Bøger i feriekufferten – del 2

Vi har spurgt en række forfattere, hvilke bøger de pakker i feriekufferten i år.

Fordelt på fem fredage hen over sommeren kan du her på Krimimessen.dk læse deres svar. Der er en god chance for at blive inspireret til sommerferielæsning. God fornøjelse.

 

A.J. Kazinski
Til venstre: Jacob Weinreich

Jacob Weinreich – Den ene halvdel af den gnavne, jødiske, ældre New Yorker A.J. Kazinski.

Jeg tager Mercedesmanden af Stephen King med, fordi jeg er gammel fan, og fordi King skriver på en måde, så jeg godt kan blive forstyrret af alle mine børn eller konen der skal have lidt solcreme på ryggen. Jeg tager også den nye John Irving med, Mysteriernes alle, fordi Irvings bøger er så lange og “fortællende” at de passer perfekt til lange sommeraftner på verandaen i sommerhuset med solnedgang rødvin i glasset.

 

Jakob MelanderJakob Melander – Rockmusiker og forfatteren bag bøgerne om Lars Winkler.

Jeg kan afsløre, at det aldrig er lykkedes mig at læse én af mine egne bøger som bog – det har altid været i manuskriptform. Og når de så er kommet fra tryk, har jeg været så langt inde i den næste, at jeg ikke kunne overskue at gå tilbage at læse. Men nu hvor jeg er begyndt at udvikle historien til Lars Winkler V, er anledningen der jo. Jeg har tænkt mig at læse alle mine fire første bøger i kronologisk rækkefølge. Det skal nok blive interessant.

Så regner jeg med at læse Up in the Old Hotel en samling af artikler og portrætter af New York-journalisten Joseph Mitchell fra midten af forrige århundrede. Jeg læste første bind af Jean-Claude Izzos krimitrilogi fra Marseille, Total Kheops, omkring krimimessen i år, så jeg tænker, at jeg vil prøve med bind 2, Chourno også. Og så håber jeg at (gen)læse noget Brett Easton Ellis. Måske The Informers. Men aller først skal jeg lige være færdig med Gert Heidenreichs tredje Swoboda-krimi, Mein ist der Tod!  Det var læseplanerne.

 

Elsebeth EgholmElsebeth Egholm – Kvinden bag krimierne om Dicte Svendsen og hendes søn Peter Boutrup.

Lige nu læser jeg Kate Atkinsons A God in ruins. Det var den eneste bog, jeg havde lyst til i den butik på Gozo, hvor jeg købte den. Men hun kan jo noget med det engelske sprog, og hun er så humoristisk og en super god fortæller, så hende gå man vist aldrig fejl af. Så har jeg aldrig fået læst Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr. Så den skal også fortæres. Og så har jeg fået en hang til indimellem at konsumere en af de der romaner om Mma Ramotswe i Damernes Detektivbureau nummer 1 af Alexander McCall Smith. Jeg har på et tidspunkt købt hele serien men aldrig fået læst dem alle. De er hyggelige og morsomme og alligevel med noget at tænke over.

 

Anne-Marie Vedsø OlesenAnne-Marie Vedsø Olesen – Operaelskende forfatter til bøgerne om Madeleine de Montdidier.

Som forfatter, freelanceanmelder for Politiken og samlevende med en oversætter bliver læsning næsten altid defineret af pligtopgaver. Det betyder imidlertid ikke, at jeg ikke glæder mig til og nyder læsningen. Så til feriekufferten pakkes bøger, jeg skal anmelde, bøger kæresten har oversat, og romaner udkommet på mit forlag.

Til ferien skal jeg læse:
Pierce Brown: De to første bind af Red Rising-trilogien – Rød opstand og Gylden søn. Dem glæder jeg mig særligt til. Red Rising er nemlig en science fiction trilogi, der foregår på Mars, og som er blevet en stor succes i USA. Og jeg er vild med de fantastiske genrer.
Lee Child: Værd at dø for. Lee Child skriver effektive og hæsblæsende thrillers, og denne foregår ude på landet i Nebraska, som jeg selv engang har besøgt. Jeg elsker, når fortællinger bruger landskabet, og det gør sig i høj grad gældende i Værd at dø for, hvor Nebraskas uendelige, vinterbrune majsmarker skaber en særlig atmosfære.

Richard Flanagan: Den smalle vej til de dybe nord. Romanen vandt Man Booker-prisen 2014 og er en stor, episk fortælling om en australsk krigslæge under og efter anden verdenskrig.

 

Helle VincentzHelle Vincentz – Aktuel med den skarpe krimi Stjålne liv

De første bøger, jeg kommer i min kuffert, er hemmelige! Jeg skal nemlig læse nogle bøger om en barsk og betændt branche, som min næste Sofie Munk-roman foregår i, og jeg kan selvfølgelig ikke afsløre hvilken, hæhæ. Jeg slapper faktisk af med at læse faglitteratur, så det føles ikke som arbejde for mig. Jeg ved ikke, hvorfor, men måske er det fordi, jeg til daglig bruger så meget energi på at leve mig ind i mine karakterer, at det føles helt befriende kun at skulle bruge venstre hjernehalvdel. Eller også er jeg bare meget nørdet, den påstand har jeg hørt før.

Og så skal jeg selvfølgelig have nogle krimier med i den kuffert! En af dem bliver helt sikkert den skotske krimiforfatter Stuart MacBrides Hilsner fra de døde. Jeg holder af at læse krimier af forfattere fra forskellige lande, senest har jeg læst en fra Finland, og jeg har aldrig læst nogen fra Skotland, så det har jeg tænkt mig at gøre denne sommer. Af danske kolleger har jeg planer om at få læst både Sara Blædels nye samt mine to nytilkomne kolleger Lone Theils og Katrine Engberg. På anmeldelserne lyder det til, at de har noget at bidrage med, så det er jeg spændt på at udforske.

Endelig ryger der også en håndfuld børnebøger med i den kuffert. Min seksårige er sindssygt stolt over, at han har lært at læse (altså, det er hans mor også), så han skal have et par Dennis Jürgensen-bøger med at læse højt fra. Jeg mødte Dennis Jürgensen på Krimimessen i Horsens, og han var så sød at forære og signere en stak bøger personligt til min søn, som nu føler et helt særligt slægtsskab med denne fantastiske forfatter.

Den fireårige vil bare have bøger med billeder i. I hans optik er en bog uden billeder dødsens kedelig, og han forstår overhovedet ikke, at jeg gider skrive så mange sider uden et eneste billede. Da jeg fortalte ham, at Stjålne liv er på næsten 500 sider og helt uden billeder, spurgte han, om vi havde glemt dem.

 

Mere læseinspiration til feriekufferten næste fredag:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *