Kommende krimier – Juli

Her får du et overblik over et udvalg af de krimier og spændingsromaner, der udkommer i løbet af juli måned.

God læselyst!

Geiger af Gustaf Skördeman

Udgivelsesdato: 1/7-2020

Forlag: Hr. Ferdinand

Telefonen ringer, netop mens hun er ved at vinke farvel til sine børnebørn. Kun ét ord lyder i røret: Geiger. Hun har ventet på det i mere end 30 år. Hun ved hvad det betyder. Hun henter sit våben, skruer lyddæmperen på, presser pistolmundingen mod sin mands tinding og trykker aft rækkeren i bund. Den myrdede er Stellan Broman, hele Sveriges pensionerede tv-legende. Da politibetjenten Sara Nowak hører om mordet blander hun sig straks, selvom det er uden for hendes område. Hendes kollega ved at Sara nærmest er vokset op i familiens store villa i den stockholmske forstad, og at der er brug for hende. Hun bryder alle regler og slutter sig til efterforskningen, mens hendes fortid, som tålmodigt har ventet i årevis, nu sniger sig ind på hende.

Et familiedrab ud af det blå forgrener sig i en gammel DDR-spionring, i terrorbevægelser og intense konfrontationer mellem mødre og døtre i denne medrivende spændingsroman, som er den første i en planlagt trilogi.

Den onde søster af Karen Dionne

Udgivelsesdato: 3/7-2020

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Hun troede, hun havde lagt fortiden bag sig. I virkeligheden er hun jaget vildt.

I femten år har Rachel Cunningham siddet i frivilligt eksil på et psykiatrisk hospital, da hun er overbevist om, at hun er ansvarlig for sine forældres død. Men da hun får nye oplysninger om drabene, vender Rachel hjem for at lede efter svar. Til stedet, hvor hun altid har følt sig mest tryg: familiens store bjælkehytte i de afsidesliggende skove i Upper Peninsula, Michigan.

I takt med at Rachel bliver klogere på, hvad der i virkeligheden skete den skæbnesvangre dag, hendes forældre blev myrdet, må hun sande, at hjem kan være et sted fyldt med ubeskrivelig ondskab.

Desperat af Lars Bedsted Gommesen

Udgivelsesdato: 7/7-2020

Forlag: mellemgaard

En kriminalkommissær fra narkoafdelingen i København bliver fundet på en sexklinik, nøgen og stærkt påvirket af euforiserende stoffer. Han kan ikke huske, hvem han er, og ved ikke, hvor han befinder sig. På sengen ligger en ung thaikvinde – dræbt. To projektiler smælder kort tid efter ind gennem et vindue på politigården i København – kriminalpolitiets topchef tumler dødeligt såret omkuld på sit kontor. Kriminalbetjent Christian Krake og nogle garvede efterforskere finder under en forrygende storm en åbning i den desperate sag – sporene fører opad i samfundet, til et superfængsel og til Italien.

Straffes med døden af Allan Erik Mortensen

Udgivelsesdato: 7/7-2020

Forlag: mellemgaard

Jon Harding nyder sin stille og trygge tilværelse i Gæringe, da han bliver kaldt til Kalundborg for at være en del af en drabsefterforskning. En læge er blevet myrdet på meget bestialsk vis i sit eget hjem og efterladt et organ fattigere. Jon bliver sat til at arbejde tæt sammen med Kalundborgs nyest ankomne efterforsker, Jonas Støvring, samt Fabian og Vistige.

Da det viser sig, at mordet har noget til fælles med et fingeret selvmord på en forsikringsagent, begynder en frygtelig mistanke at brede sig i efterforskningsgruppen – en mistanke, som viser sig at være korrekt. I løbet af få dage finder Jon og hans kollegaer flere døde personer.

Alle er de myrdet på en gruopvækkende måde og efterladt for at efterforskerne skal finde dem. Jon bliver sat på prøve, da det viser sig, at gerningsmanden har en særlig interesse for – Jon Harding. 

Straffes med døden er syvende bind i Hængedynd-serien. 

Grüsse Von Bubschen af Calli Vollertsen

Udgivelsesdato: 7/7-2020

Forlag: mellemgaard

En krimi, der handler om Sønke Andresen, der er født og opvokset i Siltoft ude vestpå i marsken. Han er den yngste af to drenge og vokser op sammen med broderen Andreas i Gendarmeriets tjenestebolig.

Andreas var under krigen frivillig i SS Division Wiking, og som sådan deltog han på østfronten og her også under slaget mod russerne ved byen Narva i Estland. Han såres alvorligt og mister sin højre arm, hvorefter han hjemsendes og nu bor hos sine forældre i Siltoft.

Sønke søger efter krigen ind til politiet og bliver optaget med tjeneste i København. Han får en stilling i drabsafdelingen på Københavns Politigård, men flytter dog senere og bliver leder af Københavns Politis Hittegodskontor, men bibeholder gennem kollegaen Ole Sibbesen kontakten til sin gamle afdeling.

På et slagteri i nærheden af Hittegodskontoret sker et brutalt mord, hvis videre efterforskning involverer broderen Andreas’ fortid i SS.

Bogen giver et indblik i, hvordan det i 1950’erne var for en ung mand, der kom fra provinsen, og nu skulle omstille sig til et liv i København. 

Mord i Marseille af Bjarne Gertz

Udgivelsesdato: 7/7-2020

Forlag: mellemgaard

Jakob og Kristoffer, nybagte studenter, tager sydpå med interrail og møder i toget et yngre tysk ægtepar, der inviterer dem hjem. Efter operakoncert, natklub- og sengebesøg af Irmgard, Diethers kone, tager de videre med et barbersæt i rygsækkene, Diether har foræret dem.

Mens Kristoffer bliver i Paris, som gæst og gigolo hos forførende Deborah, tidligere Miss USA, rejser Jakob, der har opdaget, at barbersættene er blevet skiftet ud med nogle andre, men bytter sit eget med et han finder i Deborahs håndklædeskab, videre til Marseille, hvor hans el-shaver bliver stjålet og forårsager en mands død, og han selv finder en mand myrdet, siddende ubevægelig bag rattet i sin bil.

Jakob kaldes hjem, da hans mor bliver syg, men ringes op af en mand, der kræver, han afleverer den flaske aftershavelotion, han har stjålet. Hvis ikke han gør det, bliver det værst for Kristoffer, som de har taget som gidsel. 

Mord på Manoir Bellechasse af Louise Penny

Udgivelsesdato: 7/7-2020

Forlag: Hr. Ferdinand

Da den raffinerede familien Finney ankommer til hotel Manoir Bellechasse, bringes alle medlemmer af hotelpersonalet i arbejde. Irene Finney og hendes fire voksne børn er nemlig ankommet for at afholde en mindeceremoni for deres afdøde mand og far. Og da et lig findes på Manoir Bellechasse, må familien sørge over endnu et tabt medlem.

Som gæst på hotellet hvirvles inspektør Gamache ind i opklaringen. Hotellet er fyldt med mulige mistænkte, for Manoir Bellechasse ligger langt fra alting og er det perfekte sted at skjule sig fra fortiden – lige indtil den indhenter en.

Frejas vinger af Martin Holmslykke

Udgivelsesdato: 28/7-2020

Forlag: Panterpublish.dk

To personer ryger overbord på Oslofærgen og forsvinder i det iskolde vand. Hvorfor følger de efter Christopher og Isabella? Og hvilken sammenhæng er der med nøglerne? I kampen mellem asatroende kvinder og kristne mænd viser Isabella pludselig, at hun ikke er den, hun har udgivet sig for. ”Frejas vinger” er andet bind i trilogien med det umage detektivpar Christopher Kingo og Isabella Luz.
Christopher og hans datter Carla bor på Islands Brygge. Christophers søster Winni er vendt hjem fra USA og tager sig meget af Carla. Christopher vil ikke tale med Isabella, efter at hun har forrådt ham. Han ønsker ikke at blive rodet ind i en malstrøm af drab og hemmeligheder, men spørgsmålet om mordet på Carlas mor spøger.
Da en person prøver at dræbe Carla og Winni, er Christopher tvunget ind i kampen. Isabella har ved en hurtig indsats reddet Carla og Winni, og derfor tilgiver Christopher hende. Sammen tager de sagen op, og sporet fører rundt i Europa i jagt på historiske nøgler og sandheden. I hælene på dem er de to grupper af asatroende kvinder og kristne mænd, og et opgør mellem dem er uundgåeligt.
”Frejas vinger” er en nervepirrende krimi med inspiration fra Dan Brown.

Døden på havet af Remar Garmark

Udgivelsesdato: 30/7- 2020

Forlag: Superlux

Døden på havet er første bing i miniserien om drabsefterforsker Dirk Hoffmeyer og hans korpulente kollega Jørgen Olsen fra Nordjyllands Politi. De to forsøger at opklare et mystisk dødsfald til havs. 
Den kvindelige fisker Conny dør tilsyneladende ved en ulykke på et togt med trawleren Birthe, men der er ting, der ikke stemmer ved undersøgelsen, og det får alarmklokkerne til at ringe hos den erfarne drabsefterforsker Dirk Hoffmeyer.

Vi tager forbehold for ændringer. Der er brugt forlagstekster i indlægget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.