10 ting du ikke vidste om Michael Katz Krefeld

Vi kender karaktererne i vores favoritkrimier. Vi bilder os også til tider ind, at vi kender vores favoritforfattere. Enten ved at have læst om dem eller måske efter at have mødt dem på Krimimessen. Men, hvor godt kender vi dem egentlig?

Vi har i samarbejde med Politikens forlag bedt forfatter Michael Katz Krefeld om at afsløre en håndfuld “hemmeligheder”, som de fleste af os læsere garanteret ikke kender til. De kommer her.

10 ting du ikke vidste om Michael Katz Krefeld

1. Jeg boede i Berlin, da jeg var sidst i 30’erne, sammen med kunstneren Kristian Hornslet. Dengang var vi to kunstnertyper, der endnu ikke havde fået succes, og som havde svært ved at få det hele til at løbe rundt. Vi følte begge to, at det var lidt sidste udkald. Kristian datede på det tidspunkt én, der var guldsmed, og personen leverede Guldbjørnen til filmfestivalen, så vi fik biografbilletter og mødte blandt andre skuespilleren Christian Bale og filminstruktøren Milos Forman, så vi bevægede os fra yderlighed til yderlighed. Dengang drømte jeg om at skrive en bog med Berlin som bagtæppe. Og da jeg skrev min toer, ’Savnet’, var Berlin rammen. Det var vildt fedt at komme tilbage og researche som etableret forfatter.
2. Jeg har en del ar. Det ældste sidder på albuen og er fra første gang, jeg var fuld. Jeg var 14 år og drak alt for meget Martini til min stedbrors fest. Jeg væltede på vejen sammen med genboens datter, og huset blev nærmest splittet ad. Jeg har også brandmærker fra at gå ind og ud af min racerbil, en Super Seven. Og så har jeg fået fjernet blindtarmen, da jeg var 16-17 år gammel. Dengang det skete, tænkte jeg mest på, at jeg nu var ligesom astronauterne og kunne komme ud i rummet. Det kunne jeg nemlig vildt godt tænkte mig. 
3. Jeg har et princip om, at når jeg rejser til et nyt land, lærer jeg nok gloser til at kunne sige tak og bestille mad. Det er vildt sjovt at lære nye sprog, og jeg er ikke særlig blufærdig og tør godt prøve mig frem, selvom jeg er langt fra flydende. Og så synes jeg, at de lokale reagerer meget positivt på, at man prøver sig frem.
4. Den seneste gang, jeg græd, var på en racerbane i England, der hedder Silverstone. Jeg kører meget racerløb, og denne her bane er legendarisk. Jeg sad i bilen i 50 minutter, og det er så fysisk og psykisk hårdt, at det er svært at forestille sig situationens intensitet, hvis man ikke har prøvet det. Man taber meget væske, man skal have en ekstrem koncentrationsevne og det er vildt stressende. På langsiden kommer man op på 200 km i timen, og man skal koncentrere sig om at gøre alting rigtigt, så man ikke kører galt. Bagefter var jeg helt smadret og meget sur på mine bremser, som jeg ikke syntes virkede optimalt.
5. Jeg elsker at køre racerbil, men det er ikke pga. farten – som man måske ellers skulle tro. Det fedeste for mig er at komme ned i hyperkoncentrationen. At perfektionere mine evner. Der er så meget teknik i at køre rigtig godt. Hvor sent tør du at bremse? Hvor meget fart tør du have på i svinget? Det føles så fedt, når man kan få bilen til at danse gennem svingene. Det er en hårfin balance at turde nok uden at komme galt afsted. Jeg tænker mere på at være hurtig end på ikke at komme til skade, og jeg passer måske ikke helt nok på min bil. Det er primalhjernen, der tager over. Al beslutningstagen bliver sort/hvid.
6. Jeg kan ikke skrive godt, hvis jeg er stresset. Så ryger det intuitive, og jeg fortænker tingene. Jeg havde skrevet fiktion i 10 år som manuskriptforfatter, da jeg første gang forsøgte mig som skønlitterær forfatter, og jeg havde en helt bestemt opfattelse af, hvad en bog er. Men da jeg fik en redaktør på, skrottede han alt det, jeg havde troet, var bog-agtigt. Og alt det, der var skrevet utvunget og frit, fungerede. Så jeg lærte, at jeg skulle slappe mere af og finde min egen stemme.
7. Hvis jeg er stresset eller trist, tager jeg ud i naturen. Mit sommerhus i Rørvig er et fristed for mig. Fordi jeg bor inde i byen, har jeg ind i mellem brug for at lave lidt havearbejde, og naturen virker virkelig helende. Jeg lytter til en fugl, kigger på en snegl, ser på bladene, der bevæger sig i vinden. Det er vildt, så meget bedre, man får det, bare man går ud i en skov.
8. Jeg er faktisk ret glad for at lave mad. Men til hverdag laver jeg mest ruskumsnusk, en ret med kylling, hakkede grøntsager, karry og tomat, salt og peber, bønner. Lis, min kone, elsker det også. Så får vi dækket behovet for grønt og protein.
9. Jo mere, jeg arbejder, jo vigtigere er det for mig at træne. Så jeg træner en time om dagen fire-fem dage om dagen.
10. Jeg hader automathandlinger. Jeg prøver virkelig på at lade være med at gå på min telefon uden at tænke over det. Og snacke uden at tænke over det. Når jeg bliver bevidst om det, prøver jeg at lade være. Jeg bryder mig virkelig ikke om at spilde tiden på noget unødvendigt.

BONUS: Orange er min yndlingsfarve. Den farve har min bil. Og min seneste bog, ’Hævneren.’

Michael Katz Krefeld er aktuel med “Hævneren” – niende bind i den populære “Ravn-serie”. Bogen er udkommet på Politikens forlag d. 24. september.