Sommerfugle, Blodblomster og Kongens fald

juli 18, 2025

Vi har spurgt en række krimiforfatter om, hvad de skal læse hen over sommeren. Her kan du lade sig inspirere af, hvad Helle Mogensen, Jens Henrik Jensen og Jacob Holm Krogsøe pakker i deres feriekufferter.

God fornøjelse!

Helle Mogensen

Foto: Nicolas Tobias Følsgaard

Helle Mogensen er uddannet journalist og har blandt andet arbejdet som krimi- og retsreporter. Hun er forfatter til tre bøger i krimiserien om psykologen Anne Lebæk: Havunger (2019), Malstrøm (2021) og Stormfloden (2024). Hun skriver på et nyt krimimanuskript med arbejdstitlen Tidevand. Helle Mogensens bøger er blevet rost for deres person- og miljøbeskrivelser og psykologiske dybde.

Sommerferien er for mig lig med ro, refleksion og masser af tid til at fordybe mig i gode historier.

I år glæder jeg mig til at læse Dorthe Nors’ En linje i verden og Lea Korsgaards Inden året er omme: Hvad 64 sommerfugle lærte mig om naturens største gåde. Begge bøger lover nærvær og indsigt på hver deres måde.

Jeg har desuden kig på Thomas Korsgaards Hastetilfælde, og så ser jeg frem til at dykke ned i Elsebeth Egholms Det første offer. Jeg er spændt på at se, hvordan Egholm har skruet sit plot sammen.

Jeg skal også læse en fortælling om at ændre køn sent i livet: DJ Bambi af Auður Ava Ólafsdóttir. Derudover glæder jeg mig til at dykke ned i gode fagbøger om sindets krinkelkroge og udforske nye vinkler til karaktererne i min krimiserie.

Sommeren er med andre ord viet til en god blanding af hygge, spænding og stof til eftertanke.

-Helle Mogensen


Jens Henrik Jensen

Foto: Les Kaner

Jens Henrik Jensen er forfatter og journalist. Debuterede med thrilleren Wienerringen og slog derefter for alvor igennem med Kazanski-trilogien med Kællingen i Kraków (1997), Hofnarren i Murmansk (1999) og Ulven i Banja Luka (2002). Han udgav derefter bestsellerserien om kriminalassistent Nina Portland, Økseskibet (2004), Kulmanden (2007) og Spøgelsesfangen (2010). I 2012 udkom De hængte hunde og i 2014 De mørke mænd, første og andet bind i en serie med krigsveteranen Niels Oxen. En serie som også er blevet filmatiseret. Tredje bind i Jens Henrik Jensens anmelderroste serie om Oxen, De frosne flammer, udkom i 2016. Året efter blev Jens Henrik Jensen hædret med Krimimessens Publikumspris. I 2018 udkom det fjerde og selvstændige bind om Niels Oxen, Lupus, som røg direkte ind på bestsellerlisterne. I 2021 udkom Jens Henrik Jensens femte bind i serien om Oxen, Gladiator. I 2023 sjette bind Pilgrim og i september 2025 kommer syvende bind Interregnum. I 2025 er desuden udkommet vikingethrilleren “Frænde – Blodspor”, som Jens Henrik Jensen har skrevet med Jeanette Varberg.

Jeg læser normalt næsten ingenting, når jeg selv skriver. Og da jeg er aktuel med hele to bøger i år, viking-thrilleren Frænde – Blodspor i samarbejde med Jeanette Varberg, netop er udkommet , og OXEN INTERREGNUM til september, ja så har jeg virkelig noget læsning at indhente… Men som sædvanlig overvurderer jeg nok, hvad jeg kan nå…

Jeg har gemt svenske Arne Dahls “I cirklens centrum” til ferien. Den ligger øverst i min stak. Jeg glæder mig meget til at møde karaktererne i denne første bog i den nye NOVA-serie.

Jacob Weinreichs nye krimi, Blodblomster, er også lagt i stakken til sommerlæsning.

Ind imellem krimierne vil jeg forfærdelig gerne have læst “Krigens ansigt” af Martha Gellhorn til ende. Det er en samling krigsreportager fra før og under 2. Verdenskrig, der desværre er sørgeligt aktuelle, nu hvor vi igen har krig i Europa. Gellhorn var i otte år Ernest Hemingways hustru.

En tredje krimi kommer også med på min liste. Jeg har desværre haft den til at ligge lidt for længe, nemlig Ole Chr. Madsens “Manden fra mørket” om en politiefterforsker, der i 1948 jagter danske SS-vagter – men pludselig sættes på efterforskningen af et bestialsk dobbeltdrab på Peter Bangs Vej. Den lyder mega spændende….

Go’ læsesommer! 

-Jens Henrik Jensen


Jacob Holm Krogsøe

Jacob Holm Krogsøe er Cand mag i Filmvidenskab og bibliotekar på Esbjerg Kommunes Biblioteker, hvor han også er projektkoordinator på Fantasyfestival. Han er oprindeligt fra Sønderjylland. Han har skrevet bøgerne Randvad, Blodbaner og senest Pramdrageren med medforfatter Martin Wangsgaard Jürgensen. For sidstnævnte blev forfatterne hædret med Horrorprisen for årets danske horrorudgivelse 2025. Prisen blev uddelt på årets krimimesse. Jacob er desuden i år udkommet med bogen “Fra det første blod til den sidste actionhelt – om den amerikanske actionhelts guldalder fra 1982-1993”.

Sommerferien kalder på mig i en ikke så fjern fremtid! Et fast sommerferie-ritual for mig, er at samle det læseguf, jeg vil kaste mig over. En skøn bunke. Og det er alt sammen papirudgaver – fordi jeg er en dinosaur og fordi jeg bruger meget af min dag på at kigge på skærme! Og der er altid flere bøger end jeg kan nå at læse. Det er lige som det skal være.

Det er også en skøn blanding af genrer og former, men her får I et indblik i noget af det, jeg kommer til at læse:

Jeg elsker Tour de France og jeg elsker bøger om cykelløbet – det er ofte mere spændende end almindelige spændingsbøger.

I år vil jeg læse “Rolf og Ritter – Historier fra 20 år med Tour de France” – det er to skønne historiefortællere.

Som research til den kommende roman Martin Wangsgaard Jürgensen og jeg skal skrive sammen, vil jeg genlæse “Kongens Fald” af Johannes V. Jensen. Vores roman, der har arbejdstitlen Vintergækkerne, forgår som Jensens storværk også i 1500-tallet.

På tegneseriefronten har jeg længe gerne ville kaste mig over “Meschugge” af Benni Bødker og Christian Højgaard. København i 1900-tallet, mord, korruption og politi, ægte sommerlæsningsguf!

Et sidste tip, udover solcremen på kroppen og Old Fashioned i glasset, er at du bør alliere dig med rigelige mængder af læsestof, så du kan lægge en bog væk, hvis den ikke fanger dig. Livet (og de mange millioner bøger der er skrevet) er for kort til at spilde på noget du ved ikke er dig!

God sommer i læsningens og skyggens tegn.  

-Jacob Holm Krogsøe