Made in Sweden

Inga-Eriksson-Fogh-foto-Pawel-Flato-300dpi1
Foto: Pawel Flato

Ambassadør Inga Eriksson Fogh fortæller om den svenske krimi på Krimimessen.

Sverige er en inkarneret krimination. Det er der vist ingen tvivl om. Den svenske krimi har nærmest været synonym med genren i en årrække og har fyldt meget i vores bevidsthed om, hvad en krimi egentlig er og kan.

Det er kontrasternes samfund i den svenske krimi. Her kolliderer den pæne og polerede middelklasse med en rå og skræmmende underverden og betændte områder i samfundet tages ofte op til revision.

Svenskerne har haft formlen på en medrivende krimi stort set siden makkerparret Sjöwall og Wahlöö tog et vigtigt spadestik for kriminallitteraturen tilbage i 1960´erne. Herefter rullede lavinen og listen over populære svenske krimiforfattere er lang og velrenommeret.

Med andre ord kan svenskerne deres kram, hvad enten man hedder Marklund, Nesser, Børjlind, Larsson eller Läckberg.

Men hvad er det så, der gør svenskerne så gode til at skrive krimier?
På Krimimessen kan du få en særlig insider-viden på området, når den svenske ambassadør i Danmark – Inga Eriksson Fogh gæster Snedkeriet lørdag kl. 15.00

Hun vil med udgangspunkt i egne erfaringer give en melding om, hvordan den skandinaviske krimibølge er blevet modtaget og har givet sig til kende rundt om i verden. Derudover vil hun komme ind på, hvordan Stieg Larsson og andre krimiforfattere har ændret folks syn på Sverige.

Og mon ikke også vi får et indblik i, hvad ambassadøren selv foretrækker at læse.

Mød Inga Eriksson Fogh i Snedkeriet lørdag kl. 15.00 og få et unikt indblik i den svenske krimi og ikke mindst den svenske krimi i et globalt perspektiv. Nanna Rørdam Knudsen vil tale med ambassadøren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *