Detektiven under lup

John_McQuade_Charlie_Wild,_Private_Detective_1951
Fra detektivserien “Charlie Wild, Private Detective” fra årene 1950-52

”A really good detective never gets married”. Sådan sagde forfatteren Raymond Chandler i sin tid om den foretrukne formel på en langtidsholdbar detektiv.

Detektiven er ofte sin egen herre, den ensomme ulv, som med sine egne opklaringsmetoder og en Lucky Strike i mundvigen skumler rundt på tilrøgede beværtninger, i mørke baggårde og blandt frække og farlige kvinder. Og det er nok sådan vi kender detektiven bedst. I hvert fald privatdetektiven. For der findes forskellige varianter af detektivfiguren i populærkulturen.

Ordet ”Detective” refererer typisk til en gren af ordensmagten, som har med opklaringen af kriminalsager at gøre. Heriblandt George Simenons Maigret, P.D. James Inspector Dalgliesh, Henning Mankells Wallander og Ian Rankins Inspector Rebus. ”Private Eye”, ”Gumshoe”, ”P.I.” og ”Private Investigator” er privatdetektiver, som ikke har et fast ansættelsesforhold hos politiet, men råder og regerer på egen hånd eller alternativt er hyret på kontrakt.

De er ofte hårdkogte, smådeprimerede og fulde af laster. Her er det karakterer som Dashiell Hammetts Sam Spade, Raymond Chandlers Philip Marlowe, Mike Spillaines Mike Hammer og desuden Agatha Christies Hercule Poirot, der kommer ind i billedet. Og så må vi ikke glemme de altseende amatørdetektiver som eksempelvis Miss Marple.

 

Te, whiskey og sake – detektivens kulturforskelle

Ser vi detektiven med globale briller hersker der visse kulturforskelle detektiverne imellem. Heriblandt er der en ganske udpræget og stereotypisk opfattelse af både den amerikanske og den britiske detektiv. Den amerikanske privatdetektiv er ofte moralsk fordækt, samfundskritisk og mere voldelig end den britiske. Den britiske derimod har i mange tilfælde karakter af at være en allegorisk fremstilling af moralsk og samfundsmæssig korrekthed. En samfundsstøtte, som med list og overblik fungerer som politiets blinde øje.

Hammetts bog "The Maltese Falcon" fra 1929 med detektiven Sam Spade som hovedperson.
Hammetts bog “The Maltese Falcon” fra 1929 med detektiven Sam Spade som hovedperson.

Men som Bo Tao Michaelis bemærker i bogen Lystmord forekommer det ligeså ofte, at disse formodede grundtræk er byttet om.

Og som han siger: Raymond Chandlers Philip Marlowe er til tider mere konservativ end Dorothy Sayers Lord Peter Wimsey. Og den engelske detektiv optræder ofte langt mere helteagtigt end detektiverne hos Dashiell Hammett, hvis detektiver kan tangere ”tøsedrengede” og feje.

Men han fastslår dog at den amerikanske privatdetektiv ofte er udsat for og uddeler af flere syngende øretæver end den britiske.

Og for at vende tilbage til Chandlers syn på de ægteskabelige relationer i detektivbranchen er der over hele linjen en overvejende tendens til, at detektiven er ugift. Selvfølgelig med visse undtagelser.

kogoro_akechi
Der spekuleres på højtryk! Mangaudgaven af Kogoro Akechi.

For dykker man ned i f.eks. den japanske detektivroman er der som regel styr på sagerne. I hvert fald hos manden der introducerede detektiven i Japan og startede sammenslutningen Mystery writers of Japan, Edogawa Ranpo. Klinger navnet af noget bekendt, er der en god grund til det. Navnet er et pseudonym med direkte kobling til Edgar Allan Poe.

Egentlig hedder forfatteren Taro Hirai, og han var stor fan af vestlig spændingslitteratur, især fortællingerne fra Edgar Allen Poes makabre skræk- og krimikabinet.

Edogawas privatdetektiv Kogoro Akechi optrådte første gang i The Case of the Murder on D-Hill. fra 1925. Og Akechi er altså en flot, velklædt og ikke mindst gift privatdetektiv, som hvad angår opklaringsevner har flere identiske træk med selveste Sherlock Holmes.

 

En langtidsholdbar karakter

Detektiven har således mange ansigter og skærer man alle over én kam falder detektiven ind under én af de mest populære genrekonventioner og karaktertyper i litteraturen.

Også på film og tv er detektiven sivet ud og blevet en fyldig hovedaktør. I alt fra 1940´ernes hårdkogte film noir til 1990´ernes mere blødsødne britiske serier med Morse, Barnaby og Frost. Og senest har mange af os siddet klistret til skærmen til den neglebidende serie ”True Detective” fra sidste år og fulgt de to detektiver Rust og Marty i deres nedstigning til helvede i sydstaternes USA.

Rust og Marty er én type af detektiver, men på flere måder ikke så anderledes fra tidligere detektivportrætter. Metoder i opklaringsarbejdet har ændret sig, men flere af de personlige karaktertræk rummer lighedspunkter med detektiven i traditionel forstand. Detektivfiguren er med andre ord fast i skelettet, men med mange lag og bøjelige led.

Selvom der hersker tvivl om, hvem der egentlig satte skub i genren og i figuren var Edgar Allan Poe dog én af pionererne indenfor brugen af en detektivlignende hovedperson i Mordene i Rue Morgue fra 1841. Arthur Conan Doyle var selvfølgelig med til at cementere detektiven da han for første gang skrev Sherlock Holmes ind i historien i 1887.

Den helt store og gyldne æra for flynns_detective_fiction_194302detektivhistorier var i 1920´erne og 30´erne, hvor blandt andet Agatha Christie kom på banen med sine berømte karakterer Miss Marple og Hercule Poirot. Også kimen til den hårdkogte og indadvendte detektiv blev lagt i slutningen af perioden med tilblivelsen af blandt andet Sam Spade og Philip Marlowe.

De kulørte pulpmagasiner havde også gjort sit indtog og tilførte ofte detektivfiguren et ekstra stænk farve. Blandt andet blev Batman introduceret i det populære seriehæfte Detective comics i 1939. Derudover strøg de actionspækkede hæfter såsom Flynn´s Detective Fiction og Black Mask med fast rutefart gennem trykken til stor glæde for både store og små.

Og med ligeså stor hyppighed og popularitet har detektiven optrådt i mange farver og former i populærkulturen frem til i dag. På Krimimessen 2015 vil detektiven også være i fokus i flere sammenhænge.

Blandt andet får du muligheden for at blive klogere på kvindelige detektiver fra Miss Marple til Lisbeth Salander når Kerstin Bergman fortæller. Eller hvad med et studie i rødt, når Bjarne Nielsen fortæller om Sherlock Holmes.

 

Detektiven på Krimimessen 2015

Lørdag:

Gymnastiksalen kl. 11.00: Edgar Allan Poe og detektiven Auguste Dupin – en genre fødes ved Torben Carlsen

Gymnastiksalen kl. 11.45: Minutmysterier. Hjælp detektiven med at finde forbryderen.

Sort Scene kl. 15.20: Sophie Hannah bliver interviewet om Mongram-mordene: Det nye Hercule Poirot- mysterium

Søndag:

Gymnastiksalen kl. 11.30: Paale Schantz Lauridsen fortæller om sin bog, Sherlock Holmes i Danmark.

Gymnastiksalen kl. 12.15: Kvinnliga detektiver från Miss Marple till Lisbeth Salander ved Kerstin Bergman

Gymnastiksalen: 14.40 Minutmysterier. Hjælp detektiven med at finde forbryderen.

Snedkeriet: 10.30: Elementært min kære Watson. Bjarne Nielsen fortæller om Sherlock Holmes

Snedkeriet: 11.45: Den moderne privatdetektiv: privatdetektivens hverdag. Uffe Bodeholt og Isabelle Ologelul fra UIP Consult ApS Privat efterforskning fortæller

Trykkeriet: 13.15: Snushaner og hårdkogte (anti)helte. Bo Tao Michaëlis fortæller

Rød Scene: 10.20: Sophie Hannah bliver interviewet om Monogram-mordene: Det nye Hercule Poirot-mysterium.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *