Så starter billetsalget til Krimimessen 2019 – Her er de første navne!

Fra og med i dag starter billetsalget til Krimimessen 2019, som finder sted i weekenden d. 6. og 7. april på Fængslet i Horsens.

Vi får igen besøg af en lang række danske og udenlandske krimiforfattere. Glæd dig bl.a. til at møde Elly Griffiths (UK), B.A. Paris (UK), Jens Henrik Jensen (DK), Leif Davidsen (DK), Jørn Lier Horst & Thomas Enger (N) og mange mange flere.

På Krimimessen kan du desuden møde manuskriptforfattere, kritikere og eksperter fra tv-seriernes verden. Og som altid er det også muligt at møde politifolk, retsmedicinere og andre, der beskæftiger sig med den virkelige verdens kriminalsager.

Det ville være en forbrydelse at gå glip af Krimimessen 2019!

Navne offentliggøres løbende. Følg med her på siden og på vores facebook.

Billetter kan købes her

 


B.A Paris

B.A Paris bor i Frankrig, men voksede op i England.

Hun har arbejdet inden for både finanssektoren og som lærer, og  har desuden fem døtre.

er hendes første roman og den har solgt i mere end en million eksemplarer.

Seneste er “Sammenbruddet” kommet på dansk på forlaget Jentas.

 

 

Elly Griffiths

Elly Griffiths voksede op i London og arbejdede som forlagsredaktør, før hun blev forfatter på fuld tid. Elly Griffiths er blevet tildelt en lang række priser for sin bestsellerserie om Ruth Galloway. Hun bor i dag i Brighton med sin mand og deres to børn.

Indtil videre er bøgerne “Pigen under jorden”, “Løgnens hus” og “Huset på klippen” kommet på dansk i serien med knoglekspert Ruth Galloway.

 

Leif Davidsen

Leif Davidsen er en af Danmarks mest populære forfattere. Han debuterede i 1984 med “Uhellige alliancer” og har i de mellemliggende år skrevet en stribe spændingsromaner, rejsebøger og et par novellesamlinger, der er blevet bestsellere ikke bare i Danmark, men ogå er oversat til et hav af sprog. Han har modtaget adskillige priser for sit forfatterskab, bl.a. Læsernes bogpris, Boghandlernes Gyldne Laurbær og Glasnøglen for årets krimi i Skandinavien. I over 20 år arbejdede han som journalist og mange husker ham som udenrigskorrespondenten fra Moskva, der på Danmarks Radio informerede danskerne om livet bag jerntæppet. I 1998 sagde han op og har levet som fuldtidsforfatter lige siden. Der er god mulighed for at møde Leif Davidsen rundt omkring i landet, for han tager jævnligt ud og fortæller om sine bøger på biblioteker og i kulturhuse.

Senest har forfatteren udgivet novellesamlingen “Tag ikke imod en pølse i Moskva” på forlaget Lindhardt og Ringhof.

 

Jørn Lier Horst

Jørn Lier Horst, født 1970, er en af Norges mest populære krimiforfattere. Han har tidligere arbejdet som politiefterforsker i Larvik, og han kender de miljøer og metoder, han skriver om, særdeles godt. Handlingen i hans bøger er som hentet ud af en politimands liv, både når det gælder rutinerne i politiarbejdet og den dramatiske hverdag.

Jørn Lier Horst har modtaget mange priser for sine bøger, blandt andet Rivertonprisen for Bedste Norske Krimi og Glasnøglen for Bedste Skandinaviske Krimi. Alene i Norge har Horst solgt 2 millioner bøger, og serien om William Wisting er ved at blive filmatiseret af TV3 Norge og Viaplay.

Er i efteråret 2018 aktuel med spændingsromanen NULPUNKT, som er skrevet i samarbejde med Thomas Enger.

 

Thomas Enger

Thomas Enger er født 1973 i Oslo, hvor han stadig bor i dag med sin kone og to børn. Han er, trods en klassisk barnedrøm om at blive professionel fodboldspiller, uddannet journalist og har i en årrække arbejdet på Nettavisen.

I 2010 debuterede han med SKINDØD, den første, fritstående bog i serien om kriminalreporter Henning Juul, som vandt stor international anerkendelse. Serien består af 5 bind med BANESÅR, der udkom i 2015, som den sidste og afsluttende. Serien er foreløbig solgt til 30 lande.

Thomas Enger skriver, udover krimier, også ungdomsbøger som udkommer på forlaget Alvilda.

Udover sit hverv som forfatter, komponerer Thomas Enger også musik til film, teater og reklamer, og har kastet sig over golf som sin nyeste sportsinteresse.

Thomas Enger er aktuel med spændingsromanen NULPUNKT, som er skrevet i samarbejde med Jørn Lier Horst.

 

Jens Henrik Jensen

Jens Henrik Jensen er forfatter og journalist, debuterede med thrilleren Wienerringen og slog derefter for alvor igennem med Kazanski-trilogien, Kællingen i Kraków (1997), Hofnarren i Murmansk (1999) og Ulven i Banja Luka (2002). Han udgav derefter bestsellerserien om kriminalassistent Nina Portland, Økseskibet (2004), Kulmanden (2007) og Spøgelsesfangen (2010). I 2012 udkom De hængte hunde og i 2014 De mørke mænd, første og andet bind i en serie med krigsveteranen Niels Oxen. Tredje bind i Jens Henrik Jensens anmelderroste serie om Oxen, De frosne flammer, udkom i 2016. Året efter blev Jens Henrik Jensen hædret med Krimimessens Publikumspris. I 2018 udkom det fjerde og selvstændige bind om Niels Oxen, Lupus, som røg direkte ind på bestsellerlisterne.

Med bøgerne om Oxen har Jens Henrik Jensens fået sit helt store gennembrud på den internationale scene. Hans bøger er solgt til udgivelse i 14 lande, og trilogien om Niels Oxen og Danehof er solgt til filmatisering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.