Forfatterens favoritdetektiv – Jakob Melander

På Krimimessen 2015 vil vi i forskellige sammenhænge sætte fokus på detektiven. Hver mandag frem til Krimimessens start fortæller en række krimiforfattere på skift om deres yndlingsdetektiv.

Jakob Melander

jakob-foto

Forget it Jake, it’s Chinatown!

Robert Townes og Roman Polanskis film Chinatown fra 1974 står for mig som en af de bedste og mest gennemførte film overhovedet.

Og ved årets Oscaruddeling løb den da også med priserne for bedste manuskript, bedste film, bedste mandlige skuespiller, bedste kvindelige skuespiller, bedste instruktør og bedste fotografering. Plus naturligvis adskillige nomineringer. Alt sammen temmelig imponerende.

Robert Towne skrev rollen som J.J. Gittes til Jack Nicholson, og det kan ses. Jack Nicholson er privatdetektiven med den mystiske fortid i Los Angeles’ politistyrke i 1930‘erne, hvor en episode i byens kinesiske kvarter, Chinatown, kostede en kvinde livet.

Nu har han med økonomisk succes slået sig ned som privatdetektiv med speciale i at afsløre utroskab. Det er ikke et respektabelt job, som hans omgivelser konstant minder ham om, men Gittes er god til det, og det synes at passe perfekt til hans personlighed.

Hans liv er altså i balance, da hustruen til en af ingeniørerne på byens vandværk, Evelyn Mullwray, tilbyder ham en sag, der på overfladen ser helt straight ud: Jeg tror, min mand er utro, find beviserne. Men sagen er pludselig mindre oplagt, da den rigtige Evelyn Mullwray kort efter opsøger ham og beder ham droppe sagen. For ingen er i virkeligheden interesseret i, at han begynder at rode i, hvad der hurtigt viser sig at være Mr. Mullwrays død. Gittes bryder sig ikke om at blive snydt, og herfra er det ikke længere bare et job. Det handler om ham selv – som mand, som menneske – og om en fortid, der skal sones.

På overfladen og1974 Chinatown (ita) 01 som utroskabsdetektiv adskiller J.J. Gittes sig ikke væsentligt fra Raymond Chandlers og Dashiell Hammets skabelon: Han har kvindetække, kan både slås og tage imod tæv og han kan rive mindeværdige replikker af sig i ét væk.

Og selvom han måske en gang imellem er ved at komme ud, hvor han ikke kan bunde, finder han ved frækhed og bluff alligevel frem til sagens rette sammenhæng.

Men det er som menneske, han hæver sig over sine ligemænd. Fra at være en glat, lurvet privatdetektiv, der nonchalant roder i andre menneskers snavsede undertøj, bliver Gittes atter til den mand, han var en gang.

Han bliver menneske igen. Ganske vist går det ilde for dem, han forsøger at hjælpe –men dramaet er ikke en demokratisk kunstform: Vi er kun interesseret i hovedpersonen, og det som på engelsk hedder en supporting actor er netop det! Han eller hun er kun med for at støtte og give udfoldelsesmuligheder for en eller flere sider af hovedpersonens karakter.

Da Gittes til sidst står tilbage, og katastrofen atter er indtruffet – i Chinatown, selvfølgelig, hvor endnu en kvinde er død – er det som en ændret mand. Herfra kan han vælge at fortsætte med at vokse som menneske, eller gå i hundene. At han skulle vende tilbage til sin tidligere tilværelse er for mig at se en umulighed.

Gittes viser sig altså at være et rigtigt, levende menneske, endda med et potentiale, der rækker ud over filmens slutning.

Robert Towne havde oprindeligt skrevet manuskriptet med en voice over, som i de gamle noir-filmatiseringer af Chandlers og Hammets bøger, men Polanski skar den væk, så vi følger historien samtidig med Gittes. Samtidig valgte Polanski også at skyde alle scener fra Gittes’ synsvinkel, to tekniske valg, der er med til at trække os helt ind i karakteren.

Endelig havde Towne også ladet manuskriptet slutte med en happy ending. Igen valgte Polanski at ændre, denne gang til en af filmhistoriens måske mest berømte tragiske slutninger, og gav den samtidig en af dens mest kendte replikker, der runger med tragisk resonans: “Forget it, Jake. It’s Chinatown.”

For mig har Chinatown været envej inspiration i arbejdet med min tredje bog om Lars Winkler, De berusedes vej. Her husker Lars på J.J. Gittes og Chinatown og scenen, hvor den falske Mrs. Mullwray vil hyre Gittes. Gittes spørger hende: “Do you know the expression: Let sleeping dogs lie?” Mrs. Mullwray bør lade utroskaben ligge, der er visse ting, man har bedst af ikke at vide.

Men det er netop det, Gittes ikke selv formår i Chinatown, han kan ikke lade sine egne sleeping dogs ligge.

Og da læseren møder Lars Winkler i De berusedes vej, har han brugt et halvt liv på at lade sin egen mørke fortid forblive begravet. Jeg afslører næppe for meget ved at sige, at det får han bestemt ikke lov til.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *