Kommende krimier – maj 2025

Her kan du få et overblik over et udvalg af de krimier og spændingsromaner, der udkommer i løbet af maj måned.
God læselyst!
Det første offer af Elsebeth Egholm

Udgivelsesdato: 6/5-25
Forlag: Politikens forlag
I krig er det første offer som bekendt sandheden.
Under en støttedemonstration i Aarhus for Palæstina sætter en koranafbrænder ild til både koran og gemytter, og en ung demonstrant bliver klemt under en politimotorcykel. Samme aften bliver motorcyklisten og to kolleger hængt ud på de sociale medier med fotos, private oplysninger og en opfordring: ’Gå efter strisserne, der støtter statsministeren og hendes syge forsvar for Israel’.
Dagen efter bliver motorcyklisten Bitten Graa fundet banket til ukendelighed, og overfaldet skaber panik og frygt, især blandt politifolk. Hvem står bag?
Bitten Graa dør af sine kvæstelser, en niårig jødisk pige kidnappes, og kidnapperne kontakter Dicte med deres politiske krav og trusler mod pigen. Kidnapningssagen ledes af linjechef fra PET Steen Harder, mens det lokale politi køres ud på et sidespor.
Konflikten fra Mellemøsten er landet i Aarhus Dicte får hademails, og PTSD-ramte Bo tager til Gaza. Imens kæmper Dicte for at finde sandheden om Bittens død og Sofies kidnapning. Hendes mission vanskeliggøres af misinformation, trusler og løgne. For der er krig, ikke kun i Mellemøsten, men også mellem kønnene og på sociale medier. Og i krig er sandheden som bekendt altid det første offer.
Dødbringende tegn af Angela Marsons

Udgivelsesdato: 7/5-25
Forlag: Jentas
Du må forhindre mig i at gøre flere fortræd. Jeg har ikke lyst til at gøre disse forfærdelige ting. Hjælp mig, før jeg bliver tvunget til at gøre det igen. Og jeg kommer til at gøre det igen, for jeg har ikke noget valg. Jeg har aldrig haft et valg.
I en travl butik krammer en lille pige sin bamse, klamrer sig til den i sin mors fravær. Nogle timer senere bliver et lig fundet i en efterladt bygning. Det er Katrina, den lille piges mor. For kriminalkommissær Kim Stone ligner det et hurtigt, kontant mord. Men Kims mavefornemmelse fortæller hende, at der er mere i dette meningsløse drab, end det ser ud til på overfladen. Hvad var motivet for at slå en ung mor ihjel, som var ude at handle med sin datter?
Nogle dage senere bliver endnu et offer fundet i en lokal park. Hendes nakke er brækket, præcis ligesom Katrinas, og hendes 6-årige søn er forsvundet.
Fordi hendes kollega, kriminalbetjent Stacey Wood, arbejder på en anden uopklaret sag, og et andet medlem af teamet sørger over tabet af et nært familiemedlem, har Kim svært ved at gøre fremskridt i det, der vokser sig til en kompleks sag.
Og da et håndskrevet brev fra morderen dukker op på Kims skrivebord, hvori vedkommende bønfalder hende om hjælp, ved hun, at de er ved at løbe tør for tid til at få den lille dreng hjem i live.
Med støtte fra en grafolog og en adfærdsekspert begynder Kim og hendes team at få indblik i gerningsmandens indre, og de gør en chokerende opdagelse.
Nogle af ofrene har rifter på håndleddene.
Men det er ikke tilfældige rifter. Morderen bruger dem til at kommunikere med nogen. Spørgsmålet er … hvem?
Hvis Kim ikke snart finder ud af det, vil endnu en uskyldig sjæl miste livet.
Agatha Raisin og dødens kilde af M.C. Beaton

Udgivelsesdato: 8/5-25
Forlag: North Audio Publishing
Bogen bag tv-serien Detektiv ved et tilfælde
Nabolandsbyen til Agatha Raisins egen, idylliske Carsely er normalt indbegrebet af rolig, landlig charme. Men da et stort firma spekulerer i at tjene styrtende på at tappe mineralvand af den lokale kilde, slår temperamenterne i det lille lokalsamfund gnister.
Agatha er hyret til at lave PR for det nye produkt, og da hun finder sognerådsformanden myrdet ved kildens udspring, begynder rygterne at løbe stærkt. Kan et af de andre rådsmedlemmer have slået ham ihjel, fordi han havde en afgørende stemme at afgive?
Stakkels Agatha plejer fortsat et knust hjerte efter en af sine sædvanlige, fejlslagne affærer, men hun må nu hanke op i sig selv og komme til bunds i sagen.
Mord under solen – en sag på Capri af Anders og Anette De La Motte

Udgivelsesdato: 16/5-25
Forlag: Modtryk
1. del.
Historielæreren Hugo rejser på en mad- og kulturrejse til Capri sammen med en gruppe andre nordboere.
Turen arrangeres af Belmonte Rejser, ledet af den begavede Lara. Stemningen er høj, og gruppen nyder det, der føles som paradiset selv.
Men en skygge falder over den charmerende ø, da en mand findes død neden for den berømte klippe, Salto di Tiberio.
Hvem er den døde, og hvorfor har han en brochure fra Belmonte Rejser i lommen?
Er der en slange i paradis, eller er der måske en af de rejsende, der er taget til Capri med dystre hensigter?
En fjende i mørket af Satu Rämö

Udgivelsesdato: 20/5-25
Forlag: Gutkind
Det er den mørkeste tid på året i landsbyen Ísafjörður. Da julen nærmer sig, bliver landsbyboernes ro forstyrret – på et fiskeopdræt i Vestfjordene bliver et lig fundet i vandet.
Kriminalinspektør Hildur Rúnarsdóttir og hendes makker Jakob Johanson når knap nok at begynde efterforskningen, før der bliver begået endnu et mord i en anden afsidesliggende del af Island. Og snart et tredje.
Alt imens er Hildur stadig plaget af den manglende kontakt til sin søster Rósa. Mens Jakob gør alt, han kan, for at vinde kampen om forældremyndigheden – men hvor langt er han villig til at gå for sit barn?
Knap en dråbe blod af Carin Hjulström

Udgivelsesdato: 20/5-25
Forlag: Palatium books
Den feterede skuespiller Siri Ehrensvärd har lagt Dramaten og det hektiske liv i Stockholm bag sig. Hun er flyttet til den idylliske landsby Säbyholm og knokler nu med jord under neglene og ansvar for både planteskole og sin charmerende, men impulsive nevø, Anton.
Men netop som foråret melder sin ankomst i Säbyholm, bliver den pensionerede advokat Isak Beyer fundet død på sin hustrus grav – formentlig myrdet. Olle Magnusson – landbetjenten med passion for lyrik og teaterdramatik – bliver, som lokalkendt, sat på sagen. Siri har ingen planer om at blande sig i opklaringen. Men da hun også har sans for dramatik, holder det lige præcis indtil det første spor dukker op. Da sporene begynder at pege mod fortidens hemmeligheder om ulovlig berigelse, uægte børn og et muligt motiv, der ligger generationer tilbage, finder Olle og Siri igen sammen i et uofficielt makkerskab. Men denne gang kommer sagen bekymrende tæt på.
Mens kirken genåbner, balsampoplerne udsender deres duft af jasmin, og nye naboer flytter ind, spirer både foråret og usikkerheden: For hvem fandt Isak Beyer så farlig, at han skulle dø – og hvorfor netop nu? Og hvad var det for hidtil ukendte dokumenter og begivenheder, han havde indsigt i?
Knap en dråbe blod er andet selvstændige bind i Carin Hjulströms stemningsfulde krimiserie om livet, døden og alt det imellem i landsbyen Säbyholm. En klassisk hyggekrimi med et uventet twist og et persongalleri, man kun kan holde af.
Far(e) og mor(d) af Mie Petersen

Udgivelsesdato: 20/5-25
Forlag: mellemgaard
En kvinde findes dræbt på en kirkegård, og drabsefterforsker Jens Søgaard står for at lede efterforskningen. Mens Jens og hans team er i gang med efterforskningen, findes endnu en dræbt kvinde. Det viser sig at være en kompliceret sag at finde frem til, hvad drabene handler om, og om der overhovedet er en sammenhæng mellem de to drab.
Journalisten Jeanette Høyer er netop i gang med en artikel om sæddonation, fertilitetsbehandling og enlige mødre, da hun vikles ind i sagen om de unge kvinder, der bliver dræbt, og inden hun får set sig om, kommer hun tættere på efterforskningen, end hun havde håbet på. Far(e) og mor(d) er en kriminalroman om det at være forældre og barn. Hvad vil det sige at være en god mor eller en god far? Hvem har ret til at bedømme, hvorvidt man er en god far eller mor?
Himmelgården af Nilla Kjellsdotter

Udgivelsesdato: 20/5-25
Forlag: Cicero
En ung pige findes død i skoven med en hvid rose i hånden. Der er ingen tvivl om, at hun er blevet myrdet.
Politibetjenten Mija Wadö er netop vendt tilbage til tjenesten og får tildelt sagen. Den døde pige, Elin,
har været på flugt før, men er altid kommet hjem igen. Og denne gang er hendes kæreste sporløst forsvundet.
Elin var på frikirkelig lejrskole på Himmelgården, og politiet har svært ved at få de unge lejrskoleelever til at åbne op. Der er også modstand fra landsbyboerne, som allerede synes at have besluttet sig for, hvem der er skyldig. Og så forsvinder der endnu en person fra Himmelgården.
HIMMELGÅRDEN er andet bind i serien om kriminalassistent Mija Wadö og hendes kolleger hos politiet i Österbotten.
Før døden kommer smerten af Tine Modin

Udgivelsesdato: 20/5-25
Forlag: mellemgaard
Et brutalt drab finder sted i den vestsjællandske by Kalundborg. Den nyudnævnte kriminalkommissær Jack Storm og hans team står over for en udfordrende efterforskning og opdager, at mordet muligvis er relateret til et uopklaret overfald fra tre år siden. Den pensionerede Steen Summer træder til for at bistå.
I begyndelsen af sagen dukker en person fra Jack Storms fortid op, som tidligere blev antaget død – en person, han overværede begravelsen af for elleve år siden.
Hvordan vil denne tilbagevenden påvirke Jack Storms evne til at håndtere sit til tider iltre temperament og udføre sin rolle som ledende efterforsker? Er det muligt, at en anden bør overtage hans stilling, og hvis ja, hvem kunne være den rette kandidat?
Dræbende drage angrende hund af Karin Fossum
Udgivelsesdato: 20/5-25

Forlag: Lindhardt & Ringhof
Fire polske landarbejdere ligger døde i deres senge på et norsk landsted morgenen efter en munter bytur. Det ligner en ulykke. I en lille bolig tæt derpå findes en ældre kvinde med kraniet knust for foden af sin trappe. Umiddelbart ser det ud som et indbrudsforsøg, der er løbet af sporet.
Politiefterforskeren Eddie Feber bliver i første omgang sat til at rede trådene ud, men efterhånden rettes hans opmærksomhed mod lokaljournalisten Aksel Adelson og hans skrøbelige søster Ellinor.
Dræbende drage Angrende hund er andet bind i den norske krimidronning Karin Fossums nye psykologiske spændingsserie om efterforskeren Eddie Feber.
F- I morgen skal vi dø af Lars Thomassen

Udgivelsesdato: 22/5-25
Forlag: Falco
Alfabetserien 6.
Den unge dedikerede sportsmand Mathias Hoffman løber en dyster skæbne i møde, da han møder Laurits Krohn, som udfører makabre kulinariske eksperimenter og deler dem i online-fora for et imponeret publikum.
Asger Hartvig, en tidligere politibetjent med en turbulent fortid, bliver hentet hjem til Danmark fra USA for at hjælpe sin søn, der er varetægtsfængslet for mord.
Mordsagen tager en kompleks drejning, da de støder på onlineplatformen Forbidden Flavors, hvor de på ét afbillederne kan identificere den unge Mathias’tatovering, og jagten på seriemorderen sætter for alvor ind.
Post Mortem af David Lagercrantz

Udgivelsesdato: 22/5-25
Forlag: Hr. Ferdinand
Tredje del af den svenske krimiserie fører den umage duo, Rekke & Vargas, direkte ind i Stockholms litterære cirkler i jagten på en seriemorder.
I slutningen af firserne tager to unge mænd på roadtrip. De fester og diskuterer Celine, Hemingway og Leonard Cohen i samme tempo, som de kører fra by til by ned til Nordspanien.
Tyve år senere lander en cold casepå professor Hans Rekkes skrivebord: En ung kvinde fra Baskerlandet, brutalt sønderslået som i raseri, med et mærkeligt mærke på kroppen. Sammen med sin partner, politiassistent Micaela Vargas, opdager Rekke forbindelser til andre kvindedrab i Danmark og Finland. Er de på sporet af en seriemorder?
En posthumt udgivet novelle om en spansk vildhund bliver en vigtig nøgle. Og snart fører sporene direkte ind i Stockholms inderste litterære kredse.
Post Mortem, tredje del af David Lagercrantz’ Rekke & Vargasserie, fletter to historier og to tidslinjer sammen, hvor spændingen stiger i takt med jagten på to mænd, forbundet af en mørk hemmelighed af skam og skyld.
Post Mortem er delvis baseret på en førstehåndsberetning fra dengang Lagercrantz som ung rejste gennem Europa med en ven, der viste uventede sider af sin personlighed under deres rejse.
Drømme af bronze af Camilla Läckberg

Udgivelsesdato: 22/5-25
Forlag: Alpha
Faye 3.
Fayes eksmand, Jack, er død, men hun trues stadig af sin far, som er på flugt fra fængslet. Den mand, som burde være hendes største kilde til tryghed, er hendes største frygt. Og det er ikke kun hende selv, der er i fare, hun skal også beskytte sine nærmeste og sit livsværk, firmaet Revenge.
For at planlægge sin endelige hævn samler Faye en kreds af kvinder og den eneste mand, hun stoler på. Men vil hendes plan lykkes, nu hvor hendes far tilsyneladende arbejder sammen med et forbrydernetværk og er farligere end nogensinde?
Drømme af bronze er den afsluttende bog i Camilla Läckbergs trilogi om Faye, et hævndrama om svigt, oprejsning og søsterskab.
Ø af Sara Bergmark Elfgren

Udgivelsesdato: 23/5-25
Forlag: Modtryk
Mirjam er midt i en smertefuld skilsmisse, da hun pludselig modtager en besked fra sin søster Nia.
Nia inviterer hende til sin fyrreårs fødselsdag på den skærgårdsø, hvor de tilbragte barndommens somre. Det er første gang i et år, at søstrene har kontakt, og Mirjam fyldes af både håb og bange anelser.
Hun vender tilbage til øen, der engang var deres paradis, men som nu er et farligt sted for dem begge.
Ø er en intens psykologisk thriller om søsterskab, venskab og giftige forhold.
Blodblomster af Jacob Weinreich

Udgivelsesdato: 27/5-25
Forlag: Politikens forlag
En selvmordstruet mand springer i døden foran præsten Marie Holm, men modsat alle andre er hun overbevist om, at der er tale om et mord.
Efterforsker Adam Walter tager en gammel drabssag op, da hans ven, præsten Marie Holm, bliver frivillig rådgiver på Livslinjen, hvor selvmordstruede kan ringe anonymt ind for at få hjælp.
Sagen omhandler den unge Alice, som blev fundet dræbt i en kælder under en nedlagt avisredaktion. Ingen ved, hvad hun lavede i de spøgelsesagtige lokaler, og ingen ved, hvorfor nogen skulle ville slå den tilsyneladende velfungerende kvinde ihjel. Alle spor ender blindt, men med Maries ansættelse på Livslinjen vækkes sagen til live igen.
For Marie bliver mødet med Livslinjen en rejse ind i menneskesjælens allermørkeste afkroge.
Det lykkes hende at trænge ind til en ung selvmordstruet mand, Alex – så langt ind, at hun vælger at bryde alle regler og sige ja til at mødes. Men da Marie står klar på det aftalte sted, springer Alex i døden for øjnene af hende. Eller gør han? Marie tror, der er mere i sagen – og hun overbeviser Adam om, at Alex’ død og drabet på Alice hænger sammen. Spørgsmålet er bare hvordan.
Vi tager forbehold for ændringer.