Kommende krimier – september

Her finder du en liste over nogle af de krimier, der udkommer i løbet af september.

Det tegner godt. Vi glæder os meget!

 

Belinda Bauer: Under hudenbelindabauer

Udgivelsesdato: 1/9-2015

Livet er mærkeligt for Patrick Fort – det er sin sag at være medicinstuderende med Aspergers syndrom. Og det er endda før, han bliver viklet ind i opklaringen af et formodet mord. Belinda Bauer går for at være et af de største talenter på den britiske krimiscene. “Under huden” er hendes tredje og muligvis bedste bog til dato! Nomineret til The Gold Dagger -prisen.

 

Lee Child: 61 timerleechild2

Udgivelsesdato: 1/9-2015

Jack Reacher-serien går sin sejrsgang på både engelske og amerikanske bestsellerlister, og de er oversat til mere end 36 sprog. Lee Child betragtes i dag som en af verdens største krimiforfattere.  61 timer er en amerikansk thriller i verdensklasse! #1 på New York Times’ bestsellerliste.

 

Renee Knight: Enhver lighedreneeknight

Udgivelsesdato 3/9-2015

“Enhver lighed” er en formidabel psykologisk spændingsroman og ægteskabsdrama. Bedst som man tror, at man har gennemskuet plottet, vendes det hele på hovedet – den er intelligent og skarp. Et oplagt bud til fans af Gillian Flynns “Kvinden der forsvandt”.

Forestil dig, at du læser en bog, hvor hovedpersonen viser sig at være dig selv? Der er ingen tvivl om, at det er dig; alt stemmer på en prik. Og hvad værre er; i bogen beskrives en hændelse, du aldrig har fortalt nogen om.

Da filminstruktør Catherine Ravenscroft begynder på en roman, som ligger på hendes sengebord, kastes hun ud i et levende mareridt.

Selvom Den perfekte fremmede, som romanen hedder, giver sig ud for at være fiktion, beskriver den i præcise detaljer den skæbnesvangre dag for mange år siden, hvor hun blev meddelagtig i en dyster hemmelighed. En hemmelighed, som kun én anden person kender – og den person er død. En hemmelighed Catherine lige siden har forsøgt at glemme. Hun mærker, hvordan fortiden har indhentet hende, og hendes verden smuldrer. Hendes eneste håb er at konfrontere det, som skete den skæbnesvangre dag, selvom den chokerende sandhed kan ødelægge hende og hendes familie.

“Enhver lighed” er en dybt foruroligende og nervepirrende psykologisk spændingsroman. Som læser suges man ikke blot ind af plottet, som konstant kommer bag på en, man konfronteres også med sin egen stillingtagen og fordømmelse. Det er en roman om hemmeligheder, løgne, hævnlyst, skyld og uskyld, og om den forfærdelige pris vi betaler, når vi forsøger at skjule sandheden.

“Enhver lighed” er blevet en international sensation og er solgt til udgivelse over hele verden. Det er Renee Knights debut som forfatter. Hun har hidtil instrueret tv-dokumentarer for BBC. Hun bor i London med sin mand og to børn.

 

Kim Juul: Stilstand i fuld fartkimjuul

Udgivelsesdato 3/9-2015

Den ansvarshavende chefredaktør for landets største tabloidavis, Ditte Cordsen, kidnappes, og hendes fingeraftryk sendes til Lars Norholm. Hvorfor? Og hvorfor kræver kidnapperne, at hun skal skrive i avisen om emner som tvivl og tro, journalistisk etik og ytringsfrihed? Hvad er formålet? Og vil avisens redaktion overhovedet lade sig diktere for at redde deres chefredaktør?

I en sag hvor ytringsfrihed, informationsfrihed og pressens rolle i vores samfund er oppe at vende, jager Lars Norholm og hans kollegaer gerningsmænd med motiver, der er både overraskende og vanskelige at gennemskue. Lars Norholm har en fortid som efterforskningsleder ved NEC, men arbejder nu som konsulent for PET. Efter en større omvæltning i sit liv, er han i gang med at finde nyt fodfæste, bl.a. ved at sidde oppe i et træ!

Dette er tredje bind i serien om Lars Norholm, der er noget så atypisk som en social og sympatisk mandlig efterforsker. Han kan godt lide andre mennesker, og de fleste kan godt lide ham. Han er musikalsk, eftertænksom og bestemt ikke uden humor.

