Og prisen går til…

Det er nu blevet afgjort, hvem der skal modtage Det Danske Kriminalakademis priser. Priserne vil blive overrakt til vinderne på Krimimessen 2018. Det foregår lørdag d. 17. marts kl. 13.00 i Snedkeriet.

 

Det er en stor fornøjelse at kunne præsentere vinderne som er:

Bedste udenlandske krimi/spændingsroman (Palle Rosenkrantz prisen)

Michelle Richmond (for “Til døden os skiller”, Klim)

Om bogen: Årets psykologiske thriller af New York Times-bestsellerforfatter Michelle Richmond

Jake og Alice modtager til deres bryllup en mystisk gave: En invitation til en eksklusiv klub, hvor alle medlemmer følger nogle enkle regler – for at passe godt på ægteskabet. Og hvilke nygifte vil ikke gerne det? Klubben kalder sig Pagten, og Jake og Alice er fascineret af de overdådige fester, hemmelighedskræmmeriet og omgangskredsen af spændende par.

Men så bryder en af dem reglerne. Langsomt og grufuldt går det op for Alice og Jake, at medlemskab af Pagten – som ægteskabet – er for livet. Men kan de stole på, at Pagten vil dem det godt? Og kan de stole på hinanden?

 

Bedste danske krimi/spændingsroman (Harald Mogensen prisen)

Elsebeth Egholm (for “Jeg finder dig altid”, Politikens forlag)

Om bogen: Rina kan ikke genkende ansigter. Hun er læge, men om natten lever hun et dobbelt liv. For at kompensere for sit handicap og selvbehandle en svær barndom klatrer hun på høje bygninger og laver anonym street art under navnet Private Eye.

Men en nat går det galt. En ung mand styrter i døden tæt på Prismet i Aarhus, hvor hun netop har klatret. Og da hun kommer hjem, bliver hun overfaldet af en mand med en kniv. I “Jeg finder dig altid” begynder ting at ske, og hun ved, at nogen er efter hende.

Da efterforskeren Helge Stanek konfronterer hende, har hun sine egne grunde til at lyve, og han har sine egne grunde til at acceptere løgnen. Han forsøger at beskytte hende, men da Rina bliver mistænkt for drab, må hun flygte fra både politiet og sin ansigtsløse forfølger. Og det er ikke første gang hun er på flugt.

 

Årets debutantdiplom

Forfatter Anne Mette Hancock (foto: HEIN Photography)

Anne Mette Hancock (for “Ligblomsten”, Lindhardt & Ringhof)

Om bogen:

Journalist Heloise Kaldan står midt i et mareridt: Hendes kilde er blevet afsløret i en løgn, og avisen står på gloende pæle. Det gør Heloises privatliv også. Midt i det hele modtager hun mystiske breve fra Anna Kiel, der i tre år har været eftersøgt for drabet på en ung advokat.

Både den egenrådige politimand Erik Schäfer og Heloise selv begynder at grave i den gamle sag, da der sker endnu et drab. Har Anna Kiel slået til igen, eller er der mere end én morder? Hvorfor leder alle spor i sagen pludselig til Heloise? Er hendes eget liv i fare?

 

Anton Koch diplomet

Nabolandskanalerne

Nabolandskanalerne.dk er et vindue til verden omkring os. Her på siden udvælger redaktionen tv-tip til de bedste udsendelser på nabolandskanalerne og de største kulturoplevelser fra vores nabolande Sverige, Norge og Tyskland.

Nabolandskanalerne er en fælles betegnelse for vores nabolandes største tv-kanaler, det vil sige SVT1, SVT2, NRK1, NRK3, ZDF, ARD, TV2 Norge og TV4 Sverige.

Anton Koch prisen gives til en person/ virksomhed som med entusiasme, engagement og bred faglighed har beskæftiget sig med kriminallitteraturens specifikke spilleregler, stil og sprog.

Tage la Cour diplomet

Janus Køster-Rasmussen og Camilla Stockmann (for “Bullshit – fortællingen om en familie”)

Om bogen: Pia fra Vestamager er 16 år, da hun i 1978 bliver kærester med det kriminelle bandemedlem Makrel.To drab begået med seks dages mellemrum bringer parret sammen: Makrels skolekammerat er skudt på Daddy’s Dance Hall i det indre København, og på Islands Brygge er en ung pædagogmedhjælper fra Pias vennekreds ramt i halsen af en haglbyge.

Makrels bande og Pias venner søger hævn. Sammen danner de klubben Bullshit og udkæmper Danmarks første rockerkrig mod fjenden, den amerikansk funderede klub Hells Angels. Krigen udvikler sig til de største væbnede kampe i Danmark siden anden verdenskrig, og op gennem 1980’erne bliver yderligere seks Bullshit-medlemmer likvideret.BULLSHIT er en dokumentarisk beretning – skrevet på baggrund af et stort kildemateriale – om pigerne og drengene, der fandt en ny familie i bandelivet og lavede deres første rygmærke i den lokale ungdomsklub.

Og det er historien om Makrel, der blev præsident for Bullshit og siden myrdet for øjnene af Pia. 

 

Juryen består af : Mette Bentholm, Vibeke Johansen, Bo Tao Michaëlis, Bo Bjørnvig, Jannik Lunn og Henrik Palle.

 

9 thoughts on “Og prisen går til…

  1. Fantastisk bogpakke. Priserne uddeles på krimimessen lørdag den 17. Marts i Snedkeriet.kl 13.

  2. Priserne bliver uddelt på Krimimessen, lørdag d. 17. marts kl. 13.00 i Snedkeriet 😊👍🏻

  3. Prisuddelingen finder sted lørdag d. 17. marts i Snedkeriet på Krimimessen / Horsens Statsfængsel ! Hurra så !!
    Munter hilsen
    Lars Ege

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *