Kommende krimier – marts 2025

Her kan du få et overblik over et udvalg af de krimier og spændingsromaner, der udkommer i løbet af marts måned.
God læselyst!
Røde af Jakob Melander
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 3/3-25
Forlag: Grønningen 1
Eksbetjenten Røde arbejder som livvagt for mindre pæne udenlandske forretningsfolk – parat til at tage en kugle for andre. Da hans tidligere chef og gode ven fra Politiskolen omkommer i en brand, lover Røde vennens enke at gennemgå sagen, for er der virkelig tale om en ulykke, som politiet hævder?
Sandheden om branden presser ham fra alle sider: Politiledelsen, som fyrede ham, er på nakken af ham, de tidligere kolleger ser skævt til ham, en eksminister gør alt for at spænde ben for hans efterforskning – og privat er han på kant med sin journalistkæreste, Hannah, og en gruppe klimaaktivister.
For efterhånden som maskerne falder, tvinges Røde til også at kaste et kritisk blik på sig selv. Tåler hans egne hemmeligheder dagens lys?
Døden i Cornwall af Daniel Silva

Udgivelsesdato: 4/3-25
Forlag: Harper Collins
Da den berømte Oxford-professor Charlotte Blake bliver fundet myrdet i sin feriebolig i Cornwall, må Gabriel Allon vende tilbage til den gamle kystby, hvor han selv engang boede under falsk identitet.
Professoren har efterladt en mystisk kode på en notesblok, og det tager ikke Gabriel mange øjeblikke at gennemskue, at hun ledte efter et forsvundet Picassomaleri.
Inden længe er jagten sat i gang, og Gabriel får brug for hjælp fra et umage hold bestående af en verdensberømt violinist, en smuk mestertyv og en lejemorder, der nu slår sine folder som britisk spion.
Kongen fra Esbjerg af Poul Madsen
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 4/3-25
Forlag: Gyldendal
KONGEN FRA ESBJERG er en politisk thriller, der tager læseren midt ind i korridorerne på Christiansborg, langt ud på havnen i Esbjerg og dybt ind i magtens blodige centrum.
Efter en hård valgkamp bliver Bjørn Svendsen formand for Arbejderpartiet. Det var aldrig lykkes uden hans tro støtter: hustruen Caroline og barndomsvennen fra Esbjerg, Carsten West, som nu er chefredaktør på tabloidavisen Express og overbevist om, at han har føling med alt, hvad der rører sig på den politiske slagmark. Lige indtil der dukker meget belastende fotos af Bjørn op, taget til et halbal i Esbjerg for mange år siden.
Hverken Bjørn eller Carsten skyr nogen midler for at afværge skandalen og holde på magten. Heller ikke selvom det er Carstens kone, tv-journalisten Julie, der har fået billederne overdraget af en gammel esbjergenser, der alle årene har vidst, hvad Bjørn er i stand til for at få sin vilje. Og sin magt.
KONGEN FRA ESBJERG er Poul Madsens debutroman og første bog i VILJEN TIL MAGT-serien.
Skyggedyr af Ulrika Rolfsdotter
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 4/3-25
Forlag: Alpha
Det er midsommeraften og kvælende varmt i Ådalen, men det er ikke den eneste grund til, at Annie Ljung ikke kan sove. Hun er tilbage på arbejdet i socialforvaltningen igen efter sin sygemelding, og tankerne kører rundt.
I Lockne er hele byen inviteret til fest, og værten er ejeren af en ny omdiskuteret stripklub. Han går under navnet Greven, men det siges, at han er djævlen selv. Samme nat får Kramfors Politi en melding om en brand i klubben, og ud på morgenen kører Sara Emilsson og hendes kollega Jonas Hagman ind i byen for at undersøge sagen. Samtidig bliver en ung pige fundet gående forvildet rundt på kirkegården ikke så langt derfra. Hun er klædt i undertøj, chokeret, tavs og med en død kanin i favnen. Annie og Sara bliver begge draget ind i mordefterforskningen og mysteriet om den stumme pige. Er hun et vidne eller et offer? Og er der en forbindelse mellem pigen og det, Annie selv blev udsat for som teenager?
SKYGGEDYR er et psykologisk kriminaldrama fra et lille udkantssamfund og tredje bind i serien om Annie Ljung, der er inspireret af overtro og gamle overleverede sagn fra Ångermanland i Nordsverige.
Hævn din næste af Allan Erik Mortensen
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 6/3-25
Forlag: Falco
Jon Harding bliver ufrivilligt suget ind i sag, som Forsvarets Efterretningstjeneste forsøger at holde hemmelig, for noget tyder på, at en gruppe terrorister er på spil i Danmark. Jon må arbejde uofficielt – og effektivt – mens én af kollegaerne kæmper for livet på et hospital i Krakow.
Heldigvis træder hans tidligere makker Viggo Brodersen til. Gode råd er dyre, og tiden endnu mere kostbar, og det hele bliver kun endnu værre af, at Jon finder ud af, at Forsvarets Efterretningstjeneste udnytter ham.
Hævn din næste er fjerde bind i Jon Harding-serien og én af forfatterens hidtil mest barske krimier, hvor den nationale sikkerhed er i fare og flere liv hænger i en tynd tråd.
Stumt vidne sladrer ikke af Louise Voller
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato; 6/3-25
Forlag: People´s
Fjerde selvstændige bind i den anmelderroste serie om den ubønhørlige graverjournalist Astrid Pedersen.
Astrid Pedersen har fået én chance til. Hvis hun vil have jobbet som journalist på Dagbladet tilbage, skal hun tage på ludertur med medicinalvirksomheden Neo Nordic og skrive noget pænt om deres verdensnyhed: Gratis insulin til alle børn i Sydafrika.
Astrid er rejst til Johannesburg for at deltage i Neo Nordics pressemøde. Men en gruppe demonstranter støder sammen med politiet foran konferencehotellet, og Astrid vågner på skadestuen ved siden af en lemlæstet kvinde. Kvindens tunge er skåret ud, og hospitalets chauffør, Samuel Cohen, kæder den lemlæstede kvinde sammen med traditionelle zulu-præster. Muti-drab er et velkendt fænomen, som ingen tør tale om. Under fatale ritualer bliver kvinder og børn ofret, og deres organer høstet. Ligene bliver efterladt og aldrig efterforsket.
Da flere lemlæstede lig dukker op, kontakter Astrid den lokale advokat Zola. Zola kæmper for de fattige migranter i Johannesburgs slumkvarterer, og da Astrid kaster sig ind i kampen for de dræbte kvinder i stedet for at skrive hjem til avisen om insulin, sætter hun ikke alene sin karriere, men også sit eget liv på spil.
Skriget af Jan-Erik Fjell og Jørn Lier Horst
Mød forfatterne på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 6/3-25
Forlag: Hr. Ferdinand
Bestsellerforfatterne Jørn Lier Horst og Jan-Erik Fjell slår sig sammen i en ny krimiserie om podcasteren Markus Heger.
Fra et podcaststudie bagerst i sin autocamper efterforsker den tidligere soldat og politistuderende Markus Heger gamle og nye kriminalsager. “Skriget, ingen hørte” skulle oprindeligt have været en serie om syvårige Leah Forsberg, som forsvandt fra Fagernes for 15 år siden, men det endte med kun at blive til et enkelt afsnit. Selvom Leahs lig aldrig blev fundet, blev hendes far dømt for mordet. Da endnu en pige forsvinder, bliver Markus atter trukket ind i sagen, og oplysninger fra en pålidelig kilde får ham til at tvivle på, om den rigtige mand blev sat bag tremmer. Samtidig dukker ting fra Markus’ fortid op til overfladen – ting, som han desperat har forsøgt at for trænge. Hans far skriver fra fængslet og foreslår at mødes. Måske kan han hjælpe Markus med at opklare sagen, og måske kan de samtidig få lappet deres ødelagte forhold.
Skriget er første bind i en ny trilogi om Markus Heger, som strøg direkte ind på bestsellerlisterne i Norge.
Jordskred af Sara Strömberg
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 7/3-25
Forlag: Gads forlag
Det er sommer i Åre. Regnen siler ned, men gravemaskinerne fortsætter ufortrødent med at grave i fjeldet, så der kan bygges nye eksklusive feriehuse til turisterne i byen. Da der sker et alvorligt jordskred i forbindelse med arbejdet, påvirker ulykken lokalsamfundet voldsomt, og mørke hemmeligheder kommer for en dag.
Samtidig på en gade i Stockholm bliver der fundet et armbånd, som viser sig at tilhøre en forsvundet fårebonde. Hvorfor dukker armbåndet pludselig op i byen, når han forsvandt sporløst på fjeldet for mere end et år siden?
Vera Bergström begynder at grave i sagen, og mens brikkerne i puslespillet langsomt falder på plads, kommer hun på sporet af en skræmmende fortid, som truer med at indhente alle involverede parter.
Hedeland af Inger Wolf
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 10/3-25
Forlag: Modtryk
Politiassistent Nelly Birkebæk og hendes teenagesøn Matthias forlader Aarhus for et nyt og forhåbentlig roligere liv i den midtjyske provinsby Hedeborg.
Nelly har købt en faldefærdig villa i et af Hedeborgs pænere kvarterer, hvor hendes genbo, den imødekommende – og lidt for nysgerrige – Ejnar Skjold hurtigt viser interesse. Men der bliver ikke tid til at falde til. En forsvunden teenagedreng findes død i en å i et skovområde tæt på byen, og det står hurtigt klart for Nelly, at personen, der slog alarm, ikke var den første, der fandt liget.
Hedeborg er en by med mange lag. Den lokale særling Randi Bruun bliver ved med at tale om en drone, der kredser over hendes hus. Den magtfulde Eskelund-familie ude ved skoven trækker i flere tråde, end nogen tør indrømme. Og så er der dem, der bor ude i Landsbyen – dem, som ingen rigtig taler om.
Efterforskningen leder Nelly Birkebæk og hendes gode kolleger ved Hedeborg Lokalpoliti ind i villaområderne, ud til dem på kanten af samfundet, dybt ind i de mest indflydelsesrige familier og ud i brunkulslejerne.
Mord i paradis af Caro Carver

Udgivelsesdato: 11/3-25
Forlag: Cicero
EN MØRK FORTÆLLING OM KVINDELIGT VENSKAB, LOYALITET OG LØGNE
Veninderne Darcy, Camilla og Kate rejser til Maldiverne for at fejre Darcys nyligt overståede skilsmisse. Den smukke ø er det perfekte sted at slappe af og begynde på en frisk. Darcy er ved at finde sig til rette i sit nye singleliv, Camilla har fundet sit kald som wellnessinfluencer, og Kate er begyndt at skrive en roman.
Drømmerejsen går til et eksklusivt og afsidesliggende resort med luksuriøse private villaer, krystalklart vand og hvide sandstrande. Men deres venskab skjuler et mørke, og da et lig dukker op på stranden, indser de, at de ikke længere kan gemme sig fra deres fortid.
Og de er tilsyneladende ikke de eneste gæster på øen med hemmeligheder …
Skyggeulv af Frida Skybäck
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 11/3-25
Forlag: Cicero
En ung kvindelig studerende forsvinder en sommeraften fra en fest, der er arrangeret af en succesrig teknologivirksomhed grundlagt af to tidligere studerende fra Lunds Universitet. Den karismatiske direktør Martin Zenberg hævder, at hverken han eller virksomheden har nogen forbindelse til den forsvundne kvinde, men ikke alle køber hans forklaring, og snart er Lund på den anden ende.
Politiefterforskerne Fredrika Storm og Henry Calment bliver sat på sagen og opdager slående ligheder med en syv år gammel sag, hvor en kvindelig studerende blev dræbt. Dengang blev en klassekammerat dømt for forbrydelsen, men der er noget ved efterforskningen, som ikke stemmer. Snart står det klart, at alt ikke er, som det ser ud på det prestigefyldte universitet …
Skyggeulv er tredje selvstændige bind i krimiserien om Fredrika Storm.
Mord på markedet af E.C. Bateman

Udgivelsesdato: 11/3-25
Forlag: Harper Collins
Da auktionsholder Felicia Grants bedste ven, Stamfords borgmester Cassandra Lane, overtalte hende til at hjælpemed byens årlige georgianske marked, forventede hun, at hendes største problem ville være korsettet, hun skulle have på.
Men da markedets hovedtaler bliver fundet død i andedamspillet, og flere mord hurtigt følger hinanden, bliver Felicia inddraget i efterforskningen af en seriemorder for anden gang på mindre end et år.
Hvem er du? af Anne Elvedal

Udgivelsesdato: 12/3-25
Forlag: Straarup og co.
Udadtil er hun en dedikeret psykiatrisk sygeplejerske for unge voksne i Trondheim, men ingen ved, hvem Ida Hansen egentlig er. Da en patient pludselig forsvinder, finder Ida et stykke legetøj, der knytter pigens forsvinden med hendes egen fortid. En fortid, hun ikke kan huske.
Gennem hypnose forsøger Ida at grave de fortrængte minder frem i håb om at finde pigen. Men kan Ida stole på minderne? Og kan hun i det hele taget stole på nogen omkring sig?
Hvem er du? er en intens og gådefuld psykologisk thriller om minder og identitet – fyldt med urovækkende plottvist og uhygge.
De uønskedes paradis af Katrine Engberg
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 13/3-25
Forlag: Alpha
En efterårsdag bliver Liv kontaktet af den ældre advokat Bo Riebenau efter et indbrud i hans hjem. Han føler sig truet og beder netop hende om hjælp, fordi han kendte hendes afdøde farfar. Men mens Liv er ved at sætte overvågningskameraer op i hans hjem, låses hun nede i kælderen og overhører nogen bryde ind og slå advokaten ihjel.
Politiet overtager efterforskningen, men Liv falder over en forbindelse til en fyrre år gammel kriminalsag på Christiania, hvor en ung mand bliver fundet udsultet og med stikmærker i armen. En sag, hendes farfar ledede opklaringen af. Og mens hun dykker ned i sin egen familiefortid, som gemmer på ubehagelige hemmeligheder, er en morder på fri fod. En morder, som ved hvem hun er.
Boghandlerens hemmelighed af Eva Maria Frederiksen

Udgivelsesdato: 13/3-25
Forlag: Elg og co.
Max Wenzel lever et fredsommeligt liv i sin lille boghandel Wenzel Krimi & Spænding. Kunderne er, som han selv, noget oppe i årene, men en dag træder den unge kvinde Bolette Fischer ind gennem døren, og efter en lidt uheldig start ender Max med at tilbyde hende ansættelse.
Ti måneder senere forsvinder Bolette sporløst.En af boghandlens kunder, politimanden Liam Birk, begynder at grave i sagen, og snart tvinges Max til at tage livtag med den fortid, han har brugt mere end femogtyve år på at flygte fra.
Offerdyret af Henrik Fexeus
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 13/3-25
Forlag: People´s
Han må rekonstruere sin hukommelse, hvis han vil finde svar.
Da David modtager en mail fra en ukendt kvinde, som påstår at have oplysninger om hans barndom, ved han ikke, hvordan han skal reagere. Allerhelst vil han ignorere beskeden og få styr på sine følelser for den smukke stjerneadvokat Florence. Men David har ingen erindringer om sine første 12 leveår, så nysgerrigheden vinder, og han svarer på mailen.
Pludselig er kvinden, der kontaktede ham, forsvundet sporløst, og David bliver hovedmistænkt. Samtidig synes nogen at være ude efter ham og alle dem, han holder af. Med Florences hjælp må han nu finde ud af, hvem der står bag det hele, og hvordan det hænger sammen med hans egne forsvundne minder. I skyggerne lurer en årtier gammel hemmelighed, og den bliver bevogtet af nogen, som for alt i verden ikke ønsker, at sandheden bliver afsløret.
Offerdyret er første del i serien om makkerparret David Lund og Florence Tapper, der er på jagt efter Davids tabte hukommelse – og på flugt fra dem, der forårsagede den.
Forulempet af Arttu Tuominen

Udgivelsesdato: 14/3-25
Forlag: Modtryk
På en kølig efterårsdag forsvinder 13-årige Laura på vej hjem fra skole. Politiet formoder, at hun er stukket af hjemmefra, men på hendes computer afsløres et hemmeligt liv på internettet. Efterforskningen fører politiassistent Linda Toivonen og hendes kolleger fra Poris Politi ind i en mørk verden, hvor rovdyr er på jagt, og hvor det er umuligt for politiet at patruljere. For Toivonen er det efterhånden umuligt at skjule sit eskalerende alkoholmisbrug, der ikke alene er på vej til at ødelægge efterforskningen, men hele hendes liv.
FORULEMPET er fjerde bog i Floddelta-serien, der finder sted ved floden Kokemäenjokis udmunding ved byen Pori i Finland og kredser om de tre politifolk Jari Paloviita, Henrik Oksman og Linda Toivonen. Det er en mørk fortælling om overgreb, afhængighed og ar på sjælen.
Bøgerne i Floddelta-serien kan læses uafhængigt af hinanden.
Amsterdam af Kiki van Dijk

Udgivelsesdato: 15/3-25
Forlag: Forlaget Fioranello
Jolijnsliv er på skinner – arbejdet som dyrepasser for Artis er et drømmejob, og hendes kæreste Boaz er i gang med at renovere deres nyligt købte lejlighed i Amsterdam. Men hendes verden styrter sammen, da hun en sen aften finder ham knivdræbt på gulvet i lejligheden.
Nogle måneder senere ser mordet ud til at være opklaret, men Jolijner i tvivl om hvorvidt de mænd, politiet tilbageholder, nu også er gerningsmændene, og da hun begynder at modtage trusler og en dag forsætteligt bliver påkørt af en anden bil, er det tydeligt, at noget er heltgalt.Nogen er ude efter hende.
Men hvorfor?
Nådesløs nødværge af Thomas Helle

Udgivelsesdato: 17/3-25
Forlag: Brændpunkt
Lejesoldaten Michael Frost vender hjem til Danmark efter at have udført et job for CIA langt inde bag fjendens linjer.
Med en mental rygsæk, der efterhånden er fyldt til bristepunktet, forsøger Frost at tage sit liv op til revision, men freden er kort, og der går ikke længe, inden han bliver bedt om at udføre endnu et beskidt stykke arbejde. Et arbejde, der har forbindelse til et mislykket bombeattentat mod et Prideoptog og til likvideringen af tre prominente danskere, der alle var en del af LGBT-miljøet, og som befandt sig på en særlig dødsliste.
Jobbet og listen viser sig at trække tråde til personer fra Frosts fortid og til en lyssky og hadefuld organisation, der kalder sig ForsvarDanmark.
For at komme til bunds i det hele, må Frost betale prisen og rejse ind i mørket for at infiltrere organisationen. Intet er dog, som det ser ud, og Frost er oppe imod ukendte kræfter, der kan koste ham livet, hvis han træder forkert.
Og selvom Frost får hjælp af den skarpsindige Hana Surya, må han erkende, at i mørket kan ingen se, hvor de træder.
Zero af Pauli Andersen

Udgivelsesdato: 18/3-25
Forlag: mellemgaard
20-årige Sofia har afsluttet studentereksamen med et speciale om klimaforandringer. Hun tager den globale opvarmning så alvorligt, at hun plages af angst. Den træder i baggrunden, da hun finder mening i at gå ind i klimakampen i en gruppe, der vil optrappe aktionerne i militant venstreorienteret retning. Hun anser den vold, gruppen er villig til at acceptere, som modvold, som nødværge.
Kapitalisterne er langt mere voldelige. Deres produktion dræber allerede i dag, og den slukker fremtidshåb for de unge. Men da gruppen har gennemført en spektakulær aktion, bliver Sofia i tvivl. Er hun på de godes eller de ondes side?
En roman om radikale aktioner i klimasagens tjeneste. Om vold, modvold, nødværge og om nulstillinger af såvel klimaet som en ung kvindes identitet.
Udåd af Katja Ranvits

Udgivelsesdato: 18/3-25
Forlag: Brændpunkt
“Kvinden pustede ud og ønskede barnligt, at hun kunne bo lige her ved klippesprækken.At hun kunne producere gift med sit spyt og lamme sine omgivelser.Den første, hun ville spytte på, var Poul. Lige midt i ansigtet.”
Birgit, der befinder sig på Skt. Wilhelmina Kloster, beslutter sig for at flygte efter en fatal fejl, som får store konsekvenser for hende og hendes mor.
I Mågerup kæmper Marie både med sin fortid og eskalerende konflikter med Bjørn Kvad og den sektlignende menighed Sønnerne af Legemets Gerninger. Dette tvinger hende til først at søge hjælp hos betjenten William, så i sin fortid.
I København følger betjenten Preben Miljøsoldaten, Christian Sigsgaard, tæt og går langt for at eliminere ham. For hvordan kan en fredelig Miljøsoldat bruge militærlignende operationer og voldelige happenings for at understrege sine pointer?
Spørgsmålet er: Hvordan hænger disse hændelser sammen, og hvordan ændrer de karakterernes liv?
UDÅD er en krimithriller om arv og miljø. Bogen reflekterer over, hvordan fortiden præger individet. Kan man undslippe sin opvækst, eller lever man altid i fortidens skygger?
Skorpionen af Øystein Wiik

Udgivelsesdato: 18/3-25
Forlag: mellemgaard
En ung eritreisk asylansøger hopper fra Nybrua i Kongsberg ud i den frådende elv. En livstruende flugt og hjerteskærende begivenheder tvinger hende til at tage springet. Telenor er under efterforskning for grov korruption, og den administrerende direktør dør af uforklarlige blødninger uden for sit eget hjem. Pilen peger i retning af De Kaukasiske Søstre – en bande, der opererer fra internettets mørkeste hjørner, the dark web.
Tom Hartmann får til opgave at infiltrere banden, og dermed begynder nedstigningen til et ukendt helvede via det mørke net. Stedet, hvor de mest uhyrlige tjenester kan købes, og intet kan spores.
Et tryk på tasterne kan føre til døden. Dette er den sjette bog i serien om Tom Hartmann.
Dødsrytteren af Øystein Wiik

Udgivelsesdato: 18/3-25
Forlag: mellemgaard
Det er oktober 2016. Tom Hartmann er på sin sidste mission for efterretningstjenesten. Nu sidder han utålmodigt i operahuset Linz i Østrig. På scenen spilles Blodsøen, et gæstespil fra Nordkorea, der har til formål at mildne Vestens indtryk af det koreanske diktatur. På samme række sidder en repræsentant for den nordkoreanske regering samt manden, de kalder ”Generalen”. Tom venter på signalet. Nu er det lige før, han og hans kolleger går i aktion. Samtidig svæver forretningsmanden Wilfred Strandlies store nøgne krop ned fra en af de øverste altaner på Grand Hotel i Oslo, snitter kanten af en baldakin, inden den med et kraftigt klask rammer asfalten på Karl Johan. Selvmord, konkluderer politiet.
Men Cathrine Price formoder, at Strandlie fik lidt hjælp til at svæve. På samme tid er nordkoreaneren Kang i Longyearbyen på Svalbard og venter på containerskibet med udstyr til Nordkoreas første fiskemodtagelse på Svalbard.
Kang er nervøs og klam i hænderne: Han ved, at hans chefer har større planer for Svalbard end en simpel fiskemodtagelse. Meget større planer. Dette er den syvende bog i serien om Tom Hartmann.
Manden i spejlet af Tom Peder Olsen
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 18/3-25
Forlag: Falco
Magnus Rhode er tilbage i endnu en hæsblæsende og nervepirrende københavnerkrimi.
Et brutalt drab på en højesteretsdommer sætter samtlige efterforskere på overarbejde, og da også en socialrådgiver og en politibetjent bliver dræbt, begynder et frygtindgydende mønster at tegne sig: Alt tyder på en religiøs fanatisk seriemorder, der tager Bibelenens ord om “øje for øje, tand for tand” særdeles bogstaveligt.
Som om det ikke var nok, får Magnus en ny nabo, der slet ikke falder for hans vanlige charme. Tværtimod må Magnus Rhode se sig voldsomt udfordret på sin livsstil, sine meninger og sin faglighed.
Løven af Finn Wiedemann

Udgivelsesdato: 19/3-25
Forlag: Brændpunkt
Mollys liv gik i stykker den dag, hun blev fundet i en kælder – efterladt, lænket og uden håb. Nu kæmper hun ikke blot mod sine egne spøgelser, men også mod en brutal sandhed: søsterens død var ingen tilfældighed. Med traumer, hukommelsestab og et brændende hævnbegær begynder Molly at optrevle en mørk underverden af menneskehandel og vold. Med sin baggrund som journalist og en ulmende vrede som brændstof, udfordrer hun sin egen frygt.
“Man er kun et menneske sammen med mennesker. Bliver man behandlet som et dyr, holder man op med at være menneske.”
Molly Svendsen er en intens psykologisk thrillerserie, hvor retfærdighed og hævn væves sammen i en spændende fortælling. Bogen Løven er første bind.
Ud af mørket af Heidi Amsinck
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 20/3-25
Forlag: Gutkind
Et forsvundet barn, et vidne ingen vil tro på – Jensens hidtil mørkeste sag
Niårige Matilde Clausen forsvinder sporløst fra en legeplads midt i København, og en febrilsk eftersøgning sættes i gang. Det tyder på, at der er en forbindelse til en uopklaret sag om en anden forsvundet pige, tiårige Lea, og kriminalkommissær Henrik Jungersen genoplever et mareridt, der i sin tid var tæt på at koste ham jobbet.
Desperat efter ikke at begå de samme fejl må Henrik mod sin vilje række ud efter hjælp fra sin tidligere kæreste Jensen, der er journalist på Dagbladet. Jensen kaster sig hovedkulds ud i efterforskningen, en kærkommen anledning til at fortrænge den store forandring, der er på vej i hendes liv.
Hvad skete der med Lea, og hvor er Matilde?
Tupilak af Lars Gejl

Udgivelsesdato: 20/3-25
Forlag: Brændpunkt
Kriminalkommissær Ernst Zangenberg og politiassistent Christian Zorn bliver sendt til Østgrønland for at assistere Politiet i Grønland med to uforklarlige dødsfald og en lukket eftersøgningssag af en forsvunden amerikansk statsborger.
Fundet af et nyt lig, og resultaterne af en straksobduktion, kæder dødsfaldene sammen og fører duoen på sporet af amerikanske agenter, en kinesisk undercover-operation, illegal minedrift og en eskalerende geopolitisk konflikt mellem øst og vest, hvor Zangenberg bliver konfronteret med fortiden, og hans makker får brug for sine erfaringer som tidligere jægersoldat.
Grønlands storslåede natur, kolonitidens spøgelser, mytologien og en isbjørn er både mod- og medspiller i opklaringen, der foregår over en intens uge i den grønlandske sensommer, hvor dæmoner og genfærd dukker frem af fjeldet.
Tupilak er anden selvstændige del i en trilogi.
Brændt på bålet af Linda Castillo

Udgivelsesdato: 21/3-25
Forlag: Hr. Ferdinand
Politichef Kate Burkholder bliver kaldt ud til en mistænkelig brand, og på åstedet mødes hun af synet af amishmanden Milan Swanz lænket til en pæl og brændt levende. Selvom amishsamfundet nægter at tale, lykkes det hende alligevel at stykke et billede sammen af Swanz som en mand i krise og nyligt bandlyst. Hvorfor så denne tavshed? Beskytter de hans minde, eller er der noget, de frygter at sige højt?
Da Kates bror involveres i sagen, bliver hun fanget mellem det amishliv, hun engang selv var en del af, og verden udenfor. Og i jagten på sandheden står hun til at afsløre mere om amishsamfundet – og sine egne rødder – end hun havde forestillet sig.
Brændt på bålet er sekstende bind i Linda Castillos serie om politichefen Kate Burkholder og hendes rødder i amishsamfundet.
Hævnen tilhører mig af Asle Skredderberget

Udgivelsesdato: 21/3-25
Forlag: Grønningen 1
En original krimi om hævn, hvor den velhavende helt også risikerer at blive et offer.” – Riverton-prisens jury
En gruppe, der identificerer sig som de nordiske hævnere, henretter et for et medlemmer af den politiske og økonomiske elite i Europa. Gruppen hævder, at nutidens retsvæsen har fejlet og henholder sig til de gamle tingsråd. Mordene vækker frygt i etablissementet og begejstring på de sociale medier.
Da en af Norges rigeste mænd findes dræbt, slutter Milo Cavalli sig til efterforskningsteamet, også selvom hans egen familieformue gør ham til et mål for de norrøne hævnere. Han må nu finde dem, før de finder ham – og en på skift flugt og forfølgelse gennem Europa, hvor Milos liv og formue, kærlighed og familie er sat på spil, er skudt i gang.
HÆVNEN TILHØRER MIG er tredje krimi i Asle Skredderbergets Oslo-trilogi. Hovedpersonen Milo Cavalli, halvt nordmand, halvt italiener, er specialefterforsker i økonomisk kriminalitet, men har selv vendt den norske finansverden ryggen. Han er succesfuld, tiltrækkende OG ekstremt velhavende. Han går til skrifte i sin kirke og bruger gerne af sin egen formue, hvis det skal til, for at nå til bunds i en sag.
En djævelsk plan af Lone Theils
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 25/3-25
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Da et dansk forældrepar efterlyser deres forsvundne datter ved en havefest i Den Danske Kirke i London, bliver journalist Nora Sand uforvarende trukket ind i en uhyggelig sag om kidnappede au pair-piger, der ikke giver lyd fra sig, når de forlader deres stillinger i velhavende britiske familier.
Gennem efterforskningen tegnes langsomt et billede af en kidnapper med en djævelsk plan. En plan, der kan komme til at koste Nora livet, hvis hun kommer for tæt på …
En djævelsk plan er syvende bind i serien om den danske journalist Nora Sand, der bor i London.
Bøgerne er solgt til udgivelse i 16 lande, og første sæson i en tv-serie har haft premiere.
Panterens skygge af Tommy Thorsteinsson
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 25/3-25
Forlag: Falco
Anna Blaafalk, der nu er blevet lærer på Politiskolen, bliver involveret i sagen om en politielev, som bliver overfaldet på skolen, og dør på vej til Rigshospitalet. Den ikoniske drabschef Victor Bach, vil have Anna tilbage til sin afdeling, og eftersom Anna er utilfreds med hendes ægteskab, job og hverdag, er det et attraktivt tilbud.
I et samtidigt spor, følger vi Annas ærkefjende, Sara Berg, som nu lever som lejemorder for narkokartellet Los Padres på paradisøen San Andrés i Colombia. Hun er ét prominent mord fra at være fri, kunne rejse tilbage til Danmark og endelig likvidere Anna Blaafalk, som hun har ønsket det længe.
Men hvad gør hun, når muligheden kommer tættere og tættere på?
Tørt land af Jørn Lier Horst
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 25/3-25
Forlag: Modtryk
En højst usædvanlig hedebølge har ramt Vestfolden i Norge. I den brændende sommervarme er vandstanden i Farrissøen sunket så kraftigt, at den ellers så idylliske indsø er forvandlet til et tørt og goldt landskab.
På den udtørrede søbund findes liget af en ung mand med hånden tapet fast til styret på sin motorcykel, og kriminalefterforsker William Wisting ved med det samme, hvem den unge mand er.
På den anden side af søen finder en pensionist med en metaldetektor et halssmykke, der har tilhørt en pige, som forsvandt fra en svensk campingplads for fire år siden. Men manden har sine egne grunde til ikke at kontakte politiet om sit fund.
Wisting involveres i begge sager, og flere hemmeligheder blotlægges i landskabet, der langsomt bevæger sig tilbage til sin naturlige tilstand.
Isbjerg af Niklas Turner Olovzon

Udgivelsesdato: 25/3-25
Forlag: Hr. Ferdinand
Efteråret ankommer til Dalarna, og i landsbyen Tassby forsvinder en thailandsk bærplukker på mystisk vis i skoven. Outsideren Lars-Inge mistænkes af byens matriark, Liss-Kulla, der bruger sladder som magt.
Lars-Inge er en enspænder med en gammel hund som sin eneste følgesvend, og han konfronteres med sin fortid, da der pludselig bliver tændt lys i en ejendom på den anden side af bugten. Skjuler han mere end knuste kunstnerdrømme og en sorg over den familie, han aldrig fik?
Samtidig forsvinder femårige Elliot fra børnehaven i Luleå ved Den Botniske Bugt. Moderen Elins desperate eftersøgning får Tassbys mørke familiehemmeligheder og gamle uretfærdigheder til at boble op til overfladen. Er drengen faldet gennem isen, eller har nogen taget ham?
Isbjerg er første selvstændige bind i Tassby-suiten, der udforsker en række isnende forbrydelser og familiehemmeligheder i landsbyen Tassby, dybt inde i de svenske skove.
Sandslot af Niklas Turner Olovzon

Udgivelsesdato: 25/3-25
Forlag: Hr. Ferdinand
Lokalsamfundet i Tassby er stadig mærket af hændelserne et par år tidligere, da landsbyens matriark, Liss-Kulla, begyndte at grave i sagen om en forsvunden thailandsk bærplukker. Samtidig forsvinder en teenagedreng under en påskeferie på Koh Lanta i Thailand, og hans mor leder desperat efter ham, men møder modstand. Er de to begivenheder tilfældige, eller er der en skjult forbindelse mellem forbrydelserne i Thailand og mørket i Dalarnas skove? Hvilken hemmelighed binder dem sammen?
Sandslot er andet bind i Tassby-trilogien, der udforsker isnende forbrydelser i en svensk landsby.
Døden på Krimimessen af Garmark, Mortensen, Remar og Thorsteinsson
Mød forfatterne på scenen til Krimimessen 2025
Udgivelsesdato: 25/3-25

Forlag: Falco
Politikommissær Dirk Hoffmeyer og hans makker Jørgen bliver kastet ud i en uhyggelig sag fyldt med hemmeligheder, skjulte dags ordener og gamle rivaliseringer, da en uventet hændelse ryster den ellers festlige forsamling på Krimimessen i Horsens.
Blandt bøger, forfattere og forlagsfolk må de navigere i et miljø, hvor virkelighed og fiktion flyder sammen. Hvem kan de stole på? Og hvad gemmer der sig egentligt bag facaden af krimigenrens mest glamourøse begivenhed?
Døden på krimimessen er en humoristisk krimi om ambitioner, bedrag og den pris, nogen er villige til at betale for succes.
Den blå time af Paula Hawkins

Udgivelsesdato: 27/3-25
Forlag: Turbine
Velkommen til Eris: En ø med kun et hus på, én indbygger, én måde at komme væk på. Øen kan ikke nås fra det skotske fastland 12 timer om dagen. Engang boede Vanessa her, en kendt kunstner hvis utro mand forsvandt for over 20 år siden. Nu bor Grace her, hun nyder sit eget selskab og at være afskåret fra resten af verden. Men da en chokerende opdagelse bliver gjort i et kunstgalleri i London, får Grace pludselig besøg. Og de mange hemmeligheder, der hviler på Eris, begynder at komme frem i lyset.
Den blå time er en mesterlig roman, siderne vender sig selv og uhyggen kryber ind på læseren. Bogen henter inspiration til sin sofistikerede spænding fra mestre i genren som Shirley Jackson og Patricia Highsmith og cementerer Paula Hawkins’ plads blandt de allerbedste spændingsforfattere netop nu.
Manden med stenansigtet af Morten Remar
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 27/3-25
Forlag: Falco
Drabsefterforsker Amanda Miller finder den mand, hvis stenansigt har indprentet sig i hendes sind, død i en skov, og fortæller ingen, at hun har en personlig relation til offeret. Samtidig bliver en lagermedarbejder brutalt dræbt og han er ikke den sidste.
Amanda kæmper mod tiden med at finde morderen, men døden lurer på den, der kommer for tæt på, og kan sagen løses uden Amanda afslører sin relation til manden i skoven?
Døde sjæle synger ikke af Jussi Adler-Olsen, Line Holm og Stine Bolther
Mød forfatterne på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 27/3-25
Forlag: Politikens forlag
CARL MØRCK er færdig med politiet. Han har forladt Afdeling Q og forsøger at finde sig til rette i tilværelsen som forfatter, da han kommer i besiddelse af en foruroligende lydoptagelse. En ældre kvinde er fire år tidligere blevet forsøgt myrdet af sin mand, der efterfølgende tog sit eget liv. Sagen er stemplet som opklaret, men lydfilen afslører, at ægteparret ikke var alene, da forbrydelsen fandt sted.
Carl opsøger sine gamle venner i Afdeling Q, ROSE KNUDSEN og HAFEZ EL-ASSAD, der efter hans exit kæmper med at holde humøret oppe i kælderen under Politigården. Opklaringsprocenten er vigende, og stemningen bliver ikke bedre, da drabschefen introducerer en ny kollega, den hemmelighedsfulde dansk-franske politikvinde, HELENA HENRY. Rose er overbevist om, at Helena skjuler noget for dem og indleder sin egen efterforskning af kvinden, der tilsyneladende ikke har nogen fortid.
På Carls opfordring tager Afdeling Q hul på sagen om det ældre ægtepar. En glemt og hjerteskærende hændelse i fortiden afslører sig langsomt for dem, og da Assad og Helena går i en hævngerrig mands dødelige fælde, må de stille sig selv spørgsmålet: Hvem er egentlig ofre i sagen – og hvem er gerningsmænd?
DØDE SJÆLE SYNGER IKKE er en intens og gribende krimithriller om knuste drømme, uskyld, grusomhed og svigt – og om, hvor længe man kan holde et menneske ansvarlig for sine valg.
Hulda af Ragnar Jónasson

Udgivelsesdato: 28/3-25
Forlag: Gads forlag
Hulda-trilogien regnes for en milepæl i nordisk kriminallitteratur. Nu overrasker den islandske krimistjerne med endnu en bog i serien om den egenrådige Hulda fra Reykjavik Politi. En Agatha Christie-inspireret ”whodunnit” om en forsvundet dreng.
1980. En aften modtager Hulda Hermannsdóttir fra Reykjavik Politi et opkald fra sin nye chef. I en jagthytte nordpå har man fundet en bamse, som potentielt kan kaste lys over en tyve år gammel sag om en lille dreng, der forsvandt sporløst juleaften. Hulda, der er godt træt af sin mand, siger straks ja til opgaven. Ikke alene kan hun komme lidt væk hjemmefra, hun kan måske også endelig få den forfremmelse, hun er blevet lovet.
Hulda sætter kursen mod Blöndudal, en afsidesliggende og tyndt befolket dal, hvor hun bliver mødt af en broget skare af mennesker, der ikke er er synderligt samarbejdsvillige. Og ikke nok med det – til sin fortrydelse får hun også følgeskab af en ung kvindelig politibetjent, der regnes for et stort talent hjemme på stationen.
Ragnar Jónasson (f. 1976) er en islandsk krimiforfatter og regnes for en af de store nye stjerner inden for nordisk kriminallitteratur. Hans bøger udkommer i 36 lande og har solgt over fem millioner eksemplarer verden over. The Sunday Times har udråbt ham til en af verdens bedste krimiforfattere i dag, og han bliver ofte sammenlignet med forfattere som Agatha Christie og Stephen King. I 2022 modtog han Palle Rosenkrantz-prisen i kategorien ”Bedste udenlandske krimi” for Hulda-serien.
Skæbnen og håbet af Niklas Natt och dag

Udgivelsesdato: 28/3-25
Forlag: Gutkind
Året er 1434: Kalmarunionen knager i fugerne og styres med usikker hånd fra Danmark, af Erik af Pommern. I nord bryder et oprør ud, ledet af mineejeren Engelbrekt Engelbrektsson. Den unge Måns Bengtsson bliver sendt afsted for at vinde Engelbrektssons gunst, så hans slægt, der bærer våbenskjoldet i blåt og guld, nat og dag, kan komme til at stå stærkere i opbrudstiden. Måns rejser fra sit hjem på Göksholms slot ved bredden af søen Hjälmaren og lader sin mor, far og søster blive tilbage. Den ene fortaber sig i længsel, den anden lægger hemmelige planer om tronen og kronen, og den tredje får mulighed for at rejse sig fra sin brors skygge.
I Skæbnen og håbet optrævler Niklas Natt och Dag et af de mest berygtede mord i den nordiske middelalder på den eneste måde, der er mulig i dag: gennem fiktionen. Samtidig går den svenske forfatter og journalist i sporet på sin egen families historie.
Død mands grav af Neil Lancaster
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 28/3-25
Forlag: Harper Collins
Lederen af Skotlands mest magtfulde gangsterfamilie bliver brutalt myrdet og hans lig er dumpet i en gammel grav på en fjern kirkegård. Detektiverne Max Craigie og Janie Calder ankommer til stedet, en lille by, hvor alle har noget at skjule. Én ting er sikkert: Det er måske det seneste drab, men det kommer ikke til at blive det sidste. Forfatteren er tidligere drabsefterforsker, undercover specialist og hundefører
Død mands grav er første bind i den prisbelønnede Max Criagie-serie, der udforsker blodfejden mellem to skotske klaner, der strækker sig tilbage til 1800-tallet Nomineret til McIlvanney-prisen for Årets bedste skotske krimibog i 2021. Den anden Craigie-roman blev også nomineret til McIlvanney prisen 2022 og til bedste nye serie ved Dead Good Reader Awards.
MS Estonia af Steffen Jacobsen
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 28/3-25
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Klokken 00:22 natten mellem 28. og 29. september 1994 modtog færgerne MS Silja Europa og MS Mariella et mayday-nødkald fra den estiske bil- og passagerfærge MS Estonia, som var undervejs fra Tallinn til Stockholm. MS Estonias bro rapporterede en hastigt tiltagende og uforklarlig slagside mod styrbord.
28 år senere kommer en frygtelig sandhed op til overfladen, da en russisk oberst og den tidligere teamchef i Special Air Service, Michael Sander, bliver jaget vildt af stærke magter, som for enhver pris ønsker Estonias hemmelighed bevaret på havets bund.
MS Estonia er bind nr. 6 i Sander/Jensen-serien, som indledtes med bestselleren Trofæ.

Rustskoven af Anders de la Motte
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025
Udgivelsesdato: 28/3-25
Forlag: Modtryk
Leonore Asker har fået styr på afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle ved Malmø Politi, og en forfremmelse er inden for rækkevidde. For Jonas Hellmann er tanken om hendes succes ubærlig, og han beslutter sig for at stikke en kæp i hjulet. Han forsøger at lokke Leo til at efterforske en cold case, som han er sikker på, hun vil knække nakken på.
Det drejer sig om et ti år gammelt kvindemord i en forladt tørvehytte. Måden, kvinden er dræbt på, har mystiske ligheder med et moselig, der blev begravet i området for to tusind år siden. Sagen bliver aktuel igen, da en forvirret ung kvinde overrumpler et par urban explorers på gerningsstedet.
Leo Asker må igen have hjælp af sin gamle ven, arkitekten Martin Hill, for at løse gåden med de tilsyneladende mytologiske koblinger tilbage til jernalderen. Hvilke hemmeligheder gemmer Rustskoven på?
RUSTSKOVEN er tredje, selvstændige bog i serien om Leo Asker og Martin Hill.
Min ven Viktor af Inger Gammelgaard Madsen
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 29/3-25
Forlag: Farfalla
Politikommissær Rolando Benito kaldes en morgen ud til et formodet drab på den 15-årige dreng Milas, som er fundet hængt i trapezen i gymnastiksalen på en privatskole i Lystrup. Først er selvmord på tale, men Rolando har mistanke om, at drengen ikke har været alene i gymnastiksalen, da det skete. Det viser sig, at skolen længe har haft problemer med vold, chikane og mobning, uden at skolelederen har gjort noget ved det – er det nu endt med et drab?
Tom går i 7. klasse og er en af de elever, som bliver mobbet. Derhjemme har han det heller ikke godt. Hans søster på seks år har en diagnose, og hans forældre tager sig kun af hende og overlader ham til sig selv. Men nu har han fået en hemmelig ven, som hedder Viktor, en ven, der lytter til Tom, når han fortæller, at han er ked af det, og som hjælper ham med alting. Men måske er Viktor ikke så god en ven, som Tom tror.
Journalisten Anne Larsen arbejder også med trapezmordet, som sagen bliver døbt af pressen, i sit kriminalprogram CrimeWatch. Hun får hjælp af privatdetektiven Theodor Harbo, som finder en forbindelse til skolens biologilærer og en adopteret syvårig pige, som forsvandt fra skolen ti år tidligere og aldrig er blevet fundet. Anne får mistanke om, at biologilæreren også har noget med drabet på Milas at gøre. Samtidig har hun sine egne problemer at slås med, og som altid, når hun involverer sig i en sag, får det alvorlige konsekvenser for hende.
Rød stue af Teddy Vork
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 30/3-25
Forlag: 2 Feet Entertainment
Benjamin er nyuddannet pædagog og netop startet på Rød Stue i Midtbyens Børnegård. Han har endelig fået styr på alkoholen, er flyttet sammen med sin kæreste og har fået en datter. Det er en ny start på livet, og han glæder sig til at gøre en forskel, være noget for børnene, måske især dem, der som han selv som barn ikke har det let derhjemme.
Teddy Vork er en af de bedste danske horrorforfattere og har som den eneste nogensinde vundet prisen for Årets danske horrorudgivelse tre gange, senest for novellesamlingen ‘Ubuden’. Hans bøger emmer af snigende uhygge på baggrund af en genkendelig dansk hverdag. De udspiller sig på grænsen mellem det psykologiske og det åndelige. Der er ofte ingen blodige scener.
Den som ikke findes af Mikael Andersson
Mød forfatteren på scenen til Krimimessen 2025

Udgivelsesdato: 31/3-25
Forlag: Hoi forlag
Da et overfyldt fly uden for Umeå bliver sprængt i luften i et bombeangreb, behøver den nedslidte inspektør Roland Fransson ikke at stå i spidsen for efterforskningen. Säpo tager over. Men hans datter Anna lader ham ikke slippe, og ufrivilligt bliver han trukket ind i sagen.
En af de døde i angrebet er Per Vretling – den samme person, som Anna netop har booket en samtale med, og som har afsløret ubehagelige sandheder om en religiøs friskole i Umeå. Ikke alene udvider hun sit forhold til Per Vretlings enke Sonja – Anna arrangerer også et møde med den person, hun mener har det stærkeste motiv for ugerningen, ejeren af friskolen.
Den eneste forhindring er, at han er i Dubai. Anna ser dog ikke Dubai som et problem, og hun tager Sonja, Roland og hans kæreste Lisa med på en ferie dertil. Men der bliver ikke meget ferie – der er snarere en katten-efter-musen-leg med stormagternes efterretningstjenester i et verdenspolitisk magtspil. Noget, der risikerer at blive en alt for stor udfordring, selv for en usædvanlig skarp ung pige fra Västerbotten.
Den som ikke findes er anden bog i serien Mordene i Västerbotten. Den første bog, Den som gør ondt, udkom i 2024.
Vi tager forbehold for ændringer.