Kommende krimier – september

Vi har samlet et udvalg af september måneds krimi- og spændingsudgivelser.

God læselyst.

Liv af Mikaela Bley

Udgivelsesadato: 2/9-2019

Forlag: People´s Press

Forlaget skriver: Det er en varm dag i slutningen af august. Journalisten Ellen Tamm kan ikke længere udsætte køreturen til sit barndomshjem i Sörmland. Ikke længere flygte fra sin fortid og de mørke minder, der blev vakt til live, da hun dækkede sagen om en lille piges forsvinding i forsommeren. Ellen må forlade Stockholm og vende tilbage stedet, hvor det hele begyndte, dengang hun var otte år gammel, og hendes tvillingesøster døde. 

På vej til Sörmland standser Ellen for at tanke i lillebyen Stentuna. Her hører hun, at en kvinde er fundet død i sin bil ved en mark ikke langt derfra. Brutalt slået ihjel. Ingen synes at vide, hvem kvinden er, eller hvad hun lavede på egnen, og mordet ryster det lille samfund.

Ellen begynder at undersøge, hvordan det forholder sig med den døde kvinde, og jo mere hun finder ud, jo flere mørke hemmeligheder viser det sig, at lillebyidyllen gemmer på. Intet er, hvad det giver sig ud for at være. Ikke mindst når det gælder Ellen selv og søsterens død 

Liv er anden bog om journalisten Ellen Tamm.

Det rene guld af Karin Slaughter og Lee Child

Udgivelsesdato: 2/9-2019

Forlag: HarperCollins

Forlaget skriver: En Jack Reacher og Will Trent kortroman fra to af verdens mest læste krimiforfattere.
Will Trent er undercover på Fort Knox. Hans opgave: at undersøge et toogtyve år gammelt mord. Hans mistænktes navn: Jack Reacher.  
Jack Reacher er i Fort Knox på sin egen mission: at fælde et farligt netværk af kriminelle, som opererer i hjertet af USA’s militær. Og nu er Will Trent pludselig trådt ind på scenen. 
Men der er en endnu større sammensværgelse i gang – en, som hverken GBI-agenten eller den tidligere militærpoliti-officer har gennemskuet – og den eneste mulige strategi for Jack Reacher og Will Trent er nu at lægge kortene på bordet og arbejde sammen. 
Hvis de kan …

Ekstra eksklusivt indhold:  
Hilsen fra Karin Slaughter og Lee Child 
Q&A med Will Trent 
Will Trents GBI-file 
Prolog samt 1. kapitel Karin Slaughters Den Sidste Enke.

Destination Dallas af Lou Berney

Udgivelsesdato: 2/9-2019

Forlag: HarperCollins

Forlaget skriver: Frank Guidry er løbet tør for held. 

Som loyal fikser for New Orleans’ mafiaboss Carlos Marcello ved Guidry bedre end nogen, at ingen er uundværlige, men nu er turen kommet til ham, for han ved for meget om århundredets forbrydelse: mordet på præsident John F. Kennedy.Få timer efter attentatet på JFK er alle med bånd til Marcello døde, og Guidry har en stærk mistanke om, at han er den næste på listen. Han var nemlig i Dallas i et ærinde for bossen, mindre end to uger før præsidenten blev skudt. Guidry ser ingen anden udvej end at tage benene på nakken og flygte til Las Vegas, hvor en gammel forretningspartner – som hader Marcello af et godt hjerte – måske er den eneste, han nu kan stole på vil hjælpe ham med at gå i skjul.
Guidry ved udmærket godt, at den første regel, når man er på flugt, er aldrig at stoppe op, men da han ser en smuk kvinde i vejsiden med en skadet bil, to små døtre og en hund på bagsædet, øjner han den perfekte forklædning og en oplagt måde til at dække sine spor fra de håndlangere, som Marcello har sendt efter ham. Guidry udgiver sig for at være forsikringsmand, og han tilbyder Charlotte at hjælpe hende frem til deres fælles destination.

For Charlotte er der også meget på spil, og hun er ligeledes på flugt. Væk fra en kvælende og stillestående eksistens som husmor i Oklahoma City, og væk fra en alkoholiseret ægtemand. Og mens de hensynsløse forfølgere nærmer sig bagfra, rykker Guidry og Charlotte tættere sammen i en alliance, som kan koste dem begge livet. 
En klassisk amerikansk historie: To fremmede mødes og rejser mod vest i håbet om et nyt liv – og finder hinanden undervejs.

Fjendespor af Keld Broksø

Udgivelsesdato: 2/9-2019

Forlag: Ambush Book

Forlaget skriver: ”Fjendespor” er en spændingsroman om at krydse sine egne spor med fatale konsekvenser. En voldsom start på et albansk børnehjem indhenter den danske, adopterede kriminalbetjent, Stefan Kushova Andersen. Glemte familiebånd bliver pludselig livsfarlige, mens eksplosivt voksende formuer skabt af svindel med pyramidespil, våben-, narko- og menneskesmugling gør bomstærke klaner stadigt mere kyniske. Albansk mafia forgifter voksende dele af Europas og New Yorks underverden. Den forgrener sig nordpå gennem Tyskland og smadrer Stefans forsøg på at få et nyt, roligt liv i Københavns Sydhavns nye boligblokke.

Et kursus og et mord i New York kickstarter en hæsblæsende rejse mod Stefans egne rødder og gennem en fremmed, forarmet del af Europa – samt i Berlin, København – og selv Roskilde Festival, hvor Stefan tvinges ud i gråzoner af lovligt og ulovligt, rigtigt og forkert. Det konfronterer ham med skæbnesvangre valg, hvor menneskeliv står på spil – og han selv drives frem af fromme håb om en højere retfærdighed. Og håb om at redde sig selv fra en grusom død, der synes stadig mere sandsynlig. “Fjendespor” er en international thriller med afsæt i virkelige begivenheder, klaner og vesteuropæisk nutidshistorie.

Nede til tælling af Martin Holmén

Udgivelsesdato: 2/9-2019

Forlag: Turbine

Forlaget skriver: I andet bind af svenske Martin Holméns superseje stockholm-noir anno 1932 er eksbokseren Harry ”Kvisten” Kvist knap nok kommet ud af fængslet, før byens beskidte underverden trækker ham ind i endnu en speget sag.

I trilogiens første bind, Clinch, var det Kvisten selv, som var anklaget for mord, men i Nede til tælling tager handlingen fart, da Kvisten hører om mordet på hans gode veninde, vaskekonen Beda. Politiet mener, den skyldige er Bedas retarderede søn og vil låse ham inde på et sindssygehospital, men den køber Kvisten ikke, og han indleder sin egen efterforskning af mordet sammen med Bedas datter. Et mord, der viser sig at have tråde til både psykopatiske gangsterbosser, lurvede forbrydere og byens fornemmeste spidser.

Martin Holméns trilogi udkommer på Forlaget Bonnier i Sverige, Karl Ove Knausgårds forlag Pelikanen i Norge, det hippe Pushkin Press i USA og England samt i en håndfuld andre lande. Bøgerne er desuden solgt til serialisering og vil inden længe dukke op i ni afsnit på en streamingtjeneste nær dig. Det er nordisk noir-spænding af højeste kvalitet og af den sejeste slags.

Havfruens død af Søren og Morten Ellemose

Udgivelsesdato: 4/9-2019

Forlag: Forfatterskabet.dk

Forlaget skriver: Hendes majestæt Dronningen er død. 
En rystet nation kæmper med sorgen over landets royale overhoved, da nye begivenheder tvinger landet i knæ.
En serie nøje planlagte terroraktioner mod udvalgte steder og personer bringer Danmark på randen af opløsning. 
Den hårdt kvæstede kriminalkommissær Henning Lorentzen og hans assistent, Louise Jensen, kastes ud i en ekstrem jagt i det endelige opgør med den superintelligente milliardærsøn Sebastian de la Cour.
Havfruens Død er det hæsblæsende tredje bind i den anmelderroste serie om organisationen Manus Albino, der anvender terror og mord for at opnå deres mål. 
Serien tegner et dystert billede af et Danmark med radikalisering og ekstreme miljøer, der udfordrer demokratiets grundtanke og retsstatens fundament.

Seks stemmer af Matt Wesolowski

Udgivelsesdato: 5/9-2019

Forlag: Alhambra

Forlaget skriver: England, 1997. Liget af 17-årige Tom Jeffries bliver fundet i marskområdet Scarclaw Fell, hvor han og kammeraterne var på hyttetur. Det ligner en ulykke, men ikke alle er overbeviste om den udlægning.

Ti år senere åbnes sagen igen. Scott King, internet-kultfigur og vært for en populær podcast om uopklarede mysterier, sætter sig for at undersøge, hvad der virkelig skete med Tom. I sin podcast-serie interviewer han seks forskellige mennesker, der var til stede den skæbnesvangre aften i Scarclaw Fell. I seks episoder kommer seks stemmer til orde, med seks syn på Tom og på dagene op til hans død. De fleste af de talende var teenagere dengang, og deres minder om hændelsen sløres af fortidens intriger, rivalisering og jalousi – men for hvert interview afdækkes nye detaljer, og den uhyggelige sandhed tegner sig skarpere.

Seks stemmer er et klassisk mordmysterie med en ny, skarp vinkel. Som fortællingen udfolder sig, tvinges læseren til at gætte med og til at spørge sig selv hvor meget, man egentlig kan stole på sine minder – og på de mennesker, man omgiver sig med.

Hoveddamens nabohjælp af Iben Danielsen

Udgivelsesdato: 6/9-2019

Forlag: Hovedland

Forlaget skriver: Nogle gange må vi reagere når der sker noget mærkeligt, noget alarmerende, inde hos naboen.
Det er baggrunden og temaet i Hoveddamens nabohjælp Runa Hav er ikke politibetjent, hun er ikke journalist eller detektiv. Hun er bare nabodamen, men helt speciel derved, at hun er ganske og aldeles handicappet og afhængig af andres hjælp. Men hendes hoved fungerer. Godt, endda!  Iben Danielsen har skrevet en helt anderledes hverdagskrimi. Hun er journalist, og har i mange år skrevet om velfærdsteknologi, og herigennem truffet mange mennesker med handicap og imponerende ressourcer.  

Mordet på en havfrue af Thomas Rydahl og A.J. Kazinski

Udgivelsesdato: 6/9-2019

Forlag: Politikens forlag

Forlaget skriver: Kom tæt på geniet og særlingen H.C. Andersen på en helt ny, fiktiv og gruopvækkende måde i Mordet på en havfrue, hvor den verdensberømte forfatter tager os med ind i den københavnske underverden anno 1830-40.

Byen er plaget af fattigdom og sygdom, politisk grøde og spændinger mellem samfundslagene – og grumme forbrydelser forbliver uopklaret i hænderne på et politi uden effektive værktøjer. Da H.C. Andersen bliver anklaget for et bestialsk mord, må han derfor selv forsøge at opklare mysteriet bag for ikke at blive dømt.

En psykologisk profiler eller en næse for grusomheder ville man måske i dag sige om det arbejde, som den ugifte og anerkendelsessyge H.C. Andersen ufrivilligt hjælper ordensmagten med.

Men når sagen endelig er opklaret, dypper forfatteren pennen i blæk og gengiver begivenhederne i sit helt eget fantastiske sprog. Pludselig er det uhyggelige drab på en ung kvinde blevet til eventyret om Den lille havfrue – og resten er, som bekendt, historie.

Bogen om detektiven H.C. Andersen skrives i et samarbejde mellem forfatterne A.J. Kazinski og Thomas Rydahl.

Vådeskud af Katrine Engberg

Udgivelsesdato: 6/9-2019

Forlag: People´s Press

Forlaget skriver: Det er forår, og kirsebærtræerne er ved at springe ud, da teenagedrengen Oscar en eftermiddag i april forsvinder. Han er det mellemste barn i en kulørt og meget velhavende familie, der bor i Københavns Indre by. Det eneste spor efter drengen er et kryptisk brev med et citat fra en roman, som ingen kan tyde. Er det en bortførers forsøg på at vildlede politiet, et afskedsbrev til familien fra en martret teenager eller noget helt tredje?

Jeppe Kørner og Anette Werner tilkaldes, og en større eftersøgning sættes i gang. Jeppe forsøger at finde sin rolle i forholdet til Sara og hendes to døtre, mens Anette er tilbage efter barsel og i bedre form end nogensinde før. Esther er endelig kommet i gang med at skrive sin roman, og måske kan hendes litterære indsigt hjælpe efterforskningen undervejs. Inden det er for sent.

Vådeskud er fjerde bog i serien med efterforskerne Kørner & Werner og snushanen Esther De Laurenti. Serien tæller desuden Krokodillevogteren, Blodmåne og Glasvinge.

Monte Perdido af Agustin Martinez

Udgivelsesdato: 12/9-2019

Forlag: People´s Press

Forlaget skriver: De smukkeste bjerge kan skjule de mørkeste hemmeligheder. 

Fem år efter at de to elleveårige piger, Ana og Lucía, forsvinder sporløst på vej hjem fra skole, sørger landsbyen Monteperdido stadig over tabet og pigernes uvisse skæbne. Men så dukker Ana pludselig op i en forulykket bil – hun er såret, men i live. 

Sagen bliver genåbnet for at finde ud af, hvem der stod bag bortførelsen, og et kapløb mod tiden begynder, for hvor er Lucía, og kan hun stadig reddes? Alt står og falder med de oplysninger, som den traumatiserede Ana måske ligger inde med.

Sara Campos og hendes chef, Santiago Bain, bliver sendt ud fra Madrids kriminalpoliti og forsøger at samarbejde med det lokale politi, som begik nogle fatale fejl for fem år siden. Det må ikke ske igen, men de to udefrakommende opdager snart, at landsbyboerne følger deres egne regler i de ufremkommelige bjerge.

Led ikke efter mig af Harlan Coben

Udgivelsesdato: 13/9-2019

Forlag: Gads forlag

Forlaget skriver: Mesteren af ’Domestic Suspense’ er tilbage med endnu en stærk familiehistorie.

Med et salg på flere end 70 mio. bøger på verdensplan og som manuskriptforfatter til tv-serien SAFE, den første af en lang række kommende Netflix-serier, behøver Harlan Coben næppe nærmere introduktion. Nu er han tilbage med endnu en fængslende ’domestic thriller’ om en familie, hvis trygge forstadstilværelse bliver undermineret af mørke kræfter …

Simons familie er tæt på at gå i opløsning. Hans teenage datter er stukket af hjemmefra og har gjort det klart, at familien ikke skal lede efter hende. Men Simon kan ikke bare give slip på sin datter, han vil finde hende for enhver pris. Han stopper ikke, selv om hans eftersøgning fører ham direkte ind i en mørk og farlig verden, og før han ved af det, er både hans eget og hans families liv i fare …

Fortidens mørke af Guillaume Musso

Udgivelsesdato: 13/9-2019

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Forlaget skriver: Under en usædvanlig snestorm på Côte d’Azur i 1992 forsvinder en ung kvinde, Vinca Rockwell på 19 år, fra en gymnasiekostskole. Hun er efter sigende flygtet sammen med sin filosofilærer, som hun har et hemmeligt forhold til. Ingen ser hende nogensinde igen.

Femogtyve år senere, i 2017, mødes de tre gamle venner Fanny, Thomas og Maxime igen i forbindelse med en genforeningsfest for gamle elever på gymnasiet Saint-Exupéry ved Antibes. De har ikke haft kontakt, siden de tog deres eksaminer. Dengang begik de en frygtelig handling, som har præget deres liv lige siden, og tankerne om, hvad der skete med deres veninde Vinca, er ikke glemt. Da skolen skal have bygget en ny sportshal, og den gamle skal rives ned, er deres hemmelighed i fare for at blive afsløret. For inden i murene ligger knoglerne fra et lig ?

