Kommende krimier – april
Her kan du få et overblik over et nogle af de udgivelser inden for krimi- og spændingsgenren, der udkommer i løbet af april måned.
God læselyst!
Den nittende ø af Thomas Bagger
Udgivelsesdato: 1/4-22
Forlag: Politikens Forlag
Aarhusianske Thomas Bagger bragede igennem i 2017 med krimien Den permanente, der nåede ud til mere end 40.000 lyttere på Mofibo. I 2021 udkom han på Politikens Forlag med krimi- thrilleren Manden i tre dele, der blev indstillet til Krimimessens Publikums- pris og høstede flotte anmeldelser.
I Den nittende ø – der er andet bind i serien om den excentriske efterforsker Lucas Stage – finder en spektakulær hændelse sted i en lille bygd på Færøerne. Sammen med kriminaltekniker Sidsel Jensen bliver Lucas som special- agent i Task Force 14 sendt op for at hjælpe det lokale politi. I en kirke er fire præster i fuldt ornat blevet fundet døde i en pøl af deres eget blod og med hver sin kniv knuget mellem hænderne. Umiddelbart ligner det et rituelt kollektivt selvmord, men noget tyder på, at en femte person har opholdt sig i kirken.
Både Lucas og Sidsel er på godt og ondt fremmedelementer i det lille lokalsamfund, og mens tiden arbejder mod de to danske efterforskere, vikles de langsomt ind i et mørkt, brutalt og blodstænket net af fortielser og religiøse fanatikere, der kun går på knæ for Gud.
Arvtageren af Camilla Sten
Udgivelsesdato: 1/4-22
Forlag: Gads Forlag
Fortidens mørke familiehemmeligheder dukker op til overfladen på en afsidesliggende svensk herregård, da en ung kvinde kommer på sporet af sin dystre familiehistorie.
Da Eleanors mormor bliver myrdet i sit hjem, ser Eleanor ved et tilfælde morderen flygte fra gerningsstedet, sekundet inden hun opdager sin mormor forbløde ihjel i entréen. Men Eleanor er klinisk ansigtsblind, og da politiet beder hende beskrive gerningsmanden bagefter, kan hun intet huske. Da boet efter mormoren gøres op, viser det sig til Eleanors store forbløffelse, at hun har efterladt sig en stor herregård, som Eleanor intet kender til. Sammen med sin kæreste, moster og en advokat rejser Eleanor op til huset for en weekend for at lære sin arv at kende og for at finde frem til sandheden om sin mormor. Men det mystiske hus viser sig at gemme på langt flere hemmeligheder end ventet, og langsomt vækkes en glemt historie fra fortiden til live. Det står dog hurtigt klart for Eleanor, at nogen vil gøre alt for at forhindre hende i at finde frem til den skæbnesvangre sandhed…
ARVTAGEREN er en urovækkende spændingsroman om arv og mørke familiehemmeligheder skrevet af en ny international stjerne på den skandinaviske krimihimmel. Camilla Sten har udgivet flere romaner for både børn og voksne, bl. a. spændingsromanen Den forsvundne by, som blev hendes store gennembrud internationalt, og som er solgt til filmatisering hos Nordisk Film. Arvtageren udkommer i 8 lande, heriblandt USA.
Sølvmønterne af Tom Egeland
Udgivelsesdato: 1/4-22
Forlag: Turbine
Et 2000 år gammelt brev fra Pontius Pilatus til Kejser Tiberius forsvinder under dramatiske omstændigheder. Bjørn Beltø bliver tildelt den farlige opgave: Find brevet!
Hvad skete der, da Judas forrådte Jesus? Og hvad var Pilatus’ rolle i dramaet? I jagten på fortidens gåder afslører Bjørn Beltø opsigtsvækkende hemmeligheder, og samtidig bliver Bjørn konfronteret med et mysterium, der har rødder i hans egen fortid.
Tatovøren – Blodengel 3 af Lotte Petri
Udgivelsesdato: 1/4-22
Forlag: StorySide
BESTIALSK OG MØRK KRIMI
Det er en smuk sommerdag ved Sjælsø, da et lig stiger op til overfladen. Det er nøgent og slemt tilredt. Obduktionen fastslår, at kroppens organer er sat ud som følge af en hjertefejl kombineret med hård tortur. Begge øjne er fjernet. Selv for garvede efterforskere er det en svær sag at håndtere.
Området ved Sjælsø har tidligere været gerningssted for en makaber forbrydelse: En skizofren ung mand forgreb sig på sin kvindelige plejer, der havde indledt sig på et forhold med ham. Hun var kørt alene ud med ham. Det blev hendes død. Han voldtog hende og skar begge øjne ud og satte ild til hende. Gerningsmanden er i sikker forvaring i Herstedvester Fængsel, og kan derfor ikke knyttes til det nye kvindedrab.
Fundet af endnu en død kvinde ryster hele landet. Liget er parteret og placeret i en kuffert på en byggeplads i København midt på Vesterbro. Også her er øjnene skåret ud. E-gruppen, med Sofie Engell i spidsen, bliver af Rigspolitiet sat til at opklare de komplicerede sager.
Efterhånden dukker flere spor op, og de peger alle mod et netværk af INCELS, mænd, der håner og hader smukke kvinder. Politiets IT-specialister finder en lukket online-gruppe, hvor en mand kaldet Tatovøren uploader nogle syge videoer med en ekstrem form for kropsudsmykning; det er en mand, der trækker blodige spor efter sig.
TATOVØREN er tredje bind i Lotte Petris hæsblæsende og uhyggelige krimiserie, BLODENGEL
Udhængt II – Dødens dal af Per Jacobsen
Udgivelsesdato: 1/4-22
Forlag: HumbleBooks
Tretten måneder efter begivenhederne i seriens første bog lever Randall Morgan og hans familie stadig et liv i usikkerhed. Et liv, hvor de – ligesom de andre spredte grupper af overlevende – konstant må være på vagt.
En dag gør de dog et makabert fund, som leder dem til at tro, at deres forfølgere ikke vil udgøre en trussel meget længere.
Men kan de stole på, at det ikke blot er endnu en udspekuleret fælde, som deres usynlige fjende har sat op?
Og kan de stole på hinanden?
Fanget, men fri af Thomas C. Krohn
Udgivelsesdato: 2/4-22
Forlag: RosenHill
En kvinde ligger i vandkanten. Hun er ilde tilredt og uden personlige papirer.
Markus, en tysk forretningsmand, finder hende. Han tager hende med hjem og plejer hende.
Da hun vågner, kan hun intet huske. Hun ved ikke, hvem hun er, eller hvorfor hun var havnet i vandet.
Hun undrer sig over, hvad Markus vil med hende. Hun er fanget. Samtidig med, at hun kæmper for at få sin hukommelse tilbage, skal hun finde en vej ud. Hun vil ikke bare lade sig kue. Hun vil ikke være fanget, men fri. Hun er ikke morder. Hun er problemløser.
’Fanget, men fri’ er en psykologisk thriller og en selvstændig opfølger til ’Med alle midler’.
Nøglen til mord af Anna Grue
Udgivelsesdato: 2/4-22
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Anne-Maj Mortensen finder sin eksmands blodige lig i en luksuslejlighed ved Nykøbing Sjællands Lystbådehavn. Den ældre herre har tilsyneladende begået selvmord, og ingen forstår hvorfor. Til hendes store irritation må hun påtage sig at få solgt boligen, og det bliver en kamp med en lige lovlig smart ejendomsmægler – og alt for mange flyttekasser.
Midt i processen overrasker Anne-Maj et par, der på mystisk vis har skaffet sig nøgler til lejligheden for at have sex – og snart får hun mistanke om, at den lokale mægler står bag et organiseret misbrug af tomme ejendomme.
Politiets efterforskere tager som sædvanlig ikke Anne-Maj alvorligt – ikke engang, da man finder først ét, så et andet lig, der efter hendes bedste overbevisning har forbindelse til sammensværgelsen. Men de skal blive klogere …
NØGLEN TIL MORD er tredje selvstændige bind i Anna Grues serie om fru Mortensen. Anna Grue fik sit store gennembrud med krimierne om Den skaldede detektiv, som tv-serien Sommerdahl bygger på.
Hvidt Had af David Garmark
Udgivelsesdato: 2/4-22
Forlag: Montagne
Sneen falder tæt, og efterforskningsleder Max Munk har dårligt fået pusten efter sin sidste sag, der nær kostede ham og hans partner Merian livet og konfronterede ham med fortiden i form af en hidtil ukendt datter og en søster, hvis død han har sørget over i 25 år. Nu er et nyt mysterium landet på hans skrivebord – en række børn er blevet kidnappet direkte fra deres mødres maver, og situationen har mistænkelige sammenfald med en 15 år gammel sag om en færøsk læge og seriemorder. Med pressen åndende ham i nakken og hele Danmark som publikum må Munk på sagen, alt imens Merians helbred forværres, og hendes stalker begynder at gøre alvor af sine trusler. Og selvom Munk er lykkelig for at have sin søster tilbage i sit liv, er hendes genkomst omgærdet af skygger fra fortiden, der ikke lader sig ignorere. Presset til det yderste bliver det snart klart, at Munk har et skæbnesvangert valg at træffe …
Hvidt had er tredje og afsluttende bind om Max Munk og Merian Takano og er en fortælling om hævn, anger, betingelsesløs kærlighed og accept af det uundgåelige – døden.
Fartdjævlen af Inger Gammelgaard Madsen
Udgivelsesdato: 2/4-22
Forlag: Farfalla
En tidlig morgen sætter et trafikuheld i et vejkryds i det vestlige Aarhus, forårsaget af en vanvidsbilist, gang i en lavine af fatale begivenheder. Som fører af bilen finder man den 17-årige Mathilde Abel, som ikke overlever sine kvæstelser. Journalist Anne Larsen kører tilfældigt forbi, netop da ambulancen er på vej væk fra stedet. I den forulykkede bil hænger der på bakspejlet et halssmykke, et sølvkranie med kun ét øje af rødt glas, som straks fanger Annes opmærksomhed. Smykket viser sig at føre tilbage til en dødsulykke for tyve år siden i Hareskoven på Sjælland og en forsvundet treårig dreng. Anne arbejder på sagen for Media House Denmark, der har sat fokus på de mange vanvidsbilister i Aarhus. Der er bare noget ved den ulykke, som ikke hænger sammen. Samme dag sker der et skuddrab på en 14-årig dreng ikke langt fra stedet, hvor ulykken skete. Anne har mistanke om, at drabet på ham har noget med ulykken at gøre, fordi drengen så, hvad der virkelig skete.
Kriminalkommissær Rolando Benito fra Østjyllands Politi efterforsker skuddrabet, som man først betragter som banderelateret, men da Anne kommer med sin teori, og Rolandos gamle ungdomsven bilinspektør Frode Ebbesen afslører uventede detaljer om bilulykken, begynder han at interessere sig for andre motiver. Men Rolandos og især Anne Larsens efterforskning sætter andre menneskers liv i fare. Fortiden bør ikke altid graves frem.
Stormvarsel af Klaus Thodsen
Udgivelsesdato: 2/4-22
Forlag: Brændpunkt
1970. På den lille ø Bregnø i Vadehavet er teenageren Lisbeth Madsen forelsket i sin skolekammerat, Aksel Knudsen. Men øen er delt i to stridende parter, og Lisbeth og Aksels familier befinder sig på hver deres side af striden. Derudover er Aksel øboernes hovedmistænkte i en gammel sag om dyremishandling.
Da Lisbeth Madsen en tidlig morgen findes myrdet i en mudret sø på en fåremark, falder alles mistanke omgående på Aksel Knudsen, og fronterne på Bregnø trækkes yderligere op.
Den distræte og skarpsindige kriminalkommissær Have fra politiet i Ribe må forsøge at finde morderen, men hans efterforskning besværliggøres af en mangel på vidner og af øens interne stridigheder.
Da en storm rammer den jyske vestkyst afskæres Have fra Bregnø, beviserne og morderen.
Stormvarsel er den første selvstændige bog om kriminalkommissær Have.
Dem som hævner af Jens Strandbygaard
Udgivelsesdato: 2/4-22
Forlag: Byens Forlag
Daniel Vest alias Poseidon begynder at finde sig til rette i det vestjyske, da nye sager kalder fortidens spøgelser frem. For var den tragiske dødsbrand, der tog livet af Daniels kone og datter, virkelig bare en ulykke?
I sin søgen på svar må Daniel tøjle en indre strid mellem præsten og frømanden, der har hver sin mening om den rette vej frem: nåde eller hævn?
Undervejs blander en gammel flamme, en pensioneret PET-agent og forskellige lyssky typer sig, efterhånden som romanen bygger op til et kaotisk og overraskende klimaks.
“Dem som hævner” er tredje bind i fortællingen om elitesoldaten og præsten Daniel Vest. Nye læsere af serien kan dog sagtens være med.
Mørkt lyser natten af Eva Botofte
Udgivelsesdato: 2/4-22
Forlag: Brændpunkt
Kriminalassistent Maria Lind bliver sat på flere makabre sager, der involverer børn. Samtidig med at hun må kæmpe mod sine mandlige kollegers og de mistænktes fordomme over for kvinder, skal hun blandt andet løse gåden om, hvordan to drenge kan forsvinde midt på dagen, uden at nogen har set noget. Og hvorfor finder man dem døde, den ene endda lige over for politistationen?
Det står hurtigt klart, at de leder efter en gerningsmand, der ikke er færdig med at provokere politiet, og at Maria med sin blotte tilstedeværelse har vakt en glemt forbrydelse til live.
Jo mere hun tror, hun nærmer sig en afsløring af den eller de skyldige, jo mere fjerner hun sig fra sandheden. Sagen fører hende tilbage til hendes egen, fortrængte fortid, og så mørkner det først. Hvad er det for en ondskab, der rammer den nordsjællandske by med det smukke renæssanceslot?
Spillet af Louise Hvilshøj Andersen Trankjær og Torkild Thellefsen
Udgivelsesdato: 2/4-22
Forlag: Brændpunkt
”Du er en vinder, og du elsker at spille, og om lidt vil jeg invitere dig til det ultimative spil, og jeg ved, du vil sige ja. Du kan slet ikke lade være.”
Det ultimative spil er spillet om menneskets skæbne og i sidste ende det enkelte menneskes valg. Hvordan reagerer et menneske, der får den endelige dødsdom? Hvilke faktorer kommer i spil, når en person får at vide, at han eller hun kun har få måneder tilbage at leve i? Tager hun imod udfordringen, finder sin indre styrke og kæmper imod? Eller resignerer han og lader alt falde fra hinanden? Måske vælger nogle at afslutte det selv, mens andre vender vreden udad.
En gruppe magtfulde mennesker står bag Spillet, et psykologisk drama med tårnhøje odds, hvis intetanende brikker er virkelige mennesker. Men går spillerne selv fri, når det kommer til stykket?
Atropos af Lars Gejl
Udgivelsesdato: 2/4-22
Forlag: Brændpunkt
Et højtryk pumper kvælende hede ind over det østlige Danmark. Alt søger skygge, men for den, der søger mørket, ligger det uventede på lur.
En død og bizart anrettet kok introducerer efterforskerne Zangenberg og hans nye, påtvungne makker Zorn for et råt og mandschauvinistisk køkkenmiljø på en gourmetrestaurant i Københavns centrum. Det står hurtigt klart, at den døde kok, hvis død ingen begræder, blot er en mindre detalje i en langt større sag med forbindelser til kartelvirksomhed i ’kødbranchen’, ambassadekvarteret, Østeuropa og en organisation, der alt for længe har lukreret på en begærlig kundeskare til deres specielle ydelser.
Sagen blotlægger en kynisme, som ryster opklaringsteamet og konfronterer de to erfarne efterforskere med deres egen angst. En fejlbedømmelse af ondskaben truer med at standse opklaringen, mens Zangenberg og Zorn bevæger sig ud i mørket.
I forårsnattens varme mørke er en budbringer på støt kurs. Atropos, dødningehoved-sværmeren, opkaldt efter skæbnegudinden, der klipper menneskets livstråd og bestemmer dødsmåden. Når Atropos lander, varsler den ondskab og død. Spørgsmålet er hvor?
Atropos er første selvstændige del af en planlagt trilogi om
den passionerede sommerfuglesamler og intuitive efterforsker kriminalkommissær Ernst Zangenberg og hans makker Christian Zorn, der har en arret fortid som jægersoldat.
En mors hævn af Martin Holmslykke
Udgivelsesdato: 3/4-22
Forlag: Panter Publish
Et krimidrama fra Sydstaterne.
”Pludselig sprøjter der blod på Sarah, der skriger. Hun vender sig og får et chok, da hun ser Henrys blodige hals.”
I 1840’erne bliver den unge, stolte og stærke kvinde Mateba fragtet fra Afrika til Amerika. Her bliver hun solgt på et marked som slave og tvunget ud i prostitution på et bordel i New Orleans. Efter en voldtægt føder hun sønnen Jack, der til hendes store sorg bliver brugt som indsats i et spil kort – og taget fra hende. Jack bliver sendt flere dagsrejser væk fra sin mor for at være personlig opvarter for den følsomme, jævnaldrende Henry, der er søn af en hårdhændet plantageejer. Selv om de har vidt forskellig baggrund, vokser der et stærkt venskab mellem dem igennem årene. Men på trods af at Jack lever et forholdsvis privilegeret slaveliv, bærer han på en sorg over at have mistet sin mor. Og heller ikke Mateba kan slippe tanken om sin søn. Både Mateba og Jack længes efter at blive genforenet. Og de drømmer begge om frihed, men er de villige til at gamble alt, og kender de prisen for at flygte?
EN MORS HÆVN er et drama, der har tvang, køn, seksualitet og kampen for et barn som omdrejningspunkt. Det er en både storslået, historisk troværdig tragedie og en skøn, intens skildring af en kvindes kamp for sit barn. Hvor langt er moderen villig til at gå?
Stilhedens ekko af Katja Ranvits
Udgivelsesdato: 5/4-22
Forlag: Superlux
”’Jeg er enhver mors mareridt’, grinte han og lagde an til at skyde billeder af troperegnens hidsige temperament, alt imens noget grufuldt inden i ham var ved at blive vakt til live.”
I København er Cecilie travlt optaget af at planlægge sit bryllup til politimanden Lars. På Korfu er Ana og Rhea i gangmed at forberede deres studieår i USA. Og i Florida får Claybesøg af sin onkel Jim, der har en gave med. De tre skæbner er på overfladen ikke tæt forbundne, men vil alligevel kollidere på brutal vis.
Når ilden kaster skygger af Henrik German
Udgivelsesdato: 8/4-22
Forlag: Superlux
Julenat ankommer politiet til et brændende palæ i Nordsjælland. En hel familie er tilsyneladende blevet udslettet i en tragisk hændelse. Men flammerne gør efterforskningen næsten umulig.
10 timer tidligere ankommer den unge mekaniker Martin til sin første julemiddag med sin nye svigerfamilie, den stenrige og magtfulde familien Birkelund. Med sig har han en stor hemmelighed. Men han er ikke den eneste…
Det, der er tilbage af Tim Weaver
Udgivelsesdato: 8/4-22
Forlag: Superlux
Når alt er tabt, hvad er der så tilbage?
Colm Healy plejede at være en af Mets bedste kriminalbetjente. Indtil hans liv blev lagt i ruiner af de uopklaredemord på en mor og hendes tvillingedøtre. Hans manglende evne til at finde morderen – eller bareet motiv for forbrydelsen – tærede på både hans karriereog familieliv.
David Raker er den eneste ven, Healy hartilbage. Den eneste, der forstår, at han bare MÅ opklaredisse mord. Da de genåbner sagen sammen, bliver Raker besat afsagen. Han lærer på den hårde måde, hvordan et uløseligtpuslespil kan knække selv den bedste detektiv. Deres fælles søgen tvinger dem til at ofre alt, hvad dehar tilbage.
Perfect Day af Romy Hausmann
Udgivelsesdato: 12/4-22
Forlag: Superlux
Fantasiens kraft kan være trøstende. Eller dødbringende.
Min lille prinsesse. Så alene. Du ryster, din stakkel. Kom med mig, vær ikke bange. Du er tryg hos mig. Jeg tager dig med til et hemmeligt sted, mit hjerte, men først skal vi sætte nogle røde bånd her i skoven, se… Flere piger mellem seks og ti år er forsvundne gennem fjorten år.
Røde bånd viser politiet vej til deres lig. Der har aldrig været spor efter gerningsmanden. En aften bliver den internationalt anerkendte filosofiprofessor og antropolog Walter Lesniak arresteret. Datteren Ann er sammen med ham. Anklageskriftet siger ti mord på unge piger. ”Professor Death” er overskriften i tabloidpressen.
Men Ann vil bevise sin fars uskyld. For at gøre det, må hun rejse ind i de mørkeste rum i den menneskelige sjæl. Det samme må læserne …
Mareridt af Rick Mofina
Udgivelsesdato: 15/4-22
Forlag: Jentas
Enhver forælder kender til et øjebliks panik … men denne gang er det alvor. En forsvunden datter, en familie med hemmeligheder, en desperat jagt efter sandheden … På en rasteplads i nærheden af Las Vegas forsvinder fjortenårige Riley Jarrett fra familiens autocamper, og det, der skulle have været en ny begyndelse, forvandles til et mareridt. Politiet kommer på en stor opgave. Den enorme, trafikerede rasteplads midt i ørkenen er det perfekte sted at forsvinde … eller blive kidnappet. Kriminalassistenterne forfølger ethvert spor, og den sammenbragte familie med en tragisk fortid kommer hurtigt i søgelyset. Timerne går, og sandsynligheden for, at Riley er i live, bliver mindre og mindre. Alle er under mistanke. Alle lige fra Rileys mor til hendes stedfar og stedbror har noget at skjule. Og deres hemmeligheder kan blive dødbringende …
Rick Mofinas bøger er udgivet i næsten tredive lande. Han er uddannet journalist og har vundet adskillige priser for sine krimier. Han har interviewet fanger på dødsgangen, patruljeret med Los Angeles politi og det beredne canadiske politi og skrevet artikler om true crime i The New York Times.
Elskeren af Helene Flood
Udgivelsesdato: 19/4-22
Forlag: Grønningen 1
Helene Flood fornyer den psykologiske genre.
”At skrive god psykologisk krimi er vanskeligt. Helene Floods Elskeren er perfekt.” ******– Dagbladet
“Fremfor alt er Elskeren velskrevet, sprogligt perfekt.“ – NRK
Rikke arbejder som forsker og er lykkeligt gift med ungdomskæresten, Åsmund. Sammen har de børnene Emma og Lukas og en villalejlighed i Oslos bedste kvarter. Da familien var til fremvisning af huset med i alt fire villalejligheder på Tåsen, syntes alting perfekt: Her kunne drømmelivet begynde. Men harmonien brydes, da overboen, Jørgen, bliver fundet dræbt. Eller var den måske brudt forlængst?
Efterhånden som politi og presse indtager huset, bliver det vanskeligere og vanskeligere for naboerne at holde på hemmelighederne og skjulte ugerninger. Drabet på Jørgen berører dem dem alle, ikke mindst Rikke, og i takt med at efterforskningen skrider frem, konfronteres hun med, hvor lidt hun egentlig ved om dem, som bor lige ved siden af.
Helene Flood fik et internationalt gennembrud med debutromanen Terapeuten, som fik strålende anmeldelser og blev nomineret til Bokhandlerprisen.
Med Elskeren stadfæster Flood sin position som en af Norges ypperste spændingsforfattere og en fornyer af den psykologiske genre.
Skønne, grønne forårsvinde af Christoffer Holst
Udgivelsesdato: 20/4-22
Forlag: Flamingo
Forår i luften, kølig rosé i glasset og et mord på menuen …
Majsolen skinner, og kriminalreporter Cilla Storm har god grund til at være tilfreds med tilværelsen. Hun og kæresten Adam er på nippet til at tage næste skridt i deres forhold, og en smule tvivl jo kun naturligt, for hvornår ved man egentlig, om man er klar til at flytte sammen? Værre står det til for hendes ven Zacke, som har knas med kærligheden. Heldigvis kan han låne det perfekte tilflugtssted for knuste hjerter: Cillas lille kolonihavehus på Bullholmen.
Og hvad er en bedre distraktion mod kærestesorger end et skærgårdsmysterie? Cilla – og selvfølgelig Rosie – gør ham nemlig selskab, fordi ledetrådene fra en henlagt mordsag fører til øen, og det er tydeligt, at de indblandede stadig skjuler noget …Samtidig, ikke så langt derfra, er den kendte mad- og vinconnaisseur Julia ved at udleve sin drøm om at skrive en kogebog. Men da hun en stormfuld aften kigger over mod det luksuriøse nabohus på den anden side af bugten, er hun vidne til en frygtelig ulykke. Men var det nu virkelig en ulykke? Eller har den måske en forbindelse til det halvtreds år gamle, uløste mord?
Skønne, grønne forårsvinde er fjerde, selvstændige del af den hyggelige og romantiske krimiserie om den nysgerrige journalist Cilla Storm.
SMS af Steen Langstrup
Udgivelsesdato: 21/4-22
Forlag: 2 Feet Entertainment
Besatte mobiltelefoner, sms’er fra afdøde, terrorister, stalkere, juleuhygge, zombier, spøgelser og meget andet. Denne samling indholder alle Steen Langstrups sms-noveller til dato. Det er gys, spænding, minimalisme. Historier fortalt via sms-dialoger. Fra ‘I morgen skal du dø’:
Mandag10:13 Afsender: Anonym Jeg fulgte efter dig til morgen. Så du mig ikke?
Mandag12:13 Afsender: Anonym Jeg har skygget dig hver eneste dag den sidste uge.
Mandag14:13 Afsender: Anonym Nogle gange har jeg været så tæt på dig, at min hånd har strejfet din.
Steen Langstrup har skrevet mange gode gys siden debuten med ‘Kat’ i 1995. Han er blevet kaldt Danmarks gyserkonge eller Grand old man of horror, og et par af hans tekster er filmatiseret, andre radiodramatiseret, og nogle er udgivet på andre sprog – blandt dem også et par af teksterne i denne samling.
Kokainblues af Kerry Greenwood
Udgivelsesdato: 22/4-22
Forlag: mellemgaard
Selskabssæsonen i London er i fuld gang i slutningen af de brølende tyvere, men den adelige Phryne Fisher er ved at blive godt træt af at lave blomsterdekorationer, føre høflige samtaler med pensionerede oberster og danse med vege, kedsommelige mænd. I stedet beslutter Phryne sig for, at det kunne være ganske fornøjeligt at give den som kvindelig detektiv i Melbourne, Australien. Næppe har Phryne tjekket ind på Windsor Hotel, før hun er viklet ind i en mystisk sag: forgiftede koner, kokainsmuglerringe, korrupte betjente og kommunisme – for slet ikke at nævne de erotiske møder med den smukke russiske danser Sasha de Lisse – indtil hendes eventyr når sit hede klimaks i de tyrkiske bade på Little Lonsdale Street. Spænding og fare stiger op som damp, og Phryne må redde sig selv og andre unge kvinder, før det er for sent.
Kald det kærlighed af Hans Møller Kristensen
Udgivelsesdato: 22/4-22
Forlag: mellemgaard
Rasmus Vistesen har siddet i fængsel i otte år. Han blev dømt på indicier for drab, og han er nu tilbage på sin gård, som han driver sammen med sin søster Thea. Rasmus er mærket af fængselsopholdet. De lever stille og roligt, men så sker der flere drab nær gården, og Rasmus kommer atter under mistanke. Tidligere kriminalkommissær Jørgensen bliver ven med Rasmus. Han tror, at Rasmus er uskyldig, og vil rense ham for mistanke. Fire drenge, der søger med metaldetektor på gården, hjælper ham. Vil det lykkes for Jørgensen at løse mysteriet med hjælp fra drengene? En stor træsko og navnet Oskar er af betydning for sagen. Hvem er den mystiske Oskar, og hvem ejer træskoen. Da der findes to lig i søen ved gården, stiger spændingen. Kan Jørgensen løse gåden?
