Vind bogpakke med spændende Newyorker-krimi fra Gads forlag.

LÆS om bøgerne og konkurrencebetingelserne herunder.

I denne uges krimiquiz har du chancen for at vinde et sæt af den amerikanske forfatter Alafair Burkes krimier – “Bag facaden” og “Måske uskyldig”. Og ja, forfatteren af datter til legenden James Lee Burke. Bøgerne er udkommet på Gads forlag.

For at deltage i konkurrencen skal du blot færdiggøre sætningen

Det bedste jeg ved når jeg læser en krimi er…

Skriv dit svar på vores facebookside. Vi finder en vinder d. 20. juli.

Vinderen bliver offentliggjort på facebook og får desuden direkte besked.


Bag facaden

Hvis du kan lide Liane Moriartys Big Little Lies, Lisa Jewell og Gillian Flynn, vil du elske denne fængslende newyorker-krimi om, hvad der foregår bag facaden i et luksushjem på Manhattan.

Angela møder Jason Powell, da hun serverer til en middag i det luksuriøse East Hampton. Hun forestiller sig ikke, at der er tale om andet end en sommerflirt, men den flotte og karismatiske økonomiprofessor har andre planer – og året efter er de gift.

Ægteskabet giver Angela mulighed for at begynde forfra. Hun og hendes teenagesøn kan omsider flytte ud af hendes mors hus i The Hamptons og tage hul på en ny tilværelse i Jasons luksuslejlighed på Manhattan, hvor ingen kender hendes tragiske fortid.

Men lykken varer ikke ved. Da Jason pludselig kommer under anklage fra en af sine unge studerende, bliver Angela hevet med ind i en nedadgående spiral, der truer med at flå hele deres tilværelse op med rode – og bringe fortidens hændelser frem i lyset …

Måske uskyldig

Bestsellerforfatteren Alafair Burke har skrevet en krimi fuld af newyorker-stemning, stærke kvinder og en snedig mordgåde.

Olivia er en af New Yorks bedste forsvarsadvokater. Hun opdager, at hendes ekskæreste, bestsellerforfatteren Jack, er anklaget for tredobbelt mord. Men Olivia er overbevist om, at han er uskyldig. Spørgsmålet er, hvem der har lagt en fælde for ham – og hvorfor. Olivia beslutter sig for at forsvare Jack. For mange år siden knuste hun nemlig hans hjerte, og nu håber hun at kunne gøre det godt igen. For selvfølgelig har han ikke myrdet nogen. Eller har han?

Alafair Burke skriver ægte newyorker-krimier og har adskillige gange toppet de amerikanske bestsellerlister. Hendes krimier kredser altid om stærke kvinder og udspiller sig midt i Manhattans kaos og charme. Måske uskyldig er en krimi til fans af tv-serier som Suits og The Good Wife og af krimiforfattere som Liza Marklund og Karin Slaughter.

Alafair Burke

Alafair Burke. Foto: Nina Subin

Alafair Burke er født i Florida, USA. Hun mener selv, at hendes livslange fascination af forbrydelser bunder i, at en seriemorder hærgede i det område, hun voksede op i.

Alafair Burke er uddannet jurist og arbejdede i en årrække som anklager i Portland, Oregon, hvor hun specialiserede sig i sager, der vedrørte vold i hjemmet. Hun begyndte at skrive thrillers i 2003 og har siden skrevet en lang række psykologiske spændingsromaner, hvoraf mange i høj grad er inspireret af de sager, hun har været vidne til gennem sit job. I dag bor hun i New York City med sin mand og deres to børn. (tekst fra forlaget)