Forfatterens favoritdetektiv – Jesper Stein

På Krimimessen 2015 vil vi i forskellige sammenhænge sætte fokus på detektiven. Hver mandag frem til Krimimessens start fortæller en række krimiforfattere på skift om deres yndlingsdetektiv.

Jesper Stein

jesper_stein1

Den kollektive politiroman har altid stået som den mest fascinerende krimiform for mig. Og måske den sværeste. Der skal bare én tom, flad eller kedelig karakter til, så smutter jeg som læser.

Og det er sket mange gange, når jeg har læst efterkommerne til den største kollektive krimiserie, vi kender. Nej, jeg tænker ikke på Sjöwall og Wahlöö, som nok er interessant for krimifans, men for mig er læsning, som historiens støv har lagt sig på. Jeg tænker på Ed McBains serie om Station 87 i det fiktive New York, som han kalder Isola.

Jeg er vokset op med Steve Carella med de skæve øjenbryn og den smukke døvstumme kone Teddy, Meyer Meyer, hvis onde, vittige og jødiske far forsynede ham med et dobbeltnavn, den kønne unge Bert Kling, som har meget svært ved at få varige forhold til kvinder, og den overvægtige selvforherligende Ollie Weeks, der hader alt og alle og let kan gøre Leif GW Perssons Bäckström rangen stridig som krimilitteraturens dummeste svin. Alle er de hovedpersoner i Station 87-serien.

Ed McBain var ikke typen, der deklamerede, at han ville skrive otte, ti eller tolv romaner, han skrev tre om året fra 1957 til han døde i 2005 og det blev blandt andet til 56 i serien om Station 87.

Det er knaldgodt læsestof af den klassiske slags, velturnerede plots på 230-250 sider, masser af realistisk politiarbejde kombineret med uddybede personer. Og hvis du ikke har læst dem, så kender du dem alligevel, for McBain, der i virkeligheden hed Salvatore Lombino, skabte med Station 87 støbeformen til den kollektive politiroman og ændrede den moderne krimis udvikling. Vi havde næppe kendt ”Hill Street Blues”, ”Rejseholdet” og et utal af serier, hvor man følger et kollektiv af politifolk, hvis det ikke havde været for Ed McBain.

Og den skandinaviske krimi fra Sjöwall & Wahlöö til nutidens krimibølge havde været ilde ude uden betjentene fra Station 87 og seriens rå og poetiske storbyskildringer, dens dokumentariske realisme i politiarbejdet og dens fokus på hovedpersonernes privatliv, kærlighed, sex, børn og frustrationer.

McBain researchede intenst hos politiet og kendte til alle detaljer i deres efterforskning og sporsøgning og i retsmedicinernes og laboratoriernes arbejde. Der er fotostater af politirapporter og kort over gerningssteder i hans bøger, som er præget af dokumentarisme.

Krimitematisk er der ikke den forbrydelse eller variant, som ikke blotlægges i den lange serie, hvor McBains udgave af en kynisk og genial serieforbryder ”Den døve mand”, som holder politiet for nar, hører til noget af det mest underholdende, genren byder på. Vi kommer som læsere ud i alle miljøer med betjentene og møder slum, elendighed og ydmygelse såvel som succes, rigdom og lykke.

McBain er samtidig dialogens nocturne mester, et af de punkter, hvor han adskiller sig fra den skandinaviske og britiske krimi. Det er ikke sjældent, at man læser fem-ti sider med ren dialog mellem op til tre, fire og fem uden nogle regibemærkninger og uden at miste orienteringen, fordi McBain evner det sjældne at karakterisere de enkelte personer helt præcist gennem det, de siger, og måden, de siger det på. Humoren er rå og allestedsnærværende, kærligheden er af den romantiske slags, lysten er let savlende, hævnen kælderkold, døden får det første ord, men retfærdigheden det sidste.

Station 87-serien er anerkendt som en af det forrige århundredes vigtigste krimiserier, og Ed McBain har fået alle de udmærkelser og priser, man kan få, hans bøger er solgt i 110 millioner eksemplarer og solgt til over 40 lande. Stort set alle er udkommet på dansk på obskure for længst krakkede og lukkede serieforlag.

Skulle du alligevel få lyst til at læse ham, er det hverken svært eller dyrt. Find det nærmeste antikvariat og kig i bogkasserne, hvor han gemmer sig til typisk en tier stykket. ”Dødens Håndlanger”, ”Hedebølge”, ”Snigskytten”, ”Nocturne”, ”Den onde by” og bøgerne om den døve mand, ”Døv mands kup”, ”Døv mands hævn” og ”Med kærlig hilsen” og ”Otte sorte heste” er alle fremragende romaner, men bundniveauet er så højt hos McBain, at man som minimum får tidløst krimihåndværk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *