Vind bogpakke med Slagteheste og Døde løver

I denne uges krimiquiz har du chancen for at vinde en bogpakke fra Forlaget Olga bestående af Mick Herrons to spionthrillere med Jackson Lamb – “Slagteheste” (2019) og “Døde Løver” (2020). Vi sætter i samarbejde med forlaget 2 x pakker på højkant.

For at deltage i konkurrencen skal du blot fortælle os:

Hvilket nyt bogbekendtskab har du været mest glad for? Med andre ord, hvilken forfatter har du til størst fornøjelse opdaget i de senere år?

Skriv dit svar på vores facebookside eller i kommentarsporet herunder. Vi finder en vinder d. 19. juni.

Vinderen bliver offentliggjort på facebook og får desuden direkte besked.


Slagteheste

Hvad gør man med spioner, som jokker i spinaten? Henrettelse ved daggry? Fyring? Ingen af delene. Man tager dem ud af operationel tjeneste og gør dem til sløve krikker i et forfaldent hus i en nedslidt del af London. Her får de dagene til at gå med ligegyldigt bureaukratisk arbejde under den vanvittige Jackson Lambs ledelse – eller mangel på samme. Men så bliver en ung studerende af pakistansk oprindelse kidnappet og på internettet truet med offentlig halshugning. Og så kan det nok være, at der kommer gang i de sløve krikker. Og i Jackson Lamb.

En nyskabende spionroman med et galleri af skæve, rørende og sjove personer, der går under huden på læseren. Og en hæsblæsende historie med et solidt underlag af tør humor – og med den klassiske, engelske spionromans evige tema: din værste fjende er lige ved siden af dig.

Mick Herrons Jackson Lamb-serie har fået kultstatus i England, både blandt læsere og anmeldere. Serien er en mere ramsaltet og actionpræget udgave af spionromanen end John le Carrés, men ikke mindre velskrevet. (tekst fra forlaget)

Døde løver

Dickie Bow er ikke det oplagte mål for et snigmord. Men én gang spion altid spion. Og Dickie var en god gadeagent. God til at skygge folk og afsløre deres hemmeligheder. Altså i gamle dage, før han i tumulten efter Murens fald blev afskediget.
Så da han mange år senere bliver fundet død i en bus uden for Oxford, ringer der ingen alarmklokker i hovedkvarteret for MI5, det engelske efterretningsvæsen. Det gør der imidlertid hos Jackson Lamb.
Dickie var i Berlin samtidig med Jackson Lamb under den kolde krig. Og da Lamb kommer i besiddelse af Dickies telefon med en sidste gådefuld besked fra den gamle spion, får han mistanke om, at en operation i gammel Moskva-stil er i gang i MI5’s baghave.

Og snart er Jackson Lamb og hans hold af udrangerede agenter, kaldt Slagteheste, involveret i en dødsensfarlig aktion, hvor de fornemmer, at en djævelsk udspekuleret modstander hele tiden er et skridt foran.
Døde Løver vandt den fornemste engelske pris for spændingsbøger, CWA Golden Dagger Award. (tekst fra forlaget)

Mick Herron

Foto: PR, Forlaget Olga

MICK HERRON er født i 1963 i Newcastle upon Tyne og bor nu i Oxford.

I serien om Jackson Lamb er der foreløbig udkommet fem bind. Slagteheste er første bind, og derefter følger Dead Lions, Real Tigers, Spook Street og London Rules.

Mick Herron har modtaget mange priser for serien, bl.a. Ian Fleming Steel Dagger og CWA Goldsboro Gold Dagger, og romanerne har været på listen over årets bedste bøger i Guardian, Telegraph, Irish Times, Mail on Sunday og Financial Times.
Ud over Jackson Lamb-serien har Mick Herron skrevet adskillige andre, prisbelønnede bøger.
Slagteheste er den første af Mick Herrons bøger, der udkommer på dansk. (tekst fra forlaget)

9 thoughts on “Vind bogpakke med Slagteheste og Døde løver

  1. Det er ikke en typisk krimiforfatter, der har gjort størst indtryk på mig i den senere tid, men Kirsten Thorup med bogen Indtil vanvid indtil døden.den er så specielt anderledes skrevet, ingen afsnit, ingen kapitler, så det var næsten umuligt at lægge den fra sig.

  2. Har lige læst Eleanor Oliphant har dete helt fint – af Gail Honeyman.Meget speciel bog, og slet ikke en krimi, men historien var rigtig god

  3. Hej

    Det må være Ellie Griffiths romaner. Der er gode persontegninger, landskaber og plot.

  4. Absolut Søren Sveistrup og “Kastanjemanden” – WOW. Jeg håber meget på, han vil skrive flere krimibøger!

  5. Herron er det bedste, der er sket for engelske spionromaner siden John le Carré. Og det siger ikke så lidt. Portrættet af Boris Johnson i ‘Slagteheste’ er det mest ætsende, der er set af den slags i mange år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.