Kaffe med Kazinski

Kazinski

”Vi er kommet hjem”.

Fredag d. 29.5. inviterede Politikens forlag en håndfuld bloggere og Krimimessens udsendte til kaffe med A.J. Kazinski. Deres 3. bog om Niels Bentzon, ”Den genfødte morder” udkommer torsdag d. 4.6.
Det blev nogle meget hyggelige og interessante timer på Café Casablanca i Århus.

Forfatterne synes selv, det føles som at komme hjem at skrive 3. bind om Niels Bentzon, og det er denne læser enig i. Man er i godt selskab, selv når Niels undercover bliver indsat på Sikringen for at opklare et mord på en psykiater.

”Alt startede med Besat”.

Niels Bentzon optrådte første gang i Anders Rønnow Klarlunds film “Besat” fra 1999, hvor han blev spillet af Ole Ernst.

”Den sidste gode mand”, der er den første bog om Niels Bentzon, begyndte som en film. Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich skrev manuskript, men det kom til at fylde meget og blev til en bog i stedet.

Bogen er skrevet på 2½ måned, men så blev de 2 herrer også ”skilt” efterfølgende og svor aldrig at se hinanden igen. Heldigvis blev de lykkeligt genforenede ved at skabe A.J. Kazinski, som er en ældre, jødisk herre fra New York der altid er kritisk. Det er ham de kritiserer hinandens arbejde gennem.

”Den genfødte morder” er en metafysisk thriller, der handler om genfødsel. Tidligere har de med Niels Bentzon som hovedperson skrevet om myten om de 36 gode mænd i ”Den sidste gode mand” og nærdødsoplevelser i ”Søvnen og døden”.

Skriveprocessen.

Deres skriveproces er meget kaotisk. De skriver meget, kasserer meget og skriver så igen. De skriver både sammen og hver for sig. De laver plottet for hele historien først og begynder først at skrive herefter.

Anders skriver på Det Kongelige Bibliotek om aftenen og Jacob skriver i omklædningsrum (mens børnene dyrker sport) og sent om aftenen.

Når de er færdige med at skrive kommer det sværeste for dem. De læser bogen højt for hinanden! Det er svært og tager lang tid og kan næsten gøre ondt på dem, men det er nødvendigt.

Hvad er det bedste ved at skrive sammen?:
Jacob: Vi er gode venner, det er sjovere, jeg går i terapi hos Anders hver dag.
Anders: Vi er modsætninger og meget forskellige, det giver dynamik.

De synes det er sjovt at researche, der kommer ofte noget helt andet ud af det end de havde regnet med. De tager små detaljer og hændelser fra virkeligheden og indarbejder dem i bøgerne.

De er meget ambitiøse med deres arbejde og selv små detaljer tæller.

De er meget taknemmelige over at de kan leve af deres fantasi. De forsøger at glæde sig over deres succeser mens de sker.

Mere mellem himmel og jord og Anja.

Hver bog begynder med at de tager op til Anja C. Andersen (astrofysiker på Niels Bohr instituttet) og hører hvad der er sket i universet siden sidst.

Hvor kommer det metafysiske fra? Det er en interesse de begge har. Anders kommer fra et ateistisk hjem og var meget interesseret i det med gud som barn. Han tror på at der er mere mellem himmel og jord. Han er meget åben overfor det metafysisk og elsker det der er ”langt ude”.
Jacob tror ikke på det, men vil gerne.

Forfatterne vil ikke bare skrive krimier, hvor der skal opklares mord. De vil gerne hvis deres krimier kan opklare noget om livet og de beskæftiger sig meget med det der er mellem himmel og jord.

Gamle grækere.

Både Anders og Jacob er Aristoteles fans. De er meget optagede af de gamle grækere og Oraklet i Delfi. De mener at det er grundlaget for alt. Det er tankens og mytens urtid. Logikken fra de gamle grækere giver troværdighed.

”Vi ses i helvede”.

Niels Bentzon 4 kommer til at handle om Helvede. Forfatterne savner den moralske dom i samfundet. Der begås en forbrydelse, forbryderen får sin straf og hvad så? I Den genfødte morder kan hævnen udføres i det genfødte liv, men næste gang skal vi helt derned. Jeg glæder mig.

Det var et par hyggelige timer med de to forfattere. Stemningen var afslappet, Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich var tænkende, reflekterende, nysgerrige, seriøse, imødekommende, ambitiøse, talende og med et stort glimt i øjet. Hvis dette møde var tænkt som en charmeoffensiv, så virkede den.

Hvis du er til velskrevne krimier, med noget på hjerte, som sætter gang i tankerne, så kast dig over krimierne med Niels Bentzon. De er rigtig gode.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *