Ian Rankin på Krimimessen 2013

Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at den populære skotske krimiforfatter Ian Rankin gæster Krimimessen 2013.

Ian Rankin er et krimi-ikon af storformat. Udover at være én af verdens førende krimiforfattere har han vundet adskillige priser for sin skarpt skårne kriminallitteratur, hvoraf flere titler hurtigt har indfundet sig på toppen af listen over bestsellers.

Det er de færreste, der ikke på et tidspunkt har fulgt John Hannahs veloplagte portrættering af Inspektør Rebus i tv-serien af samme navn. Eller for den sags skyld i Ian Rankins romanforlæg, hvor Rebus hårdnakket og effektivt i mange år har luget ud i Edinburghs kriminelle underverden.

Rebus har over to årtier og gennem sytten romaner været Rankins trofaste anker i opklaringsarbejdet af adskillige mordgåder i den skotske hovedstad. Han optrådte første gang i Knots and Crosses fra 1987 (da. Blodbrødre 1995), og han mærkede i en alder af 60 år pensionen nærme sig i Exit Music fra 2007 (da. 2008). Den nye hovedperson i Rankins kriminallitteratur og arvtager af Rebus efterforskning blev introduceret i 2009 i bogen The Complaints (da. En intern affære 2011) under navnet Malcolm Fox.

Men en hårdfør romanfigur som Inspektør Rebus lader sig ikke så let forstumme. Rankins mangeårige partner in crime dukker nemlig op i hans seneste udgivelse fra 2012, som har fået titlen Standing in another man´s grave. Og ikke nok med, at den pensionerede og drikfældige Rebus vender tilbage til det han gør bedst, så sker det i oven i købet i selskab med Rankins andet litterære ikon – Malcolm Fox.

Ian Rankins udgivelser spænder over både novellesamlinger, personlige beretninger, en graphic novel og flere end 25 romaner.

Glæd dig til at møde Ian Rankin på årets Krimimesse, som finder sted d. 16. og 17. marts 2013.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *