Glasnøglen: Nordens bedste krimier krydser klinger

Det nordiske samarbejde inden for krimilitteraturen blomstrer – og der deles på kryds og tværs som aldrig før. Men på scenen i Trykkeriet under Krimimessen i Horsens var der også plads til benhård konkurrence mellem kandidaterne til den skandinaviske krimipris, Glasnøglen, som overrækkes til juni.

På scenen sidder tre ud af de fire kandidater til årets krimipris fra henholdsvis Sverige, Norge og Danmark, samt sidste års vinder fra Norge, Jørn Lier Horst. De er sat i stævne af den danske kritiker Bo Tao Michaëlis for at diskutere deres kandidatur, såvel som den internationale interesse for nordisk krimilitteratur.

Fra venstre: Gard Sveen (N), Simon Pasternak (DK), Jørn Lier Horst (N) og Christoffer Carlsson (S).
Fra venstre: Gard Sveen (N), Simon Pasternak (DK), Jørn Lier Horst (N) og Christoffer Carlsson (S).

I år står kampen mellem svenske Christoffer Carlsson (Den osynlige mannen från Salem), norske Gard Sveen (Den siste pilgrimen), finske Reijo Mäki (Sheriffen) og danske Simon Pasternak (Dødszoner). Island har ikke indstillet en kandidat i år.

Der er masser af smil, humoristiske bemærkninger og ping pong på scenen. Men Glasnøglen er ikke en medlidenhedspris, så der er ikke plads til at hvile på laurbærrene for de udvalgte forfattere. Der er en generel konsensus blandt kandidaterne om at Glasnøglen i høj grad er med til at åbne døre for de nominerede såvel som vinderen.

Ifølge den norske kandidat Gard Sveen er den nordiske krimi populær i udlandet pga. omverdenens romantiske forestilling om de skandinaviske lande, hvor krimilitteraturen er i stand til at gå bag dette glansbillede af en facade. Den svenske kandidat Christoffer Carlsson har dog et mere kækt og direkte bud: ”Fordi vi er bedre end alle de andre.”

Så er spørgsmålet bare – hvem er bedst? Som Bo Tao Michaëlis slutter stævnet af med at sige: ”May the best man win.”

Og når der tales om at være bedst. Efter dette års krimimesse i Horsens har Danmarks populære krimiforfatter Jussi Adler Olsen rost Krimimessen for at være den bedste i verden foran store bogmesser i det store udland såsom USA mv.

”Vi er glade og stolte,” udtaler Vibeke Johansen, programansvarlig for Krimimessen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.