Slap af med vold og magtmisbrug

Der er en mærkelig modsætning mellem det hyggelige i at smide sig på sofaen med en god krimi og krimiens stressende indhold af eksplosioner, lemlæstede kroppe og detektiver i konstant fare.
Få fem gode forklaringer på krimiens fascinationskraft.

Thomas Olesen på et selfie fra FÆNGSLET
Litteraturformidler Thomas Olesen på et fængsles-selfie.

Krimierne er rasende populære og flyver næsten ned af bibliotekshylderne af sig selv. Det har Thomas Olesen, der arbejder som litteraturformidler på Norddjurs Bibliotek, undret sig over:

”Det er jo dybt paradoksalt, at vi frivilligt indtræder i et univers – fiktivt eller ej – hvor mordere og voldtægtsforbrydere er på spil. Hvordan kan det være, at vi ligefrem kan slappe af med en voldsomt blodig krimi? Hvorfor kan man nyde at læse om uhyggelige forbrydelser? Det er en paradoksal fascination,” siger han.

Thomas Olesen gjorde derfor, som enhver ordentlig detektiv ville gøre, og som det falder biblioteksansatte naturligt, og gik til litteraturen for at finde svar.
En enkel forklaring med to streger under facit fandt han ikke, men anskuet gennem forskellige prismer, tegner der sig flere forklaringsmodeller på krimiens fascination:

Den elementære: Vi elsker at løse gåder

Puslespillet i at få mordgåden eller konspirationen til at gå op stimulerer ifølge Thomas Olesen en helt grundlæggende trang i os til at regne den ud:

Sherlock Holmes er typisk who-dunnit krimistof.

”Vi kan tage den klassiske who-dunnit-krimi; altså den slags krimi hvor selve den detektiviske opklaring af forbrydelsen er det centrale. Her prøver vi at løse mysteriet sammen med Sherlock Holmes eller Hercule Poirot, og drives mod slutningen, hvor der viser sig en løsning – en kodenøgle – der får alle brikker til at falde på plads.

Det er den samme medfødte fascination eller lyst, der får både børn og voksne til at lægge puslespil; at samle alle de kaotiske brikker til et ordentligt, sammenhængende billede, ” siger litteraturformidler Thomas Olesen.

 

Den moralske: Det bliver nemmere at afkode virkeligheden

Det ernemt at spotte helte og skurke i krimiens univers, men straks mere speget, når det kommer til den komplekse virkelighed. Litteratur kan derfor være med til at træne færdigheder, der kan bruges i det virkelige liv.

Bliver vi bedre til at afkode politiske rænkespil og konspirationer af at læse om dem?

”Alle krimier handler grundlæggende om at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert – dvs. krimien har en etisk dimension. Den store smukke teori er, at vi kan overføre principperne fra krimien til virkeligheden, og få hjælp til at afgøre, om noget er godt eller ondt. På den måde bliver vi bedre til at læse vores medmennesker og deres intentioner.

En anden side af sagen er, at krimien næsten altid rummer en drøm om retfærdighed. Mordet bliver opklaret og de skyldige får deres straf – og dén historie har vi brug for, for det hjælper os med at stræbe efter det gode og det retfærdige. Tilhængerne af denne teori påstår altså, at vi bliver mere moralske individer af at læse krimier, ” forklarer Thomas Olesen.

 

Den Psykologiske: Vi tager følelsesrutsjebanen og udlever forbudte voldsfantasier.

Det psykologiske prisme viser to interessante forklaringer:
Den første er, at Aristoteles’ gamle ide om renselse også gælder krimier. Når vi græder og lider med ofrene gennem opklaringen, opbygger vi en spænding, der forløses, når gerningsmanden bliver stoppet og detektiven er på vej på en tiltrængt ferie.

Thomas Olesen forklarer:
”Det er ligesom at tage en tur i rutsjebanen eller at spurte tre kilometer – vi opsøger det stressende, fordi det samtidig rummer en forløsning. Vores indlevelse er så livagtig, at man fysisk kan måle, at vi bliver skræmte af at se på blodbadet.  Bagefter ånder vi lettet op. Det smarte er, at man bedre kan håndtere sin aggressive vicevært, når man aftenen forinden har levet sig ind i den forfærdelige rolle som offer for en morder – og faktisk overlevet det.”

Identificerer vi os med ofrene, detektiven Clarice Starling – eller med Hannibal Lecter?

Den anden og mindre flatterende psykologiske forklaring er, at vi udlever nogle voldsfantasier på sikker afstand med detektiven skudt ind mellem os og de forbudte handlinger. Vores indre dyr læner sig sultent frem bag detektivens ryg og svælger i voldsorgiet.  Det er sikkert at gøre, for vi fritages for skyld, når det gode til sidst vinder over det onde, og der hersker ro og orden igen.

”Jeg synes, dette er en virkelig grum og rystende teori, der er en seriøs udfordring til den førnævnte teori om at krimi gør os til bedre moralske individer. Vores blik på de blodige hændelser er drevet mere af lyst end af afsky, og vores sympatier ligger måske i virkeligheden hos morderen og ikke offeret eller detektiven, ” siger Thomas Olesen og bringer os tilbage til antikken igen:

”Vi fodrer vores indre dyr med imaginære stykker kød, så det ikke går amok i virkeligheden, ganske som folk i romerriget blev holdt i passiv ave med gladiatorkampe og andre voldsudgydelser.”

 

Den biologisk-evolutionære: Krimien gør os til bedre overlevere

Vores hjerner er fra det evolutionspsykologiske perspektiv et igangværende byggeprojekt, der har stået på siden nogle primater rejste sig op og påbegyndte udviklingsrejsen mod det moderne menneske.
Set på den måde, er krimien faktisk en potentiel livsvigtig vedligeholdelse af vores automatreaktioner:

Hør Mathias Clasen på Krimimessen lørdag.

”Fascinationen af det lille gys er indlagt i os fra starten fordi, det er rigtig fornuftigt at vi bliver bange for det brølende monster og er i stand til enten at flygte eller kæmpe. I dag har vi ikke så mange sabeltigre at flygte fra, men vores hjerner har ikke ændret sig,” forklarer Thomas Olesen og henviser til den nyeste forskning indenfor evolutionspsykologien, der blandt andre forestås af Mathias Clasen fra Aarhus Universitet, som holder foredrag om Evolution og monstre kl 16.00 i Arresten lørdag d. 5. april på Krimimessen.

 

 

Den enkle: Det er nemt at læse en krimi


Krimiparade
Krimier er ofte nemme at gå til, fordi de drives frem af opklaringen. Det kan føre til den lidt nedladende påstand, at krimier bare er mental fast food.
Men enhver bog kan læses med to forskellige strategier.
High-brow er, når man læser med kritisk afstand og fryder sig over snedige formgreb og referencer til andre værker.
Low-brow er, når man lystlæser og lader sig rive med af selve handlingen.

”Krimien kan være let-læst og egner sig perfekt til afslapning på sofaen efter en lang dag på jobbet. Jeg tror, at alle vælger low-brow læsestrategien engang imellem, og lader sig suge ind i krimiens univers, imens detektiven klarer alt tænkearbejdet for én. Men de to læsestrategier kan anvendes på de samme bøger, og det er vigtigt at understrege, at samme person også kan veksle imellem de to strategier, lige såvel som vi kan blive fascineret af mange forskellige sider af krimien, ” slutter Thomas Olesen.

Så næste gang nogen rynker på næsen af din valgte krimi, kan du hævde, at du skam bliver et bedre menneske af det og i øvrigt er en high-brow krimilæser.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *