10 ting du ikke vidste om Kim Leine

Foto: Sara Galbiati

Vi kender karaktererne i vores favoritkrimier. Vi bilder os også til tider ind, at vi kender vores favoritforfattere. Enten ved at have læst om dem eller måske efter at have mødt dem på Krimimessen. Men, hvor godt kender vi dem egentlig?

Vi har i samarbejde med Gyldendal bedt forfatter Kim Leine om at afsløre en håndfuld “hemmeligheder”, som de fleste af os læsere garanteret ikke kender til.

10 ting du ikke vidste om Kim Leine

1. Jeg er hundemand. Jeg elsker de firbenede dyr, der i tusinder af år har insisteret på, ofte mod alle odds, at være menneskets bedste ven. Og jeg er hundeløs. Min sidste hund hed Fido. Han var et gadekryds der entrede fjeldvægge som en bjergged og elskede at køre cykel, siddende i cykelkurven. Desværre fik min stedfar ham aflivet. Mig kunne han jo ikke aflive, så han måtte tage hunden i stedet for.

2. Jeg kan ikke lide katte. Katte er psykopater. Modviljen er gengældt.

3. Jeg er lowcarber-mand. I mange år havde jeg en kropsform som en rokokokommode og gjorde alverdens krumspring for at smide disse voluptuøse og svuppende former, idet jeg havde firsernes kosteksperter og madpyramiden som diætistiske vejledere. For tolv år siden læste jeg en bog om ketogen kost af en norsk læge, jeg tænkte, det kan da ikke passe, men forsøgte at følge hans råd. Jeg skruede ned for de raffinerede kulhydrater og op for fedtet. Og tabte mig tyve kilo på halvandet år! I begyndelsen var jeg fanatisk med det, men med tiden har jeg slækket på diæten og kan godt finde på at spise en ostemad eller, når jeg er i Italien, en tallerkenfuld pasta. Og min vægt er ideal og stabil omkring de 72 kg. Det er tydeligt, at mit stofskifte er kommet på rette spor efter min kostændring.

4. Jeg har et fjeld. Det hedder Skorve og ligger bag min norske hjembygd, Seljord. Hvis jeg søger fred i sjælen, går jeg op på Skorve. Jeg er ingen bjergbestiger, og jeg lider af højdeskræk, men Skorve er et venligt fjeld, der ikke kræver reb og karabinhager. Fra toppen (1365 m.o.h.) er der udsigt over en stor del af Sydnorge og nordover mod Hardangervidda. Hvis der går et år, uden at jeg kommer op på Skorve, mangler der noget i mit liv. 

5. Min morfar hed Olav Leine. Men det hed han ikke fra dåben. Han blev døbt Olav Margitsson. Hans far hed Olav Olavsson (søn af Olav der var søn af Olav osv. bagud gennem århundreder), så min morfar skulle også have patronymet Olavsson. Men han var født uden for ægteskab, moren hed Margit, og faren ville ikke vedkende sig barnet. Derfor endte han med matronymet Margitsson, et brændemærke han skammede sig over. Da han giftede sig med min mormor og købte gården Leine, antog han gårdsnavnet. Ergo hedder jeg Leine. Og min yngste søn: Han hedder Olav.

6. Jeg er 1,2% italiener. For halvandet år siden lavede min kone og jeg mundskrab og sendte det af sted til en klinik i USA. Jeg gned mig i hænderne af forventning. For med min kaotiske familie, især på min fars side, regnede jeg med at være et helt karneval af genealogisk oprindelse, lidt øst og lidt vest og mindst tredive procent jøde. Men jeg blev skuffet. Jeg stammer fra Jylland, Götaland og Vestnorge. Det eneste plaster på såret var, at jeg var 1,2% italiener. Men denne mikro-italiener er en højtråbende fyr. For jeg elsker Italien og tager derned sammen med familien mindst én gang om året (og spiser pasta). 

7. Jeg er fuld af musik, men kan ikke spille et instrument. I to år arbejdede jeg målrettet på at lære at spille Let it be, ledsaget af sang, på guitar. Jeg er ret stædig, når jeg har sat mig noget for. Så jeg øvede mig flere timer hver dag. Der var visse fremskridt at spore. Efter to år var jeg ved godt mod. Indtil min fjortenårige datter en dag kom ind, tog guitaren og spillede Nothing else matters fejlfrit, smed guitaren fra sig og fortsatte ind på sit værelse. Det var sidste dag, jeg forsøgte at udtrykke mig musikalsk.

8. Jeg er opdraget som Jehovas Vidne. Fra jeg var tolv år, holdt jeg foredrag i Rigssalen i min hjembygd, hvor der var en lille menighed, som min far havde grundlagt (og var blevet udstødt af). Og da jeg blev en fjorten år, begyndte man at køre mig i stilling til at blive døbt. Men jeg vidste, at hvis jeg blev døbt, ville jeg være fortabt, for jeg var sikker på, at Jehova ikke kunne lide mig. Så jeg stak af hjemmefra, gik ud af bygden midt om natten, blaffede med en lastbil til Oslo, hvor jeg tog toget til København, hvor min far boede. Fordi jeg aldrig er blevet døbt, er jeg heller aldrig blevet udstødt. Og derfor er jeg stadig kandidat til frelsen og kan blive ved med at have kontakt til min mor og til mine gamle venner i Seljord menighed. Og tag ikke fejl: Deres tro er grotesk og ondartet, men de er søde og rare mennesker.

9. Jeg er gammel narkoman. Når man kommer ud af et narkomisbrug, har man et valg: Man kan være udbrændt, eller man kan finde en ny afhængighed. Jeg valgte det sidste. Min nye afhængighed er litteraturen. Hvis jeg er forhindret i enten at skrive eller læse i nogle dage, får jeg abstinenser. Bare spørg min kone.

10. Hver dag tager jeg et menneskebad. Efter at have siddet syv-otte timer foran skærmen har jeg brug for at komme ud blandt folk. Så går jeg i indkøbscenter. Jeg elsker indkøbscentre. Der kan jeg være sammen med hundredvis af mennesker uden at behøve at have noget med dem at gøre.

Mød Kim Leine på Krimimessen 2025, hvor han bl.a. vil tale om sin seneste udgivelse – spændingsromanen “Karolines krig”.