fbpx

Det Danske Kriminalakademis priser

februar 23, 2023

Det er nu blevet afgjort, hvem der skal modtage Det Danske Kriminalakademis priser. Krimimessen ønsker tillykke til alle vindere!

Priserne vil blive overrakt på Krimimessen lørdag d. 25. marts fra kl. 13.00-13.45 på scenen i Snedkeriet.

Her vil du også kunne møde Morten Hesseldahl på scenen, som vil modtage den prestigefulde litteraturpris Glasnøglen samt Ragnar Jónasson for at have vundet sidste års Palle Rosenkrantz-pris.

Palle Rosenkrantz prisen (bedste udenlandske krimi/spændingsroman)

Vinder: Arttu Tuominen for Sendebuddet. Udgivet på forlaget Modtryk.

En eksplosion på en natklub koster adskillige mennesker livet. Rygter og konspirationsteorier om tragedien spreder sig med lynets hast på nettet, og den formodede gerningsmand, der kalder sig Sendebuddet, truer i en videobesked med flere attentater.

For den forknytte og skarpe politiassistent Henrik Oksman kompliceres efterforskningen af, at han samtidig forsøger at forhindre, at hans dybeste hemmelighed kommer frem i lyset. SENDEBUDDET er anden bog i den finske Floddelta-serie.

Bogen kredser om de tre politifolk – Linda Toivonen, Jari Paloviita og Henrik Oksman. Det er en rystende og rørende krimi om opvækst, fordømmelse og vold. Og om at acceptere sig selv.

Harald Mogensen prisen (bedste danske krimi/spændingsroman)

Vinder: Torben Munksgaard for “Damevennens død” Udgivet på forlaget Modtryk

Da den pensionerede teaterscenograf Walther Traum en dag slår op i avisen, får han sig en ubehagelig overraskelse: På en af siderne står hans egen dødsannonce med nøjagtig angivelse af dødstidspunktet. Kun ti dage fra dags dato ønsker nogen ham død.   Walther bor på et ellers fredeligt plejehjem på Nørrebro i København. Men efter mere end fyrre år hjemsøges han stadig af en enkelt begivenhed: mordet på sin for-lovede tilbage i 1981.   Erindringen om alt dette vender tilbage med fornyet styrke, da Walther tvinges ud i det måske mest ubehagelige efterforskningsarbejde, man kan tænke sig: Opklaringen af mordet på sig selv. For det viser sig, at plejehjemmet gemmer på ikke så få hemmeligheder om stedets ansatte og beboere, hvoraf mindst én ønsker Walther ondt.

Debutantdiplomet

Vinder: Heidi Amsinck for Mit navn er Jensen. Udgivet på forlaget Gutkind.

Skyldig. Ét enkeltord på en tiggers papskilt. Og nu er han død, stukket ihjel på gaden i det vinterlige København, og den anden hjemløse fundet knivdræbt inden for kort tid. Dagbladets reporter Jensen snubler nærmest over liget indhyllet i sne på vej til redaktionen en tidlig morgen. Hjemvendt efter femten år i London har hun ikke længere det største netværk, og hun ringer til kriminalkommissær Henrik Jungersen, som hun engang har haft en intens affære med.

Gamle følelser genoplives, og det samme gør gamle fortrydelser. Men det viser sig bare at være starten på Jensens problemer. Hendes chef, den legendariske chefredaktør Margrethe Skov, er stærkt utilfreds med, at Jensen ikke har brugt sit førstehåndskendskab til sagen til at få Dagbladet til at løbe med forsiden. Men Jensen vil hellere komme til bunds i, hvad er sket med den unge mand…

“Mit navn er Jensen” er første bind i en ny dansk krimiserie med reporter Jensen og København i hovedrollerne.

Tage la Cour- diplomet (bedste fagbog om kriminallitteraturen)

Vinder: Nils Valdersdorf Jensen for Smuglerlandet Danmark. Udgivet på Gads forlag

Whisky, silke og cigaretter gemt mellem søm, i hemmelige rum og under tøjet. Trillebøre fyldt til randen med brunt sukker og store dunke sprit på slæb. Opfindsomheden var stor, når billige varer skulle fragtes uden om tolderne og ind i Danmark. 

I århundreder har danskerne snydt og smuglet for millioner. Smuglerlandet Danmark er den første samlede fortælling om lyssky forretninger, der længe var acceptabelt tidsfordriv. End ikke gudfrygtige og ordentlige folk fik moralske tømmermænd. 

I bogen forfølger forfatteren smugleriet i de danske farvande og grænseområder fra midten af 1700-tallet til i dag, og han viser, hvordan staten trods fintmasket kontrol og stramme love mistede kontrollen ved vandkanten. Problemerne var især synlige i Det Sydfynske Øhav. Her havde sømænd og færgedamer vind i sejlene, tolderne lukkede øjnene, og de lokale holdt sammen mod staten. 

Nils Valdersdorf Jensen, historiker og afdelingsleder ved Svendborg Museum, tegner et ædrueligt portræt af Danmark som smuglerland. 

Udgivet i samarbejde med Svendborg Museum og Museet for Søfart.

Mød også Morten Hesseldahl og Ragnar Jónasson til prisuddelingen

Vinder af Glasnøglen 2022: Morten Hesseldahl for “Mørket under isen”. Udgivet på Modtryk

I Morten Hesseldahls gedigne spændingsroman mærker den Dansk-grønlandske Pipaluk uroen, og hun begynder at overveje noget, som tidligere var utænkeligt. Hun begynder at overveje at vende tilbage. Tilbage til Grønland. Det Grønland, hun som ung pige akkurat slap fra i live, men som aldrig har sluppet taget i hende.

Hun er siden blevet elitesoldat og har været udsendt på skarpe missioner for den danske hær. Nu får hun brug for alle sine færdigheder, ligesom hun kommer til at trække på enhver soldats stærkeste våben: Loyalitet.

Pipaluk kon­fronterer sin fortid og møder et Grønland, som næsten ikke er til at kende. Stormagterne lægger arm om den militære sikkerhed, og kapitalinteresser slås om undergrunden. Samtidig smelter isen, og gamle hemmeligheder dukker frem i lyset. 

Hesseldahl har tidligere været nomineret til prisen for ”Drager over Kabul” (2008). Se indlægget om Glasnøglen her.

Vinder af Palle Rosenkrantz-prisen 2022 Ragnar Jónasson for Hulda-trilogien: Mørket, Øen og Tågen. Udgivet på Gads forlag.

Om Mørket:

Hulda har været politiefterforsker i årtier, men nu er det slut. En fremadstormende, ung mand skal overtage hendes job og hendes kontor, og Hulda er tvunget på pension før tid. Da hendes chef giver hende mulighed for at vælge en cold case at fordrive den sidste tid med, er hun ikke i tvivl. Hun vælger sagen om en ung russisk kvinde, hvis håb om asyl og beskyttelse endte på en kold, mørk strand i Island. En hastig politiefterforskning konkluderede, at der var tale om selvmord, og sagen blev lukket uden postyr.  

Hulda opdager hurtigt, at en anden ung kvinde forsvandt i samme periode, og at ingen fortæller hele sandheden. Selv Huldas egne kolleger lader til at ville bremse efterforskningen. Tiden er knap, men Hulda vil gøre alt for at opklare sagen – også selvom hun bringer sit eget liv i fare. 

Serien om den egenrådige Hulda Hermannsdottir er fortalt i omvendt kronologi. I Mørket  møder vi den ældre Hulda, der skal løse sin sidste sag. I de næste bind bevæger vi os baglæns gennem hendes liv og politikarriere.