Kommende krimier – september

Her kan du få et overblik over et udvalg af september måneds krimi- og spændingsudgivelser.

God fornøjelse.

 

Love City af David og Stephan Garmark

Udgivelsesdato: 1/9-2018

Forlag: Kandor

Love City: Kælenavnet for ferieparadiset St. John – en af de tidligere Dansk Vestindiske øer. Men der ånder alt andet en fred og idyl. På orkanhærgede og ødelagte St. Thomas har den karismatiske King Malcolm samlet en hær af alt fra afrikanske pirater til guerillasoldater fra Syd- og Mellemamerika, med planer om at løsrive øerne fra USA. Revolution, undtagelsestilstand og no-fly-zone.

Da en mystisk malarialignende epidemi bryder ud på St. John sendes nødhjælpsarbejderen Sam Fisker afsted som en del af et hold fra European Crisis Aid. Med sig har de et privat vagthold ledet af Daniel Stoker. Da Sams chef myrdes, bliver Sam leder for nødhjælperne og forsøger at komme til bunds i hvad det er for en epidemi, der dræber folk i massevis – for der findes ingen malariamyg på øen.

Snart opdager Sam og Danny at deres jagt på sandheden bag udbruddet gør dem selv til de jagede, og midt i en voldsom orkan må de slå sig sammen med King Malcolm i deres kamp på overlevelse.

 

Thanatos af Jan Egesborg

Udgivelsesdato: 3/9-2018

Forlag: Polyteknisk forlag

En brutal seriemorder er løs i Kyoto.
Freelancejournalisten Anders Brinck er
på sporet af morderen. Jagten byder
på store mængder kvantefysik og
kvantekryptering samt maleren
Hieronymus Bosch.

Thanatos er en krimi om naturvidenskabens forunderlige verden.

Thanatos er en graphic novel i sort/hvid tegnet i en stillistisk, japansk inspireret, minimalistisk stil.

 

Slæng af Bent Hardervig

Udgivelsesdato: 3/9-2018

Forlag: Mellemgaard

Hvor dybt ind i sindets mørkeste afkroge skal man søge – hvor langt tilbage i fortidens skygger skal man gå for at finde det udspring, der fører til ubegribelige mord?

Disse spørgsmål lægger de gladelig bag sig, det unge par, politiassistenten Camilla Fenicke og kæresten, fotografen Patrick, da de rejser op til det smukke og mondæne Gammel Skagen. For sammen at holde en velfortjent og uproblematisk ferie.

Men marehalmens lette hvislen og sankthansbålets knitren fortæller andre historier, og hastigt rives de tilbage til København. Tilbage til vanviddets hvirvlende cirkler, hvor en syg hjerne dirigerer et afstumpet slæng. En bande gjort til marionetter gennem frygt og lederens uforudsigelighed.

Dertil en nymfoman gammel heks. Er også hun hans marionet? Eller er han hendes?

En skånselsløs duel opstår mellem politiets Camilla Fenicke, der er barn af Strandvejens fashionable miljø, mod det skruppelløse slæng. Overvåget af en dunkel skikkelse på sidelinjen.

 

Blokhusmysteriet af Ebbe Krogh-Salomonsen

Udgivelsesdato: 3/9-2018

Forlag: Mellemgaard

Mens Thomas holder ferie i Blokhus, mødes han med Maria, som han har skrevet med på netdating. De bliver straks vildt forelskede, men der viser sig hurtigt, der er noget mystisk ved Maria. Og kort tid efter deres møde forsvinder Maria, og en kvinde klædt som Maria og med samme hårfarve bliver fundet myrdet på kirkegården i Hune.

Thomas forsøger ved hjælp af privatdetektiven Leo at finde Maria, men efterhånden som de når frem i efterforskningen, kommer en række foruroligende hemmeligheder om Maria frem i lyset.

Da det endelig lykkes Thomas at finde Maria i live, er det kun for at opdage, at hun er jaget af en seriemorder. En hektisk jagt begynder nu, hvor Thomas og Maria skal finde seriemorderen, før han finder dem.

I løbet af romanen sker flere mord, vi stifter bekendtskab med clairvoyante, og rammen for handlingen spænder fra badestranden i Blokhus og idylliske sommerhuse til kirkegårde og forladte huse.

 

Annabelle – kvinden fra Provence af Tom Oxager

Udgivelsesdato: 3/9-2018

Forlag: Mellemgaard

Annabelle er en slags fortsættelse af Skurvognsdetektiven. Kasper Havthorn driver stadig sin forretning fra plantagen ved Sæby. Kaspers nye ven Ole Thorvaldsen begynder at give en hånd med, når opgaverne kræver en moden medarbejder.

Ole Thorvaldsen er meget frankofil og søger gang på gang tilbage til sit elskede Provence. Her finder han en dejlig kvinde, Annabelle, der på forunderlig vis er i familie med Anna Storm fra Rigsvåbnet. Kendte personer dukker op.

Kærligheden blomstrer om kap med bougainvillea og lavendel. Annabelle kommer til Sæby og træffer nye venner. Forholdet udvikler sig sideløbende med dramatiske situationer og periodiske afsavn.

Denne feel good-krimi er samtidig en hyldest til naturen, maden og vinen, livet og kvinderne.

 

Lupus af Jens Henrik Jensen

Udgivelsesdato: 6/9-2018

Forlag: Politiken

Lupus er fjerde bog i Jens Henrik Jensens krimiserie om krigsveteranen Niels Oxen.

Niels Oxen lever et stille liv i sin lejlighed i Vangede nord for København. Hver 14. dag kommer hans søn på besøg: et besøg, som han glæder sig til, men forholdet mellem de to er problemfyldt.

Da Niels bliver bedt om at tage til Jylland for at se nærmere på en sag om en forsvunden gårdejer og tidligere departementschef, siger han først nej. Men da han kan slå opgaven sammen med en vinterferie sammen med sønnen, siger han alligevel ja til opgaven fra den tidligere PET-chef Axel Mossman. Gården ligger ved Harrild Hede, hvor der er observeret ulve.

Den lille overkommelige opgave bliver Niels Oxens vej ind i et ukendt terræn, hvor flere slags ulve krydser hans spor, og hvor han bliver ledt tilbage til hans gamle makker Margrethe Francks fortid – en fortid, der er langt mere hemmelighedsfuld og farlig, end man skulle tro.

 

Brudstykker af Karin Slaughter

Udgivelsesdato: 11/9-2018

Forlag: Harper Collins Nordic

Når din nærmeste viser sig at være en fuldstændig fremmed.
Thrillermesteren Karin Slaughter er tilbage med en ny, enkeltstående fortælling om familiehemmeligheder og løgne og en livsfarlig jagt efter svar. Andrea Cooper tror hun ved alt om sin mor Laura – at hun altid har boet i Gullaway Island og har levet et stille og roligt liv. Men en lørdag eftermiddag vendes alting på hovedet og hun får en helt anden side af Laura at se.

For inden Laura blev Laura, var hun en helt anden. I tredive år har hun skjult sin rigtige identitet, men nu har fortiden indhentet hende. Et døgn senere ligger Laura på hospitalet, skudt på grund af noget hun ved, og Andrea må gøre alt for at finde sandheden, hvis hun ikke lykkes, så er begge deres liv på spil.

 

Blodspor af Julie Hastrup

Udgivelsesdato: 20/9-2018

Forlag: Politikens

Hvilken morder er dristig nok til at udrydde en hel familie?

I Blodspor af Julie Hastrup findes familien Friis dræbt i familiens hus i det nordlige København. Kernefamilien består af voksne og to yngre sønner, og da drabene efterlader store mængder blod, er gerningsstedet både kaotisk og kompliceret for drabsefterforsker Rebekka Holm og hendes team. Jette Friis har som den eneste under mordet været bundet til en stol, og hun har fået skudt ansigtet af. Det er en gåde for efterforskningsholdet, hvorfor det netop er familien Friis, som er blevet udset til at skulle dø, da de udadtil var en vellidt og velfungerende familie.

Rebekka kæmper med at anerkende hendes ulykkelige situation, efter at hendes kæreste Niclas blev stukket ned i Finland. For ikke at bryde sammen dykker hun dybere og dybere ned i sagen om familiedrabet på familien Friis. Hun afdækker stump for stump de hemmeligholdte oplysninger og de løgne, som omgiver familien. Hemmeligheder som kan spores tilbage til frygtelige begivenheder, og en forfærdelig virkelighed, som udspillede sig i tiden under Francos regime i Spanien.

Hvem var Familien Friis i virkeligheden, og hvilken morder er koldblodig nok til at dræbe en hel familie på én gang? Få svaret i Julie Hastrups spændende krimi Blodspor.

 

Nulpunkt af Jørn Lier Horst og Thomas Enger

Udgivelsesdato: 21/9-2018

Forlag: Modtryk

Den tidligere atletikstjerne Sonja Nordstrøm dukker ikke op, da hun skal lancere sin selvbiografi ”Evig Etter” på morgen-tv. Hun svarer ikke på telefonen, og ingen aner, hvor hun er. Den unge journalist og kendisblogger Emma Ramm tager hjem til Nordstrøm for at se, om der gemmer sig en god historie bag hendes pludselige fravær. Bag den ulåste hoveddør finder Emma tegn på kamp, men ingen Sonja Nordstrøm. Til gengæld er der klistret et startnummer fast på tv’et. Nummer 1.

Politikommissær Alexander Blix får ansvaret for efterforskningen. Spor efter Nordstrøm dukker op forskellige steder, og det hele virker som en nøje udtænkt plan. En morder med sans for dramatik er tilsyneladende på spil. Emma og Blix bliver tvunget af omstændighederne til at samarbejde, og Blix har en gammel gæld til Emma, som det måske er på tide at begynde at betale af på.

 

Glasnøglen af Alex Karl Morell

Udgivelsesdato: 21/9-2018

Forlag: Bindslev

Som hobby-ornitolog er Kathrin begyndt at betragte fugle med stigende mistro. Der er for mange, og de opfører sig ikke, som de plejer. Da hun stiller et tilsyneladende uskyldigt spørgsmål om ørne til en dansk journalist i Thailand, vendes der op og ned på hendes ellers så stilfærdige liv.
Endnu værre går det den journalist, der besvarer hendes spørgsmål. Fugle er den mindste af Jespers bekymringer. En sen og fordrukken nattetime er han kommet for tæt på et lig, der gemmer på en farlig hemmelighed, og snart er han på hovedkulds flugt fra Phuket i Thailand til Grand Canyon i USA.

De to hovedpersoner i Alex Karl Morells stakåndede spændingsroman kastes uforvarende ind i centrum af en sammensværgelse, der strækker sig fra Midtjylland til Sydamerika og omfatter uforklarlig fugleadfærd, løgnagtige nyheder om klodens brændpunkter og en gådefuld deadline, der er på nippet til at udløbe.
Begge må de sande, at paranoia er en færdighed, som ikke kan læres hurtigt nok.

 

To slags sandhed af Michael Connelly

Udgivelsesdato: 27/9-2018

Forlag: Klim

Harry Bosch jagter sandheden i denne nye thriller fra #1 New York Times bestseller – Michael Connelly

(NB. forsiden er taget fra den engelske udgivelse)

 

Motiv X af Stefan Ahnhem

Udgivelsesdato: 28/9-2018

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Ny selvstændig krimi i Fabian Risk-serien af den svenske forfatter Stefan Ahnhem.
Et mord med racistiske undertoner sætter gang i et større efterforskningsarbejde hos politiet i Helsingborg. Datteren Matilda ligger i koma efter et skuddrama, og Fabian Risk er travlt optaget af at bringe sin familie på fode igen.

Men da en ung syrisk dreng bliver brutalt myrdet og flere mord følger, må han tilbage på arbejde. Han og kollegerne hos Helsingborg politi kastes ud i en kamp mod tiden og en presset jagt på gerningsmændene. Samtidig kommer Fabian i besiddelse af information, som hans afdøde kollega Hugo Elvin efterlod sig ; information, der giver Fabian viden om forhold på stationen, der kan få fatale professionelle og personlige konsekvenser for alle.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.