Sandheden om, hvad der i virkeligheden skete, skal vise sig at være stærkt foruroligende og smertelig.

Halvmorderen af Håkan Nesser

Udgivelsesdato: 13/9-2019

Forlag: Modtryk

Forlaget skriver: ”Selvom du tror det, så spiller du ingen som helst rolle i denne verden,” siger Adalbert Hanzons far til sin søn. Det er ikke de mest fortrøstningsfulde ord at tage med sig ud i livet, men Adalbert klarer sig ganske godt alligevel. Lige indtil kærligheden og det store vanvid rammer ham.   

43 år og en fængselsstraf senere er Adalbert Hanzon en overvægtig og let alkoholiseret misantrop. Pludselig gør fortiden opmærksom på sig selv. Og de eneste, der kan hjælpe ham med at finde ud af, hvad der egentlig skete for næsten et halvt århundrede siden, er ærgerligt nok hans smågnavne nabo (der nægter at stille træskoene, bare for at irritere Adalbert) – samt en snakkesalig halvkusine der forsøger at få ham til at motionere. Men i krig og kærlighed gælder alle kneb. A man’s gotta do what a man’s gotta do.   
HALVMORDEREN er en krimi om kærlighed og hævn og venskab og fjendskab.

Fatale sekunder af Erik Frandsen

Udgivelsesdato: 16/9-2019

Forlag: mellemgaard

Forlaget skriver: Nogle gange her i livet så sker der en hændelse, som ændrer på alt. Politikommissær Jakob Bojsen bliver kaldt ud til en meget alvorlig ulykke, hvor en ung pige er kørt ned af en formodet flugtbilist. Hans kæreste, kriminalassistent Aygül Celic, tager med derud. Herfra udvikler historien sig, hvor du ikke kun bliver vidne til flere mord, men også menneskeskæbner ramt af ulykken, hvor også tiden inden har givet store udfordringer.

I krimien er der er ikke sparet på hverken utroskab, lidenskab, ensomhed, glæde, sorg og ikke mindst hævn. Du er tæt på helt almindelige danskere og deres liv. Du vil opleve flere kommentarer til dagens udfordringer i det danske samfund, men stadig med en humoristisk jysk undertone lige bagved. Jakob Bojsen og hans sædvanlige krimiteam finder i løbet af historien frem til flere hemmeligheder, men forude venter løsningen.

Vendsysselvendetta af Marianne Christensen

Udgivelsesdato: 16/9-2019

Forlag: mellemgaard

Forlaget skriver: Peter Florian og hans ven Hasse er taget på en tiltrængt ferie på et badehotel ved Vesterhavet. Her tror de, at de skal slappe af og nyde tilværelsen. Men virkeligheden bliver en anden, for pludselig bliver de involveret i nogle brutale mord på et par af badehotellets gæster. Og før de ved af det, er Peter og Hasse hvirvlet ind i jagten på en morder, som viser sig at være ubehagelig tæt på.   
Vendsysselvendetta er en selvstændig fortsættelse af Peter Florian-krimien Et hængeparti.   

Banditter i habitter af Poul-Henrik Pedersen

Udgivelsesdato: 16/9-2019

Forlag: mellemgaard

Forlaget skriver: En højt agtet godsforvalter på Falster findes død i Skovbo Gods’ kælder. Et fingeret selvmord eller en likvidering? Chefkriminalinspektør Christian Dahl og hans tro væbner, kriminalassistent Hagestrøm, bliver sat på endnu en udfordrende opgave. Karrierens hidtil mest gådefulde. En hæsblæsende jagt indledes på skruppelløse og pengegrådige elementer i et betændt provinsielt miljø, hvor menneskeliv, moral og etik er til fals for penge og politisk fanatisme.    
Efterforskningen afslører hidtil ukendte sider af afdødes liv, og jo dybere politiet kommer i sagen, jo mere krakelerer en tilsyneladende ærbar glansbilledfacade, bag hvilken gemmer sig flere lokale koryfæer.    

Forbrydelsens omfang ryster selv den hærdede politiinspektør Dahl. Det bliver en uhyggelig rejse gennem banderelateret narkokriminalitet og ekstremistiske politiske grupperinger med tråde tilbage til en blakket fortid med fremtrædende borgere involveret – banditter i habitter!

 

Dødfunden af Gretelise Holm

Udgivelsesdato: 17/9-2019

Forlag: HarperCollins

Forlaget skriver: Søndag den 16. september 2018 blev antropologen og samfundsforskeren Ellinor Green, 62 år, fundet død i sit hjem i Vanløse, og dødsårsagen kunne ikke umiddelbart fastslås.Ellinor Green kunne have haft mange grunde til at føle sig træt af livet: En datter, som var besat af en usund kostdille og havde slået hånden af sin mor, en søn, der var i frit socialt fald som hadefuld tastaturkriger, en ægtemand, som bedrog hende, og en chef, som lige havde fyret hende.Var det hele blevet for meget for Ellinor? Eller var Ellinor blevet for meget for en anden? I forsøget på at finde svar tager romanen læserne med på en rundtur i nogle af det moderne livs sære kroge.

Skyggespillet af Peter Mogensen

Udgivelsesdato: 18/9-2019

Forlag: Turbine

Forlaget skriver: Danmarks udenrigsminister, den tidligere jægersoldat Henrik Foss, er under pres. Et barskt opgør i Venstres top truer med at vælte regeringen indefra og sende Foss ud i den politiske kulde. Men samtidig er Henrik Foss under et langt værre – og livsfarligt – pres …

Europas politikere har lukket grænserne, og menneskesmugling ind i EU er en guldgrube. Fra skyggerne truer og bestikker kriminelle netværk politikere over hele Europa til at give den lukrative forretning optimale betingelser. Også den danske udenrigsminister har de i sigtekornet. Samtidig har en gruppe hackere fået fingrene i en liste over de politikere, der er styret af de kriminelle netværk. Med den i hånden kan Henrik Foss tage kampen op. Nu går jagten på de listede politikere ind, men Henrik Foss er ikke den eneste jæger, og konkurrenterne skyr ingen midler. Et farligt spil er begyndt, og hvem lurer i skyggerne – hvem står på listen?

Anstalten af Stephen King

Udgivelsesdato: 18/9-2019

Forlag: Hr. Ferdinand

Forlaget skriver: En sen nattetime i en stille forstad til Minneapolis bryder ukendte gerningsmænd ind i Luke Ellis’ families hus, slår hans forældre ihjel og laster drengen ind i en sort varevogn. Hele operationen tager mindre end to minutter.

Luke vågner på Anstalten, i et værelse som ligner hans eget, blot er rummet uden vinduer. Og når han åbner sin dør, er der andre døre; døre til værelser med andre børn som ham, børn med særlige evner inden for telekinese og telepati, som også er endt på Anstalten på samme måde som Luke. Kalisha, Nick, George, Iris, den tiårige Avery Dixon og Luke, alle befinder de sig i Forhuset. Andre er flyttet til Baghuset, der ifølge Kalisha er som en stor insektfælde: ”Børnene tjekker ind, men de tjekker aldrig ud.” Anstaltens tilsynsførende, Mrs. Sigsby, og resten af personalet har kun ét for øje, nemlig skruppelløst at udvinde børnenes særlige evner.

Hvis børnene samarbejder, giver personalet dem mønter til Anstaltens salgsautomater, og hvis de modsætter sig, er straffen brutal. Flere og flere børn forsvinder til Baghuset, og imens bliver Luke mere og mere desperat for at slippe ud og hente hjælp. Men ingen er nogensinde undsluppet Anstalten. Kom med til Anstalten, et sted hvor det gode ikke nødvendigvis besejrer ondskaben.

Stephanie Mailers forsvinden af Joël Dicker

Udgivelsesdato: 20/9-2019

Forlag: Rosinante

Forlaget skriver: Sommeren 1994. Jesse Rosenberg og Derek Scott, to unge, ambitiøse politiefterforskere, drømmer om den store sag, der hjælpe deres karriere i gang. Da borgmesteren i Orphea, en lille badeby et par timers kørsel fra New York, og hele hans familie samt en tilfældig forbipasserende bliver brutalt myrdet, ved de, at det er den sag, de har ventet på. Takket være deres omhyggelige efterforskning lykkes det dem at opklare mordet. De får ros af politichefen og en medalje for deres tapperhed. 

Men tyve år senere, da Jesse skal til at gå på pension, bliver han opsøgt af den unge, dygtige journalist, Stephanie Mailer. Hun fortæller ham, at de tog fejl dengang. At det var den forkerte, de anholdt, og at hun har efterforsket sagen og kan bevise det. De aftaler at mødes, men næste dag er hun sporløst forsvundet …

Otte måneder af Magnus Montelius

Udgivelsesdato: 20/9-2019

Forlag: Modtryk

Forlaget skriver: Journalisten Nina Wedén gør årets scoop og afslører efter et tip udenrigsministeren som sexkøber. Da den karismatiske, men uerfarne Jacob Weiss udnævnes til ny minister, bliver Nina til sin egen overraskelse headhuntet som hans pressesekretær, og hun går straks i gang med dygtigt at spinne den ene gode historie efter den anden rundt om Weiss. 
Weiss er omgærdet af rygter og tvivlsomme medarbejdere, og da en af de højtstående embedsmænd findes hængt, ind­ser Nina, at der er noget helt galt. Og sporene leder direkte til hendes hemmelige kilde.

OTTE MÅNEDER er en spændingsroman om magt og om de mennesker, der er villige til at gå langt for at få den.

Skammekrogen af Sofie Sarenbrant

Udgivelsesdato: 25/9-2019

Forlag: People´s Press

Forlaget skriver: Hvad ved du egentlig om dine nærmeste? 

En pige lægger sig på jernbaneskinnerne i Stockholmsforstaden Bromma og venter på toget. I en anden del af Sverige havner en mand i et dybt hul i skoven. Ingen af deres familiemedlemmer eller venner ved noget om den forestående katastrofe. Kan deres liv reddes? 

De to mennesker kender ikke hinanden, men har noget livsvigtigt til fælles. Og det er op til kriminalinspektør Emma Sköld at finde sammenhængen, før det er for sent. 

Skammekrogen er syvende fritstående bog i den populære serie om kriminalinspektør Emma Sköld.

Proxy af Steffen Jacobsen

Udgivelsesdato: 27/9-2019

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Forlaget skriver:

Den pensionerede bogholder og terapeut Anne Holst bliver brutalt myrdet med en afrikansk ritualkniv. Kort efter ryster endnu et mord beboerne i Holbæk: En lokal læge findes stranguleret i et udbrændt bilvrag i sin garage.

Efterforsker og krigsveteran Jacob Nordstedt sættes på sagen sammen med sin yngre kollega Tanya Nielsen. De to får travlt med at kortlægge de tilsyneladende umotiverede forbrydelser, hvor eneste fællesnævner er den kronisk syge teenagepige Emma, som er lænket til sin kørestol.
Tanyas forfinede lugtesans kan registrere selv de mindste antydninger af forandringer i dufte – og der er noget på et af gerningsstederne, som lugter forkert. Helt forkert.

Steffen Jacobsen er kirurg, Dr. Med. og overlæge, men har forladt lægegerningen for at hellige sig skriveriet. Han havde sit helt store gennembrud med Trofæ og har siden været fast inventar på enhver krimifans bogreol.

Noget i vandet af Catherine Steadman

Udgivelsesdato: 30/9-2019

Forlag: Memoris

Forlaget skriver: På deres bryllupsrejse finder et ungt par noget mystisk i vandet, som de vælger at undersøge nærmere. Det skulle de aldrig have gjort. For det, de finder i vandet, forvandler hurtigt deres liv til en hverdag med en konstant frygt for at gøre bare én ting forkert, der vil være enden på det hele. 

Historien er et moralsk dilemma om, hvor langt man vil gå for at opnå sine mål, og som læser kan man ikke lade være med at tænke: Hvad ville jeg selv have gjort?

Der tages forbehold for ændringer.

    

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.