Kommende krimier – juni

Her får du et overblik over et udvalg af de krimier og spændingsromaner, der udkommer i løbet af juni måned.

God læselyst

Flammetræet af Kim Højgaard Rasmussen

Udgivelsesdato: 1/6-2019

Forlag: KHR Books

Forlaget skriver: Da Frank Grabowski siger ja til et job som direktør for en bilsamlefabrik i Nigeria, er det med nogen skepsis. Den danske forretningsmand har tidligere arbejdet i Vestafrika og ved, der altid venter mange udfordringer i den del af verden. Alligevel kommer det bag på Frank, at der ret hurtigt efter hans ankomst er personer i firmaet og i hans omgangskreds, som kommer ud for farlige og voldelige hændelser. Uden at være sikker på, om det er tilfældigheder eller trusler mod Franks direktørpost, forsøger han at navigere i den betændte situation, som tilspidses yderligere af korruption, svindel, væbnede røverier og bortførelser. Først sent begynder Frank at forstå den større sammenhæng, og et definitivt opgør med hans modstandere er uundgåeligt. 

Flammetræet er første roman i serien om Frank Grabowskis udfordringer i Afrika.

Mød mig i paradis af Heine Bakkeid

Udgivelsesdato: 4/6-2019

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Thorkild Aske har afsonet en fængslesdom i Stavanger og bærer rundt med både fysiske og psykiske ar fra fortiden og et misbrug af psykofarmaka. Meget modvilligt indvilliger han i at hjælpe den berømte krimiforfatter Milla Lind med research til hendes næste bog. Den bygger på en virkelig hændelse, hvor to piger på mystisk vis forsvandt fra et børnehjem. Milla Linds forrige konsulent, som også var politimand, blev dræbt under sin research for forfatteren, og der går ikke lang tid, før Aske fornemmer, at der ligger noget helt andet bag historien om de to piger, Milla Linds rolle og hans forgængers død, end han oprindeligt antog. 

Mød mig i paradis er anden bog i serien om den tidligere forhørsleder Thorkild Aske.

Vold af Yrsa Sigurdardóttir

Udgivelsesdato: 6/6-2019

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Vold er fjerde selvstændige bind i Yrsa Sigurdardóttirs spændingsfyldte krimiserie om efterforskeren Huldar og børnepsykologen Freyja.

Ved det gamle henrettelsessted Galgeklippen finder man liget af en ung, rig investor. Han har tilsyneladende hængt sig. Da hans lig bliver taget ned, står det klart, at der ikke er tale om selvmord. Politiet finder resterne af en besked, der er blevet sømmet fast til hans brystkasse med en sømpistol. Efterforskeren Huldar bliver sendt ud til den døde mands lejlighed, hvor han finder børnepsykologen Freyja.

Hun er sammen med en ansat fra Reykjavik Kommune og en lille? dreng på fire år, som ikke kan redegøre for, hvorfor han opholder sig i lejligheden. Da man ikke kan etablere en forbindelse mellem drengen og den myrdede mand, og der heller ingen spor er efter barnets forældre, må Freyja og Huldar ved fælles hjælp forsøge at trænge til bunds i, hvad der egentlig er sket. Og det haster med at finde drengens forældre i live, da han meddeler, at hans mor er højgravid.

Kniv af Jo Nesbø

Udgivelsesdato: 6/6-2019

Forlag: Modtryk

Harry Hole har ramt bunden. Han vågner efter en druktur, smurt ind i blod, der ikke er hans eget. Han husker intet. Det værste, der kunne ske ham, er sket.

Nu står han over for jagten på en livsfarlig fjende fra fortiden – og over for sit livs største katastrofe.

“Kniv” er den 12. bog om Harry Hole: Oslo Politis måske bedste – eller måske værste – men under alle omstændigheder mest sagnomspundne drabsefterforsker.

Løgneren af Steve Cavanagh

Udgivelsesdato: 10/6-2019

Forlag: Jentas

Forlaget skriver: Leonard Howells værste mareridt bliver vækket til live, da hans datter Caroline bliver kidnappet. Da han ikke stoler på politiet, ringer han til den eneste mand, som han stoler på: Eddie Flynn, den tidligere svindler, som nu er advokat. 

Eftersom Flynn selv ved, hvordan det føles at ens datter bliver kidnappet, sværger han, at han nok skal få Caroline sikkert hjem igen. 

Flynn indser dog hurtigt, at spillereglerne har ændret sig, og at nogen driver gæk med ham. Men hvem trækker i trådene? Og er der ovehovedet nogen i denne forskruede sag, der siger sandheden? 

Ti svenskere skal dø af Martin Österdahl

Udgivelsesdato: 13/6-2019

Forlag: People´s Press

Forlaget skriver: Under en gårdaktion i Roslagen finder man en død mand i en brudekiste. Hans krop er skåret i stykker, og mærkelige tegn er ridset ind i hans pande. Den døde viser sig at have været chef i Integrationsministeriet og er den første af en række svenskere højt på strå, der falder som ofre for en brutal morder.      

Hvem bliver den næste? lyder spørgsmålet snart. Ingen ved, hvordan man beskytter sig mod den usynlige fjende. Samtidig afholder Rusland sin største flådeøvelse siden Murens fald, og Kursk, atomubåden, der skulle være umulig at sænke, støder på grund. Mens de russiske sømænd kæmper for livet, ser præsident Putin koldblodigt til, og den slumrende konflikt mellem øst og vest spidser til på ny. 

Den eneste med indsigt i begivenhedernes sammenhæng er ruslandeksperten Max Anger. Kun han kan stoppe morderen. Men i kampen mod tiden modarbejdes han fra alle sider. Ondskaben strækker sine rødder langt tilbage i tiden, til det mørkeste kapitel af Sveriges historie. Der er noget, som ingen ønsker skal dukke op til overfladen igen.   

Ti svenskere skal dø er anden fritstående spændingsroman i serien om Max Anger og fuld af action: Martin Österdahl væver nutidens mest sprængfarlige spørgsmål sammen med en dramatisk periode af vores historie.

En anonym pige af Greer Hendricks og Sarah Pekkanen

Udgivelsesdato: 14/6-2019

Forlag: Gyldendal

Forlaget skriver: Fra forfatterne bag bestselleren KVINDEN MELLEM OS kommer EN ANONYM PIGE, en psykologisk thriller, der løfter genren til nye niveauer. Da Jessica melder sig til en psykologisk undersøgelse, som ledes af den karismatiske doktor Shields, regner hun bare med at skulle svare på et par spørgsmål, før hun kan indkassere pengene og gå. Jessicas paranoia vokser, da spørgsmålene langsomt bliver mere og mere intime, og hun bliver sendt på suspekte opgaver ude i byen.

Hun kender ikke længere grænsen mellem virkeligheden og doktor Shields’ manipulation, og pludselig befinder hun sig i et net af bedrag og begær, hvor løgne er dødsensfarlige.

Offer 2117 af Jussi Adler-Olsen

Udgivelsesdato: 14/6 -2019

Forlag: Politikens forlag

Vi elsker Assad, men ved vi egentlig, hvem han er, hvor han kommer fra og hvilke forfærdelige hemmeligheder, han tynges af?

I over ti år har den humoristiske krøltop arbejdet sammen med Carl Mørck og Rose. Han har demonstreret viden på de mest uventede områder, store sprogkundskaber og evnen til at pacificere en voldelig modstander på sekunder. Men hvorfor kan han alt det – og hvor har han al sin viden og erfaring fra?

I den ottende roman om Afdeling Q får vi de voldsomme svar – og sammen med Carl Mørck, Rose og Gordon kommer Assad på svære opgaver, mens uret tikker.

Farmen Hilltop af Tom Oxager

Udgivelsesdato: 17/6 -2019

Forlag: Mellemgaard

Forlaget skriver: Rigsvåbnet har i mange år haft til huse i en bygning på Flådestationen i Frederikshavn. En ordning begge parter har været både tilfreds og fornøjet med.  
Et chefskifte ved søværnet gør det nødvendigt at finde nye løsninger.  
Gamle kendinge, der har været sikkert anbragt i fængsel, dukker op.

Et spionskib udfordrer installationer i det danske forsvar og saboterer landets infrastruktur. En bande franske banditter med mafiarelationer drager hærgende gennem Sydsverige og Vendsyssel.  
Rigsvåbnet klarer de fleste udfordringer, men det koster dyrt!   
Bag i bogen er der selvfølgelig nye opskrifter fra Anna Storms provencalske køkken.   

Jerusalemsyndromet af Michael Holm

Udgivelsesdato: 17/6 – 2019

Forlag: Mellemgaard

Forlaget skriver: Påsken 2018. Lagerarbejderen Thomas rejser fra København til Jerusalem for at bringe kisten hjem af sin storebror, Peter, der er blevet dræbt ved et terrorangreb i byens ultraortodokse kvarter, Mea Shearim. Peter arbejdede til sin død som psykolog på en klinik, der specialiserer sig i patienter med Jerusalemsyndromet; en psykose, der hvert år rammer mellem 30-40 af byens kristne besøgende. Da en tidligere agent fra den israelske efterretningstjeneste Shin Bet overbeviser Thomas om, at Peter ikke var et tilfældigt offer for terror, begynder de en efterforskning, der fører Thomas ind i det gamle Jerusalems labyrintiske gader og tilbage til sin egen religiøse fortid, indtil han til sidst står foran det højspændte centrum for tre religioners dedikerede tro og dommedagsforestillinger: Tempelbjerget.

Er et nyt terrorangreb med enorme konsekvenser på vej til at ramme Jerusalem? Er Thomas i gang med at redde verden, eller er han blot det seneste offer for Jerusalemsyndromet?  

Seks stemmer af Matt Wesolowski

Udgivelsesdato: 20/6 – 2019

Forlag: Alhambra

England, 1997. Liget af 17-årige Tom Jeffries bliver fundet i marskområdet Scarclaw Fell, hvor han og kammeraterne var på hyttetur. Det ligner en ulykke, men ikke alle er overbeviste om den udlægning.

Ti år senere åbnes sagen igen. Scott King, internet-kultfigur og vært for en populær podcast om uopklarede mysterier, sætter sig for at undersøge, hvad der virkelig skete med Tom. I sin podcast-serie interviewer han seks forskellige mennesker, der var til stede den skæbnesvangre aften i Scarclaw Fell. I seks episoder kommer seks stemmer til orde, med seks syn på Tom og på dagene op til hans død. De fleste af de talende var teenagere dengang, og deres minder om hændelsen sløres af fortidens intriger, rivalisering og jalousi – men for hvert interview afdækkes nye detaljer, og den uhyggelige sandhed tegner sig skarpere.

Seks stemmer er et klassisk mordmysterie med en ny, skarp vinkel. Som fortællingen udfolder sig, tvinges læseren til at gætte med og til at spørge sig selv hvor meget, man egentlig kan stole på sine minder – og på de mennesker, man omgiver sig med.

Frygten af C.L.Taylor

Udgivelsesdato: 20/6 -2019

Forlag: Jentas

Forlaget skriver: Nogle gange vil din første kærlighed ikke slippe dig… 

Da Lou Wandsworth stak af til Frankrig med sin lærer Mike Hughes, troede hun, at han var hendes livs kærlighed. Men Mike var ikke, hvad han så ud til at være, og han efterlod hendes liv i stykker. 
Nu, da hun er 32, finder Lou ud af, at han er involveret med teenageren Chloe Meadows. Fast besluttet på at historien ikke må gentage sig selv, vender hun hjem for at konfrontere ham med den skade, han har forvoldt. 
Men Mike er den værste slags rovdyr, og i takt med at Lou forsøger at straffe ham, bliver det klart, at hun meget vel kunne blive hans offer igen…

Et mørke iblandt os af Mari Jungstedt

Udgivelsesdato: 21/6 -2019

Forlag: People´s Press

Forlaget skriver: Under den årlige havkapsejlads Gotland Rundt blæser det pludselig op til storm, og da masten på favoritbåden knækker, er besætningen nødt til at søge læ i en vig på Östergarnslandet. Men der, hvor morgensolens første stråler ellers rammer Gotland, ligger i strandkanten en død mand med en knebel i munden og bagbundne hænder.

Den døde er den vellidte kroejer og lærer Tobias Ström, der forsvandt for et par dage siden på vej hjem fra sin populære beværtning på det sydlige Gotland. Hvem ville dræbe ham? Det spørger kriminalkommissær Anders Knutas sig selv om, men samtidig må han kæmpe med sine følelser for kollegaen Karin Jacobsson.

Efter at Anders havnede i seng med sin ekskone, vil Karin ikke have noget med ham at gøre. Nu tvinges de to til at samarbejde under den halsbrækkende jagt på morderen tværs gennem den gotlandske højsommeridyl: En jagt, der fører Anders Knutas og Karin Jacobsson ind i et mørke midt iblandt os, dybere, end de nogensinde kunne forestille sig.

Mari Jungstedts Et mørke iblandt os er den fjortende bog i hendes Gotland-serie og en nervepirrende kriminalroman, hvor fortiden kaster lange skygger ind over nutiden.

 

Der tages forbehold for ændringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.