Vinder af Glasnøglen 2017 – Malin Persson Giolito

Det Skandinaviske Krimiselskab har netop offentliggjort vinderen af “Glasnøglen” 2017. Årets vinder blev den svenske forfatter Malin Persson Giolito, som tidligere på året debuterede på dansk med krimien “Størst af alt”.

Krimimessen ønsker forfatteren tillykke med den fine pris.

“Glasnøglen” er en pris, der gives for den bedste nordiske krimi fra det foregående år. Den er opkaldt efter en roman af den legendariske Dashiell Hammett. Prisen gik sidste år til danske Ane Riel for den fremragende roman “Harpiks”. læs mere om prisen samt få et overblik over samtlige vindere af prisen på krimiwiki.dk

I år var følgende forfattere nomineret:

Lars Kjædegaard ”Det det er værre”, Danmark, Pauliina Susi ”Takaikkuna” (på svensk: Fönstret mot gården)Finland, Malin Persson Giolito “Størst af alt”, Sverige, Óskar Guðmundsson ”Hilma”, Island, og Torkil Damhaug ”En femte årstid”, Norge.

 

Her ses sidste års vinder Ane Riel sammen med tre af de nominerede på Krimimessen 2017.(fra venstre: Lars Kjædegaard, Ane Riel, Malin Persson Giolito og Torkild Damhaug)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

foto: Willy Wegner

 

Om forfatteren

Malin Persson Giolito er en svensk advokat og forfatter, der bor i Bruxelles. Hendes seneste roman, Størst af alt, er hendes debut på dansk og hendes store gennembrud, både i Sverige og internationalt. Størst af alt har solgt 60.000 eksemplarer i Sverige alene, var hovedbog i Bonniers Bogklub og er blevet rost til skyerne af de svenske kritikere. Og så er romanen solgt til udgivelse i 24 lande.

Malin Persson Giolito blev født i Stockholm i 1969, og hun voksede op i Djursholm. Hun er uddannet jurist fra Uppsala Universitet og har arbejdet som advokat for nogle af Nordens største advokatfirmaer. Hun har endvidere arbejdet for Europa-Kommissionen i Bruxelles.

I alt har Persson Giolito udgivet fire romaner. Debutromanen Dubbla udkom i Sverige i 2008. Størst af alt er hendes fjerde roman. Den blev efter udgivelsen i Sverige i juni 2016 kåret til at være ’Bedste svenske kriminalroman 2016’.

Persson Giolito bor til daglig i Bruxelles med sin mand og parrets tre døtre samt hunden Lily Potter. (tekst fra Gyldendal)

 

Om “størst af alt”

Et skoleskyderi har fundet sted på et gymnasium i en af Stockholms mest velhavende forstæder. Maja Norberg er 18 år gammel og står tiltalt for at være indblandet i massakren, hvor både hendes kæreste og hendes bedste veninde blev dræbt. Ved romanens start har Maja tilbragt 9 lange måneder i varetægts-fængsel. Nu træder hun ind i retssalen. Men hvordan kunne Maja, den dygtige og populære pige, blive landets mest forhadte teenager? Er Maja en iskold morder? Mens retssagen forløber, ser vi tilbage på månederne der ledte op til skoleskyderiet.

Størst af alt er den svenske forfatter Malin Persson Giolitos store gennembrud og er en spændingsroman om forældre og børn, svigt, skyld og kærlighed. Den blev kåret til at være ’Bedste svenske kriminalroman 2016’. (tekst fra Gyldendal)

 

 

Her fortæller Lida om “Størst af alt”.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *