Christoffer Carlsson vinder Glasnøglen 2024

Årets Glasnøgle, den store nordiske pris for bedste kriminalroman, tildeles Christoffer Carlsson for “Levende og døde – en roman om en forbrydelse”.
Krimimessen ønsker Christoffer Carlsson et stort tillykke!
Om “Levende og døde”

I den lille hallandske by Skavböke findes liget af en teenagedreng i bagagerummet på en bil. Dagen efter er en anden dreng stukket af hjemmefra, og inden længe er en tredje død. Alle tre stod de på tærsklen til voksenlivet. Politiets efterforskning kommer ingen vegne, men to navne går hele tiden igen: Sander Eriksson og Killian Persson.
De tre sager forbliver uopklarede, men en varm julidag næsten tyve år senere sker endnu et drab i Skavböke. Vidar Jörgensson ved Hallands politi jager en gerningsmand, men i de lyse sommernætter er det let af blive bedraget af skyggerne og endnu lettere at fare vild i det net af løgne og fortielser, som ligger spændt ud over den lille by.
Christoffer Carlsson (f. 1986) har en ph.d. i kriminologi ved Stockholms Universitet, hvor han underviser. Han er født og opvokset i Halland, hvor flere af hans krimier også foregår.
Carlsson er den yngste vinder af prisen for Årets Bedste Svenske Krimi, som han har vundet to gange, senest for LEVENDE OG DØDE. Bogen er udkommet på forlaget Modtryk.
Lida Wengel, programansvarlig for Krimimessen, sidder med i juryen og motiverer vinderen med disse ord:
“Jeg er vild med Christoffer Carlssons univers. I denne er der en alvidende fortællerstemme indover til tider – normalt irriterer det mig, men her intensiverer det bare spændingen. Han er rigtig god til at skrive relationer, alt det der bliver sagt og ikke sagt. Kan man stole på sine bedste venner og fortæller man hinanden alt – også det mørke? Levende og døde er stemningsfuld, overraskende, uhyggelig og ufrasiglæggelig. Christoffer Carlsson skriver skovkantskrimier når de er bedst“.
Årets øvrige nominerede
Danmark: Jens Henrik Jensen: Pilgrim (Politikens forlag 2023)
Finland: Martta Kaukonen: Terapiassa (WSOY) på dansk Hvad ser du (Falco 2023)
Island: Skúli Sigurðsson: Stóri bróðir, (Drapa 2023) (endnu ikke udkommet på dansk)
Norge: Anne Holt: Tolv utemte hester, (Gyldendal) på dansk Tolv utæmmede heste (Modtryk 2024)
Sverige: Christoffer Carlsson: Levande och döda (Albert Bonniers förlag) på dansk Levende og døde (Modtryk 2024)
Glasnøglen
Det er i år 33. gang, at Glasnøglen uddeles. Det er Det Skandinaviske Kriminalselskab (“Skandinaviska Kriminalsällskapet” SKS), der uddeler prisen. Det er et samarbejde mellem de fem nordiske organisationer: Det Danske Kriminalakademi, Finska Deckarsällskapet, Isländska Kriminalsällskapet, Rivertonklubben i Norge, og Svenska Deckarakademin.
Den uddeles hvert år for bedste nordiske kriminallitterære værk (roman eller novellesamling). En jury i hvert af de fem nordiske lande nominerer en national kandidat, hvorefter samtlige af juryerne stemmer om hvem, der skal have æren af at modtage prisen – en ægte glasnøgle fra Nybro glasværk i Småland.
Tidligere vindere
2023: Max Seeck “Zetterborg sagen” (Finland)
2022: Morten Hesseldahl “Mørket under isen” (Danmark)
2021: Tove Alsterdal “Stormfald” (Sverige)
2020: Camilla Grebe “Skyggejægeren” (Sverige)
2019: Stina Jackson “Sommermørke” (Sverige)
2018: Camilla Grebe “Husdyret” (Sverige)
2017: Malin Persson Giolito “Størst af alt” (Sverige)
2016: Ane Riel “Harpiks” (Danmark)
2015: Thomas Rydahl “Eremitten” (Danmark)
2014: Gard Sveen “Den sidste pilgrim” (Norge)
2013: Jørn Lier Horst “Jagthundene” (Norge)
2012: Erik Valeur “Det syvende barn” (Danmark)
2011: Leif G.W. Persson “Den døende detektiv” (Sverige)
2010: Jussi Adler-Olsen “Flaskepost fra P” (Danmark)
2009: Johan Theorin “Natstorm” (Sverige)
2008: Stieg Larsson “Luftkastellet der blev sprængt” (Sverige)
2007: Matti Rönkä “Venner langt væk” (Finland)
2006: Stieg Larsson “Mænd som hader kvinder” (Sverige)
2005: Roslund og Hellström “Udyret” (Sverige)
2004: Kurt Aust “Hjemsøgt” (Norge)
2003: Arnaldur Indridason “Tavs som graven” (Island)
2002: Arnaldur Indridason “Nordmosen” (Island)
2001: Karin Alvtegen “Savnet” (Sverige)
2000: Håkan Nesser “Carambole” (Sverige)
1999: Leif Davidsen “Lime´s billede” (Danmark)
1998: Jo Nesbø “Flagermusmanden” (Norge)
1997: Karin Fossum “Se dig ikke tilbage” (Sverige)
1996: Fredrik Skagen “Nattsug” (ikke oversat til dansk) (Norge)
1995: Erik Otto Larsen “Masken i spejlet” (Danmark)
1994: Kim Småge “Sub Rosa” (Norge)
1993: Peter Høeg “Frøken Smillas fornemmelse for sne” (Danmark)
1992: Henning Mankel “Mordere uden ansigt” (Sverige)