 

Christian Frost: Araberen der var hvid som snechristianfrost

Udgivelsesdato: 4/9-2015

Hundredvis af civile bliver slået ihjel under et terrorangreb på Københavns Lufthavn og hele landet bliver sat på den anden ende. Gerningsmændende skal findes, men det er lettere end som så.

I “Araberen der var hvid som sne” bliver Erik Otto Falster og Lars Hede fra Drabsafdelingen sat på en hård opgave. De skal finde terroristerne der har angrebet Danmark, men sporene peger i vidt forskellige retninger. Efterforskningen kommer ud af kontrol og det  får store konsekvenser.

 

Adam Sarafis: Der er noget råddentadamsarafis

Udgivelsesdato 10/9-2015

“Der er noget råddent” er en isnende thriller og første del af en trilogi.

Sam Hallberg lever et afskåret liv som mekaniker. Hans fortid og de dertilhørende traumer afholder ham fra at involvere sig. Men noget ændrer sig, da Sam en dag bliver kontaktet af en kvinde, der beder ham om hjælp til at undersøge hendes vens mystiske død.

Da Sam og journalisten Lynette Church begynder at undersøge dødsfaldet nærmere, opdager de et net af korruption der trækker tråde til både det New Zealandske forretningsliv, internationale politikere og krigsforbrydere. Kødkvoterne i landet viser sig at betyde mere og andet, end hvad Sam og Lynette havde forventet.

Bag navnet Adam Sarafis gemmer sig den verdenskendte svenske forfatter Linda Olsson (forfatter til den internationale bestseller Astrid & Veronika) og den New Zealandske manuskriptforfatter Thomas Sainsbury

 

Lasse Hjort Madsen: Haikudetektivenlassehjort

Udgivelsesdato: 10/9-2015

Matias er en speciel fyr. Når han ikke arbejder på at knuse tal for Centralforbundet, elsker han at bruge tid på sine to store passioner: sushi og haiku-digte. Og så er han vild med kollegaen Josefine. Efter generalsekretærens mystiske selvmord i Centralen, begynder Matias og Josefine sammen at grave i nogle af de mystiske hændelser, som bliver ved med at dukke op til overfladen. De har uden tvivl fået færden af noget, og Matias må udfordre sig selv gevaldigt, for at komme til bunds i sagen.

 

Liza Marklund: Jernblodmarklund

Udgivelsesdato: 12/9-2015

Journalisten Annika Bengtzon er tilbage i endnu en krimi af Liza Marklund, som med “Jernblod” definitivt afslutter denne successerie. Læseren har fulgt Annika fra hendes spæde start som journalistelev på Kvällsposten og til nu, hvor en styrket og moden kvinde er klar til at påbegynde et nyt kapitel i livet. Hun står dog  foran en del udfordringer, som alle handler om relationer, hævn og forsoning.

I “Jernblod” hænger Annikas job i en tynd tråd, og hendes søster er sporløst forsvundet. Pludselig befinder hun sig i en by, som hun tidligere har forladt. I byen tvinges hun til at se sin komplicerede og dystre fortid i øjnene, for hvad gør man ikke for en søster?

 

Kristina Ohlsson: Lotus Blueskristinaohlsson

Udgivelsesdato: 18/9-2015

Det regner. Alt går ad helvede til. En desperat mand kommer til advokat Martin Benners kontor og fortæller, at hans søster behøver hjælp. Der er bare lige det ved det, at søsteren er død. Inden hun tog sit liv, tilstod hun fem mord. I aviserne blev hun kaldt seriemorder og fik navnet Sara Texas. Nu vil broderen forsøge at pynte på hendes eftermæle – og samtidig finde hendes forsvundne søn Mio.
Martin Brenner har det meste. Karriere, kvinder, et lille barn. Men han har også svagheder. Hans største svaghed er udfordringer. I jagten på sandheden fejlbedømmer han og går hurtigt fra at være advokat til at blive en brik i et spil. Et spil med så høje indsatser, at Martin til sidst står overfor sit værste mareridt.

Lotus Blues er en hårdkogt thriller og den første del af en serie på to.

 

Linda Castillo: Døden venterlindacastillo

Udgivelsesdato: 24/9-2015

“Døden venter” er sjette bog i Castillos amishserie med den tidligere amishpige, nu politichef, Kate Burkholder som hovedperson.

Linda Castillo har nu fået fat i de danske læsere – med god grund. Hun er en krimiforfatter på niveau med Karin Slaughter. Når folk kommer i gang, er de vilde med hende, og det, at hendes krimier giver et tankevækkende indblik i det lukkede amishsamfund, bidrager med et ekstra twist.

Alle i Painters Mill ved, at det spøger ved den forladte Hochstetler-gård. Spøgelseshistorierne kender alle, men ingen ved, hvad der egentlig skete den forfærdelige nat for 35 år siden, hvor en amish-far og hans fire børn omkom – og hans unge kone forsvandt sporløst.

Da politichef Kate Burkholder bliver tilkaldt til et dødsfald, der umiddelbart ser ud som et selvmord – en mand findes hængt fra loftet i sin lade – peger beviserne hurtigt på, at der snarere er tale om et mord. Kate begynder at følge et svagt spor, som trækker hende i retning af den tragiske hændelse for 35 år siden.

På privatfronten er Kate flyttet sammen med politiefterforsker John Tomasetti, og for første gang i lang tid er hun lykkelig. Deres nufundne lykke slås i stykker, da en af de mænd, der var ansvarlig for mordet på Tomasettis familie fire år tidligere, frifindes.

Da endnu en mand findes død, opdager Kate en forbindelse, som sender efterforskningen i en retning ingen havde kunnet forudse, og som afslører en skræmmende sandhed, der strækker sig langt tilbage i tiden, og som rammer dybt ind i kernen af Painters Mill.

“Det er effektivt, foruroligende og troværdigt. Kort sagt leverer Castillo glimrende underholdning.”  – Politiken

 

Stephen King: Vækkelsestephenking

Udgivelsesdato: 24/9-2015

Mange mener at “Vækkelse” har den bedste indledning, King nogensinde har skrevet. Og det siger jo ikke så lidt, når det gælder en forfatter med 58 bøger bag sig.

“Vækkelse” er en foruroligende og hårrejsende roman om afhængighed, fanatisme og om det, der måske findes på den anden side af livet.

Hovedperson, Jamie Morton er seks år gammel, da en skygge falder over ham, mens han sidder og leger med sine tinsoldater. Det er i Maine i begyndelsen af 60’erne. Han kigger op og ser en bemærkelsesværdig mand, som viser sig at være den nye metodistpræst i byen; Charles Jacobs. Sammen med sin smukke hustru vil han reformere den lokale kirke.

Alle i byen er betaget af de karismatiske par, men det går op for Jamie, at han og pastoren har en dybere forbindelse; de er fælles om en hemmelig besættelse. Da en tragedie rammer Jacobs-familien, forbander pastoren Gud, fnyser af alle religiøse overbevisninger og bliver forvist fra byen.

Jamie har sine egne problemer og dæmoner at slås med, og King beskriver med vanlig behændighed og præcision, hvordan det er at vokse op i en lille-by fuld af sex, drugs and rock’n’roll.

Jamie begynder at spille guitar og indleder snart et nomadeliv ved at spille i bands over hele landet. Da Jamie er i midten af trediverne, desperat og heroinafhængig, møder han igen Charles Jacobs, der nu fungerer som healende mirakelmager. Det får voldsomme konsekvenser for dem begge. Forbindelsen mellem dem bliver en pagt, som selv djævlen dårligt ville kunne have udtænkt. Jamie opdager at vækkelse har mange betydninger. Han sætter sig for at finde sandheden om den undvigende mand, som nu kalder sig Pastor Danny Jacobs.

“Vækkelse er blandt Kings allerbedste… inderlig, gribende og skræmmende.”  – New York Daily News

“Kings vidunderlige nye roman byder på den gammeldags fornøjelse det er at krybe sammen om lejrbålet i mørket for at høre en historie fortalt af en, som ved præcis, hvordan han skal få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver tilhører.”  – Washington Post

 

Paula Hawkins: Kvinden i togetpaulahawkins

Udgivelsesdato: 24/9-2015

Kvinden i toget” er den internationale bestsellerthriller, der har taget verden med storm. Paula Hawkins’ thriller er verdens hurtigst sælgende debutbog.

“Kvinden i toget” handler om Rachel, der følger den samme rutine hver morgen. Hun tager toget ind til London sammen med alle de andre pendlere. På ruten holder toget stille foran et bestemt hus og Rachel betrager det smukke unge par, der bor der. Hun fantaserer om dem, hvad de hedder, hvordan deres liv er. I hendes hovedet er parrets liv helt perfekt. En morgen ser Rachel noget dybt chokerende fra sit vindue i toget – og kort efter er kvinden forsvundet fra huset. Rachel kontakter politiet og begynder at blande sig i efterforskningen. Men kan politiet stole på Rachel som et vidne? Og kan Rachel stole på sine egne øjne?

 

Jo Nesbø: Midnatssoljonesbø

Udgivelsesdato: 25/9-2015

Jon er på flugt. Han har begået den fejl at snyde Oslos største gangsterboss, Fiskeren. I en lille by i fjeldene, så langt nordpå at solen aldrig går ned, forsøger Jon nu at gemme sig. Her møder han den smukke enke Lea og hendes søn Knut. Men hele tiden kommer Fiskerens mænd nærmere… Ny fremragende thriller af suveræne Nesbø!

 

Robert Zola Christensen: Adams forbandelseRobertZolaChristensen

Udgivelsesdato: 28/9-2015

“Adams forbandelse” er Robert Zola Christensens anden krimi om den tidligere PET-mand Bent Kastrup. En flok spejdere finder en forsker i genteknologi brutalt myrdet i en skov på Vestsjælland. Sporene peger både i retning af en veterangruppe med en ivrig interesse for 2. verdenskrig, men også mod et forskningsmiljø, hvor der er ved at opstå store økonomiske muligheder i udviklingen af genteknologi. Efterforskningen fører Bent Kastrup til Færøerne og ind i cyberspace. Både i de øde egne af Færøerne og cyberspace viser der sig at foregå ting, der ikke tåler dagens lys. Og har spejderne fortalt alt, hvad de ved?

Men Bent Kastrups kamp er ikke kun en kamp mod tiden for at finde ud af, hvem der dræbte genforskeren Gunnar Kollte-Hansen og dermed satte gang i en kædereaktion af drab, forsvindinger og knivstikkeri. Det er også en kamp på hjemmefronten og en kamp mod egennyttige og inkompetente kollegaer, der spiller deres eget spil. “Adams forbandelse” er en meget velskrevet, meget velkomponeret krimi, der helt indtil de sidste sider nægter læseren at kunne gennemskue plottet.

 

Simon Toyne: Solomon Creedsimontoyne

Udgivelsesdato: 28/9-2015

Et fly styrter ned i Arizonas ørken. Kun én mand overlever styrtet. Han har ingen erindring om sin fortid, og ingen anelse om sin fremtid.Han ved kun, at han skal redde en mand. Men hvordan redder man en person, der allerede er død? Solomon Creed er det første bind i en ny serie af Simon Toyne, forfatteren bag “Sanctus”, “Nøglen” og “Tårnet”.

 

Jonathan Holt: Bortførelsenjonathanholt

Udgivelsesdato: 30/9-2015

Andet bind i Carnivia-trilogien, Holts internationale bestseller “Bortførelsen” er en hæsblæsende thriller, der bygger på dokumenteret viden om den alliance mellem CIA, Vatikanet og den italienske efterkrigsregering, som skulle forhindre venstrefløjen i at komme til magten i Italien.

Under karnevallet i Venedig bliver en amerikansk majors teenagedatter bortført af en gruppe maskerede mænd, som derefter lægger chokerende videoer ud på Carnivia, den simulerede udgave af Venedig, hvor folk kan mødes og udveksle, uden at det kan spores. På videoerne bliver den bortførte pige tortureret ved hjælp af dokumenterede CIA-metoder som en protest mod tilstedeværelsen af amerikanske militærbaser i Italien.

I efterforskningen af sagen genforenes de tre hovedpersoner, som vi mødte i “Uhyrligheden”, trilogiens første bind: Kaptajn Kat Tapo fra det italienske carabinierikorps, sekondløjtnant Holly Boland fra det amerikanske militær og Daniel Barbo, den geniale skaber af Carnivia. Under opklaringsarbejdet begynder de at se konturerne af en sammensværgelse med ekstremt magtfulde aktører, og de får nys om hemmeligheder, som er dødsensfarlige at kende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.