Kommende krimier – juni 2023
Her kan du få et overblik over et udvalg af de krimier og spændingsromaner, der udkommer i løbet af juni måned 2023.
God læselyst.
“Hvepsens år” af Agnete Friis
Udgivelsesdato: 01/06-23
Forlag: People’s Press
Stilsikker og bidsk spændingsroman om en ung mands forsøg på at hævne et usynligt liv.
En regnvåd septemberaften kører Dannyen stjålen bil ind i en gruppe kvindelige studerende og dræber flere af dem. Han er træt af velfærdssamfundets løgn, lige muligheder for alle, og han kan slet ikke udholde de unge kvinder, der taler om undertrykkelse af minoriteter i andre lande, men ikke værdiger folk som ham med så meget som et blik.
Da Dannys flugt fra gerningsstedet trods nøje planlægning alligevel går galt, får han brug for akut lægehjælp, og han kontakter lægen Thomas, som han har en klemme på. Thomas er ung og lovende kirurg, men han er havnet i et pillemisbrug, der er ved at vokse ham over hovedet, og da Danny truer med at afsløre ham, ser han ingen anden mulighed end at komme ham i møde.
Men efterhånden som Thomas får mistanke om, at Danny står bag angrebet og sandsynligvis planlægger flere, må han gøre op med sig selv, hvad der er vigtigst– hans karriere eller hans moral. Kan Thomas afsløre Danny uden at afsløre sig selv?
“Liget i muren” af L.J. Ross
Udgivelsesdato: 1/6-23
Forlag: Lindbak + Lindbak
En sommernat forsvinder en ung pige sporløst. Ti år senere finder en vandrer ved en tilfældighed hendes lig gemt i Hadrians Mur, det legendariske romerske forsvarsværk i Nordengland. Fundet af skelettet sætter en lavine i gang, for et sted i verden befinder en morder sig, som aldrig havde troet, at liget ville blive opdaget – men nu da det er sket, vækkes syge lyster til live – og en seriemorder begynder at jage igen.
Kriminalkommissær Maxwell Ryan sættes på sagen og hurtigt går det op for ham, at dødsfaldet muligvis har forbindelse til en tragisk begivenhed i hans egen fortid. Ryan må se sine dæmoner i øjnene i jagten på en umættelig morder.
LIGET I MUREN er andet bind i bestsellerserien om den hårdkogte, karismatiske kriminalkommissær Maxwell Ryan skrevet af L J Ross, en af Englands mest populære krimiforfattere, der har solgt 8 millioner bøger verden over. I hver bog inddrages et interessant engelsk turistmål, som giver krimiserien en helt unik vinkel.
“Ar” af Jørn Lier Horst og Thomas Enger
Udgivelsesdato: 2/6-23
Forlag: Modtryk
Alexander Blix er en slagen mand. Han er dømt for drabet på sin datters morder, og det er ikke ufarligt at sidde i fængsel som tidligere politimand.
Udenfor murene har Blix’ tidligere kolleger sat jagten ind på en drabsmand, der er flygtet fra et fængsel i Tyskland. Den flygtede fange har forbindelse til en indsat på Blix’ fængselsafdeling – og nu er han på vej til Norge.
Politiet får brug for Blix’ viden fra fængslet, og Blix får brug for Emma Ramm, der udover at være journalist også er en nær ven. Ramms undersøgelser leder til en bygd 150 kilometer nord for Oslo, hvor flere af indbyggerne bærer på farlige hemmeligheder og dybe ar.
AR kan læses uafhængigt af de andre bøger i serien om Alexander Blix og Emma Ramm.
“B – Se dig om ved alle døre” af Lars Thomassen
Udgivelsesdato: 5/6-23
Forlag: Månen
Da en kvinde på sin morgentur finder en torso på Assistenskirkegården i Odense, kastes Rejseholdets Efterforskningsteam ud i en gruopvækkende sag. Med en morder på fri fod er kriminalkommissær Iben Brahms og hendes nærmeste kollega og ven, Asger Hartvig, tvunget til at gå på jagt efter en dødbringende gerningsmand med en farlig besættelse af nordisk mytologi.
Asger, der plages af både ludomani og spirende PTSD, kæmper indædt med sine indre dæmoner, mens han forsøger at hjælpe Iben med at løse den bestialske sag.
De to efterforskere kastes ud i en livsfarlig kamp mod en modstander, der er villig til at dræbe igen for at nå sit endelige mål.
”B – Se dig om ved alle døre” er bind to i Lars Thomassens hæsblæsende Alfabetserie om efterforskerne Asger Hartvig og Iben Brahms.
“Tveægget” af Rikki Tholstrup Jørgensen
Udgivelsesdato: 5/6-23
Forlag: Superlux
14 år efter en voldsom og traumatisk familietragedie er den forhenværende politibetjent Jesper Kusk fanget i en ond spiral af skam og skyld.
Hverdagen fordrives på den lokale grillbar, hvor han spiller sin kontanthjælp op i de enarmede tyveknægte, mens alting fortsat smuldrer omkring ham.
En dag bliver Jesper kontaktet af enken til en afdød IT-millionær, men hun er ikke sikker på, at hendes mand er død. Jesper får til opgave at finde ud af, om Jørgen virkelig har begået selvmord.
For Jesper er sagen en mulighed for at vende tilbage til et normalt liv. Samtidig må han kæmpe mod sine egne dæmoner, mens han navigerer i en sag, der leder ham ud på en sti, han havde svoret, han aldrig ville betræde igen.
“Den danske agent” af Iben Albinus
Udgivelsesdato: 6/6-23
Forlag: Politikens forlag
FE-agent Sigrid Melin jager en terrorist, der planlægger et angreb i København, men da hun afslører hans identitet, bliver hun pludselig taget af sagen.
Sigrid Melin arbejder undercover på den danske ambassade i Beirut, da hun spotter en mistænkelig passager i lufthavnen på vej mod København. Manden viser sig at være terrorist med planer om at udføre angreb på både dansk og tysk jord, og sammen med sin kollega fra Berlin, BND-agent Felix Zobel, må Sigrid infiltrere og optrevle terroristens organisation. Et pengespor fører dem dybt ind i Beiruts sofistikerede og bundkorrupte finansverden, hvor ikke kun Islamisk Stat, men også fjendtlige spioner følger hvidvasken af penge.
Da Sigrids efterforskning peger i retning af en dansk IS-kriger, slår PET pludselig sagen hen. Manden er deres agent. Det er falsk alarm. Sigrid køber imidlertid ikke forklaringen. Desuden har hun af personlige årsager ingen tillid til PET’s operative chef, der er kæreste med hendes eksmand.
Sigrid er tvunget til at søge hjælp hos sin far, Carl Rosa, som hun brød forbindelsen til som ung. Carl er ny justitsminister og vil gerne hjælpe. Men i det samme bryder en historisk flygtningekrise ud i Europa. Ifølge efterretninger er der jihadister blandt flygtningene på vej til Danmark, så Carl får nok at se til. Overbevist om, at der vil ske flere angreb, går Sigrid og Felix deres egne veje for at stoppe terroristen – uden at vide, at de langt fra er de eneste, der leder efter den danske agent.
“Svineskytten” af Gertrud Hellbrand
Udgivelsesdato: 06/06-23
Forlag: Grønningen1
“Svineskytten” er en fortælling om grådighed, jalousi og et gammelt mareridt, der vender tilbage. Udspiller sig i et landsbymiljø midt i den ellers idylliske södermanlandske natur.
Da Aron, skovrider og vildtjæger for Hysinge Gods, finder en afskåret hånd i skoven, indser han, at der er noget helt galt med hans nye arbejdsplads. Et brev ankommer til hans forgænger i jobbet fra en ven, der undrer sig over, hvorfor han aldrig vendte tilbage til Polen, som han havde lovet. Da Aron desuden opdager, at Enar, hans uangribelige arbejdsgiver, hestemassør og ejer af godset, har en affære med sin unge assistent Carro uden sin skrøbelige kones vidende, vokser Arons mistanke om, at der bag Hysinge Gods’ smukke mure gemmer sig mange beskidte hemmeligheder. Arons sporsans leder ham ned ad farlige stier, hvor sandheden viser sig værre, end han havde forestillet sig.
Sanja Soliman er lige begyndt på sin uddannelse som politibetjent i Stockholm, da den begivenhed, hun frygter mest, finder sted: Hendes far bliver løsladt efter at have afsonet en årelang fængselsdom. Sanja er rædselsslagen for, at han vil komme efter hendes mor, og da det viser sig, at faren har fået en ny ven i fængslet, i hvis selskab han er endnu farligere end før, sættes der skub i et voldeligt familiedrama.
“Svineskytten” er den nye, uafhængige bog i den anmelderroste krimitrilogi, der udspiller sig i et landsbymiljø midt i den ellers idylliske södermanlandske natur.
Gertrud Hellbrand er en kritikerrost svensk forfatter. “Dragoner”, det første bind i den uafhængige trilogi, blev nomineret til Årets krimidebut af Det svenske krimiakademi.
“Jagten på Stine Geislers morder” af Peer Kaae
Udgivelsesdato: 06/06-23
Forlag: Frydenlund
Hvem slog Stine Geisler ihjel?
Mordet på Stine Geisler under Københavns pinsekarneval i 1990 er at af danmarkshistoriens mest berømte og endnu uopklarede kvindemord.
Den anerkendte true crime-forfatter Peer Kaae giver i bogen her tre bud på, hvem der er morderen.
“Marlow-klubbens første sag” af Robert Thorogood
Udgivelsesdato: 08/06-23
Forlag: Alpha
1. BIND I NY BRITISK COSY CRIME-SERIEH: humoristisk pensionistkrimi med et godt drys Agatha Christie.
Judith Potts er syvoghalvfjerds år gammel og lever et godt og stille liv i sit gamle hus, der ligger ned til Themsen i den lille by Marlow. Hun har ingen mand til at blande sig i, hvad hun laver, eller hvor meget whisky hun drikker. Tiden får hun til at gå med at konstruere krydsogtværser for The Times, og så er hun også glad for en aftendukkert, nøgen, i floden. På en af sine svømmeture hører Judith et råb og et skud fra et af nabohusene. Da det lokale politi nægter at undersøge sagen nærmere, må Judith selv tage affære og beslutter sig for sammen med to andre af byens damer at efterforske sagen. Inden længe dukker et lig op, og Marlow-klubben står nu med sikkerhed med deres første regulære sag.
ROBERT THOROGOOD er født i Colchester, Essex og uddannet på Cambridge University. Han er bedst kendt for at være skaberen af og manuskriptforfatter på BBC-krimiserien Death in Paradise. Første sag for Marlow-klubben er første bind i en ny cosy crime- serie, der foregår i den lille by Marlow, der ligger ved Themsen vest for London. Der er foreløbigt planlagt tre bind i serien, der er solgt til 12 lande.
“Sarek” af Ulf Kvensler
Udgivelsesdato: 08/06-23
Forlag: Alpha
3 personer til afhøring. 3 forskellige forklaringer. Hvem taler sandt?
Anna, Henrik og Milena er venner og har taget på vandreture sammen i årevis.
Da Milena spørger, om hun må tage sin nye kæreste, Jacob, med på årets tur, som for første gang går til Sarek Nationalpark i Nordsverige, kan Anna og Henrik ikke andet end at sige ja. Jacob lader til at være en flink fyr, selvom Anna med det samme får en ubehagelig fornemmelse af, at hun kender ham et eller andet sted fra.
Vandreturen udvikler sig til et mareridt, og beslutningen om at lade Jacob tage med viser sig at være et skæbnesvangert valg, der kommer til at ændre deres liv for altid.
“Den anden side af månen” Mari Jungstedt
Udgivelsesdato: 08/06-23
Forlag: People’s Press
På en iskold nytårsdag findes et nyforelsket par myrdet. Parret er skudt med pile i en jacuzzi på en ødegård i det nordlige Sverige. Manden er svensk, men bosat i Malaga, og kvinden er spansk.
Sagen viser sig at trække spor til et lyssky miljø i Marbellas nedslidte havnekvarter og til frygtelige hændelser i fortiden.
Kriminalbetjent og enkemand Hector Correa får ansvaret for den spanske del af efterforskningen, og til at hjælpe sig har han den tidligere gymnasielærer svenske Lisa Hagel, der efter sin skilsmisse har købt et håndværkertilbud af en villa i Spanien og er klar til nye eventyr.
“Den anden side af månen” er bind 2 i Jungstedts Malaga-serie.
“Ligene i lysthuset” af Anna Grue
Udgivelsesdato: 9/6-23
Forlag: Lindhardt & Ringhof
En ung mand sidder varetægtsfængslet for mord, og den ukonventionelle privatdetektiv Anne-Maj Mortensen kaster sig ind i sagen med bistand fra sit computer-kyndige barnebarn, trettenårige Didi.
Tingene kompliceres, da der sker flere mord på unge mænd, og en vrissen kvinde forsvinder – alt imens datteren Iben gennemgår en svær graviditet, og gravhunden Mortensen den Tredje kommer i vanskeligheder.
Bogen er fjerde selvstændige bind i serien om efterlønneren Anne-Maj Mortensen, der sætter sig for at opklare de forbrydelser, som har fået politiet til at kaste håndklædet i ringen.
“Sort sejl” – Rebecka Aldén
Udgivelsesdato: 09/06-23
Forlag: Gutkind
En ensom sejlbåd driver på bølgerne i skærgården udenfor Stockholm. Da søredderen Annika går om bord, er der helt tomt. Båden er forladt.
Har den revet sig løst? Ankeret er trukket op, og alle tove er på plads. Hvad er der sket?
Varmen dirrer i luften, da Joanna står på molen og kigger ud over lystbådehavnen. Hun skal sejle et par dage med sin storebror Zack. Med sig ombord bærer hun en tung sorg.
Kan havet og samværet med broren hele hende? Det bliver nogle stegende varme sommerdage på havet, som kommer til at ændre alt.
“Sort sejl” er en kontrastfyldt, atmosfærisk krimi med Stockholms smukke skærgård som baggrund, og bind 1 i Rebecka Aldéns nye serie “Søredderne”.
“Dødsstriben” af Ulrik Lauritzen
Udgivelsesdato: 9/6-23
Forlag: Brændpunkt
En fiskekutter går på grund på en lille dansk ø. På dækket ligger to unge dræbt af knivstik. Den ene er Saya Shariq, datter af en kontroversiel politiker, den anden Emil Andresen, søn af en lokal fisker.
Drabsefterforsker Jacob Moritz arbejder under pres fra offentligheden, mens ukendte gerningsmænd truer ham og familien. Jacobs kone og datter må forlade landet. På gerningsstedet vækker et vidne øjeblikkeligt Jacobs mistanke, og jagten på at afsløre mandens fortid fører til fundet af grufulde hemmeligheder og sandheden om, hvorfor han forlod sit gamle liv.
Vidnet Schillinger lever isoleret bag mur og pigtråd dybt inde i en af øens plantager. Da det viser sig, at en kvinde meldte sin mand savnet i slutningen af 1980’erne, leder Jacob efter en forbindelse til Schillinger og indser, at fortidens og nutidens synder hænger sammen – men ikke som han tror.
Snart står Jacob over for flere brutale drab, der ryster øboerne og får hadet til at blusse op i det lille samfund. Alt tyder på, at de, som kendte den virkelige Saya Shariq, bliver dræbt én efter én.
“Pigen ved broen” af Arnaldur Indriðason
Udgivelsesdato: 09/06-23
Forlag: Gyldendal
En sen aften står en mand på broen over søen Tjörning i Reykjavik. Han læner sig ud over rækværket, fordi han har fået øje på noget, der flyder i vandoverfladen. En dukke. Det lykkes ham at fiske dukken op, men så får han fået øje på noget andet i det iskolde vand. Dernede flyder liget af en lille pige langsomt forbi ham.
Mange år senere bliver den pensionerede politimand Konrad opsøgt af et ældre ægtepar, der vil have ham til at finde deres forsvundne barnebarn, Danni. Hun er narkoman, og hendes mormor er en indflydelsesrig politiker, så de beder Konrad efterforske sagen med yderste diskretion. Men under eftersøgningen bliver det mere og mere klart for Konrad, at der er en forbindelse mellem Danni og den lille pige, der druknede i søen midt i Reykjavik for flere årtier siden.
Den islandske forfatter Arnaldur Indriðason skriver klassisk, disciplineret krimi, hvor det grå guld mobiliseres, og nøglen til krimigådens opklaring ligger gemt i alle de mange lag tilværelsen består af. Det er indlevelsen i en mors sorg og det langsomme, seje gravearbejde, hvor man ved, at man vil rystes og skræmmes af det, man finder.
“Agatha Raisin” og den dødbringende tærte” af M.C. Beaton
Udgivelsesdato: 12/6-23
Forlag: North Audio Publishing
Agatha Raisin er geskæftig. Kontant. Vant til at få sin vilje. Og netop gået på tidlig pension for at nyde sit otium i en af Cotswolds’ små landsbyer, der emmer af gamle dages idyl.
Men aldrig så snart har hun deltaget i en tærtebagningskonkurrence for at indynde sig hos lokalbefolkningen, før tærtedommeren falder død om, og Agatha er under mistanke i en vaskeægte mordgåde.
En mistanke, der tvinger hende til modvilligt at indrømme, at tærten er både købt og betalt i en deli i London.
Og Agatha må nu indtage rollen som snushane for at bevise sin uskyld og — ikke mindst — få æresoprejsning.
“Sår” af Sara Blædel og Mads Peder Nordbo
Udgivelsesdato: 13/06-23
Forlag: Politikens
Politidirektør Margrethe Dybbøls teenagedatter, Zenia, er forsvundet. Zenia har før været væk hjemmefra i dagevis for at være sammen med sine venner, men da en verserende sag om en anden forsvundet ung kvinde går ind i sin tredje uge, begynder Dybbøl at blive nervøs. Er der risiko for, at de to forsvindingssager hænger sammen?
Samtidig kaldes vicepolitiinspektør Liam Stark ud til efterforskningen af et lig, som er fundet med tydelige lågeformede sår skåret ind i huden. Dea Torp prøver at holde et par fridage med sin nye kæreste, men må til sin ærgrelse afbryde dem, da der er brug for hendes hjælp til opklaringen.
Da Dea og Liam bringes på sporet af kunstneren Monika Le Fevre, der er kendt for at skære lignende sår i levende dyr som en del af sin politiske kunst, bliver det tydeligt, at hun kan have forbindelse til både liget og Dybbøls forsvundne datter.
Efterhånden står det klart for Dybbøl, at hun ikke kender sin datter så godt, som hun troede, og optrevlingen af Zenias adfærd giver hende bange anelser…
“Mord på Pelham College” af Ruth Ware
Udgivelsesdato: 14/06-23
Forlag: Gyldendal
Hannah og April møder hinanden den første dag på universitetet i Oxford. April er på alle måder Hannahs modsætning, rig, smuk, klog, ombejlet – indimellem også ondskabsfuld. På trods af deres forskelligheder bliver de hurtigt venner, og Hannah forføres af en livsstil, hun kun havde turdet drømme om. Hun indlemmes i Aprils udvalgte vennekreds, der også tæller Will, Hugh, Ryan og Emily, og i løbet af deres første semester sammen bliver de seks uadskillelige. Men da skoleåret slutter, er de kun fem tilbage – en dag finder Hannah April kvalt på deres fælles kollegieværelse.
Et årti senere er Hannah gift med Will og venter deres første barn, og den mand, der i sin tid blev dømt for mordet på April, er død i fængslet. Men da en ung journalist banker på hendes dør med nye beviser i sagen, vendes der endnu en gang op og ned på Hannahs verden. Var det hendes vidneudsagn, der fik en uskyldig mand dømt?
Hannah bliver besat af at finde frem til sandheden, men kan hun stole på det, hun husker? Kan hun stole på de fire andre – på sin egen mand? For hvis den forkerte blev dømt for mordet på April, så er den rigtige morder stadig derude.
“Lysets engel” af Jakob Melander
Udgivelsesdato: 15/06-23
Forlag: People’s Press
Christian er taget til Berlin for at hjælpe Sigga, der er på flugt fra sin gamle fjende, seriemorderen Alef. Kontakten til Sigga er sporadisk, og Christian frygter for hendes liv og mentale helbred.
I håb om at finde spor, der kan stoppe Alef, opsøger Christian gerningsstedet for det seneste drab. Der er mentale spor overalt, alligevel vil Siggas tidligere kolleger ikke lytte til ham. Kun kriminalkommissær Orhan Dügu og hans søster, Ayfer, støtter ham. Da et galleri i Berlins centrum annoncerer en udstilling af værker, der tilsyneladende baserer sig på gerningsstedsfotografier fra nogle af Siggas tidligere sager, eksploderer sagen i de tyske medier. Sammen med Orhan må han finde en vej mellem Siggas tidligere kolleger, halvautonome feministiske demonstranter, en tragedie i halvfjerdsernes Bayern og politikere, der vil sælge deres højre arm for en avis forside.
For hvem er Alef, og kan Christian og Orhan nå at standse ham, inden han finder Sigga og dræber hende?
“Underhunden” af Birgitte Wulff
Udgivelsesdato: 15/06-23
forlag: Grønningen1
“Underhuden” tager læseren med ind i nettets uhyggelige incel-miljø, hvor mænd lader kvindehadet blomstre. Tredje bind i Birgitte Wulffs anmelderroste krimiserie om Anne Velin.
På den første dag i julemåneden bliver en kvindelig byrådspolitiker fundet knivdræbt i Aarhus. På hendes krop er der symbolske brandmærker og for hendes mund et stykke tape. Budskabet synes klart som dagen. De kvindelige politikere i Aarhus Kommune er kun alt for vant til at modtage hadmails, og politiet tøver med at tillægge nettets mørkemænd nogen betydning i forhold til drabet.
Anne og hendes journalistkollega Sofie fra Radio 4’s redaktion går i kødet på mysteriet om gerningsmanden, der har lige så mange ansigter, som der findes falske profiler på det mørke net. Det haster med at finde frem til den skyldige, for alt tyder på, at morderen har tænkt sig at fortsætte. Og indtil den skyldige findes, kan enhver kvinde, der stikker næsen frem, føle sig som det næste offer, for det egentlige motiv står hen i det uvisse.
Gradvist får Anne øjnene op for, hvad der er på spil i morderens bevidsthed og i den verden, han deler med sine ligesindede. Hun fordyber sig i sagen på flugt fra kaosset, der vokser på hjemmefronten. Forholdet til kæresten Lars er skrøbeligt, og det bliver ikke bedre af, at hendes mor insisterer på, at i år skal Anne komme hjem til jul.
Tampen brænder, mens Anne må sande, at kvinder, bare fordi de er kvinder, risikerer mere end at blive svinet til på de sociale medier.
Birgitte Wulff (født 1968 i Svendborg) er uddannet journalist og har bl. a. været kriminalreporter og skrevet biografier for fremtrædende danskere.
“Et fund at dø for” af Anders De La Motte og Måns Nilsson
Udgivelsesdato: 16/06-23
Forlag:
Det er højsommer på Østerlen. Gæsterne vælter ind til det store antikmarked i Degeberga, men dårligt er markedet gået i gang, før en antikvitetshandler findes brutalt myrdet.
Den stockholmske politikommissær Peter Vinston holder egentlig ferie, men til irritation for Tove Esping fra Simrishamn Politi bliver de to alligevel sat sammen for at opklare mordet. Mens de efterforsker sagen, gør resten af byen sig klar til sommerens store oplevelse: Et afsnit af den populære tv-udsendelse Antikrunden skal optages på det lokale slot – hjemme hos Peters ekskone.
Vinston og Esping opdager snart, at antikverdenen er fuld af besværlige personer, gamle fjendskaber og gåder, der er usædvanligt svære at løse. Spørgsmålet er bare, om der virkelig er nogen, der er parat til at slå ihjel for det helt store fund?
ET FUND AT DØ FOR er anden del af Mordene på Østerlen, en serie af puslespilskrimier, der er fyldt med excentriske karakterer og skønne miljøer – og med grum og pludselig død.
“Aftenland” af Tobias Bukkehave
Udgivelsesdato: 20/06-23
Forlag: Politikens
Tobias Bukkehave har med sin spionserie slået sig fast som en af Danmarks ypperste forfattere udi den politiske spændingsroman.
Europa står i flammer, og et bombeangreb mod en russisk diplomat på Hotel Nimb i København har ført Danmark helt tæt på den ild, der truer med at fortære det gamle kontinent.
Da det danske energinet i Nordsøen pludselig bliver angrebet, siger al logik, at svaret skal findes i Rusland, men overraskende nok peger pilen snarere på USA og den unge excentriske præsident Ted Clayton. Clayton har kort forinden overtaget sin fars embede efter et fatalt skudattentat, og han har spøgt i kulissen i alle de sager, Sektor 7 har været involveret i.
Tom kender Clayton perifert fra sin studietid ved Harvard, og selvom han ved, at Clayton kører efter sin egen dagsorden, har han svært ved helt at tro på forbindelsen. Langsomt går det dog op for Tom, at tidligere venner og allierede måske ikke er til at stole på længere, og sagen spidser yderligere til, da han i sin søgen efter svar falder over noget uventet: Et spor til en gammel tværnational og dybt hemmelig organisation trækker tråde til Toms egen far, kontreadmiral Richard Cortzen, der selv efter sin død står som en tung og mørk skygge over Toms liv.
“Den forelskede morder” af Lotte & Søren Hammer
Udgivelsesdato: 20/06-23
Forlag: Falco
Jytte er sygeplejeelev og bor på kollegie i Lyngby, tæt på det sted, hvor en teenagepige findes brutalt myrdet. Snart bliver nogle af hendes mandlige venner på kollegiet mistænkte i sagen, og noget tyder på, at morderen har kastet sine øjne på Jytte. Jytte føler sig overvåget, oplever mærkelige ting og udsættes desuden for overfald. Men opklaringsarbejdet går for langsomt, så derfor beslutter Jytte sig for at tage sagen i egen hånd.
Serien om Jytte foregår i 1970’erne, i en tid med marxisme, hessiantapeter, demonstrationer, speltgrød, hjemmestrik og arbejdsløshed… Og med kvinder der ved, hvad de vil. Og Jytte er en helt ny type detektiv: ung, varmhjertet, handlekraftig og en lille smule naiv – og så har hun en tendens til at falde for de forkerte mænd.
Lotte Hammer (f. 1955) og Søren Hammer (f. 1952) har været fuldtidsforfattere siden 2010. Flere af deres krimier udkommer i over 20 lande og i 2022 blev de nomineret som årets forfattere hos PlusBog.
Deres udgivelser har spændt bredt fra de historiske spændingsromaner i den populære Venner og fjender-serie til romances som Sidste nat med Belle, der udkom i år. Alle bøgerne har det tilfælles, at de trækker på forfatternes enorme historiske viden og deres sans for menneskelige relationer.
“Mit hjerte er dit” af Anna Jansson
Udgivelsesdato: 20/6-23
Forlag: People´s
Fra et vindue holder et gift par øje med en mand, der ofte kommer og slår et telt op på standen, hver gang med en ny kvinde. Er kvinderne der af egen fri vilje?
Kriminalinspektør Maria Wern er optaget af en ny sag, en kvinde med en hjertesygdom er forsvundet. Hun har været foruden sin medicin i flere dage og Wern kæmper en kamp mod tiden samtidig med, at listen over mistænkte vokser.
Werns kollega Per Arvidsson bliver ramt af en forfærdelig tragedie. Hans 6-årige datter, Wilma, har brug for en hjertetransplantation, hvis hun skal overleve. Det får hans ekskone til at overveje alle muligheder for at hjælpe deres datter, også ulovlige.
Det viser sig, at sagerne er forbundet, og det går op for Maria Wern, at den person, hun jagter, hele tiden er et skridt foran. Når hun at opklare sagerne i tide?
“Sort monsun” af Christina Lund
Udgivelsesdato: 21/06-23
Forlag: Gutkind
“Sort monsun” er en hæsblæsende thriller om sorg, traumer og kyniske magtkampe.
Efter en personlig tragedie rejser den tidligere udenrigskorrespondent Cathrine Birklund til Bangkok. Hendes plan er at gemme sig, og Thailand er det perfekte sted at forsvinde – tror hun. For da Cathrine møder sin gamle veninde Pim, bliver hun i stedet involveret i en mystisk sag om en forsvunden ambassadørdatter.
Historien viser sig at have betændte politiske rødder, og pludselig står Cathrine midt i en diplomatisk krise mellem to gamle kongeriger. Hun må opklare sagen, men hendes egen sikkerhed er i fare, og de dæmoner, hun forsøger at flygte fra, truer stadig med at indhente hende.
Christina Lund (f. 1980) er uddannet journalist og har læst Sydøstasienstudier på Chulalongkorn Universitet i Bangkok. Hun har i en årrække boet og arbejdet i Sydøstasien. I 2012 udgav hun den dokumentariske fortælling Ashins forår, der var nomineret til Den Lille Cavling. “Sort monsun” er hendes skønlitterære debut.
“Lejligheden” af Lucy Foley
Udgivelsesdato: 22/06-23
Forlag: People’s Press
Jess trænger til en luftforandring. Hun mangler penge, et sted at bo og vil af forskellige grunde helst ikke findes af sin sidste arbejdsgiver, men da hun foreslår sin halvbror Ben, at hun kan være hos ham i hans lejlighed i Paris, lyder han ikke videre begejstret. Han siger dog ikke nej, og Jess beslutter, at alt med sikkerhed vil se bedre ud fra Paris.
Da Jess dukker op i Bens lidt for pæne lejlighed – har han virkelig råd til at bo her? – er han forsvundet. Hun finder nogle ildevarslende spor – en efterladt mobiltelefon, en blodplettet kat og en skræmmende telefonbesked, og beslutter at finde ud af, hvad der er sket med Ben.
Men der er noget mærkeligt ved de aparte og ikke specielt imødekommende naboer: overklasseløget, den pæne fyr, alkoholikeren, pigen i vinduet og portnerkonen. Hvad er det, de forsøger at skjule?
Jess er egentlig kommet til Paris for at flygte fra sin egen fortid, men det lader til at være Bens fremtid, der er på spil.
“Efter Tågeøen” af Mariette Lindstein
Udgivelsesdato: 22/06-23
Forlag: Gyldendal
Sjette, selvstændige bind i Mariette Lindsteins bestsellerserie om sekten på Tågeøen.
En julinat for halvtreds år siden blev Tågeøen ændret for altid. Julia Frisk har egentlig lagt Tågeøen bag sig, men så modtager hun et desperat opkald. Franz Oswald, den tidligere sektleder, har låst sig inde i herregårdens kælder og nægter at komme ud. Da Julia modvilligt vender tilbage til øen for at overtale ham til at bryde sin selvvalgte isolation, forvandles det, der bare skulle være et lynhurtigt besøg, til noget helt andet. En anonym kilde tipper den avis, hun arbejder på, om et halvtreds år gammelt uløst mysterium på Tågeøen. Tre teenagepiger forsvandt sporløst en julinat. Hændelsen rystede det lille samfund og selv nu er det noget, man nødigt taler højt om. De overtroiske øboere er overbeviste om, at øens spøgelse, Grevinden, lokkede pigerne ud på klipperne, hvor de sprang i døden. Julia begynder at modtage makabre ledetråde, mens Franz rystes i sin grundvold, da sporene peger på herregården og hans sadistiske far. Franz bliver mere og mere overbevist om, at hans egen adfærd er nedarvet gennem generationer af usigelig ondskab. Hvad skete der egentlig den nat for halvtreds år siden? Og hvem er det, der lurer i kulisserne og overvåger Julia?
“Efter Tågeøen” er sjette, selvstændige bind i romanserien om sekten Via Terra. Bøgerne er solgt til filmatisering og udkommer i pt 14 lande. Romanserien om Tågeøen bygger på den svenske forfatter Mariette Lindsteins egne oplevelser. Hun blev som 20-årig draget ind i den kontroversielle nyreligiøse Scientology-bevægelse. I over 20 år arbejdede hun blandt andet på topniveau i sektens hovedkvarter uden for Los Angeles. Først i 2004 lykkedes det hende at slippe væk. Ud over sin forfattervirksomhed holder hun foredrag om farerne ved sekter.
“Den hellige mand” af Jonathan Samuel
Udgivelsesdato: 22/6-23
Forlag: mellemgaard
Denne krimi er sidste bind i trilogien om Jonathan Samuels turbulente liv, hvor han fortæller om sin allerdybeste hemmelighed og om sit hemmelige liv som agent i en efterretningstjeneste. Han bliver på forunderlig vis inddraget til at opretholde en fredelig tilstand i det hellige land, som han har viet sit nye liv til. Jonathan Samuel bliver headhuntet af en hellig mand, der på uforklarlig vis hører Jonathan Samuels uudholdelige smertefulde råb om hjælp, da hans følelsesliv krakelerer fuldstændigt, da døden med katastrofal hastighed fratager ham hans anden elskede kæreste. Nu var det endelig tid til en uundgåelig livsransagelse for igen at kunne fungere optimalt, og der vælger Jonathan Samuel et nyt farligt liv. Han fravælger minoritetsmiljøet og vennerne for at begynde forfra og opbygge en ny tilværelse, en ny, ægte virkelighed, men samtidig forvirres han, for hvad er ægte, og hvad er uægte?! Jonathan Samuel må opfinde sin nye identitet, men løgnene begynder at være det ægte, for han eksisterer ikke i den virkelige verden. Han er agent i en hellig efterretningstjeneste i et helligt land, som han skal beskytte, og han skal dræbe fundamentale, radikale terrorister og afsløre dobbeltagenter for at genoprette freden, og det gør han uden betænkeligheder. Der opstår til gengæld tankemæssige og følelsesmæssige problemer. Jonathan Samuel manøvrerer igennem sit professionelle agentvirke kontra det følelsesmæssige kærlighedsliv, men ikke uden besværligheder. Den hellige mand er en sandfærdig fortælling om det, som ingen vidste, men nu bryder Jonathan Samuel den længe ventede tavshed.
Kystmord – Nordsøkrimi. John Benthiens første sag” af Nina Ohlandt
Udgivelsesdato: 22/6-23
Forlag: mellemgaard
Det er efterår på den lille ø Amrum i Nordsøen. En stormfuld nat dør en gammel mand, efter han er blevet hængt op med hovedet nedad på øens lille fyrtårn. Hans kone bliver også fundet brutalt myrdet. Kriminalkommissær John Benthien fra kriminalpolitiet i Flensborg overtager efterforskningen. Benthien har håndteret mange grufulde sager i sin tid, men denne overgår dem alle. Hvem står bag dobbeltmordet? Var det en hævnaktion? Inspektøren og hans hold famler i mørket – indtil de falder over to begivenheder, der skete langt tilbage i tiden.
Uddrag af bogen Manden på fyrtårnet var fortvivlet, hans kræfter var ved at slippe op; hans nøgne krop var ét eneste skrig. Selvom han vidste, at ingen ville høre ham i denne storm, i dette øde – rundtomkring var der kun klitter, en endeløs strandørken og foran det rasende hav – kunne han ikke andet end bede, skrige, bande, hyle, også selvom det betød, at luften ville forsvinde endnu hurtigere end planlagt. For i den plasticpose, som hans hoved var anbragt i, var der kun få huller, og de lod kun lidt ilt trænge ind. Han missede med øjnene, klynkede. Han fik spyttet i den gale hals, snappede efter luft, følte sit hjerte oppe i halsen som en døende fugl. Af og til så han gennem plastikposens mælkeagtige transparens månen lyse bag skydækket. Så lagde natten sig atter over ham som en altkvælende dyne.
