehof, som de sammen knækkede, alligevel ikke er helt tilintetgjort. Før sin død nåede den forhenværende leder af organisationen at udpege sine efterfølgere: en tidligere justitsminister samt landets førende statsadvokat.
Mossman erkender, at han har forsømt at tage affære. Han beder derfor om Francks og Oxens hjælp til et endeligt opgør med Danehof. Det er på høje tid. De skal benytte sig af, at de befinder sig i et interregnum – magttomrummet mellem den ene PET-chefs fald og udnævnelsen af en ny.
De har knap nok sagt ja, før der sættes gang i en kædereaktion af fatale begivenheder. Statsadvokaten findes druknet i en skovsø i Sverige. Herhjemme findes en ung kinesisk studerende hængt fra en altan, mens hans veninde, ligeledes en kinesisk studerende, må flygte over hals og hoved sammen med sin danske kæreste.
Efterhånden som Franck og Oxen kommer dybere ned i deres efterforskning, får de mistanke om en mystisk sammenhæng mellem sagerne. Men da har de allerede krydset en usynlig linje og befinder sig i livsfare.
Offer 00 af Birgitte Vestermark

Udgivelsesdato: 16/09-25
Forlag: Grønningen 1
ONDSKABEN ER PÅ FRI FOD I NORDJYLLAND
Foråret springer ud, og Victoria Storms liv er i vater, da hun får et opkald fra sin svoger i Nordjylland. Han vil høre om datteren, hendes niece, er stukket af hjem til hende. Victorias søster, socialrådgiveren Felicia, er bortrejst, så Victoria tager til Hirtshals for at yde moralsk støtte til sin plagede svoger.
Knap er Victoria ankommet, før liget af en ung kvinde dukker op i sandet ved Bunkermuseet. Det sætter fiskerbyen ved Skagerrak på den anden ende og tvinger Victoria til at se en del af sin fortid i øjnene, som hun hidtil har gjort alt, hvad hun kunne, for at fortrænge.
Og noget tyder på, at svogeren ikke er helt så uskyldig, som han giver sig ud for at være.
OFFER 00 er fjerde fritstående bog i krimiserien om journalisten Victoria Storm og politimanden Flemming Gregorius. Danmarks-krimierne om Victoria Storm tager læseren med fra Københavns pressede forstæder og til byer og udsteder i vandkanten.
Uden for pensum af Freida McFadden

Udgivelsesdato: 17/09-25
Forlag: Jentas
Lektion #1: Stol ikke på nogen Eve har et godt liv. Hver dag står hun op, får et kys af sin mand Nate og tager afsted for at undervise i matematik på det lokale gymnasium. Alt er, som det burde være. Bortset fra … Sidste år blev Caseham Gymnasium rystet af en skandale, der involverede en affære mellem en lærer og eleven Addie. Men Eve ved, at der ligger langt mere bag de grimme rygter, end man umiddelbart skulle tro. Addie er ikke til at stole på. Hun lyver. Hun sårer folk. Hun ødelægger deres liv. Det er i hvert fald, hvad alle siger. Men ingen kender den rigtige Addie. Ingen kender til de hemmeligheder, der kunne ødelægge alt for hende. Og Addie vil gøre alt for at sikre, at de forbliver hemmelige.
Gravens røst af Søren og Morten Ellemose

Udgivelsesdato: 19/09-25
Forlag: Forlaget Forfatterskabet
Direktør og iværksætter Michael Storm får besked om, at hans far er død.
I silende regnvejr drager han til barndomshjemmet i Aalborg for at gøre dødsboet op, men garagen gemmer på en forfærdelig hemmelighed.
Sagen lander hos politiets rejsende elitekorps, hvor Hamid Khamsin og it-ekspert Louise Jensen leder efterforskningen.
Samtidig afdækker journalist Xenia Holm fortidens klimasynder på opfordring af en ukendt opdragsgiver.
GRAVENS RØST er sjette bind i den anmelderroste serie om Manus Albino.
Skurk af Tom Oxager

Udgivelsesdato: 19/09-25
Forlag: mellemgaard
Skurk er sjette bog i serien med skurvognsdetektiverne og Ole Thorvaldsen. Ole er meget optaget af sit forfatterskab, men får travlt med opgaver i både Danmark og Frankrig. Et større kunsttyveri fra et dansk par, der ejer et slot i den krydderurteduftende Provenceby Lurs, sender Ole på jagt gennem flere dele af Tyskland, hvor han oplever sammen med en buttet makker at blive beskudt med bue og pil. Han skal naturligvis også deltage i et smukt og fashionabelt sommerbryllup, der bliver fejret på en lystgård i det bakkede landskab ved Aasted.
Annabelle og Ole har tidligere truffet den spændende kvinde Rikke Rusk. Efter en sammenkomst i Reillane tilbyder Rikke sig for en enkelt opgave som assisterende skurvognsdetektiv, da Oles niece Panda og hendes mand, Pierre, i deres by, Biot, bliver intimideret af et par øretæveindbydende, men småtskårne karle. Smukfest i Skanderborg bliver pludselig truet af afpresning og terroristisk hærværk. Her må Ole Thorvaldsen tage affære sammen med sin nye makker, Zoe Ranthe, der nu også er knyttet til skurvognsdetektiverne.
Phoebus’ øje af Søren Bay

Udgivelsesdato: 19/09-25
Forlag: mellemgaaard
Under et ophold på Bornholm bliver kriminalkommissær Lieberkind kaldt ud til et banalt dødsfald i Sandvig. En museumskurator er fundet omkommet. Snart bliver han hvirvlet ind i en verden af skjulte spor på Østersøens perle. Besat af gåden får han ledsagelse af forsker ved Rigsarkivet Eva Strøe.
Nu går jagten ind på et hemmeligt objekt – gemt og glemt i 700 år. Ikke i sin vildeste fantasi havde kommissæren forestillet sig, hvilken fare han pludselig ville befinde sig i. Han sidder pludselig inde med en viden, som magtfulde personer gennem tiderne har forsøgt at finde og udnytte.
Rundkirker og naturgasledninger uden for Bornholm bliver bundet sammen i en overraskende sandhed om en ældgammel viden. Dobbeltspil, mordforsøg, en ubegribelig hændelse ved Østerlars Rundkirke og en gammel organisation, som ser sit snit til at genopstå som Fugl Føniks i søgen efter magt. En chokerende kundskab om skatten, der er værd at beskytte med mord!
Kriselandet af Kurt Lundholm

Udgivelsesdato: 19/09-25
Forlag: mellemgaard
Romanen beskriver Danmarks alvorlige sikkerhedspolitiske og beredskabsmæssige sårbarheder i en tid præget af global ustabilitet og hybrid krigsførelse. Forfatteren retter hård kritik mod
skiftende danske regeringers håndtering af olieforureningsberedskabet, forsvaret, efterretningstjenesterne og kriseberedskabet især med fokus på inkompetence, politiske skandaler og tillidsbrud med internationale allierede som USA og NATO. Forsvaret beskrives som misligholdt, nedslidt, underfinansieret og præget af elendig personaleledelse og deraf mandskabsmangel. En dysfunktionel organisation og svigtende beredskabsplaner. Grønland og Arktis nævnes som særligt sårbare områder, hvor Danmark ifølge forfatteren har svigtet sine forpligtelser, hvilket nu fører til amerikanske krav om større kontrol. Romanen varsler, at Danmark fremstår som et svagt led i NATO og potentielt mål for destabilisering i en ny, barsk verdensorden.
Døden tager på ferie af Carina Burman

Udgivelsesdato: 19/09-25
Forlag: Turbine
April 1956: Krimianmelderen Florence Granat falder om på avisredaktionen og beordres på en afslappende ferie i syden. En busrejse til Rom virker som den perfekte mulighed, men knapt har de nået kontinentet, før Florrie rammes af bange anelser. De bekræftes snart af et mystisk dødsfald. Mens bussen ruller videre, afslører Florrie den ene hemmelighed efter den anden hos sine medpassagerer. De nærmer sig rejsens mål – den evige stad – og nu er spørgsmålet: Kan Florrie afsløre morderen, før flere ofre dukker op?
Døden tager på ferie er en nittenhalvtredser-krimi i samme stil som Agatha Christie og Maria Lang, for nostalgikere, italienselskere og historieinteresserede.
En lille dråbe blod af Christoffer Carlsson

Udgivelsesdato: 19/09-25
Forlag: Modtryk
En 70 år gammel hemmelighed gemmer sig i Hallands grænseegne.
Dødsfaldet i Sönnerskog sker i marts 2023, og ifølge politibetjent Vidar Jörgensson er der tale om selvmord. Men forholder det sig faktisk sådan? Forfatteren Johan Oskarsson var en plaget sjæl, men der er også noget, der tyder på, at nogen ville ham det ondt.
Jagten på sandheden fører ned i den svenske histories mørke sider, til 1950’erne, til politiske hemmeligheder og farlige forbindelser. Til gåden Ingrid Klinga.
EN LILLE DRÅBE BLOD er en kriminalroman om de masker, vi bærer overfor vores nærmeste – og overfor os selv.
Mit blod af Birgitte Bartholdy

Udgivelsesdato: 22/09-25
Forlag: Falco
Da Sandra Hyttemann vender tilbage til sin barndomsby for at begrave sin morfar, er det også med ønsket om at finde svar om sin ukendte far.
Det eneste Sandra ved er, at moren benægter at have været sammen med en mand, og den eneste ledetråd er morens blackout efter en barvagt i 1980.
Landsbyens spændende personligheder har alle noget at fortælle Sandra, og der fremstår urovækkende sandheder om ikke bare hendes families – men hele byens fortielse.
Kvinden fra Californien af Ole Christian Madsen

Udgivelsesdato: 23/09-25
Forlag: Gyldendal
Storpolitisk spiondrama fra København og Los Angeles i den højspændte efterkrigstid.
Da en fremtrædende dansk diplomat bliver fundet skuddræbt i Los Angeles, sender rigspolitidirektøren politikommissær Jens Møller til Californien for tage del i efterforskningen. Sagen lukkes hurtigt som selvmord, men Jens Møllers egne undersøgelser fører ham på sporet af flere fremmede magter med relationer til den døde diplomat.
Sporene leder ham ind i en underverden af elegante og grænseløse kvinder og mænd i Hollywood, hvor der under den glitrende overflade udspiller sig en magtkamp på liv og død. Men mest rystet bliver han, da et spor viser sig at føre direkte ind i hans egen families fortid.
Drømmehuset af T.M. Logan

Udgivelsesdato: 24/09-25
Forlag: Jentas
Hvis du havde ladet døren være lukket, ville din familie ikke have været i fare … Adam og Jess flytter sammen med deres tre børn ind i et smukt nyt hjem: et stort victoriansk hus i et pænt kvarter, lige i overkanten af hvad de har råd til. Så opdager Adam en dør bag et indbygget klædeskab, som skjuler et hemmeligt rum … I rummet finder Adam en samling mystiske, glemte ting. Jess synes, at de bare skal smide dem ud.
Men Adam gør modstand. Han er fascineret af genstandene og undrer sig over, hvordan de er endt i det skjulte rum. Men ligesom huset har Adam sine egne hemmeligheder. Og snart får han sat gang i en række begivenheder, som bringer hans familie i overhængende fare …
Ulvedyr af Inger Scharis

Udgivelsesdato: 25/09-25
Forlag: Cicero
Da den kvindelige politibetjent Charlie Graffs tilværelse falder fra hinanden, flytter hun fra Stockholm hjem til sin mor, som bor i en afsidesliggende, svensk landsby.
Da en ulv bliver skudt og dræbt af en krybskytte, er der ingen, der tør vidne mod jægeren. Og et vådeskud affyret under den årlige elgjagt viser sig senere at være mord. Charlie har mistanke om, at de to begivenheder hænger sammen. Hun begynder at undersøge sagen og møder den tidligere fremmedlegionær Johan Nijpels, som også forsøger at afdække, hvad der er sket.
Men hvordan finder man frem til sandheden, når alle synes at have noget at skjule? Rollen som jæger og bytte skifter hurtigt i det lille samfund – og snart står det klart for Charlie, at intet er, som det ser ud, og at byen rummer mørke hemmeligheder …
Til døden af Agnes Lovise Matre

