Kommende krimier – februar 2023
Her kan du få et overblik over et udvalg af de krimier og spændingsromaner, der udkommer i løbet af februar måned 2023.
God læselyst.
Mit hjerte er dit af Anna Jansson
Udgivelsesdato: 2/2-23
Forlag: People’s Press
Fra et vindue holder et gift par øje med en mand, der ofte kommer og slår et telt op på standen, hver gang med en ny kvinde. Er kvinderne der af egen fri vilje?
Kriminalinspektør Maria Wern er optaget af en ny sag, en kvinde med en hjertesygdom er forsvundet. Hun har været foruden sin medicin i flere dage og Wern kæmper en kamp mod tiden samtidig med, at listen over mistænkte vokser.
Werns kollega Per Arvidsson bliver ramt af en forfærdelig tragedie. Hans 6-årige datter, Wilma, har brug for en hjertetransplantation, hvis hun skal overleve. Det får hans ekskone til at overveje alle muligheder for at hjælpe deres datter, også ulovlige.
Det viser sig, at sagerne er forbundet, og det går op for Maria Wern, at den person, hun jagter, hele tiden er et skridt foran. Når hun at opklare sagerne i tide?
Forsoneren af Viveca Sten
Udgivelsesdato: 7/2-23
Forlag: Alpha Forlag
Forsoneren er den tredje bog i Viveca Stens nye serie, som foregår i det bjergtagende og dramatiske vinter-landskab i det populære skiområde omkring Åre, 600 km nord for Stockholm.
Viveca Stens særkende er hendes evne til at væve beskrivelserne af den vilde, storslåede natur sammen med stærke karakterer og opklaringen af en spændende mordgåde. Med sin nye serie, Mordene i Åre, har Viveca Sten fundet en ny dramatisk setting og givet os et par fantastiske nye karakterer i Hanna og Daniel, som man som læser i den grad har lyst til at følge.
De to første bøger i serien, Offermageren og Skyggedalen udkom på dansk i henholdsvis februar 2021 og januar 2022. De har til sammen solgt over 400.000 eks. i Sverige.
Dukkesamleren af Tine Gudrun
Udgivelsesdato: 7/2-23
Forlag: Grønningen 1
Hvem skaber et uhyggeligt menneske?
En mandlig socialpædagog findes brutalt dræbt på et psykiatrisk dagcenter i Dragør. Liget er maltrakteret, og flere legemsdele mangler. Efterforsker Lasse Busk og politiassistent Silke Løve fra Københavns Politi forstår snart, at socialpædagogen kun er det første offer. En koldblodig morder går tilsyneladende systematisk efter plejepersonalet i den sociale sektor. Det får flere ministre op af stolene. De presser efterforskningen for deres egen skyld. Men gør de nok for dem, der arbejder med voldsparate mennesker?
Efterhånden som Lasse Busk og Silke Løve følger sporene fra de udvalgte ofre, tegner sig et grumt billede af en kalkulerende seriemorder, der altid er et skridt foran. De to efterforskere kommer vidt omkring, før de begynder at ane et nyt, uhyggeligt motiv. Samtidig er en tragedie fra Lasse Busks fortid begyndt at røre på sig. Nogen skal stilles offentligt til ansvar.
Dukkesamleren er Tine Gudruns debutkrimi.
Efter lukketid af Alex Finlay
Udgivelsesdato: 9/2-23
Forlag: Falco
Det er nytårsaften i 1999. Dommedags-profeter forventer de værste kaosscenarier ved årtusindskiftet, men ingen af dem holder stik. I en Blockbuster i New Jersey bliver fire teenagere på aftenvagt angrebet og kun én overlever. Den mistænkte flygter og bliver aldrig set igen. Femten år senere angribes en anden gruppe teenagere i en isbutik i samme by, og endnu engang er der kun én overlevende.
Det er mere end bare et tilfælde og den højgravide FBI-agent Sarah Keller sætter livet på spil i opklaringen af sagen.
Havørnens skrig – Millennium 7 af Karin Smirnoff
Udgivelsesdato: 10/2-23
Forlag: Modtryk
Havørnens skrig er 7. bind.