Kvinden, der elskede for godt af David Orsini
Udgivelsesdato: 22/4-22
Forlag: mellemgaard
I sommeren 1942 involverer Marc Roussillon, en heltemodig fransk pilot, der flyver med RAF, sin kone Simone i en plan for at redde sin bedste ven, Jean-Claude, som er blevet taget til fange af tyskerne. Marc kender Simones indflydelse på den tyske officer Gerhard Hauptmann, så han opfordrer hende til at overtale Gerhard til at hjælpe hende med at sætte Jean-Claude fri. Han er dog ikke klar over, at Gerhard kun vil hjælpe hende, hvis hun går i seng med ham. Kort før Jean-Claude bliver sat fri, tilbringer Simone ti dage med Gerhard i Schweiz. Da hun forelsker sig i ham, bliver hun forvirret, for hun elsker Marc, men har brug for Gerhard. Da Marc opdager, at Simone er blevet forelsket i Gerhard, lader han hende forstå, at de kun kan redde deres ægteskab, hvis hun medvirker i hans plan om at dræbe Gerhard. I strid med sandheden fortæller han, at Gerhard har mange uskyldige liv på samvittigheden, og hun accepterer. Det hele går imidlertid ikke som planlagt. Simone opdager, at Marc har løjet om Gerhard, så hun må redde ham hurtigst muligt. Det bliver et turbulent trekantsdrama med mange voldsomme episoder.
“… en hæsblæsende historie fuld af action …” – Kirkus Review
“Kvinden, der elskede for godt, holder elegant balancen mellem at være en spionthriller, der udspiller sig under Anden Verdenskrig, og en kærlighedshistorie i bedste Ken Follett-stil.” – Jon Land, USA Today-bestsellerforfatter til The Caitlin Strong-serien
Den promiskuøse kvinde af Steen B.j
Udgivelsesdato: 22/4-22
Forlag: mellemgaard
Team Milton ved Aarhus Politi består af Li-Mei, Ella, Ibsen og deres chef Milton. De bliver kaldt ud til et voldsomt knivdrab nede på Vestergade i Aarhus. Det er vanskeligt at finde spor af drabsmanden, og motivet er ikke indlysende. Men under efterforskningen går det op for Team Milton, at en af deres teorier om motivet pludselig begynder at give mening, men det er alligevel ikke ligetil at finde de svar, som de leder efter, når der er en promiskuøs kvinde på spil. For spørgsmålet er, hvordan sådan en kvinde egentlig lever livet på godt og ondt. De finder ud af, at hun er helt sin egen og har indrettet sit liv på en måde, som ikke er set i nyere dansk kriminalhistorie. Hos Oline og Layla er der andre alvorlige ting på spil, når et medlem af den vietnamesiske mafia nærmer sig Olines nye hus med opsætning af små overvågningskameraer. Desuden er der flyttet en mand ind bag væggene i Laylas hus, som kalder sig beskytteren af det røde hus.
Blodig alvor af Lee Child
Udgivelsesdato: 25/4-22
Forlag: Jentas
New York City. Klokken to om natten. Et undergrundstog er på vej nordpå. I en af vognene sidder Jack Reacher og fem andre passagerer. De fire af dem er helt okay. Det er den femte ikke.
I løbet af de næste intense sekunder træffer Reacher et valg og udløser derigennem en heftig række begivenheder i dette rå, medrivende spændingsmesterværk fra New York Times-bestsellerforfatteren Lee Child.
Den femte passager var Susan Mark. Hun var ensom, ikke på talefod med sin søn og en stor gåde. Sammen med en politikvinde og en hoben uudgrundelige forbundsansatte prøver Reacher at finde frem til, hvor dyb en afgrund Susan Mark egentlig var endt i, hvor mange liv der allerede var blevet ødelagt, og hvilke farer der her og nu truer ham selv.
For et labyrintisk kapløb er begyndt hen ad Manhattans gader, hvor brutale og kompetente soldater på alle sider fører skyggekrig. Susan Marks ordinære lille tilværelse var afgørende for adskillige andre i både Washington, Californien og Afghanistan … en tidligere ansat i Delta Force, der nu er opstillet til det amerikanske senat, en smuk ung kvinde med en utrolig forhistorie og en hærskare af andre, som kun har en ting til fælles: De lyver alle sammen over for Reacher. Lidt. Eller meget. Eller måske lige akkurat nok til at få ham dræbt.
I en roman, der hamrer den ene hårfine overraskelse på bordet efter den anden, slipper Lee Child en spændingsfortælling løs med spændvidde over flere årtier og tænderne dybt begravet i den amerikanske sjæl … og for Jack Reacher, som ikke stoler på nogen og foretrækker det sådan, er det et mysterium, der kun kan besvares ved langt om længe at stå ansigt til ansigt med sin værste fjende.
Vi tager forbehold for ændringer. Forlagstekst anvendt.