Udgivelsesdato: 26/09-25
Forlag: Straarup & Co
Ægteskabet skulle vare for evigt …
Ella og Mathias bliver stormende forelskede i hinanden, og efter tre måneder gifter de sig og flytter ind i Mathias’ luksuriøse lejlighed i Oslo.
Kort tid efter opdager Ella, at hendes mand skjuler noget fra sin fortid. Hemmeligheder, som er så skræmmende, at de får hende til at tvivle på deres ægteskab. Kan hun lede videre med en mand, hun faktisk ikke kender? Og hvad med de ting, hun heller ikke selv har fortalt?
For Mathias er ægteskabsløftet mere end ord. Det er et løfte givet til Gud, et løfte om at leve sammen indtil døden dem skiller.
Liget ved Langebro af Linse Kessler & Lukas Birch

Udgivelsesdato: 29/09-25
Forlag: Grønningen 1
Signe Messborgs første dag som journalist tager en uventet drejning, da liget af en højt profileret dealer fra Bryggens berygtede hashloge bliver fundet ved Langebro.
Inden hun får set sig om, står hun midt i sagen om knivdrabet og skal jonglere med både de ambitiøse kolleger på sin nye arbejdsplads, i forvejen kriminelle mistænkte og en gammel flamme hos politiet.
Bag hende står veninden Olivia med sine utallige håbløse dates, en stalker rumsterer, og Signes skøre engelske mormor, Mopper, kan ikke lade være med at blande sig.
Huse med børn af Lise Villadsen

Udgivelsesdato: 30/09-25
Forlag: Gutkind
Irene har ét brændende ønske: at blive mor. Hun er gift med præsten Thomas, som har datteren Isabella i forvejen, og selv om Irene elsker sin bonusdatter, længes hun efter sit eget barn.
I flere år har de forgæves forsøgt at blive gravide, og nu står de endelig overfor at skulle starte i fertilitetsbehandling. Men så flytter en ny børnefamilie ind i huset ved siden af præstegården, og Irene, som også har for vane at lytte til sin mands sjælesorgssamtaler, begynder at overvåge naboerne. Er alt virkelig så perfekt, som det ser ud? Og er det indbildning, eller har Thomas lidt for god kemi med nabokvinden?
Da Thomas så pludselig også trækker sig fra den planlagte fertilitetsbehandling, er Irene nødt til at finde ud af, hvad der foregår. Hvad er det, hun ikke ser? Hvad er det, der forhindrer hende i at blive mor…?
Kærlighedssvindel af Hanne Kristin Rohde

Udgivelsesdato: 30/09-25
Forlag: Cicero
Det er sommer i den idylliske norske ferieby Risør, der også kaldes Den hvide by ved Skagerak. Midt i turisttravlheden finder politiet en udbrændt bil nede ved et af de berømte badehuse ved stranden. I bilen sidder et forkullet lig på passagersædet. Er det en turist eller en af de fastboende? Og hvem var føreren af bilen?
Wilma Lind og Bjarne Larssen drages ind i efterforskningen i det sydlige Norge og indser snart, at ikke alt er idyl i den pittoreske kystby.
KÆRLIGHEDSSVINDEL er sjette bind i krimiserien om politiinspektør Wilma Lind fra Oslo politi, der kæmper med både uhyggelige mordsager og genstridige overordnede.
Det du ikke ved af Hanne Kristin Rohde

Udgivelsesdato: 30/09-25
Forlag: Cicero
I et nedslidt parcelhus uden for Oslo bliver der gjort et uhyggeligt fund i en fryser.
Den 22-årige Ulrik Riiber mistede for tre år siden begge sine forældre i en bilulykke, og nu bor han i deres parcelhus, hvor fryseren står.
Wilma Lind og hendes team efterforsker den uhyggelig sag, og efterforskningen afdækker snart et usædvanligt bofællesskab med fire vennepar, styret af den afdøde Roger Riiber. Alle skjuler, hvad der er foregået i vennegruppen, og ingen kender hele sandheden. Heller ikke om det lille spædbarn.
DET DU IKKE VED er femte bind i krimiserien om politiinspektør Wilma Lind fra Oslo politi, der kæmper med både uhyggelige mordsager og genstridige overordnede.
Vi tager forbehold for ændringer.