Kommende krimier – april

Her kan du få et overblik over nogle af de krimier og spændingsromaner, der udkommer i løbet af april måned. God fornøjelse.

 

Tilståelsen af Steven Cavanagh

Udkommer 01.04.2018

Forlag: Jentas

Bedrageri. Afpresning. Mord. Det er alt sammen en del af dagligdagens arbejde for Eddie Flynn.

Igennem flere år har det store advokatfirma Harland & Sinton i New York drevet et massivt og globalt bedrageri. Da en af firmaets klienter, David Child, bliver anholdt for mord, beder FBI den tidligere-svindler-nu-advokat, Eddie Flynn, om at sikre sig Child som klient, og derefter få ham til at vidne imod advokatfirmaet.

Eddie er normalt ikke en mand som vil lade sig tvinge til at repræsentere en skyldig klient, men FBI har nogle belastende filer på Eddies kone, og hvis Eddie ikke vil lege med, må hun betale prisen.

Da Eddie møder Child, bliver han overbevist om, at Child er uskyldig, på trods af de overvældende beviser, som siger det modsatte. Mens FBI presser ham til at sikre dem vidnesbyrdet, må Eddie prøve at finde en måde at bevise at Child er uskyldig, samtidigt med at han må holde sin kone væk fra faren – ikke kun fra FBI, men også fra advokatfirmaet.    

 

STILLE NU AF MARY KUBICA

Udkommer 03.04.2018

Forlag: Harper Collins Nordic

Oversætter: Nikolaj Kvistgaard Johansen

Lige meget, hvor hurtigt du løber, kan du aldrig undslippe din fortid.
En ung kvinde, Esther Vaughan, forsvinder fra sin lejlighed I downtown Chicago. Et meget foruroligende brev, bliver fundet blandt hendes ejendele. Brevet får hendes veninde og roommate, Quinn Collins, til at tænke over, om Esther overhovedet er den hun troede.
På samme tid, i en lille havneby i Michigan, en times kørsel uden for Chicago, dukker der en mystisk kvinde op i byens stille café. Her arbejder den attenårige Alex Gallo som opvasker. Han bliver øjeblikkelig tiltrukket af hendes charme og smukke ydre. Men det, der begynder som en uskyldig flirt, bliver hurtigt til noget mørkt og farligt

 

ALT DETTE VIL JEG GIVE DIG AF DOLORES REDONDO

Udkommer 05.04.2018

Forlag: Hr. Ferdinand

Oversætter: Kirsten A. Nielsen

Omslag: Jon Asgeir

Et tragisk dødsfald i Elizondo-dalen virker mistænkeligt: En lille pige, blot nogle måneder gammel, bliver fundet død i sin seng. I panden har hun et rødt mærke, en plet på størrelse med en knap, som om noget er blevet presset mod hendes ansigt. Pigens oldemor påstår, at ulykken er Ingumas værk; dæmonen som forhindrer de sovende i at bevæge sig og stjæler deres åndedræt, så de dør i søvne. De retsmedicinske analyser får politikommissær Amaia Salazar til at se nærmere på andre spædbørnsdødsfald. Efterforskningen afdækker et mønster, som politiet aldrig har set magen til. Og et voldsomt uvejr truer med at begrave den grufulde sandhed én gang for alle.

 

REKVIEM FOR CONGO AF JEAN-CHRISTOPHE GRANGÉ

Udkommer 06.04.2018

Forlag: Rosinante

Oversætter: Jesper Tang

Omslag: Simon Lilholt – Imperiet

Man vælger ikke selv sin familie, men djævlen vælger sin klan, og for familien Morvan fører alle veje til helvede. Efter opklaringen af sagen om den bestialske Sømmand rejser Erwan med sin far til Congo, der hvor det hele begyndte. Faren for at sikre en lukrativ mineaftale, Erwan på jagt efter sandheden om, hvad der i virkeligheden skete dengang i Afrika. Det bliver til en farefuld tur gennem den krigshærgede hutu- og tutsijungle, hvor Grégoire på én gang forsøger at forhindre sønnens opklaring og at beskytte ham mod de farer, der stadig lurer i junglen. Og hjemme i Paris tyder to mystiske mord på, at sagen om Sømmanden alligevel ikke er helt lukket. Under Erwans ledelse begynder efterforskningen forfra for anden gang …

 

LYKKE AF MIKAELA BLEY

Udkommer 13.04.2018

Forlag: People’sPress

Forlaget skriver:
En regnfuld dag i maj forsvinder otte år gamle Lykke uden for Kungliga Tennishallen i Stockholm. Ellen Tamm, en ung og ærgerrig tv-journalist, får til opgave at følge sagen. Sporene er få, og Ellen synes ikke politiet gør nok for at finde pigen. Man kommer heller ikke nogen vegne med Lykkes fraskilte forældre. De svarer undvigende på spørgsmålene fra politi og presse. Moren virker kold og ligeglad, faren opfører sig mistænkeligt, stedmoderen synes selvoptaget jaloux på opmærksomheden. Barnepigen er tilsyneladende den, der kender Lykke bedst.
Ellen bliver nærmest besat af at finde Lykke, sagen har vakt smertefulde minder fra hendes egen fortid, og Ellen er i færd med at miste kontrollen. Med Lykkesagen drages hun ind i en verden af familiehemmeligheder, løgn og bedrag, og hun tvinges til at konfrontere sine egne dæmoner.
Lykke er første bind i serien om tv-journalisten Ellen Tamm.

 

KØBMANDENS GULD AF HENRIK JENSEN

Udkommer 16.04.2018

Forlag: mellemgaard

Omslag: Katrine Hestvang Risager Skaaning

Genbrugsbutikken Antik 2400 ejes af Bror Brodersen og hans kammerat Ronnie, og de skaffer nye varer til butikken ved blandt andet at rydde dødsboer. Det er også under rydningen af et dødsbo, at de finder en dagbog og nogle gamle kort gemt i et skab. Snart efter brænder guldfeberen, da dagbogen og kortene tilsyneladende hentyder til en forsvunden guldskat fra den spanske borgerkrig, gemt i bjergene omkring Málaga.

Under skattejagten i Spanien får Bror imidlertid mistanke om, at de ikke er de eneste, som er på jagt efter skatten, og han har ret. Dødsboet i København var ejet af en tidligere spion fra KGB, og hendes efterladte er mere end opsatte på at få fingre i skatten. Købmandens guld er en selvstændig krimi, men hvis man har læst debutromanen Ondt liv, vil man kunne nikke genkendende til både personer og steder herfra.

 

EKSODUS AF MIKAEL LINDHOLM, LISBETH ZORNIG

Udkommer 19.04.2018

Forlag: Politikens Forlag

Der er valgkamp i Danmark Malene Jørgensen har stiftet sit eget parti, Bæredygtig fremtid, og hun og hendes partigruppe arbejder målrettet for at komme i Folketinget.

Mathias Zobel har været ude for en ulykke og sidder nu i sit og Malenes fælles hjem i Køge og døjer med eftervirkningerne fra ulykken.

En tidlig morgen i Valby udløses en bombe, da en fremtrædende politiker tager sin cykel for at cykle på arbejde. Herefter eksploderer der cykler i alle dele af København i løbet af dagen, og der udbryder panik i hele byen. Regeringen aktiverer det nationale terrorberedskab med politi, forsvar og hjemmeværn, som går i gang med at fjerne de 600.000 cykler, som befinder sig på gaderne i København.

Mistanken om terror retter sig hurtigt mod muslimske ekstremister og skaber voldsomme reaktioner med knuste butiksruder, angreb på moskeer og personoverfald. Samtidig hamstrer skræmte borgere fødevarer og barrikaderer sig i deres hjem. Malene indkaldes sammen med de andre partiledere til krisemøde i Statsministeriet. Spørgsmålet er, om valgkampen skal aflyses, og der skal indføres undtagelsestilstand i Danmark, indtil man har fanget terroristerne. Dagen efter eksploderer der nye bomber. Denne gang er det ikke cykler, der eksploderer …

 

KRIDTMANDEN AF C.J. TUDOR

Udkommer 19.04.2018

Forlag: Gyldendal

Oversætter: Steffen Rayburn-Maarup

Omslag: Martin Dennis

1986. Eddie og hans venner går rundt i en søvnig engelsk landsby og venter på at blive voksne. De får tiden til at gå med at tegne forskellige små kridtmænd på byens fortove; symboler, som kun de ved, hvad betyder. Pludselig begynder der at dukke fremmede kridttegninger op. Tegninger, der ikke fører til skolen eller legepladsen, men ud i skoven. Skoven, hvor det hele starter.30 år senere. En dag modtager Eddie en konvolut. I den ligger en tegning af en kridtmand. Eddies venner har også fået sendt kuverter med den tegning. Det er en spøg, tror de… indtil det går galt igen. Kridtmanden er en stor krimidebut af engelske C.J. Tudor. Den var solgt til udgivelse i 38 lande, allerede inden bogen udkom på engelsk i januar 2018.

 

I BJØRNENS KLØER AF PETER MOGENSEN

Udkommer 25.04.2018

Forlag: Turbine

Forlaget skriver: I BJØRNENS KLØER er Peter Mogensens første politiske spændingsroman.
Danmark får til opgave at lede FN i en periode hvor verden inden for få uger skal tage stilling til om Tjetjenien skal have sin selvstændighed fra Rusland. For den russiske præsident Sorokins muligheder for at forsætte som præsident vil dette være en fatal beslutning, og for USA vil den være et tegn på, at USA er tilbage som leder af verdensscenen.
Den tidligere jægersoldat Henrik Laursen, nu nummer to i det største oppositionsparti Venstre, med udsigt til at blive Danmarks næste udenrigsminister, udsættes pludselig for en massiv afpresning da hans to sønner og ekskone kidnappes.

I skyggen af de to stormagters internationale politiske armlægning kastes Danmark ud i en for offentligheden hemmelig regeringskrise, som inden for få døgn eskalerer til et stadie af total panik, hvor kampen for at redde Laursens familie blandes sammen med kampen om regeringsmagten efter det kommende folketingsvalg.
Peter Mogensen har skrevet en politisk spændingsroman, der trækker på hans helt tætte kendskab til den politiske verden og al dens indbyggede kynisme.

 

VALMUEMANDEN AF CHRISTIAN FROST

Udkommer 26.04.2018

Forlag: People’sPress

En sommerdag i Danmark forsvinder to piger på 9 og 16 år sporløst, da de på cykel er på vej hjem fra skole. En omfattende eftersøgning giver intet resultat, og politiet står på bar bund, akkurat som man var i en lignende sag året før.
Et halvt år senere dukker liget af den yngste pige op i Sydspanien. Hun bliver fundet i en skræddersyet aftenkjole, og i sin favn knuger hun stadig sin bamse.

Sagen ender hos kriminalassistent Erik Otto Falster og hans makker Lars Hede, og snart begynder sporene at pege mod en magtfuld hemmelig organisation med forbindelser til de højeste samfundslag i Europa, der arrangerer orgier for stenrige købere, hvor børn og unge misbruges seksuelt, og hvis leder kun kendes under navnet Valmuemanden.
VALMUEMANDEN er tredje bind i Christian Frosts krimiserie om Falster og Hede. Tidligere er udkommet Gud er bare hund stavet bagfra og Araberen der var hvid som sne.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.