10 ting du ikke vidste om Walther Rebernik
Vi kender karaktererne i vores favoritkrimier. Vi bilder os også til tider ind, at vi kender vores favoritforfattere. Enten ved at have læst om dem eller måske efter at have mødt dem på Krimimessen. Men, hvor godt kender vi dem egentlig?
Vi har i samarbejde med Gyldendal bedt forfatter Walther Rebernik om at afsløre en håndfuld “hemmeligheder”, som de fleste af os læsere garanteret ikke kender til. De kommer her.
10 ting du ikke vidste om Walther Rebernik
- Som femårig blev jeg arresteret sammen med mine forældre for at spille på gaden i Norge. Nordmændene var ikke klar til den slags optøjer på det tidspunkt, og jeg husker, hvordan jeg ærgrede mig over, at de tog alle de penge, vi havde tjent. Jeg husker også, at betjentene mødte op med en enorm schæferhund. En smule overkill …
- Jeg var kun otte år, da jeg vidste, at jeg skulle være advokat. En udlejer prøvede at snyde mine forældre, men gav op, da vores nabo dengang (der var jurist) skrev et brev. Jeg husker, at det virkede, som om naboen havde superkræfter. Så dem ville jeg også have.
- Jeg har i det hele taget været dybt fascineret af superhelte og superskurke gennem min opvækst. Jeg var lidt ensom i en periode, da jeg var lille, og husker, hvordan eventyrene, heltene og skurkene blev min eskapisme. Der er nogen, der siger, at man kan se det i mine bøger i dag, og det har de jo nok ret i.
- Fra jeg var otte år og til jeg var femten, boede jeg i et bofællesskab. Der var ret frie rammer, og enhver regel kunne diskuteres. Men alligevel var der ikke ret højt til loftet. Jeg husker, at jeg på et meget tidligt tidspunkt fandt ud af, at de mest venstreorienterede mennesker ofte er de mindst rummelige.
- Jeg er en ganske habil trommeslager og har spillet i tre forskellige amatørorkestre. Jeg er i det hele taget blevet flasket op med musik. Min far var professionel jazzmusiker, og min mor spiller tre forskellige instrumenter.
- Jeg har jagttegn, men jeg går ikke på jagt. Jeg kan ikke få mig til at skyde på dyr, selvom jeg godt ved, at det er dobbeltmoralsk, når jeg spiser kød. Men det må blive ved lerduerne.
- Som ung var jeg en ret aktiv dykker, men indstillede sporten efter en grim oplevelse, der kunne have været gået helt galt. Under et dyk på Tenerife gik der hul på min iltslange, og jeg havde ikke nok luft til at foretage de pauser, man skal tage, når man stiger op. Så jeg blev syg bagefter. Det var første og eneste gang, jeg dykkede med hajer, hvilket var en ret vild oplevelse, men jeg har aldrig dykket siden.
- I mange år var jeg fast speaker og indtaler på Planetariet i København. Både på Den Aktuelle Stjernehimmel og de danske og udenlandske film. Så hvis du har været forbi der, er der en god chance for, at du har haft mig i ørene.
- Jeg skriver aldrig en synopse eller har nogen særlig konkret plan, når jeg går i gang med en ny bog. Til gengæld taler jeg længe med mine karakterer, før jeg slipper dem løs. Hvorefter historien kommer af sig selv. Jeg tror, at vi er tilbage i min eskapisme. Det føles som en trance. Nogle gange kan jeg skrive en hel nat nærmest uden at rejse mig.
- Jan Rose er ikke mig, men har bestemt nogle af mine karaktertræk (så kan man selv gætte på hvilke …)
Guds bøddel
Walther Rebernik er aktuel med “Guds bøddel”, som er udkommet på forlaget Gyldendal.
Baggårdsadvokaten Jan Rose er renset for alle anklager efter de skæbnesvangre oplevelser med Satans Datter. Efter løsladelsen fra Nyborg Statsfængsel er Jan kommet på benene igen og har genoplivet sin gamle advokatvirksomhed. Men friheden bliver pludselig en skrøbelig illusion, da en række makabre filmoptagelser bliver sendt til hans gamle ven, stationsleder Flemming Jørgensen. En ukendt morder med en dæmonisk maske filmer en række rituelle drab, der synes at have en forbindelse til Flemmings fortid. Og da Flemming forsvinder sporløst, bliver Jan igen trukket ned i mørket. I et kapløb mod tiden må han navigere gennem et farligt spind af løgne, forræderi og dødbringende hemmeligheder. Men mens han graver dybere, begynder spørgsmålene at tårne sig op: Hvem kan han stole på? Har han været offer for et forræderi, der stikker dybere end nogensinde før?
Guds bøddel er andet bind i Walter Reberniks actionmættede og anmelderroste thrillerserie om den københavnske advokat Jan Rose.