“Klatmaleren fra Kiel” af Jens Jørgen Hansen
Udgivelsesdato: 22/6-23
Forlag: mellemgaard
Winther – falleret revisor og tidligere tremmerusker – forsøger at stampe et liv sammen som altmuligmand, men de skiftende småjobs som vagt på campingpladsen, kontrol med sommerhuse og tømrerarbejde for områdets beboere giver ham kun netop til dagen og vejen. Oven i det snakker Susanne – lyspunktet i hans liv, damebladsskribent og ejer af hundepensionen ude på øen i fjorden – om at flytte, da hendes økonomi er ved at brænde sammen. Og som om det ikke skulle være nok: Winthers ven, den bindegale elitesoldat Sommerland, som normalt hjælper ham, er gået under jorden for at kunne være i fred for en gruppe skydegale engelske lejesoldater, som jager ham.
De er hyret af en afghansk narkobaron, som mener, at han har en solid høne at plukke med Sommerland. Men sådan et kræ skal først fanges ind … Så igen velkommen herude vestpå – til kaffepuncher, kampsoldater og klatmalere, tyske rockere, kælvende køer, flæskesteg med rødkål, skuddueller på E45 – og en vinterkold campingkrimi.
“Når frosten kommer” af Aske Munk-Jørgensen
Udgivelsesdato: 23/6-23
Forlag: Superlux
Thomas er musiker. Da hans kone dør i en bilulykke, bryder hans verden sammen, og i et forsøg på at samle stumperne, flytter han til Vadehavet.
I det lille samfund bag digerne finder han både venskab og ny kærlighed, og for en tid lader det til, at han virkelig kan få en ny chance i livet. Men marsken er gammel, og havet husker alt.
Jeg købte et hus i marsken. I gamle dage, før digerne, byggede folk deres huse på værfter. Det kalder man de små, cirkelrunde knolde. Kom der stormflod, kunne man redde sig selv og kvæget fra at drukne på den kunstige høj, der rejste sig nogle få meter over det endeløse vand. Nu var landet sikret bag diger, og marsken lå hen som flad, åben landbrugsjord. Der fandt jeg et gammelt husmandssted. En enkelt, rød længe i bindingsværk. Når jeg stod på vejen udenfor og så op, var det, som om verden ikke var andet end himmel. Alt det, man hører om marsken og Vadehavet? Det er sandt.
“Praktikanten” af Kristoffer J. Andersen
Udgivelsesdato: 26/6-23
Forlag: Tellerup
Da den kendte YouTuber, Kamille-Mynte/Ceylon, pludselig stopper med at poste videoer, beslutter journalistpraktikanten, Uffe, sig for at finde ud af hvorfor.
Han er sikker på at hun er forsvundet, men har svært ved at overbevise sine kollegaer og politiet. For det er vel okay at ¬holde en pause fra de sociale medier?
Uffe er dog overbevist om at der er sket en forbrydelse og graver så dybt i sagen at han begynder at modtage trusler.
Samtidig lægger Kamille-Mynte/Ceylon en ny video op hvor hun beder politiet og internettet om at stoppe efterforskningen. Hun har det godt og har blot brug for ro omkring sig.
Men Uffe er stædig og finder et nyt spor som skaffer ham endnu en trussel på halsen.
“Karolines kamp” af Kim Leine
Udgivelsesdato: 30/06-23
Forlag: Gyldendal
KØBENHAVN 2016. Efter et imponerende valgresultat er Karoline Blicher kommet i Folketinget for Demokratisk Alliance, som er blevet et succesfuldt regeringsparti.
Men da formanden bliver indlagt med hjerteproblemer, opstår der uro på de indre linjer. Det trækker op til kupforsøg, og strategen Karoline er klog nok til at holde sig på afstand af de uskønne magtkampe. I al hemmelighed arbejder hun på sin egen plan: Hun vil rejse til USA for at studere den amerikanske præsidentkandidat Donald Trumps evne til at samle masserne, og når hun vender hjem, vil hun stifte sit eget borgerlige parti, som kan tale direkte til folket – og føre hende frem til statsministerposten. Men undervejs må Karoline gøre op med sig selv, hvad og ikke mindst hvem hun er villig til at ofre for at få magten.
Christiansborgjournalisten Jesper Skov har travlt med at dække implosionen i Demokratisk Alliance, men personligt er han en mand på nulpunktet. Hans kone, der har levet et dobbeltliv som russisk agent, er forsvundet med deres søn, og alt tyder på, at de er omkommet i et flystyrt på grænsen mellem Rusland og Kina. Men er det hele sandheden? Hvis Jesper vil opklare, hvad der i virkeligheden er sket, må han selv følge sporet dybt ind i Rusland.
Snart indhentes både Karoline og Jesper af fortiden, og de vikles ind i et kompliceret spind af løgne, ubekvemme sandheder og skjulte dagsordener, hvor indtil flere fremmede efterretningstjenester trækker i trådene.
“Karolines kamp” er andet bind i spændingstrilogien om politikeren Karoline Blichers rejse til toppen af dansk politik.
Vi tager forbehold for ændringer.