Vanvidskørsel, La Camorra og mord i Malling. Interview med Inger Gammelgaard Madsen

Inger Gammelgaard Madsen er snart aktuel med bog nummer 15 i den populære serie med den italienskfødte efterforsker Rolando Benito.

“Fartdjævlen” hedder bogen som udkommer på forfatterens eget forlag Farfalla d. 2. april.

Vi har spurgt Inger om, hvordan det hele startede og om hvordan det er, at have “levet” sammen med Rolando siden 2008.

Krimimessen: Du debuterede i 2008 med ”Dukkebarnet”, din første i serien med Rolando Benito, og har stort set hvert år siden udgivet et bind i serien som nu tæller i alt 15 titler. Det er en imponerende kadence og må kræve en stor selvdisciplin.
Hvordan foregår processen fra idé til færdig bog? Har du faste ritualer? Og, hvor henter du inspiration fra til gang på gang at kunne levere spændende og effektive plots?

Inger Gammelgaard Madsen: Da jeg skrev “Dukkebarnet” i 2004, som først udkom i 2008, havde jeg aldrig drømt om, at det ville blive til 15 bøger om Rolando Benito. Faktisk er det læserne, som er skyld i det, fordi de bliver ved med at efterspørge en fortsættelse. Men der dukker også hele tiden emner op, som jeg får inspiration til at skrive en krimi ud fra.

De mange episoder med vanvidskørsel i Aarhus gav mig idéen til “Fartdjævlen”, og sådan er alle bøgerne i serien skrevet. Et eller andet sætter noget i gang, som jeg så digter videre ud fra, så man kan sige, at de udspringer fra virkelige hændelser. Jeg prøver i krimien at se emnet fra flere vinkler, og det er derfor også altid et tema, som interesserer mig, og som jeg har lyst til at vide mere om. 

Den viden får jeg så i min research, hvor jeg kan tage fat på folk, som virkelig ved noget om emnet, så der kan gives sandfærdige og troværdige oplysninger til læserne. I “Fartdjævlen” har jeg fået hjælp af en af Rigspolitiets dygtige bilinspektører, som har fortalt mig om sit arbejde sammen med politiet, hvis en ulykke, som den der sker i bogen, skulle opklares i virkeligheden. 

Når jeg skriver, begynder jeg ikke med at planlægge så meget, jeg skriver bare løs, når idéen er der, og så researcher jeg løbende undervejs, når der bliver behov for det, så handlingen udvikler sig stort set helt automatisk; det ene fører det andet med sig. Det kræver disciplin, da sådan en metode nemt kan løbe løbsk, så man aldrig får sat et punktum, men da der jo er et vist antal sider, bogen skal holdes indenfor, så giver det sig selv.

Jeg har heller ikke faste arbejdstider, jeg skriver, når jeg har mest lyst til det, og når en handling er godt i gang, så er det stort set hele tiden. Jeg starter med en kop kaffe, og radioen kører i baggrunden med dæmpet musik. Hver anden dag tager jeg en løbetur i Mollerup skov, som jeg bor lige ved siden af, her opstår mange af idéerne, så der er planlagt mange drab i den skov.  

Omslaget er som regel noget af det første, som jeg fremstiller. Det er lidt bagvendt, da det mest normale er at lave omslaget ud fra handlingen, det er sikkert min grafisk designer baggrund, der gør, at jeg starter sådan. Så snart jeg har et tema til handlingen, begynder jeg at kigge efter egnede billeder til et omslag hos de digitale billedeudbydere. Det kan nemlig være, at et billede inspirerer yderligere, og så er det ærgerligt, hvis det sker, når bogen er skrevet færdig. Omslaget til Rolando Benito bog nr. 16 ligger faktisk allerede klar. 

Krimimessen: Nu har du jo skrevet 15 bind i serien med Rolando Benito, hvoraf den seneste har fået titlen ”Fartdjævlen”, som udkommer d. 2. april. Hvor kommer han fra og hvordan har det været at leve med ham gennem så mange år og så mange historier?

Inger Gammelgaard Madsen: Rolando Benito kommer fra min store kærlighed til Italien. Da jeg skulle finde på en hovedperson, var jeg slet ikke i tvivl om, at han skulle være italiener, som havde noget i bagagen med hensyn til mafiaen. La Camorra (den napolitanske mafia) dræbte hans far, som var carabiniere i Napoli, og Rolandos mor flygtede med den dengang fireårige Rolando til Danmark for ikke selv at bliver dræbt. Med den baggrund har jeg mulighed for at koble historien sammen med Italien, som jeg gør det fuldt ud i “Slangernes gift”, hvor Rolando Benito tager til Napoli for at finde ud af, hvad der skete med hans far, dengang han blev dræbt. Nu kender jeg Rolando (som kaldes det mere danske Roland af sine kolleger hos Østjyllands Politi) ud og ind, og det er derfor nemt at sende ham ud i forskellige opgaver. Så længe læserne også holder af ham, så kan jeg leve med ham i mange år endnu. 

