Serier – part 1:

Mange forfattere skriver serier. I denne første artikel om krimiserier handler det om de krimier hvor den centrale hovedperson er kvinde:

Hanne Bech Hansen – Malika Asmina Els.

Vicekriminalkommisær Malika Asmina Els er hovedpersonen i Hanne Bech Hansens krimier ‘Lasten’ og ‘Operation Dacapo’.  Malika, der bor sammen med den hemmelige FE-agent Andreas, er den eneste danske kvinde med indvandrerbaggrund, der har nået til en udnævnelse til vicepolitikommissær.

I ‘Operation Dacapo’ har Malika har fået lov til at danne sin egen lille efterforskningsgruppe, der skal se på en ny sag om en forbindelse mellem et våben- og pengerøveri, som åbenbart ikke er gået helt efter planen. De eneste spor, man har, er en noget forvirret og svine-influenzaramt hyggepianist med et skrin med en mio. kr., som han ikke kan gøre rede for, og en yngre kvinde med en allerede lidt blakket fortid, der har stjålet hans bil.

Mød Malika og kvinden bag i Vesthallen lørdag kl. 15.40

 

Sara Blædel – Louise Rick.

Louise Rick har været i centrum af Sara Blædels krimier i indtil videre 7 bøger.

I ‘De glemte piger’ er hun blevet leder af Den Særlige Efterforskningstjeneste. Udgangspunktet for hende gælder identificeringen af et kvindelig i skoven omkring Hvalsø. Her konfronteres hun både med sorte hændelser i sin egen ungdom foruden en holdning til retarderede, hun aldrig havde forventet

Mød hende og Sara Blædel i Snedkeriet lørdag kl. 12.15 eller på Markedspladsen i Snedkeriet lørdag kl. 15.45 eller i Gymnastiksalen søndag kl. 11.40

 

Lene Rikke Bresson – Mona Lisa Kirk

Den handicappede mønstergenkender Mona Lisa Kirk er i centrum af Lene Rikke Bressons krimier. ‘Den gule plet’ er 2. bind i serien og handler om den anden dødssynd – misundelse.

Forlaget skriver om bogen:

Den gule plet begynder ved daggry den 29. januar 1991, hvor et menneske står klar med et gevær uden for Grønbæk højskole. Seks mennesker skal dø den dag.  For den invalide Mona Lisa begynder dagen med, at hun løber ned til præsten Margrethe i mosen. Mona Lisa har fået kendskab til sin fars kræftsygdom og sin egen graviditet og må tale med nogen. Margrethe er som altid optaget af Søren Kierkegaard, og denne morgen har hun besluttet sig for at grave ham op fra Assistens kirkegård. Under samtalen hører de ambu­lancer på vej op til højskolen. Skolemassakren griber ind i deres liv og tvinger Mona Lisa til at bruge sine særlige evner. Lene Rikke Bressons roman handler om misun­delse og det, der sker, når børn bliver overset. Om at søge efter familiehemmeligheder og forbandelser – og finde dem.

Mød forfatteren og hør om hendes hovedperson i Veshallen søndag kl. 14.20

 

Elsebeth Egholm – Dicte Svendsen

Dicte har fulgt Elsebeth Egholm i 6 bøger

Vi møder første gang Dicte i bogen Skjulte fejl og mangler, hvor hun nyligt fraskilt og sammen med teenagedatteren Rose flytter tilbage til fødebyen Arhus for at genstarte tilværelsen. I de efterfølgende bøger Selvrisiko, Personskade, Nærmeste pårørende, Liv og legeme og den seneste Vold og magt følger vi Dicte i hendes private udfordringer, kriser og sejre, mens hun konstant, ofte i forbindelse med sit virke som kriminalreporter, kastes ud i komplekse kriminalefterforskninger. Ofte med et samfundskritisk perspektiv. Og ofte af farlig karakter – specielt for Dicte selv og hendes omgivelser.

Læs meget mere om Dicte her.

Mød forfatteren og hør hende fortælle om sine bøger og den kommende tv-serie i Trykkeriet lørdag kl. 11.40

 

Julie Hastrup – Rebekka Holm

Drabsefterforsker Rebekka Holm har været hovedperson i indtil videre 3 krimier af forfatteren.

I ‘Blodig genvej’ forsvinder den 9-årige Sofie Kyhn Larsen fra Naturlegepladsen i Valbyparken, hvor hun er på udflugt med sin familie. Politiet finder hurtigt hendes efterladte mobiltelefon, men ellers hører alle spor op. Hun er som forduftet. Rebekka Holm og hendes makker, Reza Aghajan, sættes på sagen og må arbejde mod tiden. Sporene er få og forvirrende, og pludselig peger flere af dem mod en af hendes nærmeste. Er morderen mon tættere på hende selv end hun tror? Rebekka må se efterforskningen række ind i hendes privatliv – med dramatiske konsekvenser.

Mød forfatteren bag Rebekka Holm i Vesthallen lørdag kl. 12.00 eller på Markedspladsen i Snedkeriet lørdag kl. 15.45.

 

Lars Kjædegaard – Anita Hvid og Thor Belling

Forfatteren har to ligeværdige hovedpersoner i sine to bøger. De har været med i 2 bøger indtil videre.

Forlaget skriver om ‘Den sidste dommer’:

Anita Hvid og Thor Belling sendes ud i et intrikat opklaringsarbejde, der trækker spor tilbage til besættelsestidens traumer og halvfjerdsernes fascination af kommunismen. Da den kulturradikale arkitekt og kontroversielle samfundsdebattør Peder Bardingfeldt bliver myrdet i sit hus i det idylliske Nordsjælland sættes drabsafdelingens Anita Hvid og Thor Belling på sagen. Sammen med den lokale politikvinde afdækker makkerparret flere af de mulige spor: Er den samfundsrevsende arkitekt blevet myrdet af en lokal galning – eller skal gådens løsning snarere findes i Bardingfeldts fortid?

Mød forfatteren bag Hvid og Belling i Gymnastiksalen lørdag kl. 15.30

 

Lotte Petri – Selma Eliassen 

Epidemiologen Selma Eliassen har vi indtil videre hørt om i to bøger. ‘Den 5. plage’ og ‘Vand til blod’.

Forlaget skriver om ‘Vand til blod’:

I kølvandet på genoptrykningen af Muhammed-tegningerne tager en sag om en død, formodet narkokurer fra Moskva en ny drejning, da det viser sig, at han er inficeret med den frygtede blødningsfeber. Der er reel risiko for, at smitten vil sprede sig og udvikle sig til en regulær, dødelig epidemi, både i Danmark og Rusland.
Efterfølgende hvirvles forskeren Selma Eliassen og veninden Lisa Brodersen for anden gang ind i et uhyggeligt spil om liv og død, da den terrordømte fange kaldet Danskeren flygter fra Statsfængslet i Vridsløselille. Den spektakulære flugt finder sted samtidig med opblomstringen af giftige røde alger i Limfjorden.
Det er startskuddet til et hæsblæsende kapløb med tiden, og en djævelsk terrorplan er blevet sat i værk, der kan få dødelige konsekvenser for mange tusinde af landets borgere.

‘Vand til blod’ tegner et overbevisende karakterportræt af to kvinder omkring de 40; de parallelle handlingsforløb fletter den konkrete frygt, angsten, og muligheden for igen at blive et helt menneske sammen på mesterlig vis.

Mød hende i Vesthallen lørdag kl. 11.00

 

Susanne Staun – Maria Krause

Maria Krause er hovedperson i både ‘Døderummet’ – som hun fik Harald Mogensenprisen for i 2011 – og ‘Hilsen fra Rexville’.

Forlaget skriver om ‘Hilsen fra Rexville’:

I Odenses pæne lægekvarter bliver en toårig pige vansiret for livet, da hun vågner op efter en middagslur badet i afløbsrens.  Retmedicineren Maria Krauses undersøgelser dokumenterer et gerningstidspunkt, som entydigt beviser, at kun moren eller faren kan have mishandlet pigen.  I Danmark kan man ikke dømmes kollektivt, så selvom den efterfølgende byretsdom fastslår, at en af dem har gjort det, bliver begge frikendt.  Men både den vansirede piges mor og far har en fortid, som på hver sin måde berører dr. Krause personligt, og som til sidst haler ind på forældrene og træder til, hvor loven svigter.

Mød forfatteren bag den kontroversielle Maria Krause i Vesthallen lørdag kl. 11.20

Helle Vincentz – Caroline Kayser

I ‘Den filippinske pirat’ er Caroline Kayser igen hovedperson som hun var i ‘Den afrikanske jomfru’.

Forlaget skriver om ‘Den filippinske pirat’:

‘Den filippinske pirat’ er en international thriller om pirateri, terror og verdensomspændende korruption og en fortælling om en ung kvindes kamp for at finde et ståsted i livet. Den kontrollerende, accepthungrende og modige karrierekvinde Caroline Kayser, som for alt i verden vil til tops i erhvervslivet sendes ud for at forhindre en kollektiv opsigelse fra besætningen på en olietanker. Forsøget på at holde fimaets ry pletfrit bliver imidlertid kuldkastet, da den danske olietanker bliver udsat for et piratangreb og Caroline pludselig befinder sig midt i et klaustrofobisk gidseldrama på vej mod Filippinerne.

Mød forfatteren bag Caroline Kayser i Gymnastiksalen lørdag kl. 11.40

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *