Prisuddeling

Det Danske KriminalakademiTil årets Krimimesse er det 23. gang, at Det Danske Kriminalakademi uddeler Palle Rosenkrantz-prisen. Prisen gives til den bedste spændingsroman udgivet på dansk i 2008. Prisen er på 7.500 kr. og uddeles i år til den amerikanske forfatter Don Winslow, der har skrevet Frankie Machines sidste vinter.

I begrundelsen hedder det bl.a., at romanen er en fornyelse af genren gangsterromaner. Den er endvidere en blændende fortælling om skyld og straf, forbrydelse og (mangel på) opklaring i det senmorderne USA.

Prisen overrækkes lørdag den 28. marts 2009 på Krimimessen.

Harald Mogensen-prisen går i år til Lene Kaaberbøl og Agnete Friis. Prisen gives for bedste danske spændingsroman og er på 5.000 kr. Kaaberbøl og Friis får prisen for Drengen i kufferten, som handler om sygeplejersken Nina Borg, der på grund af sin mistro til systemet pludselig står med ansvaret for en bortført dreng.

Drengen i kufferten er desuden indstillet til den fællesskandinaviske pris Glasnøglen.

Det Danske Kriminalakademi uddeler endvidere fire diplomer. Sissel-Jo Gazan hædres for, med Dinusaurens Fjer at have lavet en spændende debut i krimigenren. Martin Jensen får et diplom for sin serie af historiske krimier med 1330’ernes Assens som omdrejningspunkt. Frank Egholm Andersen modtager et diplom for en god indsats ved behandlingen af kriminallitteratur som en væsentlig del af tidens litteratur. Denne indsats har han ydet med bogen Den nordiske femikrimi. Endelig modtager filminstruktøren Henrik Ruben Genz et diplom for med Frygtelig lykkelig at have lavet en vellykket dansk udgave af film-noir.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *