fbpx

Det Danske Kriminalakademis prisvindere

februar 27, 2025

Det er nu blevet afgjort, hvem der har vundet og skal modtage Det Danske Kriminalakademis priser.

Priserne vil blive overrakt af Steen Bille, formand for Det Danske Kriminalakademi på Krimimessen lørdag d. 29. marts fra kl. 13.00-13.40 på scenen i Snedkeriet.

Krimimessen ønsker alle vindere et stort tillykke!

Palle Rosenkrantz prisen (bedste udenlandske krimi/spændingsroman)

Vinder: Christoffer Carlsson for “Levende og døde”. Oversat af Lilian Kingo og udgivet af Modtryk. Med prisen følger 15.000 kr. 

I den lille hallandske by Skavböke findes liget af en teenagedreng i bagagerummet på en bil. Dagen efter er en anden dreng stukket af hjemmefra, og inden længe er en tredje død. Alle tre stod de på tærsklen til voksenlivet. Politiets efterforskning kommer ingen vegne, men to navne går hele tiden igen: Sander Eriksson og Killian Persson.

De tre sager forbliver uopklarede, men en varm julidag næsten tyve år senere sker endnu et drab i Skavböke. Vidar Jörgensson ved Hallands politi jager en gerningsmand, men i de lyse sommernætter er det let af blive bedraget af skyggerne og endnu lettere at fare vild i det net af løgne og fortielser, som ligger spændt ud over den lille by.

Bogen vandt i 2024 Glasnøglen for Årets Bedste Nordiske Kriminalroman. Juryen skrev i sin motivering: “Levende og døde er en stemningsfuld og eftertænksom krimi om venskab, ungdom og de der øjeblikke, hvor hele livet forandres.”

Fra juryens begrundelse:  Den svenske udmark er gennem-kriminaliseret og strækker sig helt ned til nærområdet Halland, hvor to drenges venskab giver læseren det ene chok efter det andet: Først et knald og så et enormt brag, der må kunne høres helt til Danmark. Anden del af bogen foregår 20 år efter, hvor de overlevende samler sig selv og stumperne op. Christoffer Carlssons “Levende og døde” er valgt som årets bedste krimi i hjemlandet og fortjener at komme ud i verden, så den får den danske Rosenkrantzpris som bedste oversatte udenlandske krimi.

Harald Mogensen prisen (bedste danske krimi/spændingsroman)

Vinder: Søren Sveistrup “Tælle til en tælle til to”. Udgivet på Politikens Forlag. Med prisen følger 20.000 kr.

Tælle til en, tælle til to. En morder er løs, du har ingen ro.
Tælle til tre og fire og fem. Døden er bag dig, så mon du når hjem?

På en sneklædt valentinsdag bliver en kvinde meldt savnet. Hurtigt viser det sig, at sagen trækker tråde tilbage til et uopklaret drab på en 19-årig gymnasiepige.

Uden andet våben end sin telefon manipulerer og ydmyger en gerningsmand sine ofre og fører dem ind i et spind af fornedrelse og koldblodig kontrol.

Mark Hess og Naia Thulin sætter alt ind på at opklare forbrydelsen, som viser sig at være en perverteret gemmeleg, der begyndte en forårsdag for mere end 30 år siden, hvor en hyggelig skoleudflugt forvandlede sig til et mareridt.

Et kapløb med tiden går i gang, og Hess og Thulin kommer under et umenneskeligt pres for at forbinde fortid og nutid, før gemmelegen kræver flere ofre

Fra juryens begrundelse: TV-manuskriptforfatteren Søren Sveistrups anden krimiroman ’Tælle til en, tælle til to’ er en hæsblæsende og hurtigt kørende politirutineroman. Uhyggelig i sin opsætning med en seriemorder og veltilrettelagt med sin superresearchede viden om moderne politiarbejde og forensisk videnskab. Plottet er yderst originalt og handler om manipulation med mobiltelefoner, vor farlige skærmfikserede narcissisme, misbrugt af en psykopat, fake news som andet end storpolitik, dødsens farlig kyniske kontrol af privatliv sat op på børnerim og en perverteret gemmeleg. I rammen af de to aparte politifolks samarbejde og forhold, den synkefri Naia Hess og enspænderen Mark Hess. Spændende hele vejen til sidste side tæt på de 600 af slagsen.

Debutantprisen

Vinder: Mikkel Blaabjerg for “Den 6. magt”. Udgivet på forlaget People´s. Med prisen følger 5000 kr.

Thriller om det virkelige, men usynlige magtspil i samfundets top. I en højspændt tid har Theis Kirkeby, filmproducer, reklamemand og rådgiver for statsministeren på egen hånd udtænkt en plan om et fingeret terrorangreb, der kan omstyrte magten ved det kommende folketingsvalg. Theis Kirkebys angreb mod demokratiet vil få voldsomme konsekvenser for hele det danske samfund og gøre ubodelig skade på de mennesker, han er tættest på.

Men Theis er ligeglad. Han er træt af at være den usynlige dukkefører, som eliten har brug for, men som de ikke respekterer, og han vil bevise, at det er ham, der har den reelle magt. Ingen aner, at Theis spinder sit net for at skabe splid og ødelæggelse, før en garvet journalist kommer på sporet. Men kan hun nå at afsløre ham, før der ikke er nogen vej tilbage? Og hvem er det, som Theis i virkeligheden er ude efter?

Den 6. magt er en thriller, der beskriver et splittet Danmark, hvor elitens hadefulde magtspil får store konsekvenser for mennesker i alle lag af samfundet.

Fra juryens begrundelse: Man kan godt mærke, at Mikkel Blaabjerg har en baggrund i filmverdenen. For udover at være en ærefrygtindgydende debut og en velskabt thriller er ‘Den 6. Magt’ fortalt med filmens og tv-seriens lokkende sprog. Historien er godt tænkt, og plottet er så sikkert eksekveret som serveringen på en trestjernet restaurant. Det hele sidder lige i skabet. Sjældent har en debutant været så overbevisende.

Lasse Holm-diplomet (årets historiske krimiroman)

Vinder: Pernille Schou for “Mord i delegationen”. Udgivet på forlaget Grønningen 1.

”Mord i delegationen” er en historisk puslespilskrimi, der lige efter 1. Verdenskrig følger den danske delegation af betydningsfulde slesvigere, rigsdagsmedlemmer og erhvervslivets absolutte top på deres afgørende rejse til Paris, hvor Versaillestraktaten er under forhandling. Det er en fortælling om mord, hemmeligheder og en verden i forandring.  

Året er 1919. Den tidligere krigssygeplejerske Vera Lund er rejst med den danske delegation til Paris, hvor de skal tale Danmark og Slesvigs sag på fredskonferencen. Men knapt er de ankommet, før et mord i deres midte truer deres vigtige mission. Vera Lund er vendt hjem fra krigen med gode kontakter i den britiske efterretningstjeneste. Hun er en intelligent og ambitiøs kvinde, der er vant til at kunne løse det meste, men da hendes indflydelsesrige arbejdsgiver beder hende blande sig i efterforskningen, kommer hun på dybt vand.

Arthur Holland er nyansat kriminalkommissær ved Scotland Yards midlertidige afdeling i Paris. Her går dagene med at eskortere regeringsmedlemmer til møder og holde udkig efter bolsjevikker. Ikke ligefrem, hvad han drømte om, da han søgte stillingen. Opringningen fra den danske delegation åbner nye muligheder for Arthur, men stærke kræfter i Scotland Yard har deres egne grunde til at ønske at se efterforskningen, og ikke mindst Arthur, fejle.

Arthur og Vera kæmper begge for at finde morderen, men hemmelighederne står både i kø og i vejen, og snart sker der endnu et mord. Vil det lykkes Arthur og Vera at identificere morderen, før flere mister livet?

Fra juryens begrundelse: Med ‘Mord i delegationen’ er Pernille Schou krimidebuteret med en overbevisende og velskrevet fortælling. Plottet udspiller sig i Paris kort før Versailles-traktaten er landet endeligt, og er så medrivende og velresearchet, at Schou tildeles Lasse Holm-Diplomet, der i år uddeles for første gang.

Lasse Holm-diplomet” er opkaldt efter den alt for tidligt døde forfatter af historieske krimier. Det gives til årets bedste historiske krimi. Genren er ikke helt gennemført defineret, men knytter sig til brug af en historisk fortid, fjern eller nær, i gestaltningen af en krimi, som ud over at være spændende også er oplysende om sin periode, gerne med nytænkte vinkler.