Krimimessen: Det at skrive og udgive bøger er jo et stort maskineri med mange afdelinger og faser. Langt de fleste forfattere skriver deres historier, hvorefter forlagene tager over i forbindelse med både design og produktion. Men du er jo oprindeligt uddannet grafisk designer og har i dag dit eget forlag Farfalla, hvor du udgiver dine bøger. Og her står du jo selv for en stor del af redaktions- og produktionsarbejdet. Hvordan er det at skulle stå for det meste selv og følge dine egne udgivelser helt til dørs?

Inger Gammelgaard Madsen: Det er jo det, jeg godt kan lide. Jeg har altid holdt mest af at kunne følge mit arbejde helt til dørs i alle faser, det var det samme, da jeg arbejdede som grafiker. Det bedste overblik kommer af at kunne følge hele processen. Men jeg kan ikke det hele selv, det har jeg erfaret lige fra starten, så jeg køber mig til meget hjælp, blandt andet min uundværlige og dygtige redaktør, som meget nøje gennemgår alt både grammatisk og handlingsmæssigt inden trykning. I starten betalte jeg også en sælger for at tage rundt til boghandlere og præsentere mine bøger. DBK, som står for lager og distribution til alle boghandlere, kunne jeg heller ikke klare mig uden, og Nørhaven i Viborg, som trykker bøgerne, er også en stor hjælp, så jeg er ikke helt alene om arbejdet.

Det var svært i starten at se i øjnene, at en stor del af indtjeningen gik til at betale for den hjælp, så jeg var nødt til at arbejde i min grafiske virksomhed samtidig med, at jeg skrev, men det har ikke kunnet lade sig gøre uden. I 2014 kunne jeg leve af kun at skrive. At jeg selv kan fremstille alt grafisk arbejde lige fra bogomslag til opsætning af bøgerne, e-bøgerne og markedsføring er en kæmpe hjælp, som gør det muligt at udgive selv. Det er ikke det sværeste at skrive bogen, det er at få den ud til læserne, det er her, forlagene gør et kæmpe arbejde for forfatteren. Jeg er meget glad for samarbejdet, som jeg har med forlaget Lindhardt og Ringhof og SAGA, som står for lydbøgerne i serien og udgivelser i udlandet, her har jeg været nødt til at indse, at jeg ikke kan alt selv, hvis jeg også skal have tid til at skrive.

Krimimessen: Du har mange læsere og heriblandt en stor skare af faste læsere, som år efter år følger Rolando Benito gennem tykt og tyndt når der udkommer et nyt bind i serien. Har du som forfatter dine læsere in mente når du skriver eller former du udelukkende dine plots og Rolandos udvikling efter dine egne tanker?

Inger Gammelgaard Madsen: Jeg har altid mine læsere i tankerne, når jeg skriver, da jeg er meget taknemmelig for, at de bliver ved med at følge serien. “Blå iris” er for eksempel skrevet ud fra ønske fra en læser, som på Facebook skrev til mig, at hun savnede et mord i Malling. Jeg manglede netop en location til min handling, hvor der skulle indgå en båd og vand, det blev så til Nordsminde Fjord. Så jeg tager skam også imod bestilling på drab fra læserne 😉 Men ellers er det mest min egen fantasi, og de input som jeg får under mit research, der former handling og plots.  

Krimimessen: Hvad læser du selv for tiden? Og kan du anbefale krimimessens følgere et par gode læseoplevelser?

Inger Gammelgaard Madsen: Jeg er stor fan af Jo Nesbø og er i gang med “Jalousimanden og andre fortællinger”. Jo Nesbøs måde at skrive på har jeg altid beundret. Han kan noget med ord og metafoer, som bare rammer plet hos mig.

Bogen har ligget stille lidt på natbordet, da jeg jo har koncentreret mig mest om min egen. Men der findes så mange rigtig dygtige krimiforfattere, at det er umuligt for mig at anbefale nogen bestemt. 

Nu håber jeg kun, at læserne vil tage godt imod “Fartdjævlen,” og jeg ønsker alle en rigtig god krimimesse i Horsens. /Inger Gammelgaard Madsen