Lisbeth Salander er tilbage. Det er Mikael Blomkvist også. Millennium-bøgerne har taget hele verden med storm, og nu er handlingen flyttet til Nordsverige, nutidens vilde vesten, hvor skånselsløse virksomheder ikke skyer nogen midler for at få adgang til landområder og naturens ressourcer. Og kriminelle bander tiltrækkes af den enorme tilstrømning af nye penge og muligheder.
Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist er hver for sig taget dertil af familiemæssige årsager. Deres veje krydser hinanden, og sammen havner de i en nådesløs kamp på liv og død i byen Gasskas, hvor onde kræfter er på jagt efter den helt store gevinst. Og hvor mænd fortsat hader kvinder.
Nedsmeltning af Niels Krause-Kjær
Udgivelsesdato: 3/2-23
Forlag: Lindhardt og Ringhof
En bombe eksploderer i Demokratisk Klima Fraktions hovedkontor kort før et EU-klimatopmøde i København, og organisationens eneste medarbejder dør. Flere mindre klimaaktioner kulminerer med et brandattentat mod Danmarks kontroversielle klimaminister, Ib Boldbjerg, der er kendt for at være en brutal politiker.
Ulrik Torp er blevet chefredaktør på den gratis ugeavis ValbyPosten. En række – for ugeavisen uvante – kritiske artikler om Valbys lokale toppolitiker Ib Boldbjergs private boligforhold, sætter Torp på sporet af kræfter, der for enhver pris vil gøre klimatopmødet til en fiasko. Samtidig kæmper Ulrik Torp på den private front både med sit helbred og med den fortabte søn, der efter tre år pludselig vender tilbage fra Bruxelles som fuldtids klimaaktivist sammen med en ny kæreste.
Til sidst tvinges Ulrik Torp til at vælge imellem karriere, klima og familie.
Spændingsromanen Nedsmeltning er skrevet af Niels Krause-Kjær (f. 1963). Han er uddannet journalist og arbejder i dag som vært på DR2 Deadline. Efter en periode som pressechef for Den Konservative Folketingsgruppe skrev han den politiske thriller Kongekabale, der blev filmatiseret i 2004. Opfølgeren til Kongekabale, Mørkeland, udkom i 2019, og i 2020 fulgte tredje bind, Fandens forår.
Tonedød af Randi Fuglehaug
Udgivelsesdato: 10/2-23
Forlag: Grønningen 1
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️”Rå, fandenivoldsk og kvik.” Dagbladet
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️” … forener det bedste fra true crime-genren og Agatha Christie.” Bergens Tidende
Agnes Tveit er en charmerende snushøne med hang til kager og søde sager – oveni mord og mysterier.
En verdensberømt diva falder død om på scenen under en jazzfestival. Det viser sig hurtigt, at hun er dræbt under mystiske omstændigheder. Det hiver den idylliske by Voss ud af påskefreden og den egenrådige journalist Agnes Tveit ind i et drabsmysterium. Det ville være en underdrivelse at sige, at jazzdivaen var konfliktsky, tværtimod, for et flertal af byens indbyggere har tilsyneladende et motiv. Hun var ikke nogen elsket dame. Agnes starter sin egen efterforskning, og da tampen pludselig brænder, er hun selv i en farlig risikozone.
Oveni er hun ny-single og har utrolig svært ved at holde hovedet koldt i nærheden af festival-direktøren, hendes store ungdomskærlighed.
Den hellige ø af LJ Ross
Udgivelsesdato: 14/2-2023
Forlag: Lindbak + Lindbak
Da en ung kvinde findes myrdet i klosterruinerne på den hellige ø, Lindisfarne, må kriminalkommissær Ryan afbryde sin orlov fra drabsafdelingen.
Kvindens lig er smukt arrangeret, næsten som et rituelt offer på et alter, og dr. Anna Taylor, en civil ekspert i hedenske ceremonier, som desuden er født på øen, tilkaldes for at assistere Ryan i efterforskningen.
Men både Anna og Ryan kæmper med spøgelser fra fortiden, og mens de jager en intelligent, umættelig morder i det lukkede, lille øsamfund, holder nogen nøje øje med dem. Den unge kvinde bliver ikke det sidste offer.
Vi er alle mordere af Karen Geuther
Udgivelsesdato: 15/2-23
Forlag: Perspress
Hovedpersonen, den 45 årige Claudia befinder sig i en midtvejskrise, med b. la. et forlist ægteskab bag sig, og to teenagere til hvem hun har et noget problematisk og nogle gange ikke eksisterende forhold til. Handlingen udspiller sig på et behandlingssted for mennesker med posttraumatisk stress. Claudia, som arbejder som terapeut på stedet, forelsker sig i en af sine klienter.
Da der sker et mord i hendes terapigruppe, frygter hun, at han kan have noget med mordet at gøre. Men tingene er komplicerede, da alle slås med indre dæmoner og potentielt kan have et motiv til mordet.
Dragenotatet af Michael Larsen
Udgivelsesdato: 16/2-23
Forlag: Turbine
Et medicinalfirma hyrer den unge insektekspert og biologistuderende Camilla til at finde en ganske særlig og meget sjælden bille, der indeholder et stof, der tilsyneladende kan sikre evig ungdom. Men noget stikker under, og da Camillas ekskæreste Benjamin med forbindelser til samme medicinalselskab undervejs i jagten på det unikke stof findes død, går det op for Camilla, at suspekte kræfter er på spil, og hun tager flugten sammen med journalisten Mikkel Valentin, der egentligt er hyret til at overvåge hende, men nu beslutter sig for at hjælpe.
Men hvem er de på flugt fra? Og hvad er det egentligt, hun og Mikkel jagter? Er det overhovedet den meget sjældne bille, eller er det i virkeligheden noget, verden aldrig tidligere har set? Et rumvæsen, et videnskabeligt eksperiment, der er slået fejl? Hvem er de andre, der jager det ukendte – og hvorfor? Er det for at redde verden – eller for at ødelægge den?
Camilla bliver viklet ind i en verden, hvor al sund logik bliver udfordret, mørke kræfter truer, og hvor hun må stå ansigt til ansigt med sin værste frygt.
MICHAEL LARSEN fik sit internationale gennembrud med thrilleren Uden sikker viden, og han er manden bag den ikoniske thriller Slangen i Sidney, solgt i mere end 100.000 eksemplarer og udgivet i en lang række lande. I de senere år er han kendt for Ærø- spændingsromanerne Mordet på øen og Dødens kode, der er under filmatisering.
Hvad ser du? af Martta Kaukonen
Udgivelsesdato: 16/2-23
Forlag: Falco
Ira er en ung kvinde på 20 år. Hun er også seriemorder, og hun dræber efter sine helt egne præmisser og teknikker. Da et mord er ved at gå grueligt galt, starter Ira til terapi for at skabe et alibi for sig selv, og hun udvælger den smukke kendisterapeut Clarissa som sin redning. Stemningen mellem de to er underlig fra start af, og sessionerne med Clarissa tager en uhyggelig drejning. Det viser sig, at Ira har haft en grusom barndom, og at Clarissa måske ikke er helt så god, som hun udgiver sig for at være.
Kun én af de to ved, at de deler en fælles hemmelighed, og spørgsmålet er, om den anden når at samle brikkerne, før det er for sent.
Psykologisk thriller til fans af Gillian Flynn.
Det sidste liv af Peter Mohlin & Peter Nyström
Udgivelsesdato: 16/2-23
Forlag: People’s Press
Årets krimidebut 2020 i Sverige. Det sidste liv er første bind i serien om den tidligere FBI-agent John Adderley.
I 2009 forsvinder datteren af en af Sveriges mest succesrige virksomhedsejere sporløst fra byen Karlstad, og selvom politiet har fundet en mulig gerningsmand, må de løslade ham på grund af manglende beviser.
I Baltimore vidner FBI-agenten John Adderley ti år senere i en opsigtsvækkende retssag mod det kriminelle netværk, han gennem flere år har infiltreret. John bliver optaget i et vidnebeskyttelsesprogram, får en ny identitet og bliver efter eget ønsket forflyttet til Karlstad, hvor han er vokset op. Her bliver han en del af den cold case-gruppe, som skal forsøge at opklare den ti år gamle forsvindingssag.
Men kan John føle sig tryg med sin nye identitet i Karlstad? Og hvad sker der, hvis kollegerne finder ud af, at den hovedmistænkte i sagen er Johns bror?
Missionen af Britt Nørbak
Udgivelsesdato: 20/2-23
Forlag: Superlux
Julie Røpke befinder sig øverst i hierarkiet på den lukkede kvindeafdeling i det moderne superfængsel Omega Max.
Med magten følger daglige konflikter, livsfarlige intriger og forbudte følelser. Julies relation til fængselsbetjent Christopher Nyholm kompliceres af et uventet gensyn med ekskæresten Mads Bremer, som fik hende dømt for Danmarkshistoriens største smykkerøveri.
Et dødsfald tvinger Julie til at forsøge at flygte fra Danmarks mest sikre fængsel. På papiret en uoverkommelig bedrift, men hun er før sluppet afsted med det umulige. Kan det lykkes hende, når tiden er knap, forhindringerne øges, og presset er større end nogensinde?
I samfundet udenfor rumsterer den utrættelige kriminalreporter Katrine Wulff, der opsøger Julie Røpkes søster, Iben, i håb om at komme til bunds i søstrenes hemmeligheder.
Wulffs evne til at være på det rette sted på det rette tidspunktgiver hende en større rolle i Julies flugtforsøg, end nogen kunne have forestillet sig.
MISSIONEN er andet fritstående bind i en spændingsserie, der foregår i et lukket dansk kvindefængsel.
Nada af Cabanes
Udgivelsesdato: 21/2-23
Forlag: Forlaget mellemgaard
Paris i begyndelsen af 1970’erne: Den venstreekstremistiske terrorgruppe »Nada« har planlagt at bortføre den amerikanske ambassadør under et bordelbesøg. Gidseltagningen forløber som smurt, men problemerne tårner sig snart op, da myndighederne indleder en nådesløs jagt på gruppen. Og det viser sig hurtigt, at myndighederne ikke er mindre hensynsløse end terroristerne.
Med Max Cabanes’ tegninger og Doug Headlines tekstbearbejdning kommer Jean-Patrick Manchettes mesterlige noir-thriller til live i al sin bitre og fortvivlede gru.
Vi er virkeligheden af Morten Buschmann
Udgivelsesdato: 21/2-23
Forlag: Forlaget mellemgaard
År 2018. Indhenter Lucas Zickermann er milevidt fra alle sine problemer. Han er flygtet til Thailand, har købt en restaurant og nyder friheden. Frihed fra mordopgaver, spionage og politik. I Bayern bliver to medlemmer af våbenhandlerfamilien Zickermann myrdet. Tysk politi mistænker en gruppe østeuropæiske nynazister. Lucas’ familie kræver, at mordene skal hævnes. I mellemtiden er hans kæreste, Annesofie, ankommet til Thailand. På ferie. Også hun er ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste og er travlt optaget med at udrede trådene i ”Danmarkshistoriens største skattesag” på ambassaden i London. Bagmanden er briten Sanjay Shah, og Annesofie har fundet forbindelser mellem finansfolk og russiske lejemordere. Mystiske ting begynder at ske på Lucas’ restaurant. Gæster og personale opfører sig besynderligt, alt imens Annesofie har problemer med sine døtre og den politistyrke, der bevogter dem i London. Lucas tager det cool. Han er blevet lovet beskyttelse af Thailands efterretningstjeneste. Men Thailand er ikke fredelige Danmark.
Morten Buschmann (født 1964, Kbh.), forfatter, foredragsholder og journalist. Arbejdet for bl. a. DR, TV 2, Forsvarskommandoen og Københavns Universitet.
Pigen på billedet af Heidi Amsinck
Udgivelsesdato: 22/2-23
Forlag: Gutkind
Pigen på billedet er bind 2 i Jensen-serien.
Da den 90-årige Irene Valborg bliver fundet brutalt myrdet i en velhavende forstad til København, og hendes diamanthalskæde er forsvundet, ligner det et indbrud, der er gået galt. Da yderligere to ældre mennesker bliver ofre for brutale overfald, begræder politiet en stigning i vold mod ældre. Men hvem er den unge pige på billedet, som kriminalkommissær Henrik Jungersen finder på alle gerningssteder?
Irenes datter er utålmodig efter at få adgang til den arv, hun har så meget brug for, og hyrer den tidligere reporter på Dagbladet, Jensen, og hendes teenage-sidekick Gustav til at finde den forsvundne halskæde. Henrik ser sig i sin søgen efter sandheden endnu en gang konfronteret med Jensen – den ene kvinde i København, som han vil gøre alt for at undgå at møde, i et desperat forsøg på at redde sit ægteskab.
Heidi Amsinck (f. 1967 i København) er uddannet journalist og har siden 1992 boet og arbejdet i London, bl. a. som korrespondent for Børsen og Jyllands-Posten. Som barn var hun besat af Brødrene Grimms eventyr, men det var Roald Dahls sorthumoristiske Skæbnefortællinger på dansk tv i 1970erne, der for alvor grundlagde en livslang fascination af uhygge og menneskers mørke sider. Hun og Jensen har erobret mange krimilæseres hjerter med Mit navn er Jensen, bind 1 i serien.
Mordet ved Mirror Lake af Clare Mackintosh
Udgivelsesdato: 23/2-23
Forlag: Aronsen
Om Mordet ved Mirror Lake:
”Superb, med paralleller til Agatha Christie.” – Patricia Cornwell
”Kriminalbetjentene Leo og Ffion gør en strålende debut.” -Belinda Bauer
”Mackintosh bliver kun bedre og bedre.” – Peter James
”Jeg forelskede mig i den modige, komplicerede kriminalbetjent Ffion Morgan.” – Ruth Ware
Luksusferieboligerne ved Mirror Lake er en succes, og resortets ejer Rhys Lloyd har inviteret de lokale på champagne, så de kan møde deres nye rige naboer.
Årets fest er begyndt. Men ikke alle er der for at fejre, og inden midnat ligger Rhys’ krop livløs i søens kolde vand.
Kriminalbetjent Ffion Morgan er vokset op i byen og alle de mistænkte er hendes naboer, venner eller familie. I takt med at efterforskningen skrider frem dukker flere og flere løgne op til overfladen og viser, at selv Ffion gemmer på dystre hemmeligheder. Snart er det ikke et spørgsmål om hvem, der ønskede Rhys’ død … men hvem der i sidste ende dræbte ham.
Andre spændingsromaner af Clare Mackintosh: Jeg lader dig gå, Jeg ser dig og Lad mig dø og Gidsel.
I skyggen af Simon Haggström
Udgivelsesdato: 28/2-23
Forlag: HarperCollins
I Ferentari-ghettoen i sektor 5 i Bukarest kæmper 18-årige Loredana for at skaffe penge til sin familie. Hun bliver lovet et liv i luksus i Sverige, hvis hun sælger sin krop, og hun griber muligheden.
Sygeplejersken Lina bliver mistænksom, da hun møder en voldsramt kvinde fra Rumænien med de samme skader og opsigtsvækkende tatovering som en anden ung kvinde, der har været indlagt tidligere. Hvad er der sket med dem, og hvad er deres forbindelse?
Makkerparret Markus Lundström og Natalia Volotkova er igen i hælene på de netværk af bagmænd, som lokker unge kvinder til Sverige for derefter at sælge deres kroppe til sexkøbere. Da efterforskningen stagnerer, tager Natalia sagen i egen hånd.
En helt anden historie af Stefan Ahnhem
Udgivelsesdato: 28/2-23
Forlag: Lindhardt og Ringhof
En helt anden historie er en selvstændig krimi fra den svenske forfatter Stefan Ahnhem, der har skrevet Fabian Risk-serien.
En kendt livsstilsblogger bliver fundet myrdet i en suite på et af Stockholms luksushoteller. Er det en kynisk iscenesat henrettelse eller resultatet af en erotisk leg, der er gået for vidt?
Sagen havner på Malin Rehnbergs bord, Fabian Risks tidligere kollega fra Helsingborg-politiet. Malin er nødt til at tage kampen med sin nye chef, der ønsker, at Rigskriminalpolitiet hellere skal fokusere på en vigtig sag om trafficking. Samtidig har Malin problemer i privatlivet som børnefamilie i Enskede.
Da der bliver begået endnu et mord, er alt oppe at vende. Umiddelbart er der ikke en forbindelse mellem ofrene, men måske kan det nye dødsfald være en brik i en større sag. Og hvem er den ukendte stalker, der bliver ved med at dukke op i efterforskningen, og hvad vil han?
En helt anden historie er en nervepirrende krimi, hvor alt er i spil.
Vi tager forbehold for ændringer.