Krimimessens åbningstale 2025 ved Katrine Engberg

Foto: Jens Jessen

Hvert år er KRIMIMESSEN blevet skudt i gang med en velkomst eller åbningstale. Den er i flere år år blevet afholdt i det store messeområde i Magasinet, hvor størstedelen af forlagene har deres stand. Talen er blevet holdt af både politikere og af forfattere, og er for mange deltagere blevet et fast punkt på den lange liste af “must see” programpunkter. I år havde den populære krimiforfatter Katrine Engberg takket ja til at holde talen, og vi bringer her den fine tale i sin fulde længde.

Så, hvis du ikke var til stede lørdag d. 29. marts kl. 10 i Magasinet på Krimimessen har du nu muligheden for at læse den her.

Lord Mellfords Gådefulde Skæbne
I 1848 i en lille del af det fine London ligger Sir Mellfords
villa, eller rettere sagt hans pragtpalæ. Hans far, Lord
Mellford, var en stor Don Juan og forsvandt på mystisk vis
ud af byen. Hans mor levede et meget hårdt liv som
sekretær i Lord Mellford’s firma. Lord Mellfords firma
fremstillede fint, dyrt glas, som blev solgt i mange lande.
Lord Mellford var død. Sir Mellford overtog firmaet og
blev udnævnt til lord i foråret 1850.
Firmaet gik dårligt for den nye Lord Mellford, han måtte
gøre noget. Den nye Lord Mellford levede ikke længe. En
morgen lå han livløs i sin seng, det var sommeren 1854,
hvor fuglene sang og hestevognene kørte regelmæssigt.

Således begyndte min allerførste krimi, “Lord Mellfords
Gådefulde Skæbne”, som jeg skrev som dansk stil i fjerde
klasse på Øster Farimagsgade skole, ti år gammel. Det var i
samme periode, at jeg åbnede detektivbureauet “De Tre
Detektiver” med Karna og Louise fra klassen. Vi havde vores
egen temasang, som Louise lige akkurat kunne spille på klaver,
og tilbragte eftermiddagene efter skole med at gå rundt i
kvarteret og løse mysterier. Jeg vil gerne i den anledning give
min uforbeholdne undskyldning til ejeren af den udbankede
2CV, som holdt i Uppsalagade, og som vi mistænkte for at være
en eller anden form for gerningsted og derfor brød skamløst
ind i og endevendte for “spor”.
Det var en spændende tid, fuld af mysterier og leg. Og netop de
to ting hænger sammen. Nysgerrigheden efter det uopklarede
og legesygen.

Vi, der holder af at læse krimier, gør det af langt flere grunde
end blot “fordi det er spændende” og “vi har en sygelig
interesse for mord” (selvom det selvfølgelig spiller ind, lad os
nu bare være ærlige). Vi holder af krimien, fordi den
litteraturens svar på rutchebanen i Tivoli, fordi den er evigt
nysgerrig og legesyg. Fordi den driller og snyder os, og vi
forsøger at gennemskue og snyde den tilbage. Vi holder af
krimien, fordi den forholder sig til livets store spørgsmål: Hvem
er vi? Hvorfor bliver vi, som vi gør, og kan kærligheden presse
os ud over grænsen? Eller begærligheden? Hvad er døden og tør
vi se den i øjnene?
Den gode krimi indeholder alt det, god litteratur kan indeholde.
Nye perspektiver og originale tanker, grin og forargelse,
elskelige karakterer og folk, man slet ikke kan holde ud. For
ikke at tale om poesi, mod og kærlighed. Vi står på skuldrene af
en lang og ærværdig tradition, båret af forfattere som Sir
Arthur Conan Doyle og Dorothy L. Sayers, Agatha Christie,
Patricia Highsmith, Georges Simenon og Mankell, Sjöwall og
Wahlöö etc.

Og apropos dem får I lige næste del af “Lord Mellfords
Gådefulde Skæbne” – og I skal holde tungen lige i munden, for
nu bliver det kompliceret!
Liget blev kørt til hospitalet, hvor det blev nærmere
undersøgt. De fandt ud af, at liget ikke var Lord Mellford,
men Lord Bellaway. Lord Bellaway var Lord Mellfords
stedfortræder. Lord Mellford ledede ikke firmaet (det var
det, med det fine dyre glas) godt nok på grund af en
psykisk sygdom. Lord Bellaway skulle derfor overtage
virksomheden. Lord Mellford syntes ikke om den idé,
derfor valgte han drabet på Lord Bellaway, som lignede
ham lidt.
Man kørte til villaen, men Lord Mellford var der ikke,
begribeligt nok. Lord Mellford var i dette øjeblik på vej til
sin bjerghytte. Der var den. Han så op mod hytten der var
tændt lys. Hans første tanke var POLITI han genvandt
hurtigt fatningen og listede hen til det oplyste vindue og
så ind.

Er I stadig med?
Nogle af mit livs bedste og mest intense læseoplevelser har
været kriminalromaner. Da jeg flyttede (lidt for tidligt)
hjemmefra og til Tyskland for at studere, og jeg var så ensom, at
jeg var ved at dø, var det Ruth Rendell, der reddede mig. Jeg
brugte en pæn del af SU’en på at købe alle hendes bøger, og lå
under dynen med en plade chokolade og faldt ind i hendes
vidunderlige universer. De underholdt mig, de trøstede mig,
men de udviklede mig også.

Når vi sidder med en bog i skødet eller går tur i skoven med en
god historie i ørerne, og vi forestiller vi os, hvordan det er at
være Carl Mørk eller Louise Rick, så maler vi billeder på
nethinden og lever os ind. Vi kommer teksten i møde.
Forfatteren har gjort noget af arbejdet, men vi skal selv gøre
resten, vi skal selv finde på. Det skærper vores fantasi og
understøtter vores empati. Siger jeg dermed ligefrem, at læsere
er bedre mennesker? Ja! Det gør jeg.

Så når vores børn og unge ikke læser, er det lidt af en
katastrofe. Det er jo ikke underligt, at det går sådan. Dels
tilbyder det digitale lettilgængelig og færdigstøbt underholdning
24/7, dels er den kreative skrivning – stilen – som jeg fik lov til
at skrive for alle de år siden, mere eller mindre afskaffet. Børn
bliver ikke længere opfordret til og bedt om at finde på af vores
skolesystem, de skal forstå og reproducere. Jeg kan ikke
forestille mig noget kedeligere! Ind i mellem tager jeg ud til
skoler og skriver en krimi med eleverne i enten udskolingen
eller gymnasiet. Vi plotter sammen, digter karakterer og skriver
kapitlerne i små hold. Det er totalt sjovt! Og jeg får det samme
af vide af lærerne hver gang: “vi har aldrig set dem været så
engagerede før”. Det er da klart. Det er fordi, de får lov at finde
på!
Det er det, krimigenren kan. Den lader os læsere være
detektiver og gå på opdagelse, den lader os selv finde på
undervejs. Så jeg synes, at alle vi, der er samlet her af vores
fælles kærlighed til krimien, skal ranke ryggen og være stolte af
vores passion. Denne weekend skal vi fejre læsningen og
mysteriet, vi skal fejre fantasien og glæde os over den gruppe
ildsjæle fra Horsens Bibliotek, som for 24 år siden fandt på at
holde en temadag om krimi for cirka 200 gæster. Temadagen
har nu vokset sig til Nordeuropas største, mest anerkendte
krimifestival med forfatterbesøg fra hele verden og 7,5 tusind
besøgende her i fængslet.

Vi runder af med tredje og sidste del af “Lord Mellfords
Gådefulde Skæbne”, og nu bliver alting lysende klart, kan jeg
godt love jer…
(i parantes bemærket er historien ikke blevet udgivet endnu –
interesserede forlag kan bare henvende sig bagefter):
Hans far den gamle Lord Mellford sad i lysskæret og
læste, han gik forbløffet over tærkslen og de omfavnede
hinanden varmt. Pludselig bankede det på døren, der var
en der sagde I lovens navn luk op. Døren blev brudt ind,
der lød et skud, den gamle Lord Mellford lå livløs på
gulvet. Den nye kastede sig ud af vinduet og løb hen over
klipperne. Politiet skød efter ham, men ramte ham ikke.
Pludselig forsvandt han, en afgrund havde slugt ham.

Efterskrift
Som I nok har forstået var Lord Mellford meget rig og
havde en enorm livsforsikring på 1.000.000 pund og denne
livsforsikring var nok til at redde firmaet. Hans plan gik
ud på at lave en ombytning på ham selv og Lord Bellaway.
Denne million testamenterede han til sit firma. Hans
bedste ven Lord Prinston vidste noget om denne svindel
og kunne ikke lide den. Han røbede derfor som eneste
vidne Lord Mellfords skjulested.

Kære krimivenner! Hvad end I er kommet for at møde Elly
Griffith eller Jørn Lier Horst, så vid, at I er blandt ligesindede.
Denne weekend er vi alle kriminørder.
Og med disse ord erklærer jeg hermed Krimimessen 2025 for
åben!

Katrine Engberg