Serier – Part 2:

Nu er vi så kommet til de krimier, hvor den centrale hovedperson er mand:

Jussi Adler-Olsen – Afdeling Q – Carl Mørch

Jussi er i gang med at skrive 5. bind om Afdeling Q. Titlen bliver ‘Marco effekten’ og den handler om drengen Marco, der bliver opdraget som kriminel af sin onkel Zola.
Afdeling Q får færten af Zolas skæbne, og Carl, Assad og Rose kommer længere ind i sagen. Den har dødelige tråde mellem korruption og seriøs kriminalitet, som går fra ministerielt plan og langt ind i den afrikanske jungle.

De 4 foregående bind om Afdeling Q. er blevet bestsellere i både Danmark og udlandet.

Mød forfatteren og hør ham fortælle om Afdeling Q., researchen til bind 5 og udfordringerne som forfatter. I Vesthallen lørdag kl. 10.20 eller i Snedkeriet søndag kl. 12.45. Du kan også møde ham på Markedspladsen i Snedkeriet lørdag kl. 15.45

 

Henrik Brun – Ketil Brandt

Henrik Brun er en dansk forfatter, der skriver med den kontroversielle journalist Ketil Brandt som hovedperson.

Forlaget skriver:

Andet selvstændige bind i en krimiserie af internationalt format med den kontroversielle journalist Ketil Brandt som hovedperson.

Den norske lakaj er opfølgeren på forfatterens roste debut ´Den Danske Lokkedue´, som netop er blevet solgt til udgivelse i Sverige.
I Den Norske Lakaj er Ketil Brandt rykket til Nordeuropa, hvor han i Holland kastes ind i sagen om en myrdet dansk kvinde. I en livsfarlig jagt på sandheden føres han videre til Tyskland, Danmark og Norge. Kyniske kræfter i kulissen udgør hans modstandere, mens en gammel politiven og skønne kvinder er hans alliancepartnere.

En spændende, velskrevet, velresearchet og jordnær euro-thriller med kærlighed, åbne sanser og fart over feltet.

Mød ham i Vesthallen søndag kl. 10.40

 

Ole Frøslev – Poul Bjørner

Den unge kriminalbetjent Poul Bjørner er hovedperson i politiromanerne fra besættelsestidens København med serietitlen Mørketid. Romanerne blander realhistorie med fiktion, og de giver på den måde et hverdagsrealistisk billede af besættelsestiden, hvor kriminaliteten antager de pudsigste former, mange af dem lettere bizarre set i eftertidens optik. Han er aktuel med 7. og sidste bind i serien ‘Haltefanden’. Forlaget skriver:

Siden tyskerne arresterede det danske politi i september 1944, har Poul Bjørner levet under jorden, og hen over vinteren har han og kollegerne i den illegale politigruppe travlt. Stikkerne og kollaboratørernes aktiviteter skal dokumenteres, så man er klar den dag, regnskabet skal gøres op. Bl.a. huserer der på Østerbro en etbenet frikorpsmand, som kaldes Haltefanden. Han ligger i evig krig med gadens unger, som råber ´stikker´ efter ham, og Bjørners gruppe holder et vågent øje med ham.Samtidig får Bjørner brug for al sin erfaring som kriminalbetjent, da lederen af en illegal våbenrute myrdes, og undersøgelserne fører langt ind i Frihedsrådets ledelse.

Men i løbet af foråret skærpes kampen mellem besættelsesmagten og modstandsbevægelsen, og en dag mærker Bjørner en pistol i nakken ledsaget af de skæbnesvangre ord: »Hände hoch!«

Mød ham i Gymnastiksalen søndag kl. 13.10.

 

Inger Gammelgaard Madsen – Roland Benito

Indtil videre har forfatteren haft den italienskfødte kriminalassistent Roland Benito fra Østjyllands Politi som hovedperson i 4 bøger.

Forlaget skriver om ‘Under skriftesejl’:

Kriminalassistent Roland Benito involverer sig af private grunde meget i en sag om en ung mand, der forsvinder sporløst efter en festlig aften med sine gamle klassekammerater i Aarhus’ natteliv. Da han begynder at undersøge forholdene nærmere, viser det sig, at den efterlyste kommer fra en familie med grusomme hemmeligheder. Der er ingen spor at gå efter, Tobias Abrahamsen synes sunket i jorden, men så findes en pige død under uhyggelige omstændigheder i et kloster.

Privat har Roland også dæmoner at kæmpe med, samtidig bliver hans kone, Irene Benito, truet af en klient på socialkontoret, her bliver Journalist, Anne Larsen, ad omveje indblandet. Alle episoder kommer til at gribe dramatisk ind i Roland Benitos verden.

Under skriftesegl er den katolske betegnelse for præstens ubetingede tavshedspligt med hensyn til skriftemål, men også i anden sammenhæng bruges ”under skriftesegl” som krav om absolut hemmeligholdelse.

Mød forfatteren i Vesthallen søndag kl. 11.00

 

Anna Grue – Dan Sommerdahl

Den skaldede detektiv Dan har været hovedperson i indtil videre 4 bøger.

Litteratursiden.dk skriver om serien:

Serien om den skaldede detektiv er afgjort i den bedre ende af de skandinaviske krimier, hvor kombinationen af arbejde og privatliv er en væsentlig ingrediens.

Mød forfatteren og hør hende fortælle om Dan Sommerdahl universet i Snedkeriet lørdag kl. 14.45 eller på Markedspladsen i Snedkeriet lørdag kl. 15.45

 

Steen Harvig – Morten Krag

Politiassistenten Morten Krag har været hovedperson i ‘Besat’ fra 2009 og ‘Bedrag’ der kom i 2011.

Forlager skriver om ‘Bedrag’:

Dramaturgen Christian Lich har mistet sin kone og lille datter ved to meningsløse hændelser, og under sin behandling på Bispebjerg Hospital begynder han – som et led i terapien – at skrive dagbog. Umiddelbart efter, at Lich har sat sig til computeren for at beskrive sin tragiske skæbne, indtræffer der nogle makabre og mystiske dødsfald, der har forbindelse til begivenheder langt tilbage i tiden. Politiassistent Morten Krag bliver sat på sagen, men da det kommer frem, at Krag selv har været tæt på et par af de involverede personer godt ti år tidligere, kompliceres efterforskningen yderligere – og Krag er snublende nær en fyreseddel. Hvordan hænger Lichs dagbogskriveri sammen med de brutale dødsfald? Hvad ved Morten Krag om fortidens synder? Hvad skjuler han og hvorfor? Hvem bedrager hvem?

Mød forfatteren i Gymnastiksalen søndag kl. 13.30.

 

Martin Jensen – Winston, Halfdan og Alfilda

I ‘En bondes ord’ er det tredje gang vi hører om Winston, Halfdan og Alfilda.

Forlaget skriver:

I det tidlige forår 1019 er Halfdan ved at være træt af lediggangen i Peterburgh, og det passer ham fint, at et bud fra kong Knud ankommer med endnu en opgave til hans herre og ham selv: De skal begive sig til Edmunds By og opstøve rygter om kongens højre hånd, jarl Thorkel.
Sammen med Alfilda begiver de sig af sted.
Undervejs slår de følge med storbonden Arnulf og nogle af hans naboer, som skal til Thetford og fremlægge en tilsyneladende banal sag om en påstået voldtægt af en trællepige for herredsretten. Men hvor meget tæller en bondes ord egentligt mod en stormands ord? Og hvor meget er en ed værd?
I kølvandet på retssagen bliver en mand knivdræbt, men kan forulempelsen af en trælletøs virkelig være grund til mord?
Dét spørgsmål må kongens sporhunde påtage sig at opklare, da svaret på det rummer en trussel mod freden, som kongens lov er garant for.

Mød forfatteren i Vesthallen lørdag kl. 13.40 eller på Markedspladsen i Snedkeriet lørdag kl. 15.45

 

Poul-Henrik Pedersen – Hans Poulsen

Kriminalinspektør Hans Poulsen er hovedperson i indtil videre 2 bøger.

Om ‘Hævn og pistacienødder skriver forlaget:

En kendt forfatter findes død. Var der tale om mord? Og i givet fald hvem var morderen ? hans sexfikserede kunstnerkone eller én af byens fremtrædende forretningsfolk? Eller en helt tredje? Efterforskningen afslører nemlig hidtil ukendte sider af afdødes fortid, og pludselig peger noget på, at den israelske efterretningstjeneste, Mossad, kan stå bag likvideringen. Men spor fører også til okkulte og ekstremistiske miljøer.

Da en ven til forfatteren efterfølgende findes myrdet, tager sagen en helt ny drejning, og først efter en uhyre vanskelig efterforskning, hvor byens ærbare facade fuldstændig krakelerer, lykkes det kriminalinspektør Hans Poulsen med bistand fra uvant side at blotlægge forbrydelsens omfang og afsløre den bestialske morder.

Mød forfatteren i Vesthallen søndag kl. 15.40

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *