Forfatterens favoritdetektiv – Hanne Bech Hansen

På Krimimessen 2015 vil vi i forskellige sammenhænge sætte fokus på detektiven. Hver mandag frem til Krimimessens start fortæller en række krimiforfattere på skift om deres yndlingsdetektiv. Serien hedder “Forfatterens favoritdetektiv” og første afsnit kommer her.

 Hanne Bech Hansen

hannebech

”Hary Hole er min yndlingsdetektiv, og det tør jeg godt sige, selvom jeg har til gode at læse en del bind i Jo Nesbøs serie om ham.  Han er en antihelt, og dem er der ikke så mange af i kriminallitteraturen.

Med sine 194 cm., sine blå øjne og sit lyse kortklippede hår, kommer man som læser til at tænke på prototypen på en rigtig nordisk helt, men det går hurtigt op for en, at han er en fordrukken, midaldrende, ensom, enspænder med skiftende kærester.

De fleste superdetektiver har ingen problemer med kvinder. Det har Harry Hole. Han løber oftest ind i kvinder, der meget hurtigt finder ud af, at han ikke er noget at samle på, så han har flere mislykkede forhold bag sig.

Forfatteren har selv udtalt, at hans intention med romanerne om Harry Hole ikke har været at fortælle om norsk politi, om politiarbejdet, eller om et nyt syn på kriminalitet og straf, men derimod at fortælle historier om et enkelt menneske i psykisk og fysisk opløsning.

Da læseren ser politietaten gennem Harry Holes ofte slørede blik, er det bestemt ikke altid noget kønt syn, man får at se hverken af etaten, hans omgivelser eller ham selv.

I ”Frelseren” møder vi Harry Hole mutters alene en søndag aften i Politihuset i Oslo.

frelserenJeg har været på besøg et par gange i det pompøse bygningsglasværk, der ligger i bydelen Grønland, og det er en deprimerende oplevelse, lige fra man kommer ind i det åbne højloftede ekspeditionsområde, til man kommer op i den trange kommando station og de små kontorer. Hvis det var arkitekternes plan, at såvel besøgende som ansatte skulle føle sig små og magtesløse i bygningen, så må man sige, at planen er lykkedes. Nesbø bemærker da også helt tørt:

”I rød zone på femte sal i Politihuset, kolossen af beton og glas med Norges største forsamling af politifolk, sad Harry lænet tilbage i stolen på kontor 605.  Han stirrede ind i væggen, der hvor vinduet sandsynligvis ville have været, hvis Opklaringskontoret havde haft et sådant. ”

Nesbø slår med få ord tonen an. En ensom mand der på en højhellig søndag sidder mutters alene på sin arbejdsplads og stirrer ind i en væg. Som læser føler man allerede med Harry Hole. Han er ofte tæt på at miste sit job på grund af druk, men med hjælp fra sin nærmeste leder får han gang på gang lov til at beholde jobbet, fordi han er noget særligt, og han kan noget særligt, når det handler om opklaring af grove forbrydelser.

Han tænker og arbejder helt utraditionelt. I ”Frelseren” har han dog været tørlagt i næsten 2 måneder og for at demonstrere, at han kan holde sig fra flasken, har han i længere tid gået rundt med en urørt lommelærke med Jim Beam i lommen. Den søndag aften vi møder ham på kontoret, bliver whiskyen for en gangs skyld hans redning. Hvordan, vil jeg ikke afsløre.

Medens man som læser følger Harry Hole i tykt og tyndt, kommer man til at holde af ham og hans efterforskningsmetoder og forkludrede liv. Jeg tror, det skyldes, at han trods sine mange svagheder og sin sårbarhed er modig og altid får jobbet gjort.

I mit stille sind under jeg ham en pensionisttilværelse, hvor han med sindsro kan drikke sig i hegnet i løbet af dagen og blive liggende i sengen, indtil tågen er lettet, hvis det er det, han vil. Men det bliver et stort tab for etaten og for læserne”.

Hanne Bech Hansen har blandt andet været politidirektør for Københavns Politi i en årrække. Hun debuterede som forfatter i 2010 med kriminalromanen “Lasten”, som er første bind i en trilogi med den kvindelige vicepolitikommisær Malika Els.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *